Edvard Brandes lyttede, smilede og gjorde ingenting
Da David Hamilton Jackson i 1915 kom til København for at tale de danskvestindiske arbejderes sag, overøste dansk presse og politikere ham med venlighed. Men hjælpen til den forarmede befolkning udeblev.
I 1915 skyldtes trængslen på Grønttorvet i København som regel handlende, der tingede blandt hestekærrer med kartofler og pileflettede kurve bugnende af asparges og bønner.
Men en forårsdag samledes menneskemængden omkring en mand.
Danskvestinderen David Hamilton Jackson var sejlet til Danmark, og her stod han på et podium på det, vi i dag kalder Israels Plads, og fortalte enhver, der gad lytte, om levevilkårene for arbejderbefolkningen på Danmarks øer i Caribien.
Den 31-årige udlænding med sort overskæg og midterskilning beskrev slidsomme arbejdsdage i solen til en ussel løn. Han fortalte om den bunduretfærdige behandling, danske embedsmænd udsatte den sorte befolkning for. Om manglende retssikkerhed, kummerlige hospitalsforhold og ikkeeksisterende pressefrihed.
På et af de offentlige møder proklamerede David Hamilton Jackson, at hvis Danmark ikke ville hjælpe øerne økonomisk, kunne man lige så godt sende en ladning dynamit derud, så det hele kunne ryge i luften.
EGENTLIG VAR ARBEJDERLEDEREN først og fremmest i Danmark for at tale med ham, der sad på pengene: den radikale finansminister Edvard Brandes. Sorte indbyggere især på Sankt Croix havde indsamlet midler til at sende Hamilton Jackson til Danmark for at få regeringen til at forbedre de stadig dårligere forhold for øens arbejdere.
Brandes og den samlede danske presse mødte udsendingen med venlighed. I Politiken blev han introduceret som »den dansk-vestindiske Negerfører« og af finansministeren beskrevet som »en elegant, korrekt paaklædt, farvet Herre«, og både minister og aviser lyttede tålmodigt til hans reformforslag.
Men da David Hamilton Jackson halvanden måned senere rejste hjem igen, var det uden andet håndgribeligt resultat end et tilskud til en trykpresse.
DE TRE CARIBISKE ØER Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan kom mellem 1672 og 1733 på danske hænder. I 1915 dyrkede koloniens tidligere slavegjorte befolkning fortsat sukkerrør, tobak og bomuld for hvide plantageejere.
Efter årtiers dyrkning var jorden imidlertid udpint, høsten var i tilbagegang, og Første Verdenskrig betød svimlende forbrugspriser. De danske plantageejere mærkede ikke meget til det, da de fik mere for deres varer. Til gengæld blev de frie sorte arbejdere ramt.
Udbredt armod fik den tidligere skolelærer David Hamilton Jackson til at protestere over forholdene i en af Sankt Croix’ aviser, der dog kun ville bringe få af hans indlæg. Med tiden begyndte Hamilton Jackson i stedet at holde politiske møder med arbejderne.
Hans aktivisme vakte interesse i Danmark, hvor finansminister Edvard Brandes foreslog at lade ham træde ind i Dansk Vestindiens politiske organ, kolonialrådet.
»Finansministeriet ønsker Hamilton Jackson«, lød det i et telegram til øernes guvernør, Lars Christian Helweg-Larsen, hvori ministeren afviste guvernørens indstilling om, hvem der skulle sidde i rådet.
Det ønske var Helweg-Larsen imidlertid ikke indstillet på at efterkomme. Han var ingen beundrer af den tidligere skolelærer, som havde anklaget ham for at være opblæst og uduelig og erklæret, at han burde sættes fra bestillingen. Guvernøren afviste Brandes’ ønske, med henvisning til at Hamilton Jackson ikke tjente de 1.500 franc årligt, det krævede at sidde i rådet; »... som følge deraf ikke valgbar og desuden ikke anbefalelsesværdig«, lød guvernørens svar i april 1915.
I maj rejste først de sorte arbejderes talsmand og siden guvernøren så til København for at fortsætte deres armlægning i moderlandet.
I den danske presse var debatten om de danskregerede øer længe blevet udsat for en lige så stedmoderlig behandling som øerne selv. Man havde nok at gøre med at dække Første Verdenskrig, hvor tyskerne netop havde sænket det britiske passagerskib ’Lusitania’ med over 1.100 omkomne til følge.
En artikel i Politiken ironiserede over konflikten et fjernt sted i Caribien i en tid, »hvor Stormagterne smider med halve Kongeriger«. Både Hamilton Jackson og guvernøren blev rådet til at rejse hjem og spise sukkerrør.
Jacksons ankomst havde dog nyhedens interesse, og selv om Berlingske Tidende nåede at bringe et indlæg fra en anonym kvinde på Sankt Thomas, som advarede om, at David Hamilton Jackson var danskerhader, behandlede aviserne bredt set hans besøg positivt.
Udsendingen selv holdt blikket rettet mod målet. I et interview med Politiken på Savoy Hotel i København fortalte David Hamilton Jackson, hvorfor han var kommet.
»Der eksisterer i Dansk-Vestindien ingen Frihed for Negrene, og vi kan ikke faa Luft for vore Klager, thi Guvernøren, Hr. Helweg-Larsen, har forbudt os at udgive en Avis, og vi maa ikke holde politiske Møder«, sagde han.
»Hvis en Neger vil staa op paa Torvet og holde Missionærprækener, saa er der ingen, der lægger sig imellem; men saa snart nogen taler om Negrenes Rettigheder, kommer der Forbud«.
