»Låst inde. Trawler stikker af«: Danskernes jagt på Red Crusader

FRA NIELS EBBESEN signalerede man fra klokken 21 .39 både visuelt og med råber til Red Crusader, at den skulle lægge bi, men dette blev ignoreret. Først da Niels Ebbesen affyrede et varselsskud med sin 40-mm kanon, reagerede skipperen på Red Crusader, og klokken 21.47 stoppede trawleren op.

Ted Wood blev derpå hentet om bord i den danske fregat. Her vedgik han, at han været på grænsen til færøsk territorialfarvand, men forklarede, at det var sket ved et uheld, mens Red Crusader cirklede rundt for at klare sit trawl.

Hans forklaring blev ikke vurderet sandsynlig, og Ted Wood fik besked på, at han og hans skib var tilbageholdt, mistænkt for at have fisket ulovligt i færøsk farvand. Red Crusader skulle derfor følge med Niels Ebbesen til Thorshavn, hvor den lokale ret skulle afgøre, om trawleren havde fisket på ulovligt område, og hvad Ted Wood i så fald skulle betale i bøde for dette. En dom i en sådan sag betød normalt, at Red Crusaders fangst og fangstredskaber ville blive konfiskeret, og skibets ejer idømt en større bøde.

Ted Wood fik samtidig besked på, at to af fregattens besætningsmedlemmer ville følge med ham retur til Red Crusader for at sikre, at trawleren fulgte med Niels Ebbesen til Thorshavn. Boardingholdet, der bestod af skibets fiskeriofficer, den 30-årige søløjtnant Hjalgrimur S.T. Bech og den 19-årige korporalelev og signalgast Ole A.J. Kropp, skulle have omfattet en tredje mand, men han var for søsyg til at deltage. Hvad der skulle få stor betydning for de følgende begivenheder var, at hverken Bech eller Kropp var bevæbnet.

Det var resultatet af en aftale, som kommandørkaptajn Sølling på Søværnets vegne havde indgået med chefen for den britiske fiskeriinspektion i Nordatlanten. Briterne havde klaget over, at de danske boardinghold ved Færøerne kom om bord i trawlerne »bevæbnet til tænderne, som om man var i krig med Storbritannien«, og Sølling og han var derfor blevet enige om, at Søværnet fremover kun ville sætte en symbolsk - og ubevæbnet - boardingstyrke om bord i opbragte trawlere.

RED CRUSADER VAR DEN første britiske trawler, som blev boardet efter indgåelsen af denne aftale. Ted Wood, som beskrives som meget nervøs under sit besøg om bord i Niels Ebbesen, gik med på at sejle sit skib til Thorshavn, og klokken cirka 23.40 29. maj satte de to skibe kurs mod den færøske hovedby, der lå 3-4 timers sejlads væk. De følgende timers sejlads forløb uden noget bemærkelsesværdigt, men da Red Crusader omkring klokken 2.50 passerede Kirkjubønes, det sidste næs inden Thorshavn, bad Wood pludselig søløjtnant Bech gå ned i chefslukafet, hvor trawlerens radiosender befandt sig. Herfra skulle Bech sende et signal til Niels Ebbesen om, at Wood havde ændret mening og alligevel ikke ville følge med til Thorshavn.

Bech opfattede indledningsvis Woods besked, som at Red Crusader ikke ville gå med ind i havnen, men da han efter klokken 2.58, efter at have sendt signalet, forsøgte at komme tilbage til trawlerens bro, opdagede han, at han var låst inde i chefslukafet. Samtidig mærkede Bech, hvordan Red Crusader vendte rundt og satte fuld fart på. Bech hamrede på døren, men til trods for at han kunne se flere af trawlerens besætningsmedlemmer gennem det lille vindue i døren, forblev den låst. Ubevæbnet som han var, havde han ikke mulighed for at bryde døren op. Dette meldte han klokken 3.05 til Niels Ebbesen med ordene: »Låst inde. Trawler stikker af«.

