»Hede af overdreven druk«: Middelalderens danskere havde et frygteligt ry for at være rene drukkenbolte

I vores tid opereres der med stereotype forestillinger om ’den anden’ i selvdefinerende processer. Det vil sige, at vi via individuelle og sociale spejlinger i andre individer og grupper skaber og opretholder såvel kollektiv som individuel identitet. En udbredt forestilling om ’den anden’ i sådanne identitetsskabende processer er opfattelsen af, at ’den anden’ drikker mere end ’os’.

Eksempelvis mener mange danskere, at svenskerne har en særlig trang til de våde varer, ikke mindst når de besøger Danmark, hvilket ovenstående vittighed vidner om.

Denne identitetsskabende forestilling om ’den andens ukontrollerede omgang med alkoholiske drikke kan spores helt tilbage til antikken. Eksempelvis fremhævede den romerske forfatter Tacitus i sit værk fra ca. år 100 e.Kr. om romernes nordlige naboer germanerne, at de germanske folk i modsætning til romerne havde et uciviliseret, ukontrolleret forhold til vin.

I dag kan man via store internationale undersøgelser af forskellige befolkningers årlige alkoholforbrug få reel indsigt i, hvor meget ’de andre’ egentlig drikker. En af disse udarbejdes af WHO, og heraf fremgår det, at danskerne i 2016 i gennemsnit havde et årligt indtag på 10,4 liter ren alkohol per indbygger over 15 år. Det var mere end italienernes 7,5 liter, men til gengæld en del mindre end tjekkernes og tyskernes forbrug – de indtog samme år 3-4 liter mere end danskerne.

Nok er det velkendt, at danske unge drikke meget sammenlignet med unge i andre lande, og at danske unge begynder at drikke tidligere end unge andre steder, men det er et faktum, at danskerne ikke er det mest drikfældige folkeslag i Europa.

Alligevel florerer der blandt udlændinge såvel som blandt danskerne selv i hvert fald i visse sammenhænge forestillinger om danskerne som drikfældige.

Et af de mere iøjnefaldende eksempler på det er den tidligere amerikanske præsident Dwight D. Eisenhowers tale på det republikanske partikonvent i 1950’erne, hvori han kritiserede den skandinaviske velfærdsmodel og hævdede, at denne model var med til at gøre danskerne drikfældige.

Påstanden inspirerede kunstneren Asger Jorn til et af sine mest berømte malerier, ’Dead Drunken Danes’.

De fordrukne danskere

I nyere tid har danskerne således været ’ofre’ for en stereotyp forestilling om, at de er drikfældige, og det er faktisk ikke et nyt fænomen. Forestillingen kan nemlig spores i nogle af de allerældste udenlandske beskrivelser af danskerne fra vikingetiden og den tidlige middelalder.

Den Angelsaksiske Krønike, et engelsk historisk værk, der blev forfattet løbende fra sidst i 800-tallet og frem til 1100-tallet, beretter om en dansk vikingehær i England i årene 1011 og 1012. Hæren havde taget den magtfulde ærkebiskop af Canterbury til fange, og nu krævede danskerne en stor løsesum for deres meget betydningsfulde fange:

»De [danskerne] var også meget fulde, fordi der var kommet vin fra Syden. De greb biskoppen og førte ham til deres lejr [...], hvor de på skamfuld vis dræbte ham: de overdængede ham med knogler og med oksehoveder, og en af dem slog ham i hovedet med bagsiden af en økse, og hans hellige blod flød på jorden«.

Danskerne slog simpelthen deres kostbare fange ihjel i fuldskab, fordi de ikke kunne kontrollere deres hang til vin, hævder krøniken. Hvis vikingernes angreb ses fra ofrenes perspektiv, altså de skriftkyndige præster og munke, hvis rigdomme i kirker og klostre ofte var målet for togterne, forekommer det ikke videre overraskende, at vikinger i de samtidige skriftlige beretninger fremstilles som blodtørstige og uciviliserede krigere med stor tørst efter alkoholiske drikke.

Hang til og ukontrolleret forbrug af alkohol var jo netop et fænomen, som man historisk set knyttede til det barbariske og uciviliserede. En logisk konsekvens heraf er, at nogle af de ældste skriftlige vidnesbyrd om danskerne fremstiller netop denne gruppe som særlig drikfældig.

Eller sagt med andre ord: Da danskerne via vikingeangrebene trådte ind på den historiske scene, fulgte drikfældigheden med.

Der kan næppe herske tvivl om, at alkoholindtag spillede en vigtig rolle i vikingetidens krigerkultur. Man drak ofte og gerne i store mængder. Det var i hvert fald tilfældet i periodens øvre sociale lag, hvor man havde adgang til hjemmeproduceret øl og mjød samt sikkert også til importeret vin.

