Hvad nu, hvis Christian 10. var blevet tvunget til at abdicere under Påskekrisen i 1920?

100-året for den fredelige aprilrevolution og etableringen af junirepublikken blev i 2020 fejret i Danmark efter alle kunstens regler. Selv ikke en coronapandemi kunne lægge en dæmper på folkefesten, der blev gennemført med en blanding af digitale og udendørs arrangementer. Et væld af dokumentarprogrammer, podcasts, film og foredrag flød i en lind strøm ud til danskerne, der dermed endnu en gang kunne svælge i jubel over fødslen af den moderne demokratiske danske republik i 1920.

1920 havde da også været en helt ny start for Danmark, der ikke bare opfattede sig selv som mere moderne og mere demokratisk, men også var blevet en del større. De mange dansksindede slesvigere, der havde drømt om Danmark, kunne efter Genforeningen samme år kalde sig danske. De var nu en del af republikken Danmark – et Danmark, hvor man talte dansk fra nord til syd og fra øst til vest.

Ovenstående er naturligvis ikke sandt. Det med grænsen er rigtigt, men Danmark som republik er et kontrafaktisk tankeeksperiment. Det er dog ikke grebet fuldstændig ud af den blå luft. 1920 var et både dramatisk og skelsættende år. Forud var gået Den Store Krig fra 1914 til 1918 og en række år, hvor revolutionære strømninger væltede adelige af tronerne flere steder i Europa.

Det hele kulminerede i påsken 1920. Nok overlevede både kongedømmet, demokratiet og parlamentarismen, men havde den to meter høje og stærkt konservative kong Christian 10. (1870-1947) været mere stædig, kunne det være endt markant anderledes.

LAD OS FØRST TAGE TILBAGE til de revolutionære år omkring slutningen af Den Store Krig og se på det faktiske begivenhedsforløb.

Efter Første Verdenskrig var det, som om alt var oppe i luften. Lidt over en måned inden krigens afslutning måtte den tyske kejser abdicere, og kort efter var det også slut med både det østrig-ungarske kejserrige og Osmannerriget. Og i Rusland havde man allerede i 1917 skilt sig af med tsarfamilien.

I begyndelsen af november 1918 bredte et mytteri i den tyske højsøflåde i holstenske Kiel sig til mange af de større tyske byer, hvor der blev oprettet arbejder- og soldaterråd. De revolutionære råd var modelleret over de russiske sovjetter østpå og tog kontrol over byer som Flensborg, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev. Delstaten Bayern gik skridtet videre og erklærede sig 7. november som en selvstændig republik.

Socialdemokraten Friedrich Ebert (1871-1925) overtog kanslerposten efter omfattende demonstrationer og strejker i den tyske hovedstad, og samtidig blev Berlins Arbejder- og Soldaterråd dannet som en central myndighed for hele det tyske rige. Rådet godkendte herefter dannelsen af en revolutionsregering under Eberts ledelse – og Ebert kunne gå i gang med det første, men vigtige punkt på en lang to do-liste: at få Tyskland bragt frem til krigsafslutningen 11. november klokken 11.

To dage efter, 13. november, blev en revolutionær storm forsøgt sluppet løs i København.

DANMARK HAVDE IKKE DELTAGET i krigen, men også her i landet oplevede arbejderne elendige forhold, og den sociale ulighed skreg til himlen. Socialdemokratiet var splittet mellem moderate kræfter og dem, der håbede, at revolutionen var nært forestående.

Det var syndikalisterne, der stod bag den store demonstration 13. november. Der var de overordnede krav om bedre forhold og flere rettigheder, og så var der et mere konkret syndikalistisk krav. Man ønskede tre anholdte menings- og kampfæller løsladt. De tre havde været fængslet siden syndikalisternes storm på Børsen i København i februar 1918, hvor de bevæbnet med fastelavnskøller havde forsøgt at tæske og jage spekulanterne ud.

Selv om de moderate kræfter i Socialdemokratiet havde opfordret til, at man blev væk fra Grønttorvet, stod menneskemassen som en sort mur ud mod Frederiksborggade, da protesten begyndte klokken 12. Herfra kunne syndikalisterne se, at sporvognene stadig kørte. Det var som at vifte en rød klud foran deres ansigter. I næste nu var enkelte syndikalister hoppet op på taget af sporvognene og i gang med at rive køreledninger ned. Tililende politi blev angrebet med byggemateriale, som man hentede fra området ved Nørreport, hvor man var i gang med at grave jernbanetunnelen ud. Politiet trak kniplerne, og så var demonstrationen på Grønttorvet blevet til slaget ved Grønttorvet. I tre dage var der uroligheder i byen. 50 blev anholdt og idømt lange fængselsstraffe.