Niels Ebbesen kunne imidlertid ikke svare ham, idet trawlerens radiomodtager befandt sig på broen. Samtidig blev også signalgast Kropp sat ud af spillet. Han beskrev efterfølgende hvordan det skete:

»[ ... ]da jeg ser, at Bech bliver låst inde, kommer Ted Wood hen til mig og siger: ’You had better go down aft’. Samtidig kommer der to kæmpestore skotter ind ad døren i styrbord brovinge, [og] stiller sig bag mig. Jeg syntes herefter, at det ville være en rigtig god ide, at’ go down aft’. Så vi fulgtes derfor ned på styrbord sidedæk og ud agter for atter at vende ind til bagbord og ind i mandskabsmessen agterude i bagbord side. Her blev jeg placeret på en bænk langs bagbord skot mellem nogle muntre skotske fiskere«.

BEGGE DANSKERE VAR NU fanger om bord i den skotske trawler. Samtidig med at Bech klokken 3.05 meldte, at han var låst inde, drejede Red Crusader, der lå agten for Niels Ebbesen, styrbord over og satte med højeste fart kurs sydpå mod Aberdeen, 300 sømil (550 km) mod syd. Kommandørkaptajn Sølling reagerede ganske håndfast på Ted Woods forsøg på at undslippe, og mens solen stod op over Færøerne, optog Niels Ebbesen forfølgelsen. Fra fregattens bro forsøgte man først med blinksignal, råber og fløjtesignaler at få kontakt med trawleren, men uden reaktion herfra.

Klokken 3.22 gav Sølling derfor ordre til at affyre et varselsskud med fregattens 127-mm kanon. Skuddet var en øvelsesgranat, der traf havoverfladen et stykke foran den skotske trawler, men hverken dette eller et følgende varselsskud agten for trawleren tre minutter senere havde nogen effekt. De to første skud blev afgivet på cirka 2.100 meters afstand, men Niels Ebbesen gik nu ind på blot 600 meters afstand. Efter at Sølling med råber havde kaldt »Stop or I have to shoot in your hull« mod Red Crusader uden effekt, afgaves fire skud med øvelsesammunition med skibets 40-mm kanon.

Tre var forbiere, men den fjerde traf Red Crusader i forskibet over vandlinjen. Kort efter blev der på omkring 400 meters afstand affyret 21 skud med et af fregattens lette maskingeværer mod trawlerens radar, der blev ramt flere gange - men stadig, uden at Red Crusader stoppede. I stedet satte trawleren kurs direkte mod Niels Ebbesen, der måtte manøvrere kraftigt for at undgå en kollision. Søløjtnant Bech fortalte efterfølgende, at Wood og hans svigersøn på dette tidspunkt havde styret trawleren liggende på dørken på broen, hvor de følte sig i sikkerhed for de danske kugler.

EFTER BESKYDNINGEN MED maskingeværet signalerede Wood til Niels Ebbesen, at han var parat til at stoppe op og lade sagen komme for en dommer, blot det ikke blev på Færøerne, idet han af ukendte årsager var overbevist om, at han ikke ville få en retfærdig rettergang ved retten i Thorshavn.

Dette kunne kommandørkaptajn Sølling ikke gå med til, og de to skibe fortsatte deres sejlads mod Aberdeen. Kommandørkaptajn Sølling indså nu, at videre beskydning af Red Crusader ikke ville have anden effekt end at risikere liv og helbred for trawlerens besætning og de to tilfangetagne danskere. Han valgte derfor at indstille skydningen, og klokken 6 bad han telegrafisk om assistance fra den britiske flåde. Herfra lød det, at fregatten Troubridge og minestryger Wotton var på vej og ville møde Niels Ebbesen og Red Crusader et sted mellem Shetlandsøerne og Orkneyøerne.

I de følgende timer fulgte Niels Ebbesen blot Red Crusader, mens denne fortsatte sin flugt mod Aberdeen. Skibene var nu kommet ud i internationalt farvand, men da Niels Ebbesens jagt på trawleren var begyndt i færøsk farvand, kunne fregatten ifølge gældende folkeret forfølge Red Crusader helt frem til britisk søterritorium. Det var imidlertid Søllings forventning, at de to britiske orlogsskibe ville hjælpe danskerne med at få overtalt Ted Wood til at vende tilbage til Færøerne og den der ventende retssag.