I lavere sociale lag har man generelt ikke haft de samme muligheder.

I middelalderen var situationen langt hen ad vejen den samme som i vikingetiden. Folk på samfundets øverste sociale niveau fortsatte i nogen grad den intense drukkultur, men den blev nu udfordret af kirken, der med afsæt i Bibelen opfordrede til mådehold.

Der opstod en høvisk kultur, hvor det at indtage store mængder alkohol og den deraf følgende rus ikke blev opfattet som noget positivt.

Alt dette kommer til udtryk i et skrift fra ca. 1265 om Viborgs biskop Gunner:

»Hans [Gunner] drik var hovedsagelig dansk øl og mjød. Saksisk øl og de nye bægere var ikke den gang som nu nået som handelsvarer til vort land, og det var ikke ret mange, der brød sig om denne drik. Da dette øl senere lige var kommet til Viborg, var der en dér fra egnen, som for de penge, han havde fået ved at sælge sin porse, drak sig sådan en rus deri, at han gik fra sans og samling og som en gal hund rev og bed alle, der kom ham nær. Så blev han overmandet af nogle folk og bundet i sin vogn til tremmerne eller lægterne […] men skønt tremmerne var stærke, fik han dog med tænderne tre af dem gnavet i stykker i stykker og ødelagt. Dette skete ved Gangdagstider [dagene før Kristi himmelfartsdag]. På gangdagene foreholdt nu bispen [Gunner] i sin prædiken menigheden, at en sådan drik burde skyes og fordømmes af hvert kristent menneske, da den gjorde en skikkelig og fornuftig mand gal og rasende«.

Skriftet om Gunner blev udarbejdet efter biskoppens død og havde til hensigt at hylde den afdøde kirkeleder som en god og from kristen. Det betyder, at man ikke skal tro på alle de forherligende beskrivelser af biskoppen.

Middelalderens alkoholkultur

Men fortællingen om manden i Viborg røber alligevel aspekter ved middelalderens alkoholkultur, som vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. For eksempel hvordan kirken opfordrede til mådehold, og at middelalderen var kendetegnet ved en ganske dynamisk alkoholkultur.

Det sidste bliver illustreret ved, at manden fra Viborg-egnen drog til byen for at sælge porse, som vel skulle anvendes til ølbrygning, og at han stiftede bekendtskab med det nye tyske øl. Det var brygget på humle, og især det såkaldte Trave-øl fra Lübeck blev en stor importvare, som danskerne gerne nød.

Ifølge det tendentiøse biografiske skrift benyttede biskop Gunner anledningen til at holde en moralprædiken for sin menighed.

Samtidig beretter kilden også om, hvordan biskoppen, som traditionen bød, sørgede for at holde storslåede fester for sine venner:

»… og han beværtede dem ærefuldt med kostelige spiser og herlige drikke, så at de hele året kunne blive ved at fortælle deres folk om hans prægtige anretning«.

Læser man skriftlige kilder fra middelalderen, eller for den sags skyld fra følgende historiske perioder, vil man måske bide mærke i de enorme mængder øl, der blev indtaget af høj og lav såvel som ung og gammel.

Her må man dog huske, at man primært drak såkaldt hverdagsøl, der ofte blev brygget i hjemmet og havde et lavt alkoholindhold på vel omkring 1 procent. Det store ølforbrug udsprang dog ikke af et ønske om beruselse, men af, at det vand, der skulle bruges ved ølbrygningen, blev kogt, og således var øllet et alternativ til beskidt drikkevand, man kunne blive syg af.

Det tykke og næringsholdige hverdagsøl fungerede desuden som ernæringskilde på linje med brød, fisk og grøntsager, og da meget af middelalderens mad (f.eks. fisk) var nedsaltet, og man samtidig udførte hårdt manuelt arbejde, var det nødvendigt at drikke meget. Mælk var ofte en luksus, og juice, saft osv. havde man ikke, hvorfor man enten måtte drikke vand eller øl.

I løbet af den danske middelalders første århundreder, dvs. i 1100- og 1200-tallet, kan der blandt tyskere, franskmænd og englændere spores en opfattelse af danskerne som et folkefærd med særlig hang til de våde varer.

Den tyske historieskriver Helmold af Bosau noterede sig omkring år 1175:

»Danskernes konger er dorske og ligegyldige, altid svirende ved uafbrudte gildeslag og derfor næsten stedse ufølsomme for de slag som rammer deres folk«.

