Sophie Brahe eksperimeterede med De vises Sten

Gør noget til intet

Og atter af det intet gør noget

det er en sten, og ikke en sten’

I den private bogsamling ’Karen Brahes Bibliotek’ på Roskilde Kloster ligger et håndskrevet brev, der er adresseret til ’Diana’ fra ’Urania’. Citatet herover stammer fra brevet, der handler om De vises Sten, som var alkymisternes ultimative mål.

Alkymi er en række kemiske praksisser og teknikker, der blev brugt af både lærde, håndværkere og husmødre til at lave medicin, pigmenter, kosmetik eller til at forædle metaller. Men oftest bruges begrebet alkymi mere snævert om jagten på kemiske hemmeligheder, særligt forvandlingen af almindelige metaller til de ædle af slagsen, ikke mindst guld.

Lærde, adelige og kongelige var i 1500- og 1600-tallet fascineret af alkymiens mysterier, og således også Diana og Urania, der skriver om alkymiens dybeste hemmeligheder.

Men hvem er de?

Ifølge bibliotekets register har Tycho Brahe skrevet brevet til lillesøsteren Sophie. Men historiker John R. Christianson, som har skrevet en biografi om Tycho Brahe, og som den eneste nævner denne kilde, mener, at Sophie Brahe er den faktiske skribent og dermed en læremester udi alkymiens mest hemmelige viden.

SOPHIE BRAHES OTTESDATTER blev født enten i 1556 eller 1559 (kilderne er uenige om det præcise årstal), omtrent et årti efter sin berømte bror. Mens Tycho Brahe (1546-1601) og de andre brødre fik gode universitetsuddannelser, som svarede til deres højadelige status, havde Sophie Brahe som kvinde ikke de samme muligheder. Hun havde dog videnskabelige interesser allerede som ung, for ifølge Tycho Brahe deltog hun som 14-årig i observationen af en måneformørkelse, som han havde forudsagt i sit gennembrudsværk, ’Om Den nye Stjerne’.

Hendes videnskabelige udfoldelser tog dog først for alvor fart, efter at hun blev enke som cirka 30-årig. Sophie Brahe bestyrede slottet Eriksholm i Skåne på vegne af sin søn, og her anlagde hun en renæssancehave. Haven blev kendt i samtiden, fordi den – i hvert fald ifølge Tycho Brahe – ikke havde sin lige i Norden. Ud over botanik begyndte hun også at interessere sig for kemi, slægtshistorie og astrologi.

Fra Eriksholm i Skåne var der ikke langt til øen Hven i Øresund, som Tycho Brahe havde fået i len af Frederik 2. Tycho Brahe besøgte ofte sin søster, og omvendt var hun en af de hyppigste gæster på broderens Uraniborg, som både var et adeligt hjem og forskningscenter, hvor lærde fra Danmark og Europa mødtes – og som var opkaldt efter og dedikeret til astronomiens muse af samme navn.

Sophie Brahe blev en del af dette lærde miljø, og hun agerede ofte frue på Uraniborg i Tycho Brahes ikke-adelige hustrus sted, når adelige og kongelige besøgte Hven. Hendes status som lærd kvinde understreges af både tilnavnet ’den jordiske Urania’, og Tychos ’filosofiske søster’, som den jævnaldrende tyske astronom Christopher Rothmann omtalte hende efter at have besøgt hendes have sammen med Tycho Brahe.

Slægtskabet mellem Tycho og Sophie Brahe var ikke blot biologisk, men også åndeligt. De havde begge brudt med normerne for adelige ved at forfølge deres naturvidenskabelige interesser, og derfor havde de et særlig tæt bånd. Tycho Brahe vejledte Sophie Brahe i at fremstille kemiske lægemidler, mens han i begyndelsen var mere skeptisk over for hendes interesse i astrologi, som han ikke anså som passende for kvinder.

Sophie Brahes stædighed og evner fik ham dog overbevist i så høj en grad, at han ville udgive et af sin søsters breve i sin samling af astronomiske breve på lige fod med andre lærde, han havde korresponderet med. Desværre er dette brev gået tabt.

MEGET LIDT VIDES med sikkerhed om Sophie Brahes kemiske eksperimenter – ud over at Tycho Brahe skriver om hende, at hun leverede lægemidler til venner og gratis til fattige. Ligeledes har hun i sine ældre år overgivet opskriften på Tycho Brahes pesteliksir elixir tychonis til Christian 4.s hof ifølge en håndskreven version af opskriften, som er bevaret.

Tycho Brahes nære ven Erik Lange (1555-1616) var en hyppig gæst på Uraniborg, der var indrettet som både observatorium og kemisk laboratorium, fordi Tycho så kemi som en tvillingedisciplin til astronomien. Erik Lange var forgabt i tanken om at skabe kemisk guld – hvilket i stedet fik ham ud i stor gæld.

Hverken Erik Langes alkymistiske monomani eller monumentale gæld hindrede dog en romance i at blomstre mellem ham og Sophie Brahe, og de blev sandsynligvis forlovet omkring 1590. Kort efter måtte Erik Lange flygte ud af landet af frygt for sine kreditorer.