Efter at der var faldet relativ ro over situationen, blev Bech omkring klokken 4.05 lukket ud af chefslukaf et, og Kropp fik lov til at forlade trawlerens messe. De tog begge ophold på trawlerens bro, hvor de måtte lægge øre til mange bebrejdelser fra Ted Wood over, at den danske fregat havde beskudt og beskadiget hans skib. Ud over Woods brok blev både Bech og Kropp dog behandlet pænt og fik sågar fin forplejning under deres ufrivillige ophold om bord.

VED 15-tiden 30. MAJ mødtes Troubridge og Wotton Red Crusader og Niels Ebbesen cirka 100 sømil (185 kilometer) fra Færøerne. Skibene lagde alle bi, og britiske officerer fra Troubridge kom først om bord i Niels Ebbesen, hvor sagens tilstand blev diskuteret i »rolig atmosfære ved et glas øl og en cigaret«, som Sølling efterfølgende skrev i sin rapport til Søværnskommandoen.

Undervejs i dette positive møde ankom imidlertid to britiske officerer fra Troubridge, der havde været om bord i Red Crusader. Med retur fra trawleren medbragte de Bech og Kropp, og dermed var der ikke længere nogen danskere om bord i den skotske trawler. Sølling havde ønsket at beholde de to danskere om bord for derigennem at fastholde presset på Ted Wood om at returnere til Thorshavn. De to britiske officerer havde imidlertid meddelt Bech og Kropp, at der var kommet besked om, at de skulle returnere til Niels Ebbesen, og det gjorde de så. Kommandørkaptajn Sølling ønskede straks at få de to mand om bord i trawleren igen, men blev overtalt af chefen for Troubridge, orlogskaptajn Thomas A.Q. Griffith, til at afvente, at han tog en snak med Wood.

Griffith havde ingen juridisk ret til at beordre Wood til at tage det danske boardinghold retur, og da Wood nægtede dette, var der ikke rigtig noget, som Griffith eller den britiske flåde kunne gøre ved det. Forhandlingerne mellem Sølling og Wood- der foregik med Griffith som mellemmand-stod på i flere timer, men Wood, der af Griffith blev omtalt som »pigheaded«, hvilket pænest kan oversættes til dumstædig, ønskede ikke andet end at skynde sig hjem til Aberdeen.

Efter tre timers forhandling besluttede Sølling, at han ville forsøge at sætte Bech og Kropp om bord i Red Crusader igen. Sølling bad her Griffith om assistance, men det blev nægtet, idet den britiske skibschef forventede, at et forsøg på at sætte de to danskere om bord i Red Crusader ville ende i håndgemæng eller værre. Kort efter valgte Ted Wood igen at sætte fart i sit skib med kurs mod Aberdeen. Niels Ebbesen og de to britiske orlogsskibe fulgte efter.

VED ANKOMSTEN TIL ABERDEEN lagde Niels Ebbesen sig just uden for den britiske tresømilsgrænse, mens de tre andre fartøjer gik ind i havnen. Kommandørkaptajn Sølling meldte her Søværnskommandoen, at hans skib havde forsyninger til at blive liggende ud for Aberdeen i 14 dage, og for at tilsikre, at der fortsat blev udøvet dansk fiskeriinspektion ved Færøerne, blev den danske korvet Bellona i al hast sendt fra danske farvande til Færøerne.

Sagen skiftede nu over til den diplomatiske verden. Allerede inden skibene nåede Aberdeen, havde den danske ambassadør i London, Vincens Steensen-Leth, afleveret en note til den britiske regering gående på, at den danske regering forventede, at den britiske regering ville tilsikre, at Red Crusader blev overdraget til Niels Ebbesen, der derpå kunne føre trawleren og dens stædige kaptajn til Thorshavn og den ventende retlige undersøgelse.

Den britiske regering udtrykte ved modtagelsen af den danske henvendelse, at der var tale om ’en højst ulykkelig hændelse’, men indledte samtidig en juridisk og politisk proces, der snart gjorde det tydeligt, at den britiske regering ikke havde til hensigt at udlevere Red Crusader. I stedet blev ansvaret for episoden lagt på Niels Ebbesen og kommandørkaptajn Sølling, der blev beskyldt for at have handlet ude af proportioner ved at skyde direkte på den skotske trawler.