Eller sagt med andre ord: Ifølge tyskeren Helmold drak danske konger så intensivt, at de var ude af stand til at regere ordentligt.

Et mere eller mindre identisk billede af danskernes drikkevaner gengives omkring år 1210 af en anden tysk middelalderlig historiker, Arnold af Lübeck. Ifølge Arnold mente den nordtyske greve Adolf 3., at man skulle angribe Danmark ved juletid, da danskere altid fejrede højtiden med »festlige drikkelag« og derfor ikke ville være i stand til at forsvare sig ordentligt.

Det var ikke kun de sydlige naboer, der opfattede danskerne som drikfældige. I England skrev den berømte historieskriver William af Malmsbury omkring 1127 et stort historisk værk, hvor han blandt andet beskrev optakten til det første korstog mod Det Hellige Land i 1095. Her udfoldede William, hvordan forskellige kristne folkeslag brød op fra deres hjemlande for at drage mod Jerusalem:

»Tiden var kommet hvor waliseren stoppede med at jage i skovene, skotten forlod sine velkendte lopper, danskeren afbrød sit langstrakte drikkelag, nordmanden efterlod sin diæt af rå fisk«.

I England stod William af Malmsbury ikke alene med det stereotype syn på danskerne. Et andet eksempel er fra omkring år 1300, da en unavngiven munk fra Chester bebrejdede vikingetidens danskere for at have lært englænderne at drikke for meget.

Også udlændinge i Danmark hæftede sig ved drikkeriet. I 1160’erne inviterede den berømte biskop Absalon af Roskilde, der senere også blev ærkebiskop af Lund, sin gamle studiekammerat Vilhelm fra Paris til Danmark for at være abbed i klosteret på Eskilsø i Roskilde Fjord, hvor munkene tilsyneladende ikke just levede, som de burde. De inviterede deres venner, både mænd og kvinder, til fest og dans i klosteret og drak i den forbindelse store mængder:

»Ak, hvad blev der vel da af gudsdyrkelsen, når de [munkene] brugte mere af natten til drikkelag end til salmesang og gudelig betragtning! […] I morgenforsamlingen var de hede af overdreven druk og havde mere lyst til at sove end til at synge lovsang«.

Abbed Vilhelm blev kort efter sin død ophøjet til helgen af paven i Rom, og som forberedelse hertil nedskrev man et såkaldt helgenlevned. Skriftet skulle dels præsentere de mirakler, som knyttede sig til Vilhelm, og dels vise hans fromme livsførelse, trods de mange udfordringer han i løbet af sit liv blev konfronteret med.

Igen er der tale om et tendentiøst skrift, hvorfor man skal tage dets udsagn om de drikfældige munke på Eskilsø med et gran salt. At Vilhelm ikke var tilfreds med klosteret på øen i Roskilde Fjord, fremgår dog af, at han rykkede det til Æbelholt i Nordsjælland og derfor blev kendt som abbed Vilhelm af Æbelholt.

Som Absalons personlige ven blev Vilhelm i anden halvdel af 1100-tallet en meget indflydelsesrig mand i Danmark, og eksempelvis synes den lærde franskmand at have været en slags huslærer for kong Valdemar den Stores (1157-1182) omtrent seks døtre.

To af kongens døtre, som ikke blev giftet bort som en del af kongens alliancepolitik, blev nonner i et kloster, givetvis i enten Roskilde eller Slangerup på Sjælland, og i den forbindelse skrev Vilhelm et formanende brev til de to kvinder, hvori han kom ind på danskernes drikkevaner:

»Vi tror ikke, at det er nødvendigt […] at minde Eder om […], at det ikke bliver en vane for Eder at søge tilflugt i rusen under Eders måltider, om end det hører til landets sædvane; men den last bør være gyselig for Eder, da selv det mest standhaftige menneske i medfør af denne kommer i ulykke og synd. Som følge af rusen strækker ligeledes agtværdigheden våben over for skamløsheden, frugten af gode forsætter svinder hen, og glansen af det virakagtige ry fortoner sig på en fordømmelig måde«.

Som en fremmed blandt danskerne havde Vilhelm af Æbelholt bidt mærke i, at intenst alkoholindtag var en integreret del af elitens kultur. Som en god kristen og altså tilsyneladende også en slags vejleder for kongens døtre opponerede Vilhelm mod dette i hans øjne særtræk ved hans nye hjemland, især fordi beruselse, som allerede omtalt ovenfor, ikke var i tråd med Bibelens og kirkens verdenssyn.

Herved tilsluttede abbed Vilhelm af Æbelholt sig det kor af udlændinge i perioden, der fremstillede danskerne som et særlig drikfældigt folkeslag.

