Hvad nu, hvis japanerne havde angrebet Rusland under Anden Verdenskrig?
7. december 1941 angreb japanerne den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii. Men hvordan kunne tingene have set ud, hvis japanerne i stedet havde hjulpet Nazityskland og angrebet det østlige Rusland?
-
Japanske soldater fremviser erobrede sovjetiske våben under en pause i grænseslagene ved Khalkhin Gol sommeren 1939.
Klokken fire om eftermiddagen japansk tid søndag 22. juni 1941 tikkede det første telegram ind i Tokyo: Tyskland have angrebet Sovjetunionen.
3 millioner tyske soldater støttet af tropper fra Finland, Rumænien og andre europæiske lande havde invaderet den kommunistiske kæmpe.
Operation Barbarossa, det største felttog i verdenshistorien, var begyndt.
Det var typisk for forholdet mellem Aksemagterne og en skarp kontrast til den senere tætte koordinering mellem de allierede, at Tyskland ikke havde informeret Japan om den gigantiske offensiv. Alligevel kom nyheden ikke som et chok i Tokyo. Ugen før havde den japanske ambassadør i Berlin, Hiroshi Oshima, i en tophemmelig rapport meddelt, at et angreb var nært forestående.
Nu var det en realitet, og det var op til de japanske ledere at indstille sig på den nye globale situation og beslutte sig for en passende reaktion.
Vigtigst af alt måtte de træffe et afgørende valg: Skulle de falde Sovjetunionen i ryggen, mens det var i en desperat kamp langt mod vest, og dermed påføre Josef Stalin en tofrontskrig, som potentielt kunne bringe hans regime til fald?
UDENRIGSMINISTER YOSUKE MATSUOKA var en ledende fortaler for et japansk angreb, og han mente, der skulle handles hurtigt. »Når Tyskland vinder og skaffer sig af med Sovjetunionen, kan vi ikke få del i sejrens frugter uden selv at have gjort noget«, sagde han 25. juni ved et møde med militæret. »Vi må enten udgyde blod eller engagere os diplomatisk. Det er bedst at udgyde blod«.
Det var indlysende, at Japan, som i forvejen var engageret i en kostbar krig i Kina, ikke havde ressourcerne til en bredt anlagt offensiv. I stedet måtte det koncentrere sig om en invasion af Primorskij, et område i den østligste del af Sovjetunionen, som blandt andet omfattede den strategisk vigtige havneby Vladivostok.
Men alene en operation af den art ville blive den største i japansk militærhistorie og omfatte op imod 25 divisioner på hver ca. 14.000 mand.
Der var en lille detalje: Japan havde indgået en neutralitetspagt med Sovjetunionen så sent som i april. Traktatlige forpligtelser var dog ikke tungtvejende. Vigtigere var det, at Japan havde smertefulde erfaringer med at føre krig med den russiske bjørn.
Ganske vist havde Japan påkaldt sig verdenssamfundets modstræbende beundring for sin sejr i krigen mod tsarens Rusland i 1904 og 1905, men den kommunistiske kæmpe, der var opstået efter revolutionen i 1917, var en helt anden størrelse. I sommeren 1938 var japanske tropper blevet slået i kamp med sovjetiske styrker i en kort konflikt ved Khassan-søen på grænsen mellem den japansk kontrollerede lydstat Manchukuo og Sovjetunionen.
Året efter havde den japanske hær lidt et endnu mere ydmygende nederlag i slaget ved Khalkin-Gol på grænsen mellem Manchukuo og Mongoliet.
Den sovjetiske sejr skyldtes ikke mindst Georgij Zjukov, som allerede på det tidspunkt havde ry for at være en problemknuser af første rang og var blevet sendt til området for at give japanerne en lærestreg, de ville huske. Senere, i krigen mod Tyskland, skulle han blive sit lands mest berømte general.
Gamle fjender, gode allierede. Præsident Nixon mødes med kejser Hirohito i Det Hvide Hus, 1971.