Med rejsen, tilføjede Hamilton Jackson, ønskede han at få gennemført en række forslag. Deriblandt en fyreseddel til guvernøren, udstykning af jord til landarbejderne, så de kunne dyrke grøntsager til eget forbrug, sorte borgere i politiet og i kolonialrådet og en avis, hvor arbejderne kunne komme til orde.
ALLEREDE PÅ SIN ANDEN DAG i København mødte udsendingen finansminister Brandes, der lyttede til hans 10 reformforslag. David Hamilton Jackson fortalte umiddelbart efter, hvor forbavset han var over den venlige modtagelse:
»Finansministeren, der er Guvernørens Overordnede, modtog mig med en Godhed, der vilde faa mine Landsmænd hjemme til at gaa bagover af Overraskelse, hvis de havde været Vidne til den«.
Brandes selv var også positiv. Ifølge ham gav Hamilton Jackson »et meget roligt og behersket Indtryk«.
»Det er interessant at tale med en Repræsentant for Befolkningen, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at møde ethvert berettiget Krav«, sagde ministeren og lovede dermed intet.
VURDERET UD FRA BRANDES’ tidligere udtalelser om emnet er det tydeligt, at forholdene i Dansk Vestindien var ham bekendt. Men lige så klart stod det for ministeren, at selv en guvernør sendt direkte fra himlen ville få brug for svimlende summer for at vende udviklingen på Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan.
I en tale samme forår havde Brandes påpeget, at reformer ville blive dyre – og at der jo også var meget at reformere i Danmark.
Eftertidens forskning har derfor bredt vurderet, at David Hamilton Jacksons reformforslag formentlig ikke var genstand for seriøse overvejelser, da guvernør Helweg-Larsen 11 dage senere gik i land i København. Brandes’ svar til Hamilton Jackson blev da også, at reformer havde været under forberedelse og nu var på vej. Reformer, der dog begrænsede sig til de få af udsendingens forslag, som matchede finansministerens økonomiske velvillighed.
Tilbage på Sankt Croix blev David Hamilton Jackson trods sine luftige resultater modtaget med flag, blomster og buer af palmeblade, da han 12. september 1915 gik i land. En jublende menneskemængde mødte ham til orkestermusik i hovedbyen Christiansted.
Den lokale avis The Saint Croix Bulletin beskrev begivenhederne med et anstrøg af lettelse: Hamilton Jackson takkede de fremmødte og foreslog et nifoldigt leve for kong Christian 10., som blev »efterkommet med hjertelig entusiasme af mængden«, hvorefter musikerne spillede nationalsangen.
»Dette må siges at vise et sindelagsskift og en almindelig loyalitetsfølelse over for vort højtelskede fædreland«, konkluderede avisens udsendte journalist.
NYHEDEN OM, at den populære udsendings rejse havde ført noget nær ingenting med sig, havde heller ikke nået øernes danske embedsmænd. For dem lignede fejringen en trussel, og de svarede igen ved at indrykke protester i danske aviser.
»Denne Tilstand er ganske uudholdelig for os Danske. Jackson fylder de Sorte med fornærmelige Paastande om os. Bliver det ved, saa ender det med fuldstændig Ødelæggelse af det danske Samfund i danske Vestindien. Der maa handles og handles hurtigt, hvis Danskheden skal holdes blot nogenlunde frelst«, skrev en dansk embedsmand fra Sankt Croix.
Den sorte befolkning handlede imidlertid hurtigere end de hvide plantageejere og embedsmænd i Caribien.
1. november 1915 lancerede David Hamilton Jackson avisen The Herald, der især diskuterede sociale problemer. Samme måned oprettede han en fagforening, hvorigennem arbejderne i januar 1916 sendte krav om noget nær en fordobling af lønnen få dage inden sæsonstart for en usædvanlig frugtbar høst af sukkerrør.
Da deres krav ikke blev mødt, strejkede arbejderne. Som modtræk forviste plantageejerne den sorte befolkning fra alle boliger på plantagerne, men det nyttede ikke. De mange mennesker blev indlogeret i alt fra skoler til private hjem, og da arbejderne adskillige sammenbrudte forhandlinger senere i begyndelsen af marts vendte tilbage til høsten, var det til en lønstigning på mellem 16 og 40 procent. Faste plantagearbejdere fik krav på en jordlod på 400 kvadratmeter til at dyrke grøntsager til eget brug.
8. marts konkluderede David Hamilton Jackson i The Herald, at »det er ikke vanskeligt at komme frem til nødvendigheden af en så hård kampagne, når det har vist sig ufrugtbart at appellere. I et andet nummer skal vi forsøge at vise vores retskafne læsere, hvordan appeller fra folket finder et sikkert hvilested i papirkurven«.
SKUFFELSEN OVER DEN DANSKE regerings passive attitude havde sat sig i folkets udsending. Kampen for bedre rettigheder for befolkningen fortsatte han til Danmarks salg af øerne til USA uden yderligere appeller til Christiansborg.
Indsatsen tillægges så stor betydning, at Jomfruøernes beboere fortsat markerer lanceringen af The Herald med en helligdag. 1. november er kendt som David Hamilton Jackson Day.
Emilie Maarbjerg Mørk er kulturjournalist på Politiken
Skribenten anbefaler:
Erik Gøbel: ’David Hamilton Jackson, en vestindisk arbejderleder’. Personalhistorisk Tidsskrift, 2017
Søren Juul: ’Reformer eller salg?’. Københavns Universitet, 1978
Peter Hoxcer Jensen: ’Den dansk vestindiske arbejderbevægelse og strejken i 1916’. Meddelelser om Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 1981