Store Nordiske Krig: Det glemte danske terrorbombardement

Det burde ikke have været så svært. Sverige lå efter enhver rimelig vurdering på dødslejet, da Danmark i 1709 igen trådte ind i Store Nordiske Krig efter ni år på sidelinjen. En hel svensk hær var blevet udslettet i slaget ved Poltava, mange tusinde svenske soldater lå i Polens og Ukraines jord eller var russiske krigsfanger, og Karl 12. var i eksil langt væk hjemmefra som en ikke altid lige velkommen gæst i Osmannerriget.

Men Sverige besad stadig store ressourcer, og som den græske historieskriver Thukydid skrev, er krig en hård læremester. Og de første krigsår havde i sandhed været hårde ved Danmark. Hæren blev besejret i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710 og tvunget til at rømme Skåne.

Et forsøg på en fælles dansk-russisk landgang på den svenske kyst blev bogstavelig talt blæst fra havet, og den danske flåde undgik kun med god manøvrering og Iver Huitfeldts heltemodige offer på linjeskibet ’Dannebroge’ et katastrofalt nederlag, da svenskerne overrumplede den i Køge Bugt 4. oktober 1710. I mellemtiden gik koalitionspartneren Rusland fra sejr til sejr.

Ingermanland og de svenske provinser i Baltikum blev erobret, og med grundlæggelsen af Sankt Petersborg på ruinerne af den svenske fæstning Nyenskans viste Ruslands tsar Peter, at hans stat herefter var en stormagt i Østersøen. Forsøg på at erobre de svenske provinser i Nordtyskland, Wismar og Pommern med byen Stralsund og øen Rügen, var indtil videre strandet på kævl mellem koalitionspartnerne.

Nu svor Danmarks kong Frederik 4. en dyr ed på, at på felttoget i 1712 ville han have sin bid af kagen. Set fra hans synsvinkel havde Danmark under kolossale anstrengelser mobiliseret hær og flåde, mens Rusland i ly af de danske anstrengelser havde taget den ene godbid efter den anden. Danmarks trumfkort var den stærke flåde.

UDEN EN DANSK FLÅDE ville svenskerne uhindret kunne sende forstærkninger over Østersøen, og de kunne også frit bekæmpe den voksende russiske flåde. Derfor måtte koalitionspartnerne Rusland og Sachsen denne gang bøje sig for de danske krav til den kommende offensiv.

I løbet af foråret 1712 strikkede de tre allierede en plan sammen, som i høj grad tilgodeså de danske interesser. Frederik 4. krævede at få lov til at angribe de svenske provinser i Nordtyskland, Bremen og Verden, som Sverige havde fået tilkendt i 1648 som led i Den Westfalske Fred oven på Trediveårskrigen. Mens Danmark var således beskæftiget, skulle Rusland og Sachsen angribe Svensk Pommern med Stralsund og Rügen, som Sachsen håbede på at få ved en fredsslutning.

Til gengæld for dansk støtte med soldater og artilleri ved belejringen af Stralsund og Wismar ville Sachsen hjælpe den danske offensiv mod Bremen og Verden med tungt artilleri og morterer, som skulle sendes fra tøjhuset i Dresden ned ad Elben.

Det var ikke en pludselig indskydelse eller et primitivt ønske om at erobre nogle tilfældige svenske besiddelser, som havde fået Frederik 4. til at beslutte sig til at angribe Bremen-Verden. Siden Christian 4. havde de danske konger haft en vision om at forene Slesvig-Holsten med Bremen-Verden og grevskabet Oldenborg, hvorfra den danske kongefamilie stammede.

Hermed ville der være skabt et stort sammenhængende nordtysk territorium under den danske krone, som beherskede de strategisk vigtige floder og handelsveje Elben og Weser. Under både Trediveårskrigen og Skånske Krig havde danske tropper angrebet Bremen og erobret Stade, men var blevet tvunget til at trække sig ud ved fredsslutningen. Nu ville Frederik 4. prøve igen.