NU, I JUNI 1941, ønskede den japanske hær revanche, og toneangivende officerer støttede ideen om en invasion af det østligste Sovjet, men flåden satte sig imod. Den var i gang med at planlægge en offensiv mod Sydøstasien for at sikre sig regionens råstoffer, især olie. Eventuelt skulle det kombineres med et angreb på USA, som bestræbte sig på at begrænse Japans adgang til ressourcer i forsøg på at få det til at trække sig ud af Kina.
Det var udtryk for et skisma, der havde udviklet sig inden for det japanske militær i de seneste år. Hæren havde blikket vendt mod nord og truslen fra den russiske arvefjende. Flåden var fokuseret på Stillehavet og anså USA for at være den vigtigste potentielle modstander.
I sidste ende vandt flåden magtspillet i Tokyo. Efterhånden som sommeren skred frem, blev det stadig tydeligere, at USA var fast besluttet på at gøre en ende på krigen i Kina og gennem sanktioner tvinge Japan til at trække sig tilbage.
JAPAN MÅTTE ENTEN bøje sig for amerikanerne og lide national vanære, eller det kunne gå til angreb og erobre de sydøstasiatiske ressourcer, som ville muliggøre fortsat krig i Kina, selv om det sandsynligvis ville indebære krig med USA.
De japanske ledere med kejser Hirohito i spidsen valgte det sidste, og resultatet blev angrebet på Pearl Harbor og en række andre offensiver i december.
Det betød, at der simpelt hen ikke var ressourcer til også at gå i krig med Sovjetunionen. Hæren måtte opgive drømmen om hævn. For Sovjetunionen indebar det, at presset langs grænsen med japansk dominerede områder mindskedes noget. Selv om de sovjetiske generaler var tvunget til at opretholde et beredskab mod øst, fordi de aldrig kunne være sikre på, at Japan ville holde sig i ro, kunne de ikke desto mindre afse betydelige styrker, som blev sendt vestpå.
Det gjaldt blandt andet flere sibiriske divisioner, som blev afgørende i slaget om Moskva den samme vinter og påførte tyskerne deres første store nederlag på Østfronten. Dermed kunne Stalin allerede ved årsskiftet 1941-1942 så småt skimte konturerne af den endelige sejr over rivalen Adolf Hitler. Det var, for at citere den britiske premierminister Winston Churchills ord i en lidt anden sammenhæng, »afslutningen på begyndelsen«.
SÅ VIDT DET FAKTISKE BEGIVENHEDSFORLØB. Men det kunne være gået helt anderledes, hvis Japan havde besluttet sig for at tage det skæbnesvangre skridt og invadere det østligste Sovjet, som følgende uddrag af en historiebog fra en alternativ virkelighed viser:
Klokken 5.45 lokal tid 10. september 1941 gik japanske tropper over grænsen til Primorskij-regionen, samtidig med at japanske fly angreb flyvepladser, jernbaner og broer. Den japanske flåde indførte en blokade af Vladivostok, mens krigsskibenes artilleri bombarderede byen i døgndrift.
I LØBET AF DE FØRSTE UGER uger lykkedes det japanerne at gøre hurtige fremskridt, og de havde blandt andet held til at erobre dele af Den Transsibiriske Jernbane, samtidig med at de omringede Vladivostok fra landsiden. Men så begyndte det at gå galt.
For Vladivostok overgav sig ikke. Ligesom Leningrad i vest blev den til en såkaldt ’helteby’, som modstod langvarig belejring, trods sult og sygdom i gaderne og massedød blandt både soldater og civile. Det ene japanske stormløb efter det andet endte i fiasko. Den blodsudgydelse, som udenrigsminister Matsuoka havde efterlyst, blev i dén grad en realitet.
Da den strenge nordøstasiatiske vinter indtraf, og Primorskij stadig ikke var under japansk kontrol, blev det klart, at generalerne i Tokyo havde forregnet sig. Japan sad nu fast i et morads, der var mindst lige så alvorligt som det i Kina.
