Topstyret? Ja, naturligvis

Artiklen er opdateret 24. januar 2022, efter Dansk Folkeparti på et ekstraordinært landsmøde 23. januar valgte ny formand.

Lyseblå heliumfyldte balloner med guldbogstavet ’Z’ blev forhåbningsfuldt sendt til himmels uden for Scandinavian Congress Center i Århus den sidste weekend i september 1995. Som et forvarsel om det, der senere ville finde sted i konferencecentret, var der dog lidt bøvl med et halvt dusin balloner, så de måtte sirligt hives ud af det net, de havde været samlet i.

Indenfor sad Fremskridtspartiets medlemmer pænt ved langborde beklædt med blå duge pyntet med gule blomster.

Landsmødet begyndte tilsyneladende i al fordragelighed med fællessang, hvor medlemmer med en rygende smøg i den ene hånd sang ’Blæsten går frisk over Limfjordens vande’. Men da mødet var forbi, var en intern strid mellem partiets to fløje kulmineret i en offentlig og kaotisk magtkamp, der aldrig var set mage før – eller siden – i dansk politik.

»Et års voldsom borgerkrig i partiet«, som speakeren dramatisk berettede i Danmarks Radios nyhedsmagasin TV-Aktuelt 1. oktober samme år, var slut.

»Magtkampen mellem Kim Behnke og Pia Kjærsgaard kostede hovedbestyrelsen livet«, lød det videre.

DET DRAMATISKE LANDSMØDE, som vi nok skal vende tilbage til, endte med, at en udbryderkvartet bestående af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner, en uges tid senere dannede et nyt parti: Dansk Folkeparti.

Det har været en succeshistorie med tiltagende magt og stigende vælgertilslutning. Partiet blev valgt ind i Folketinget i 1998 med 13 mandater, og fremgangen manifesterede sig ved folketingsvalget 18. juni 2015. Her blev Dansk Folkeparti valgets store vinder med 21,1 procent af stemmerne og dermed det største parti i blå blok.

Men vælgerne har ved de seneste tre valg – folketingsvalget og valget til Europaparlamentet i 2019 og senest kommunalvalget i november 2021 – været hårde ved folkepartisterne. Ifølge politiske iagttagere har vælgerne straffet Dansk Folkeparti for ikke at gå i regering efter valgsejren i 2015, og så er kampen om stemmerne på den udlændingekritiske højrefløj blevet hårdere, efter at Nye Borgerlige i 2019 kom i Folketinget med en skarp udlændingekritisk profil og en markant partileder i Pernille Vermund.

Dansk Folkepartis medstifter og partileder siden 2012, Kristian Thulesen Dahl, tog konsekvensen efter kommunalvalget i november, da han proklamerede, at han ville gå af.

Nu er en ny formand efter et ekstraordinært landsmøde i januar fundet i skikkelse af den kontroversielle Morten Messerschmidt, som skal forsøge at få partiet tilbage til fordums styrke. Men er Dansk Folkeparti i virkeligheden ved at begå de samme fejltagelser som dem, der ledte op til Fremskridtspartiets nedsmeltning i 1995?

Næppe, mener tidligere politisk redaktør på TV 2 Kaare R. Skou.

»Det bliver aldrig på den måde. At være til stede til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995 var jo grotesk. De sloges, også rent fysisk. Det er nogle af de samme mennesker, der er hovedpersoner, men opgøret i Fremskridtspartiet var af en hel anden karakter end opgøret i Dansk Folkeparti«, siger han til Politiken Historie.

»Fremskridtspartiet var det tætteste, vi kommer på et anarkistisk, liberalistisk parti. En hel del af den ballade, der kom, skete fordi der ikke var nogen færdselsregler i partiet. DF blev det modsatte. Det blev det mest topstyrede parti, der dengang var på Christiansborg. Det, at de fleste partier i dag er mere eller mindre topstyret, startede med, at DF havde en vis succes med at gøre det«, siger Kaare R. Skou.

OP TIL FREMSKRIDTSPARTIETS landsmøde i 1995 havde partiet ikke blot ét års magtkamp bag sig, som det lød i DR, men flere års ulmende interne stridigheder.

Da partistifteren Mogens Glistrup i 1983 fik en fængselsdom på tre år for skattesvig, blev han 2. juli 1983 erklæret uværdig til at sidde i Folketinget. Indtil 1985 afsonede han straffen i Horserød Statsfængsel, men ved folketingsvalget i 1987 stemte vælgerne ham igen ind.

Protestpartiet var i hans fravær – og under orkestrering af Pia Kjærsgaard og hendes støtter – blevet forvandlet til et samarbejdsvilligt parti inkorporeret i blå blok. I 1989 fik Mogens Glistrup og de andre »strammere« imidlertid nok.