Derfor kunne Europas diplomater og snakkende klasser i sommeren 1712 begynde at overveje, hvad det betød, at den store sachsiske transportflåde med artilleri nu kantede sig ned ad Elben. Havde den noget at gøre med den danske hær på 15.000 mand, som lå i Holsten, og som Frederik 4. ventedes snart at tilslutte sig?

I BREMENS REGERINGSBY, STADE, anså man en dansk invasion for sandsynlig og begyndte at gøre fæstningen og provinsen klar til forsvar. De rige og mægtige borgere i Stade var heller ikke i tvivl og forlod efterhånden byen med deres habengut for at slå sig ned i Hamburg, Hannover og den fri bystat Bremen, som noget forvirrende havde samme navn som den svenske provins Bremen.

En del af datidens modus operandi ved en invasion var at udstede et manifest med beroligende erklæringer til befolkningen og en begrundelse for invasionen. Manifestet var formelt udstedt til befolkningen, men den reelle modtager var selvfølgelig den europæiske offentlighed.

Frederik 4. fulgte traditionen ved 22. juli at erklære, at sidste år havde Bremen-Verden forstyrret de allieredes felttog i Pommern, generet skibsfarten på Elben og angrebet danske borgere på deres territorium, og nu havde han så besluttet sig for at erobre provinserne.

Men befolkningen skulle blot forholde sig roligt, udvise samme lydighed som over for Sverige og blive i deres huse, så ville der ikke ske dem noget. Ifølge den svenske artilleriofficer Heinrich Christian Grüneberg i Stade ankom det danske manifest som en stor postpakke adresseret til borgmester Johannes Knippenberg, hvilket må siges at være en ret skødesløs måde at advisere en provins om en invasion på – og et tegn på en stor tillid til postvæsnet, som man næppe ville turde udvise i dag.

Samtidig med erklæringen til Bremen-Verdens befolkning fik Frederik 4. en meget uvelkommen nyhed. I kurfyrstendømmet Hannover havde man i mange årtier kastet længselsfulde blikke efter de tilgrænsende svenske naboprovinser, Bremen og Verden, og man var i hvert fald ikke begejstret for at se den regionale stormagt Danmark sætte sig på dem.

Den hannoveranske kurfyrste Georg Ludwig havde skarpt advaret Danmark mod at invadere Bremen-Verden, men var blevet afvist kontant af de danske ministre. Herefter bagte Georg Ludwig en rigtig rævekage sammen med Sveriges generalguvernør i Stade, Mauritz Vellingk. De to snedige herrer aftalte, at Hannover ville rykke ind i Verden under dække af at beskytte sig mod pesten, som den invaderende danske hær kunne bringe med sig, og Georg Ludwig lovede at levere provinsen tilbage til Sverige ved krigens afslutning.

DENNE MÅDE AT OVERDRAGE ET LANDOMRÅDE til en fremmed magt på kaldtes et sekvester, som i dette tilfælde var en raffineret metode til sikring af en svensk provins mod dansk invasion, men dog med det for Sverige risikable aspekt, at besiddelse giver ejerfornemmelser. Det var grunden til, at Karl 12. konsekvent afviste at pante svenske provinser eller lade dem sekvestere, skønt det kunne give penge i kassen og sikkerhed mod invasion.

Men nu var Karl 12. langt væk i Osmannerriget, og den danske invasion stod for døren. Så dagen efter Frederik 4.s erklæring om at invadere Bremen og Verden bekendtgjorde Georg Ludwig troskyldigt, at han for at sikre sine lande mod den grasserende pestepidemi ville lade sin hær rykke ind i Verden så langt som til floderne Este og Wümme, hvilket i øvrigt betød, at han også tog en bid af Bremen.