Det havde først og fremmest konsekvenser for de japanske admiralers ønske om at indlede et felttog mod syd, akkompagneret af et angreb på USA’s stillehavsflåde. Hæren, som nu kæmpede i både Kina og det østligste Sovjet, nedlagde veto, og den fik Hirohitos opbakning.
Russiske soldater gør klar til et modangreb i grænseslagene ved Khalkhin Gol sommeren 1939.
JAPAN VAR TVUNGET til at kaste håndklædet i ringen over for USA og indlede egentlige forhandlinger om en ende på krigen i Kina. Det førte til rømning af alle erobrede områder syd for Den Kinesiske Mur.
Samtidig fik japanske diplomater en våbenhvile i stand i den udsigtsløse konflikt med Sovjetunionen. USA, som anede konturerne af en stærk sovjetmagt i Østasien, forudså nødvendigheden af en buffer og gav japanerne lov til at beholde deres besiddelser i Manchuriet og Korea.
Imens gik krigen mod Tyskland bedre for Sovjetunionen end forventet. Ganske vist betød kampene med Japan, at Stalin var afskåret fra at sende nogle af sine bedste sibiriske divisioner mod vest, men i det lange løb fik det ingen betydning.
DESOVJETISKE LEDERE kunne simpelt hen trække på et større befolkningsgrundlag end deres tyske modstandere, og de kom sig derfor hurtigere over de enorme tab, som begge parter led i den serie af frygtelige slag, der karakteriserede krigen på Østfronten. Den accelererende industrialisering, som Sovjetunionen havde været igennem i løbet af 1930’erne, bar desuden frugt, og sovjethæren viste sig talmæssigt overlegen, ikke kun i mandskab, men også i materiel.
I foråret 1946, efter næsten fem års krig, stod de sovjetiske tropper ved Tysklands østgrænse, og i maj måned nåede de Berlin. Hitler begik selvmord i sin bunker. Stalin var nu den suveræne leder af hele det enorme landområde fra Vladivostok til Pas-de-Calais.
Den eneste undtagelse var De Britiske Øer, som alle årene havde holdt stand mod Tyskland og også undgik at blive indlemmet i det nye Sovjet-imperium, men måtte acceptere en forsigtig modus vivendi med Moskva og nærmest fik karakter af lydstat.
USA, DER HAVDE HOLDT sig ude af krigen, stod nu over for en ny verdensorden. Præsident Joseph Kennedy, der var blevet valgt i november 1944 på et løfte om en fortsat isolationistisk udenrigspolitik, traf i denne situation den beslutning, der sikrede ham en plads i historien. Han sendte sin udenrigsminister, tidligere general Douglas MacArthur, på en dramatisk mission til Tokyo. Det blev begyndelsen på en overraskende tilnærmelse til det Japan, som USA bare få år tidligere næsten var havnet i krig med.
I slutningen af 1940’erne så verden radikalt anderledes ud end ti år før. To nye supermagter havde set dagens lys: USA og Sovjetunionen. De havde opdelt verden i hver sine interessesfærer, og med deres arsenal af atomvåben indgik de nu en risikabel form for rivalisering, der hurtigt blev kendt som den kolde krig.
Nogle iagttagere insisterede på, at den udvikling ganske enkelt måtte ske. Det var uundgåeligt, hævdede de, at netop USA og Sovjet ville ende med at dominere. Deres økonomi lagde op til det.
ENKELTE PÅSTOD ENDDA, at selv hvis USA var gået ind i krigen mod Tyskland, ville resultatet være blevet stort set det samme. De blev dog ikke taget helt alvorligt af kritikere, som pegede på, at kontrafaktisk historie jo bare var en slags spekulativ fiktion og intet sagde om den virkelige verden.
Peter Harmsen er cand.mag. i samfundsfag og russisk og skriver om Kina og Asien ved Weekendavisen