I 1599 skrev Sophie Brahe til sin bror, at Erik Lange havde ’kunsten vist’, altså skabt guld, og påtænkte at tilbyde den til kejseren i Prag, som var Tycho Brahes mæcen. Det frarådede Tycho Brahe i sit svar til søsteren, medmindre Erik Lange var helt sikker, fordi så mange charlataner allerede havde tilbudt kunsten til kejseren.

Intet tyder på, at det lykkedes Erik Lange at skabe guld. Da Sophie Brahe og Erik Lange endelig blev gift omkring 1602, levede de i yderste fattigdom på evig flugt fra deres kreditorer. Sophie Brahe blev dog ved med at dyrke kemi – hun skrev således til sin søster, Margrete Brahe, at hun »destillerede alt slags, som jeg kan skrabe sammen«. Om hun bistod sin mand i jagten på De vises Sten, ved vi ikke.

HVIS MAN VAR EN ALKYMIST, der ville skabe De vises Sten, skulle man først løse to problemer: 1. hvilket materiale, man skulle tage udgangspunkt i, og 2. og hvilke praktiske operationer, som man skulle foretage for at forandre startmaterialet.

Urania giver i det bevarede brev ingen klare svar på nogen af delene, men giver Diana nogle hint. Om materialet skriver hun: »denne Stens materie er udi alting, på alle steder og altid, og den er aldrig, og alting er den af«.

Det kan både referere til, at det er et almindeligt eller billigt materiale eller et grundstof, som er over alt. Sidstnævnte reflekterer den filosofiske side af alkymien, hvor man ønskede at finde sammenhængen mellem makro- og mikrokosmos.

Urania citerer nogle de mest berømte ord associeret med De vises Sten: »det øverste er lige som det nederste / Og det nederste er lige som det øverste«. Ordene kommer fra den korte, gådefulde tekst Smaragdtavlen, som skulle være skrevet af den mytiske oldegyptiske vismand Hermes Trismegistus. Denne formulering udtrykker en sammenhæng mellem det himmelske og det jordiske, og teksten havde stor indflydelse blandt både alkymister, og andre lærde og videnskabsmænd i renæssancen som Tycho Brahe, der var direkte inspireret af den ’hermetiske tradition’.

De kemiske instruktioner i brevet er lige så få og kryptiske, og de kan gemme sig bag allegorier. For eksempel citerer Urania den schweiziske læge og alkymist Paracelsus: »tag løvens rosenfarvede blod og ørnens hvide gluten, føj det tilsammen og koaguler dette (få det til at størkne, red.)«.

Den slags billedsprog er typisk for alkymistiske skrifter, og historikere som den amerikanske Lawrence Principe argumenterer for, at disse allegorier både slører indholdet for de uindviede, men også afslører de egentlige kemiske instruktioner for dem, der kender symbolernes betydning.

Urania prøvede også at forklare Stenens natur. Hun skrev, at Stenen forenede det himmelske og det jordiske, og hun gav den en række navne: »stærk, svag (…) kærlighed, had (…) enlighed, mangfoldighed, fødsel, livet, Helvede, afgrunden«. Men Stenens rigtige navn må ingen nævne, for »da gik alle stater til grunde i Verden«.

Brevet er derfor ikke en forsøgsvejledning, men en tour de force gennem alkymiens teori og autoriteter fra en tusindårig tradition. Brevet indeholder de filosofiske grundtanker om Stenen og instruktioner udtrykt i tunge allegorier, som det var op til modtageren, Diana, at knække. Urania skriver til slut, at Diana skal studere og selv finde et materiale at tage udgangspunkt i, og øve sig på de kemiske teknikker. På den måde har brevet en lærende og indviende funktion fra en læremester til en lærling.

HVEM VAR SÅ læremesteren og lærlingen? Det ved vi ikke med sikkerhed, fordi både brevets afsender og modtager gemmer sig bag pseudonymer, som der er tradition for i alkymistiske skrifter. Men der er flere forhold, som sandsynliggør, at det har noget at gøre med Sophie og Tycho Brahe.

Modtageren kan have været en kvinde i kredsen omkring Holger Rosenkrantz (1574-1642), hvilket kunne forklare, hvordan det er kommet ind i Karen Brahes samling, men det bliver desværre kun ren spekulation.

Uanset om Sophie Brahe er afsender eller modtager af brevet, tyder det på, at hun eksperimenterede med De vises Sten. Og det er dermed en unik kilde til kvinders engagement i den mest hemmelige del af alkymien i den danske renæssance.

Efter Erik Langes død slog Sophie Brahe sig ned på en gård i Helsingør, hvor hun boede indtil sin død i 1643, enten 84 eller 87 år gammel. I disse årtier skrev hun en lang slægtsbog og korresponderede med interesserede om botanik og historie. Hun var altså anerkendt som en lærd kvinde. Og måske har hun i denne tid også været en alkymistisk autoritet.