De rasende danske protester prellede af på den hannoveranske kurfyrste, men byen Buxtehude ved Elbens biflod Este holdt han sig fra, for danskerne gjorde det klart, at den havde de brug for som oplagsplads, og her skulle det sachsiske artilleri losses. Han gik også med til at overdrage Danmark alle de skatter, som Hannover opkrævede i det besatte område.

Georg Ludwig var hele sit liv en forsigtig herre med en udpræget fornemmelse for at trække følehornene til sig, når han anede, at her ville modstanderen ikke give sig. Det var i øvrigt en evne, han delte med danske Frederik 4.

Den danske invasion begyndte 31. juli 1712. Under beskyttelse af krigsskibe fragtede en stor flåde af transportskibe en del af den danske invasionsstyrke over Elben fra Wewelsfleth til Drochtersen. Næste dag bevægede en anden flåde sig fra Blankenese til Krantz med resten af styrken. Herfra var det en nem march over uforsvaret land, og 11. august var Stade indesluttet. Få dage senere ankom det sachsiske artilleri til Buxtehude og blev losset. Nu var der samlet en kolossal artilleripark på i alt 90 svære kanoner og morterer, som snart ville kunne rettes mod Stade.

MOD INVASIONSHÆRENS OMKRING 13.000 mand kunne Stades kommandant, generalløjtnant Carl Adam von Stackelberg, stille sølle 2.600, hvoraf mange ikke havde lyst til at lide heltedøden. Heller ikke Bremens bønder viste interesse for at slutte sig til det landeværn, som Stackelberg havde oprettet i håb om patriotisk modstand mod de danske invasionsstyrker.

Bremen og Verden havde været under den svenske krone siden 1648, men Sverige havde ikke kunnet gennemføre samme forsvenskning og nedbrydning af lokale privilegier som i de gamle danske provinser Skåne, Halland og Blekinge, fordi Bremen-Verden var en del af det tyske rige, hvor der var klare grænser for en fyrstes mulighed for at røre ved stændernes privilegier og indføre svensk lov og ret. Der var et lag af svenske militærfolk og embedsmænd med loyalitet over for Sverige og Karl 12., men for bønderne har det måske ikke gjort den store forskel, om deres overherre var en dansk eller en svensk konge. Høsten ventede, og bønderne havde andet at tage sig til end selvmorderisk kamp mod en professionel hær.

En belejring af en fæstning eller befæstet by havde på dette tidspunkt udviklet sig til en håndværksmæssig sag baseret på videnskabelige principper, hvis fremmeste repræsentant var den franske fæstningsingeniør Sebastian le Preste de Vauban. Både belejrere og forsvarere var professionelle og vidste, hvordan man skulle gå til værks, og den danske øverstkommanderende, Jobst von Scholten, var af profession ingeniør.

En belejring kunne nærmest sammenlignes med et større infrastrukturarbejde i lighed med konstruktion af veje, kanaler og slotte, hvortil man ofte brugte soldater og hærens ingeniører. En stor mængde jord skulle fjernes og maskiner bringes frem, hvorefter arbejdet kunne gøres færdigt. Ifølge det vaubanske system skulle belejringshæren først slå lejr uden for rækkevidde af forsvarernes kanoner og dernæst systematisk grave sig nærmere byen, mens man beskød fæstningsværkerne.

DET VAR EN MEGET UKLOG fæstningskommandant, som tillod et stormangreb, for angribernes soldater havde ret til plyndring og vold, hvis de måtte erobre byen, og de kunne gå helt amok i blodrus. Selveste tsar Peter havde måttet hakke sig igennem sine egne tropper med sværd i hånd for at redde Narvas indbyggere i 1704, da den svenske kommandant Henning Horn ikke overgav sig i tide. Tsaren stak i øvrigt Horn en lussing og skældte ham ud for at have fortsat kampen.