Arbejdsløsheden var blevet ved med at stige i de sidste år af 1980’erne, og med Fremskridtspartiets stemmer vedtog Folketinget i december 1988 en ændring af bistandsloven, som pålagde kommunerne pligt til at anvise unge et beskæftigelsestilbud. Ville man fortsat modtage kontanthjælp, skulle man derfor takke ja til det arbejde, kommunen tilbød.

Men det var ikke nok. Glistrup og partikollegaen Jane Oksen mente, at de unge burde tvinges til at arbejde 38 timer ugentligt, men med den samme løn som en arbejdsuge på 16-17 timer, hvilket betød, at timelønnen ville falde til under halvdelen af den overenskomstbestemte timeløn – det ville svare til en timeløn på knap 40 kroner. Blandt arbejdsmarkedets parter var der dog enighed om at indføre en såkaldt projektløn på 60 kroner i timen.

Under forhandlingerne med Poul Schlüters regering ønskede Glistrup og Oksen, at projektlønnen skulle tvinges igennem, hvis arbejdsmarkedets parter ikke var nået til enighed ved udgangen af 1989. Arbejdsminister Henning Dyremose (K) gav reelt et løfte om dette på de afsluttende drøftelser 1. juni samme år. Alligevel anbefalede Glistrup og Oksen dagen efter at stemme imod lovforslaget. Det fik regeringen og Kristeligt Folkeparti til at kritisere Fremskridtspartiet i skarpe vendinger.

Også internt i Fremskridtspartiet var den manøvre kontroversiel. Samme dag, som partiet havde nedstemt forslaget i Folketingssalen, forsøgte den kompromisvillige Pia Kjærsgaard med sine støtter Helge Dohrmann og Aage Brusgaard at få overtalt resten af folketingsgruppen til at ændre beslutningen og stemme for lovforslaget, som man oprindeligt havde givet udtryk for over for regeringen.

Pia Kjærsgaard ville give Glistrup en lærestreg, forklarede hun til BT. I de følgende uger fulgte flere polemiske artikler og offentlig splittelse, som førte til, at partiets hovedbestyrelse indkaldte til stormøde 25. juni 1989.

Mødet endte med markant opbakning til Pia Kjærsgaards resultatsøgende linje, og dermed blev der sat et foreløbigt punktum for den interne fløjkrig. En Gallup-undersøgelse i Berlingske Tidende fra 17. juli samme år viste, at 80 procent af vælgerne svarede ’Pia Kjærsgaard’ til spørgsmålet: ’Hvilken af disse tre politikere tror De, Fremskridtspartiet ville være bedst tjent med tegnede Fremskridtspartiet?’.

Glistrups længerevarende kollisionskurs med partiet endte i 1990 med, at han blev ekskluderet fra folketingsgruppen. Pia Kjærsgaards lederposition syntes stadfæstet.

I DE FØRSTE ÅR af 1990’erne var Fremskridtspartiet præget af en sjælden borgfred med Pia Kjærsgaard som politisk ordfører, men idyllen fik en ende.

I 1994 valgte et flertal i folketingsgruppen Kim Behnke som gruppeformand, hvilket var i direkte modstrid med Pia Kjærsgaards ønske. Herfra tog konflikten mellem de to ledere kun til i styrke. En konflikt, som Pia Kjærsgaard sammenlignede med den slags, Fremskridtspartiet tidligere havde haft mellem strammere og slappere.

Det afkræfter historiker Jens Ringsmose imidlertid i sin bog ’Kedeligt har det i hvert fald ikke været...’ fra 2003. Her kan man læse, at Kjærsgaard-fløjen ønskede at få det til fremstå, som om Kim Behnke og hans støtter ville holde fast i Glistrups stramme kurs over for de regeringsbærende partier. Men flere forhold antyder, at flertallet i folketingsgruppen var lige så interesseret i at vinde mere parlamentarisk indflydelse og lægge protestomdømmet bag sig, skriver Jens Ringsmose.

Eksempelvis var gruppeformand Kim Behnke op til folketingsvalget i september 1994 meget aktiv i arbejdet med oplægget ’100 gode grunde til et VKZ-flertal’, som var partiets forsøg på at nedtone den anarkistiske tilgang til det parlamentariske arbejde.

I januar 1995 var han desuden med til at skrive et forslag til en politisk strategi, hvor det blev fremhævet, at partiets mål var »at opnå indflydelse på forlig og lovgivningsarbejdet, gennem samarbejde med andre partier«.

Men offentligt klandrede Pia Kjærsgaard-fløjen Kim Behnke og hans støtter for at ønske sig tilbage til Fremskridtspartiets tidlige dage, selv om Behnke og hans støtter selv afviste det.

