Et snævert, nationalistisk historiesyn hjælper ikke grønlænderne

Det er altid positivt, når historiebevidstheden øges i en befolkning. Men det er knap så positivt, hvis en nyfunden historiebevidsthed snarere bliver udtryk for et nationalistisk ønske om at bortretouchere væsentlige aspekter ved et lands historie og kultur.

Som man kunne læse i Politiken 27. juni 2021, er en del unge grønlændere begyndt at interessere sig for deres øs historie. Det er en interesse, der er blevet hjulpet godt på vej af tidens store fokus på afkolonisering og oprindelige folks vilkår i især USA og Storbritannien.

Flere af de interviewede grønlandske unge udtrykte stolthed over deres grønlandske kultur og historie og så den som en modsætning til dansk historie og kultur. Men alene forsøget på at forholde sig til grønlandsk historie uden at inddrage Skandinavien er på linje med historieforfalskning. Og så er det underordnet, om man går ind for grønlandsk selvstændighed eller en fortsat tilknytning til Danmark.

For 300 år siden i dag, gjorde den norske præst Hans Egede landgang ved vore dages Nuuk. Som missionær og en slags repræsentant for den dansk-norske stat varslede hans ankomst både en genoptagelse af de gamle forbindelser mellem Skandinavien og Grønland og ikke mindst kristendommens tilbagevenden til den store ø. Kort sagt et betydningsfuldt jubilæum i både dansk(-norsk) og grønlandsk historie.

Men åbenbart ikke, hvis man spørger Nuuks kommune, hvor alle fejringer af jubilæet i kommunalt regi er aflyst.

Synet på Hans Egede har i visse kredse udviklet sig fra at anskue ham som en kristen missionær og en afgørende figur i nordisk-grønlandsk historie til at se ham som en brutal, imperialistisk kolonisator, der ødelagde de indfødte inuitters kultur. I mange år var Egede ellers en populær skikkelse i den grønlandske befolkning, fordi han repræsenterede kristendommens tilbagevenden til Grønland efter ca. 300 års fravær. Selv om mange grønlændere længe har været ganske kritisk indstillede over for regeringen i København, har folkekirken været meget populær og er det stadig i det grønlandske samfund.

AT HANS EGEDE I EN ELLER ANDEN FORM repræsenterede den dansk-norske konge og dermed en centralregering meget anderledes fra det, grønlænderne kendte før 1721, er rigtigt nok. Men hans ankomst til Grønland kom ikke som et lyn fra en klar himmel og heller ikke som et fuldstændigt chok for inuitterne.

Alene forsøget på at forholde sig til grønlandsk historie uden at inddrage Skandinavien er på linje med historieforfalskning

Det nævnes i mediedebatten om grønlandsk historie, desværre altid kun kort i forbifarten, at skandinaver havde bosat sig i Sydvestgrønland i 980’erne (og bragt kristendommen med sig), et godt stykke tid før inuitterne nåede ned til disse kanter. Både skriftlige kilder fra skandinaverne (nordboerne) i Grønland, arkæologiske fund samt inuitsagn peger i retning af, at mødet mellem inuitterne i 1100-1200-tallet endte skidt for skandinaverne med deres mystiske forsvinden engang i 1400-tallet, måske så sent som omkring år 1500.

Denne 500 år lange skandinaviske bosættelse i Grønland var den direkte årsag til, at Hans Egede i 1721 drog mod Grønland. Nok havde kontakten mellem Grønland og Skandinavien i et par århundreder været sporadisk, men den kolde ø var ikke blevet fuldstændig glemt af skandinaverne – og inuitterne havde heller ikke fortrængt, at der havde været et andet folk til stede i Grønland.

DET ER DERFOR HISTOSRISK SET FORKERT, når grønlænderne betegnes som det ’oprindelige’ folk i Grønland. Betyder det, at grønlænderne ikke har lov at være i Grønland eller ikke har krav på øget indflydelse i rigsfællesskabet? Nej, naturligvis ikke. Men hvis politiske kredse i Grønland ønsker selvstændighed fra Danmark, bør de afholde sig fra at bruge deres historiske ret til landet som argument. For den store ø har i over et årtusind rummet flere kulturer på en gang. I det lys er det problematisk at ignorere en historisk begivenhed som 300-året for Hans Egede, der sætter en fed streg under det faktum, at det moderne Grønland i dag er en blandingskultur af inuitter og skandinaver.

Grønland risikerer snart at stå med et valg, der minder om det, som hertugdømmerne Slesvig og Holsten for godt 150 år siden lod andre tage for sig: Vil man udgøre en stadig vigtigere del af det danske rigsfællesskab med stigende politisk indflydelse eller lade sig absorbere af en supermagt, der udelukkende er optaget af geostrategiske hensyn og ingen hensyn vil tage til den stedlige befolkning?