Men en fæstningskommandant skulle samtidig time sin overgivelse med stor omhu, for en for tidlig overgivelse kunne få ubehagelige konsekvenser, når han vendte tilbage til hjemlandet og sin fyrste. Man behøver bare mindes den stakkels kommandant i Karlsten Henrik Dankwarth, som blev dødsdømt og halshugget efter at have overgivet fæstningen til Peter Tordenskiold uden at have gjort tilstrækkelig modstand. Så Stades beboere og garnison belavede sig på en forsvarskamp, der mest kunne kaldes et rituelt forsvar, som for Stade kun kunne ende med kapitulation.

20. august begyndte de danske soldater at anlægge løbegrave, som snoede sig frem mod fæstningsmurene. Forsvarerne skød med alt, hvad de havde, for der var ingen grund til at spare på krudtet. 29. august var belejrerne nået så langt, at de kunne indlede beskydningen af Stade med hele deres arsenal af kanoner og morterer. Resultatet var en frygtindgydende ildstorm over Stades fæstningsmure og huse, som forsvarerne ikke kunne stille noget op imod.

Den svenske artilleriofficer Grüneberg skrev i sin beretning om belejringen, at danskerne rettede ilden mod udvalgte bastioner, og nogle gange slog 20 bomber ned på samme bastion på én gang, så alle kanonerne blev ødelagt, og overlevende mandskab var tvunget til at flygte. Mortergranaterne slog ned blandt byens huse, så en fjerdedel af byen efter to dages bombardement var ødelagt. Et lager af hø blev ramt, og ilden bredte sig.

Blandt de ramte og ødelagte bygninger var regeringsbygningen, bogtrykkeriet, det gamle tøjhus og den gamle benediktinerkirke. Grüneberg vurderede, at der hver dag under belejringen faldt over 1.000 bomber og 4.000 kanonkugler. Om natten og i skumringen indstilledes kanonilden, men mortererne sendte hele natten en salve af sted hver halve time. Man kendte godt til værdien af psykologisk krigsførelse og ødelæggelse af forsvarernes nattesøvn.

UNDER DE OMSTÆNDIGHEDER er det ikke mærkeligt, at moralen blandt forsvarerne dalede, og antallet af deserteringer steg. Kommandant Stackelberg følte behov for at statuere et eksempel, og da et helt vagthold på 22 soldater blev fanget på vej ud af byen, blev de øjeblikkelig stillet for en standret og dømt til døden. En af tidens militære skikke var at lade de dødsdømte spille terning om døden, og fem tabere blev beredt til døden af feltpræsterne. I sidste øjeblik blev fire af dem benådet, og en stakkels gammel soldat fra landmilitsen, som alligevel ikke duede til meget i felten, blev sonoffer og henrettet ved skydning.

Maleren Elias Martin Holtermann overværede som 15-årig bombardementet og beskrev det i en krønike om Stades historie fra 1600 til 1762. En episode, som fæstnede sig i hans bevidsthed, var en tragedie i et hus, som tilhørte enken efter hvedebrødsbageren Göbener. En bombe borede sig igennem tre etager i huset, hvorefter den eksploderede i kælderen. Moderen blev ramt i halsen og levede endnu nogle år, men stammede resten af sine dage.

Af hendes tre sønner blev den yngste under store smerter båret til Sankt Nicolai Kirke, hvor han døde samme aften. Den mellemste søn blev såret af en træsplint i hals og næse, og den ældste blev ramt i benene og led til sine dages ende af hævede ben.

I deres desperation søgte borgerne tilflugt bag de tykke fæstningsmure, som gav en slags beskyttelse mod bomberegnen.

Efter en uges tid mente kommandant Stackelberg endelig, at æren var reddet, og at han med god samvittighed kunne indlede forhandlinger, og 8. september kapitulerede Stade. Dagen efter overgivelsen kunne Frederik 4. bese sin første triumf i krigen og ride rundt i de ulmende ruiner.