Og blandt danskere blev drikkeriet bemærket. I løbet af 1100-tallet begyndte man blandt danskerne selv at skrive historien ned, selvfølgelig på tidens lærde sprog latin.

Danskernes bedrifter

Inspireret af udlandet begyndte de særligt veluddannede af kirkens mænd at nedfælde historiske beretninger, der bl.a. havde til hensigt at fremstille danskerne og det danske rige som veletablerede historiske fænomener, der trods en relativt sen overgang til kristendommen var fuldt berettiget til en central plads i den kristne kulturkreds og på Europas politiske scene.

Det mest berømte eksempel er historieskriveren Saxo, der færdiggjorde sit store værk ’Danskernes bedrifter’ (’Gesta Danorum’) omkring år 1208. Det var allerede omtalte biskop Absalon, der gav Saxo den store opgave. Set fra den magtfulde biskops perspektiv skulle Saxos arbejde netop sikre Danmark en glorværdig historie, der kunne måle sig med andre kristne landes.

Det propagandistiske projekt lykkedes for Saxo, idet hans værk siden middelalderen har fungeret som et reservoir for skabelse og opretholdelse af dansk identitet, ikke mindst fordi Saxos værk konsekvent fremstillede danskerne i positive vendinger. Det eneste folk og land, som i Saxos øjne kunne måle sig med danskerne og Danmark, var antikkens romere og Det Romerske Imperium.

Kun én ting ved hans landsmænd irriterede den lærde gejstlige historieskriver: deres drikkevaner. Det kommer bl.a. til udtryk i en beskrivelse af et historisk dansk togt mod England, hvor englænderne inviterer danskerne til fredsgilde, da de forventer, at danskerne vil drikke sig så fulde, at de let kan besejres:

»De lokale folk sørgede for at tage forsigtigere til drikkevarerne end gæsterne. De sidste følte sig så trygge, at det lokkede dem til at drikke sig fulde, mens de andre huskede på deres lumske planer og derfor ikke lod sig friste. Danskerne, som jo – hvis mit fædreland vil have mig undskyldt – var vant til at tømme kanderne om kap, fyldte kolossale mængder af vin i sig«.

Citatet stammer fra Saxos historiske fremstilling af kong Frode Fredegod. Hermed befinder vi os i de sagnhistoriske dele af Saxos værk, hvor der efter alt at dømme findes mere fiktion end fakta, og historien ender selvfølgelig med dansk sejr. Kong Frode, en af Saxos sagnhistoriske helte, havde nemlig ladet en del af hæren placere uden for gildesalen, og da disse således kunne holde sig ædru, kunne de komme deres fulde landsmænd til undsætning.

Beretningen har et eventyrligt skær over sig og siger intet troværdigt om den fortid, den angiver at beskrive. Til gengæld er den et blandt flere eksempler på, at Saxo via historiske begivenheder beklagede sig over danskernes drikkevaner.

Sagt med andre ord: Saxo anvendte fortiden som et spejl på sin egen samtid. Den højtuddannede danske historieskriver, der bl.a. havde studeret ved Europas førende lærdomscentre i Frankrig, må have vidst, at danskerne havde ry for at være særlig drikfældige, og dette afspejles altså i hans berømte danmarkskrønike.

Måske oplevede Saxo personligt, at danskerne reelt drak mere end andre folkeslag?

Der er flere indikationer på, at det kan have været tilfældet.

Danskerne kan meget vel, i hvert fald når det gjaldt den sociale og politiske elite, have haft en særlig intens alkoholkultur. Men det vil selvfølgelig aldrig blive klarlagt, om danskerne vitterlig drak mere end andre. Kildematerialet til såvel dansk som europæisk alkoholkultur i middelalderen muliggør simpelthen ikke sikre konklusioner i den henseende.

Det er dog et faktum, at udlændinge i 1100- og 1200-tallet fremstillede danskerne som drikfældige. Men heller ikke dette forhold er et sikkert bevis. Middelalderens historieskrivere var ikke kildekritikere og forholdt sig ikke videre kritisk til historiske skrifter. Tværtimod gav man ofte fortidens tekster en særlig status og satte ikke spørgsmålstegn ved dem.

I dette lys kan opfattelsen af de danske vikinger som uciviliserede og drikfældige have levet videre i middelalderens historieskrivning.

Eller sagt med andre ord: De stereotype og identitetsskabende fjendebilleder, som tegnedes af danskerne i vikingetiden, kan meget vel have levet videre ind i middelalderen.

Når det er sagt, er det dog en kendsgerning, at kilderne peger i retning af, at i hvert fald den danske sociale og politiske elite drak mere end andre af samme stand rundtomkring i Europa.