I Aberdeen lossede Red Crusader sin last af fisk, hvorefter trawleren gik på værft for at få udbedret skaderne fra Niels Ebbesens beskydning. Samtidig bragte samtlige engelske aviser historien om den tapre skotte, der havde udstået beskydningen fra de onde danskere, og Ted Wood og hans besætning blev omtalt som helte i kampen med den overlegne modstander i form af Niels Ebbesen.

SELV OM SØLLING HAVDE meddelt Søværnskommandoen, at han kunne forblive liggende ud for Aberdeen i minimum 14 dage, modtog han allerede 2. juni ordre til at returnere til Færøerne og herfra sejle videre til Holmen i København. Den 15. juni lagde fregatten til på Holmen, og samme dag stod Red Crusader-efter endt reparation, der beløb sig til i alt 294 pund, ud af Aberdeen havn med kurs mod nord. Togtet gik dog ikke mod Færøerne, men i stedet til fiskebankerne ved Island.

Da Niels Ebbesen lagde til på Holmen, havde viceadmiral Svend Erik Pontoppidan, der var tiltrådt som chef for Søværnet den 1. juni 1961, som en af sine første gerninger beordret, at »for fremtiden skal trawlerhold, der sættes ombord i anholdte trawlere m.v. være af en sådan størrelse og have en sådan bevæbning, at de kan sikre gennemførelsen af deres opgave«.

Det indebar for Niels Ebbesen, at det følgende togt til Færøerne blev indledt med et besøg hos Frømandskorpset i Kongsøre. Her fik besætningen nogle dages kursus i pistolbetjening, og under togtet til Færøerne blev de opnåede færdigheder efterfølgende jævnligt holdt ved lige ved skydeøvelser fra fregattens agterdæk. Politisk gik sagen i løbet af efteråret 1961 i hårdknude, og den endte efter dansk forslag med at blive overdraget til en uvildig international undersøgelseskommission i Haag i Holland.

Kommissionen fik en belgisk professor i folkeret som formand og bestod derudover af en folkeretskyndig fransk professor og en hollandsk kaptajn som søkyndigt medlem. Både den britiske og den danske regering sendte repræsentanter til undersøgelseskommissionen, og her var Danmark repræsenteret af et højtprofileret hold bestående af højesteretssagfører Bent Jacobsen, der blev bistået af den folkeretskyndige professor dr.jur. Max Sørensen, samt af kontorchef i Udenrigsministeriet Otto Borch, fuldmægtig sammensteds P. Michaelsen og fra Søværnet kommandør E.J. Saabye og kaptajnløjtnant H. Rossing.

UNDERSØGELSESKOMMISSIONEN gennemførte otte dages vidneafhøringer og tre dages procedurer, før den i april 1962 var klar til at afgive sin betænkning. I den konkluderede undersøgelseskammissionen tre ting:

For det første, at Red Crusader havde befundet sig inden for fiskerigrænsen, da Niels Ebbesen nåede frem til farvandet ud for Myggenæs. Takket være de mange og grundige observationer, som var blevet lavet fra broen på fregatten, kunne selv de fire britiske advokater, som under ledelse af den britiske rigsadvokat sir Reginald Manningham-Buller havde forsøgt at underminere de danske søofficerers arbejde, ikke få retten til at tvivle på de danske observationer.

Samme observationer gjorde også, at kommissionens anden konklusion lød, at Red Crusader havde haft sit trawl ude, men kommissionen kom her til den noget overraskende konklusion, at dette ikke betød, at trawleren havde været i færd med at fiske!