I STADE RYDDEDE DEN SEJRENDE hær op og gjorde klar til afmarch, hvilket blev gjort med en veltrænet hærs effektivitet. De svenske fanger blev sendt i kolonner til Holsten, hvorfra de blev fordelt i Danmark, og den danske hær fik en god høst af svenske desertører og fanger, som valgte at gå i dansk tjeneste. Mange hundrede danske soldater begyndte at fylde løbegravene op og foretage interimistiske reparationer af fæstningsmurene, mens officerer skrev lister over byttet af våben og ammunition.

Store mængder artilleri, bomber, kanonkugler og ammunition blev læsset på ammunitionsvogne, som rumlede gennem Stade by til havnen, hvorfra transportskibe og pramme transporterede det til Glückstadt. Selve hæren marcherede bort i anden halvdel af september undtagen to rytter- og tre fodfolksregimenter, som blev efterladt i Bremen. Borgerne vendte tilbage til deres huse eller ruinerne af dem, begravede deres døde og prøvede at vænne sig til livet under en ny herre.

20. oktober 1712 udstedte Frederik 4. en forordning, hvor han lovede beboerne, at de ville blive forskånet for vold og tvangsudskrivninger, men han krævede en månedlig sum i skat og kontribution på 24.000 rigsdaler. Det var det dobbelte af, hvad svenskerne havde krævet i skat og kontribution, men havde dog den fordel, at der ikke mere ville blive tale om udskrivning af befolkningen til militærtjeneste.

Frederik 4. forsøgte ikke at integrere den erobrede provins Bremen i dansk centraladministration. En gruppe danske embedsmænd erstattede den eksisterende administration fra svensk tid, og deres primære funktion var at sørge for rettidig inddrivning og betaling af skatter og kontributioner. Bremen blev behandlet som et udsugnings- og bytteobjekt.

FREDERIK 4. OG HANS MINISTRE havde med andre ord opgivet visionen om at forene Bremen-Verden med Slesvig-Holsten og Oldenborg. Hvad var der sket? Hannovers kurfyrste, Georg Ludwig, var kommet imellem. Kurfyrsten havde med sin besættelse af Verden gjort klart, at han ikke ville acceptere en permanent dansk besiddelse af Bremen og Verden.

Der var yderligere det aspekt ved sagen, at Georg Ludwig foruden at være hannoveransk kurfyrste også var den mest sandsynlige efterfølger af den barnløse britiske dronning Anne. Så ville Georg Ludwig foruden Hannover regere over Storbritannien og verdens største flåde. Det var ikke en fyrste, man ønskede at blive uvenner med. Derfor udviste Frederik 4. stor smidighed ved hurtigt at skifte politik.

I stedet for at søge at etablere en permanent besiddelse af Bremen valgte Frederik 4. den politik at udsuge det mest muligt og sælge det på de bedst mulige betingelser. Det skete i sommeren 1715, da Bremen og Verden blev solgt til Hannover. Prisen var 300.000 rigsdaler, betaling af restance på skat og kontribution og hannoveransk deltagelse i alliancen mod Sverige.

For Danmark betød Store Nordiske Krig den endelige opgivelse af generobringen af de østdanske provinser, som var gået tabt ved Roskildefreden i 1658. Meget tyder imidlertid på, at man i den politiske ledelse i København efter Skånske Krig 1675-79 erkendte, at stormagterne ikke ville acceptere dansk kontrol af begge sider af Øresund.

I stedet var de danske ambitioner rettet sydpå mod fjernelsen af de gottorpske fyrster fra hertugdømmerne og erobring af Bremen og Verden. Derfor var angrebet på Bremen-Verden i 1712 og den hannoveranske reaktion mere afgørende for de danske krigsambitioner end slaget ved Helsingborg og evakueringen af Skåne i 1710. Kurfyrst Georg Ludwig gjorde klart, at drømmen om et dansk nordtysk imperium måtte opgives.