De moderate i Socialdemokratiet tog afstand fra syndikalisternes ageren, og dermed var bruddet på venstrefløjen en kendsgerning. De revolutionære kræfter endte med at danne Danmarks Kommunistiske Parti.

Sideløbende med den ophidsede politiske kamp foregik der en anden og ligeledes politisk, dramatisk og følelsesladet kamp om grænsen mellem Danmark og Tyskland.

DA DET STOD KLART, at Tyskland stod til at tabe krigen, øjnede man nu fra dansk – og de dansksindede slesvigeres – side muligheden for at flytte den grænse, man havde måttet acceptere efter krigsnederlaget i 1864. Det var med den danske rigsdags mellemkomst lykkedes de dansksindedes førstemand, H.P. Hanssen (1862-1936), at få grænsespørgsmålet behandlet under fredsforhandlingerne i Paris.

Men hvor skulle en ny grænse gå? Et moderat flertal begge steder talte for en grænse, der fulgte de såkaldte sindelag. Nord for denne sindelagsgrænse følte man sig dansk, og her var dansk som sprog dominerende – syd for sindelagsgrænsen var der flest tysksindede, og her taltes overvejende tysk. Denne grænse løb nord om Flensborg, og en konkurrerende strømning agiterede for, at grænsen som minimum skulle gå syd om byen, der, hvis den endte på danske hænder, ville blive en af det danske riges største. En tredje strømning, der kastede sig ind i kampen om at definere den nye grænse, havde en mere radikal holdning. Slesvig, hele Slesvig, var at betragte som dansk land, så en kommende grænse burde trækkes helt nede ved den gamle vold Dannevirke, som de danske styrker ydmygende måtte rømme i den kolde vinter i starten af 1864.

Den danske konge var mest at betragte som en Dannevirke-mand. Han ville gerne trække det Slesvig, som hans farfar havde måttet opgive i 1864, tilbage under den danske krone.

Kampen om grænsen og kampen om venstrefløjen flød sammen i påsken 1920. Det begyndte med det, der i dag betegnes som Påskekrisen, og fortsatte over i det, der i denne hvad-nu-hvis-beretning betegnes aprilrevolutionen, for at ende i junirepublikken.

PÅSKEKRISEN BEGYNDTE MANDAG 29. marts klokken 10.45 med et ophidset møde mellem kongen og den radikale statsminister, Chr. Zahle (1866-1946). Kongen udtrykte sin utilfredshed med udsigten til, at Flensborg blev tabt, og var op til mødet med Zahle blevet masseret indgående af konservative kræfter, der håbede, at den internationale kommission, der i sidste ende skulle vedtage den nye grænse mellem Danmark og Tyskland, ville trække den så langt sydpå som overhovedet muligt. De lod kongen vide, at kommissionen ikke ville trække grænsen længere sydpå, så længe den fodslæbende radikale regering sad ved magten, men måske en ny regering, gerne en Venstre-regering, ville give projektet den fornødne politiske medvind?

Da Zahle på det skelsættende møde 29. marts nægtede at udskrive valg, valgte kongen at afsætte regeringen uden at udskrive nyvalg. Zahle forlod Amalienborg i al hast og i ophidset tilstand, mens kongen udpegede den politisk uerfarne højesteretssagfører Otto Liebe til at lede et forretningsministerium.

Og nu gik det stærkt.

’Kongen begaar Statskup’, lød det på forsiden af avisen Social-Demokraten, og en enorm menneskemængde søgte mod Amalienborg. Mens kongen holdt det ene møde efter det andet bag vinduerne på slottet, kunne han tydeligt høre, hvad der blev råbt på pladsen nedenfor: ’Republik!’, ’Ned med Christian!’.

I denne anspændte situation, hvor syndikalisterne truede med generalstrejke, trådte Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning (1873-1942), ind på den politiske scene som ham, der havde folkets øre og også gerne ville låne kongens.

Kongen blinkede først, afskedigede Liebe og udpegede en ny midlertidig statsminister, som skulle sidde indtil det nyvalg, der blev afviklet i april.

Men kongen var en stædig konservativ størrelse, så lad os se nærmere på, hvad der ville være sket, hvis han havde holdt fast i sin position.

Følgende er således helt og aldeles kontrafaktisk.