Johan Nielsen, der var folketingsmedlem for Færøerne, gav en meget præcis kommentar til denne konklusion i Folketinget den 11. juni:

»Jeg ved godt, at mange færinger tror, at briterne blev frikendt i København, fordi danskerne er bange for deres flæsk. Dette har jeg til enhver tid benægtet, men vanetænkning har dybe rødder. Hvad angår tilfældet ’Red Crusader’, var man ret optimistisk. Denne sag kom jo for en international domstol, så her ville retfærdigheden ske fyldest. Men hvad skete der? Jo, vi fik at vide, at ’Red Crusader’ har været på forbudt område med nettet ude, men at det ikke er bevist, at den havde fisket. På mig virker sådan en kendelse latterlig, men jeg er jo heller ikke jurist. Jeg er kun gammel fisker, og når vi havde net, langline, håndline eller snøre ude, var det for at fiske og ikke for at spille billard«.

Kommissionens tredje konklusion var, at kommandørkaptajn Sølling skulle have brugt »andre midler« end skibets kanoner og maskingeværer i sit forsøg på at få skipper Ted Wood til at stoppe sit skib. I stedet for skuddene mente kommissionen, at chefen på Niels Ebbesen skulle have forsøgt for eksempel at få en trosse til at gå i skruen på Red Crusader eller være gået på siden af trawler en for på den måde at overføre et nyt boardinghold til denne.

Begge ideer blev af Sølling slået hen som helt urealistiske, vejret og Red Crusaders fart og manøvrering taget i betragtning. En vurdering, som det er svært at være uenig i.

KOMMANDØRKAPTAJ SØLLING, der på dette tidspunkt var på vej retur med Niels Ebbesen til Færøerne for årets fiskeriinspektionstogt, var ikke overraskende meget uenig med undersøgelseskammissionens konklusion og udtalte til dagspressen, at selv om han ikke havde gennemført aktionen med glæde, så fortrød han intet. Han følte ikke, at han havde haft andet valg end at reagere så håndfast over for Ted Woods tilbageholdelse af de to danskere om bord i trawleren, og ville gøre præcis det samme, hvis han kom i samme situation igen.

Interessant nok kom skipper Wood med samme svar, da han af den britiske presse fik samme spørgsmål, og i maj 1962 udtalte chefen for den britiske Home Fleet, admiral Wilfrid Woods, til dansk presse, at han ville have gjort det samme som Sølling, hvis han havde været chef for Niels Ebbesen.

Undersøgelseskammissionens beretning førte til en dansk-britisk aftale, hvor begge parter frafaldt alle krav om erstatning som følge af episoden. Og dermed endte sagen om Red Crusader, der heller ikke kom til at give nogen skår i det danske samarbejde med den britiske flåde. Ted Wood kom aldrig til at stå til ansvar for sine gerninger i en dansk retssal. Wood og Red Crusader blev de følgende år observeret i vandene omkring Færøerne, men aldrig så tæt på territorialgrænsen, at det igen blev nødvendigt at sende et dansk boardinghold om bord i trawleren.

I 1974 BLEV TED WOODS SØN dog taget med trawleren Scottish King i færd med ulovligt fiskeri i færøsk farvand. Da han fik ordre til at sejle til Thorshavn og den ventende retssag, nægtede han, og inspektionsskibet Hvidbjørnen måtte derfor, sammen med inspektionskutteren Teisten, bugsere trawleren ind til byen.

Unge Wood fik her konfiskeret fangst og fangstredskaber samt en bøde på 50.000 kroner, hvilket dengang var et anseeligt beløb. Red Crusader-affæren var ikke sidste gang, at danske inspektionsskibe måtte ty til hårdhændede metoder over for fremmede fiskere. 3. januar 1967 opdagede inspektionsskibet Vædderen den skotske trawler Aberdeen Venturer i færd med at fiske ulovligt på færøsk område. Aberdeen Venturer forsøgte at gentage Red Crusaders manøvre med at nægte at lægge bi og lade folk fra Vædderen komme om bord.

I stedet satte den kursen mod Skotland med højst mulige fart. Fra Vædderens side blev gentagne opfordringer til at stoppe ignoreret, ligesom varselsskud heller ingen effekt havde. Først da en velplaceret øvelsesgranat fra Vædderens 76-mm kanon nedskød Aberdeen Venturers mastetop, stoppede trawleren. Aberdeen Venturer blev efterfølgende indbragt til Thorshavn, hvor skipperen blev idømt en bøde på 280.000 kroner.