Der har været mennesker i Grønland i mere end 4.000 år, men de første 3.000 år kun på midlertidigt ophold. Der er ikke skov i Grønland, kun drivtømmer med en århundredlang fornyelsescyklus, så ud over det generelt ugæstfri klima har især manglen på fornyelige brændselsressourcer til opvarmning og madlavning betydet, at vildfarne indianerstammer, som fra tid til anden kom til Grønland efter uforvarende at have krydset det smalle islagte Smith Sund højt mod nord, fortrak eller gik til grunde i den grønlandske isørken.
I den arkæologiske faglitteratur benævnes disse bosættelser Independence I, Saqqaq, Independence II og Dorset. De efterfulgte hinanden adskilt af århundredlange perioder, hvor Grønland var overladt til sig selv, og havde intet med hinanden at gøre, hverken etnisk eller sprogligt. Det samme gælder selvsagt i forhold til de fra Sibirien indvandrede inuitter, nutidens grønlændere, som ankom i første halvdel af 1100-tallet.
De første, som formåede at bide sig fast i Grønland, kom ikke fra det nærliggende amerikanske fastland, men fra den anden side af Atlanterhavet. Det var nordboerne, der med den norsk-islandske høvding Erik den Røde (født ca. 950) i spidsen for en flåde på 25 skibe, hvoraf 14 nåede frem, slog sig ned i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet.
Herfra bredte de sig op langs vestkysten i landet, der havde ligget øde siden Kristi fødsel. I de følgende århundreder udviklede der sig i Syd- og Vestgrønland under norsk og fra 1380 dansk-norsk overhøjhed et velorganiseret aristokratisk styret bondesamfund af nordisk type baseret på husdyravl.
Kornavl kendtes ikke. Der var tale om rent sæterbrug uden brug af plov med kvæg, får, svin og geder, som gik på græs om sommeren og stod på stald om vinteren, hvor dyrene blev fodret hovedsageligt med hø. En variant af det vestnorske højlandsbrug, som vikingerne havde ført med sig på deres århundredlange ekspansion mod vest, først til Færøerne, senere til Island, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Hebriderne og nu altså til ’verdens ende’, Grønland.
Tre bygder blev det til: Den største, Østerbygden, lå trods sit navn ikke på østkysten, men på den vestlige side af Grønlands sydspids inde i det vidt forgrenede, overdådigt grønne fjordlandskab bag det nuværende Qaqortoq (Julianehåb). Den mindste var Mellembygden, der lå i de snævre fjorde sydøst for det nuværende Paamiut (Frederikshåb). Endelig var der Vesterbygden, som bestod af 3, måske 4 kirker og 90 gårde af forskellig størrelse. De var spredt over et stort område inde i det forbavsende lune mere end 100 kilometer dybe fjordsystem, der strækker sig ind mod indlandsisen bag det nuværende Nuuk.
Den samlede nordbobefolkning lå det meste af tiden på 2.000-3.000 individer, måske lidt flere. Det lyder ikke af så meget. Der er omkring 500 kilometer mellem Østerbygden på højde med Kap Farvel (og Oslo) og den nordligere Vesterbygden (på højde med Trondheim), men faktisk er et indbyggerantal, som tælles i tusinder, ganske betragteligt på de kanter. Det bliver tydeligt, når man sammenligner med, hvad den inuitiske jægerkultur kunne præstere. Historikere er almindeligvis varsomme med præcise angivelser af, hvor mange mennesker der boede i Grønland i tiden mellem nordboernes forsvinden i 1400-tallet og Hans Egedes ankomst i 1721, men der er enighed om, at de skal tælles i hundreder, og at de jævnligt blev hjemsøgt af sult og blandt andet derfor tyede til kannibalisme.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