KONGEN MÅ HAVE STÅET med fast knyttede hænder og skulet ud ad vinduet til menneskemasserne på brostenene. Han ville skele op til billederne af sin farfar, der havde vagten, da Slesvig gik tabt, og han må have skulet til de radikale og socialdemokratiske politikere, der uambitiøst og uden forståelse for det store billede var villige til at opgive Flensborg. Forstod de ikke, hvad der var på spil? At det eneste rigtige at gøre var at gå efter så stor en bid af Slesvig som muligt?

De ville takke ham bagefter.

Udenfor i Københavns gader løb rygterne stærkt. Kongen nægtede at bøje sig og ville gennemføre sit statskup. De revolutionære kræfter lagde nu et tungt pres på de moderate socialdemokrater. Man skal ikke true med generalstrejke, hvis man ikke har tænkt sig at gennemføre den, lød det igen og igen.

Det ønskede Stauning ikke, men kongen så ikke ud til at vakle. Da april var få dage gammel, brød strejken derfor ud: Sporvognene kørte ikke længere. Brød blev ikke bagt. Fabrikkerne lå stille hen, og gaderne blev fyldt med arbejdere.

Politiet blev sendt på gaden, men betjentene var for få – og måske også lidt halvhjertede i deres forsøg på at få arbejderne tilbage på fabrikkerne og værkstederne. Imens forsøgte de konservative kræfter at tale kongen til fornuft på Amalienborg, men det var, som om Christian 10. havde overskredet en grænse, han ikke kunne trække sig tilbage til.

9. april beseglede han sin egen skæbne. Han bad hæren om at rydde gaderne og pladsen på Amalienborg.

Infanterister tog opstilling centrale steder i byen. De protesterende folkemasser knyttede næverne, gravede brosten op, enkelte våben blev delt rundt, flere steder blev der bygget barrikader. Da morgenen gryede 10. april, faldt de første skud, men det var meget sporadisk. Soldaterne skød med vilje for højt. Få steder blev det til sammenstød med flere kvæstede til følge. En soldat og en demonstrant blev dræbt.

Situationen var uholdbar, og nu trådte de konservative kræfter i karakter. 10. april om aftenen krævede den konservative formand, Emil Piper, at få foretræde for kongen sammen med Niels Neergaard fra Venstre. Deres ærinde var klokkeklart: Kongen måtte abdicere. Der ville ingen fred blive, så længe han var konge. Det blev en af de længste nætter på Amalienborg nogensinde. Kongen kæmpede for sit og kongehusets liv, men alliancen mellem de borgerlige var for stærk.

11. APRIL OM MORGENEN blev abdikationen bekendtgjort. Kongen kommunikerede først to dage senere til sine undersåtter. Det skete fra Sorgenfri Slot, hvor den kongelige familie i al hast og hemmelighed var blevet ført hen. I en tale, der blev gengivet i landets største aviser, beklagede han, at det var endt, hvor det var endt. Der var ikke meget anger at finde i hans udmelding, men han understregede, at han »med tungt hjerte abdicerede af hensyn til nationens ve og vel«.

Nu fulgte en meget bevægende tid, hvor det føltes, som om Danmark var født på ny. Det hjalp formentlig, at foråret for alvor havde bidt sig fast og var med til at befæste fortællingen om den særlige danske aprilrevolution, der med et minimum af udgydt blod endte med at bane vejen for en ny moderne og demokratisk republik.

I forhold til grænsespørgsmålet kunne kommissionen ikke udskyde det længere, og i løbet af april blev beslutningen truffet om sindelagsgrænsen syd om Tønder og nord om Flensborg. Så var dét i hvert fald et spørgsmål, den kommende danske præsident ikke behøvede forholde sig til.

For Danmark skulle have en præsident. Så meget stod klart efter aprilrevolutionen. I løbet af april og første halvdel af maj formuleredes en særlig rigsdagskommission, og her blev republikken forberedt og den nye store nationale fortælling formuleret. Den handlede om, hvordan Danmark med en fredelig og forholdsvis ublodig revolution havde skabt en hyperdemokratisk republik, der var klar til den nye tid og den nye verden. Den Store Krig havde endegyldigt bevist, hvordan den gamle verden havde spillet fallit, og nu var det tiden at gøre op med ideen om aristokrati og biologisk defineret arveret. Fremtiden tilhørte de verdslige og de demokratiske.

I slutningen af maj blev det første præsidentvalg i Danmark afviklet. Venstre-manden Niels Neergaard blev republikkens første præsident. I sin åbne bil kunne han 10. juli køre over den gamle grænse ved Kongeåen og ind i det nye Danmark.