Ikke desto mindre repræsenterede de to fløje dog forskellige ideologier. Behnke var økonomisk liberal og gik ind for flere privatiseringer og minimal statslig indblanding i private forhold, mens det nationale og danskheden kombineret med en omfattende velfærdsstat spillede en stadig større rolle for Kjærsgaard og hendes støtter.

I medierne var det imidlertid den påståede uenighed om den politiske strategi, der fyldte i 1994-95, ligesom spørgsmålet: Hvem skal lede partiet?

INDEN DET HISTORISKE LANDSMØDE i 1995 havde Pia Kjærsgaard og hendes støtter flertal i partiets hovedbestyrelse, men det skulle ændre sig den weekend.

På Scandinavian Congress Center i Aarhus lagde landsformand Poul Lindholm Nielsen ud med sin årsberetning som første punkt på dagsordenen. Da han var færdig, krævede Behnke-tilhængere, at man gik hurtigt videre til punkt to: et mistillidsvotum til hovedbestyrelsen, som et flertal på landsmødet var utilfreds med. Det fik Pia Kjærsgaard til at klandre Kim Behnke for til landsmødet at have fundet 100-200 »stemmekvæg«, der ikke tidligere havde vist interesse for partiet.

Mødets tre dirigenter nægtede imidlertid at imødekomme det forslag, og det fik folketingsmedlem Kirsten Jacobsen på scenen. Til klapsalver gik hun på talerstolen og foreslog at udtrykke mistillid til dirigenterne.

»Hvis vi skal have en chance for, at der skal være nogen værdighed over dette landsmøde, så kan vi ikke have et dirigentskab, som ikke er deres opgave voksen«, sagde hun og måtte for en stund holde inde, til nye klapsalver var stilnet af. Jacobsen mente, at hovedbestyrelsen blandede sig for meget i folketingsgruppens arbejde.

»Jeg beder forsamlingen med mig udtrykke mistillid til dirigenterne, og jeg beder dirigenterne om at få dette forslag til afstemning – NU«, nærmest hvæsede hun, før hun gik tilbage på sin plads.

Dirigenterne blev dog i første omgang siddende med 371 stemmer mod 324.

Derpå vendte mødet tilbage til dagsordenen, som var et mistillidsvotum til hovedbestyrelsen. Her stemte 404 medlemmer for, mens 282 stemte imod, og Poul Lindholm Nielsen gik dermed af som formand for partiet.

Ud af de seks øvrige medlemmer, der nu var tilbage i hovedbestyrelsen, var fire af dem dagen efter på valg. Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl, der begge støttede Pia Kjærsgaard, havde året før sikret sig et toårigt medlemskab, og siden ordet ’mistillidsvotum’ ikke var at finde i partiets vedtægter, mente de to ikke, at de havde pligt til at følge opfordringen fra flertallet på landsmødet om at gå af.

Så fik folketingsmedlem Kristen Poulsgaard, der havde stillet mistillidsforslaget, nok. Han stavrede igen op til talerstolen, hvorfra han med blikket rettet mod partiets netop valgte formand, Johannes Sørensen, sagde de berømte ord:

»Protest! Det er for dårligt! Tøsedrenge!«

Se klippet her

LANDSMØDETS TO DAGE BLEV ét stort nederlag for Pia Kjærsgaard-fløjen.

Kim Behnkes støtter endte med at sidde på fire af de fem ledige pladser i den syv mand store hovedbestyrelse, hvor Kjærsgaard-støtterne Skaarup og Thulesen Dahl blev siddende..

»På første række i salen sad Pia Kjærsgaard og så skiftevis mere og mere tom og mere og mere fortvivlet ud«, husker Kaare R. Skou, der som politisk redaktør ved TV 2 dækkede landsmødet.

To dage efter kunne man på side 8 i Politiken læse, at partiets »slagne dronning« Pia Kjærsgaard ingen planer havde om at forlade partiet. Dog spåede hun, at mange medlemmer nu ville melde sig ud.

Tre dage senere stiftede hun sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard Dansk Folkeparti.

Her blev Pia Kjærsgaard den ubestridte leder, og sådan en skal et nationalkonservativt parti ifølge Kaare R. Skov have. Han mener, at den nuværende krise i Dansk Folkeparti netop skyldes, at partiet mangler en førerskikkelse i spidsen.

»Hvis Kristian Thulesen Dahl var en klar førertype, så ville de ikke have tabt det antal stemmer, de har tabt. Der er for den almindelige DF-vælger for meget teknokrat, og for lidt slagsbroder og for lidt fører i Thulesen Dahl. Man skal have en, man kan dyrke som person. Pia Kjærsgaard bliver jo i de kredse dyrket som en halvgud«, siger han.

Valget af Messerschmidt bliver af iagttagere set som endnu et skridt mod Dansk Folkepartis undergang. Om han bliver den halvgud, der kan samle partiet, må tiden vise.