0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Putin ændrer på gængs historisk viden

13. januar 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en dødsensfarlig disciplin at omskrive fortiden, så den kan retfærdiggøre den fremtid, man ønsker. Senest har den russiske præsident, Vladimir Putin, redegjort for, at Ukraine i virkeligheden er russisk – og at Polen selv var skyld i Anden Verdenskrig. Spoiler: Det passer ikke.

Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden«, skrev George Orwell i sin dystopiske roman ’1984’.

At fortolke eller omskrive fortiden, så den passer bedre med nutiden og ikke mindst den fremtid, man ønsker, er en udbredt disciplin. På dansk kaldes det historiebrug eller erindringspolitik. De senere år er også den russiske præsident, Vladimir Putin, ved flere lejligheder sprunget ud som noget så støvet som historiker.

Putin gav i sommeren 2021 en lang forklaring på, hvorfor Ukraine i virkeligheden er russisk. Siden december 2021 har 100.000 tropper stået rundt om Ukraine (mange af dem har stået der helt siden 2014, da Krim blev annekteret), mens Putin udsteder trusler og advarsler til EU, USA og Nato og kræver, at Europa skal være russisk interessesfære.

I sommeren 2020 proklamerede han, at det var den polske regering selv, der var skyld i, at Polen blev angrebet, og at Anden Verdenskrig begyndte 22. juni 1941. Hvad det skal bruges til, har vi endnu til gode at se. Men det er ikke kun i Polen, det lyder ildevarslende.

1. SEPTEMBER 1939 KORT FØR daggry åbnede marinesoldater om bord på det tyske slagskib ’Schleswig-Holstein’ på kaptajn Gustav Kleikamps ordre ild mod den beskedne polske militære forpost Westerplatte ved det nuværende Gdańsk, der dengang hed Danzig og var en overvejende tysksindet fristat. Anden Verdenskrig var begyndt.

At tyskerne begyndte, er ikke kontroversielt i dag. Dengang forsøgte Hitler godt nok at overbevise folk om, at polske soldater (der viste sig at være tyske SS-frivillige i polske uniformer) først havde angrebet Tyskland, men siden krigen har Tyskland bøjet nakken og taget skylden på sig.

Øjenvidneberetninger fortæller om, hvordan polakker i de tidlige septemberdage gik og kiggede op mod himlen, ivrige efter at se de britiske og franske fly, der snart og ifølge aftalerne måtte komme dem til undsætning. De kom ikke. 3. september erklærede Frankrig og Storbritannien godt nok Nazityskland krig, men satte ikke handling bag ordene.

I Storbritannien er krigens første måneder – til Hitler gik ind i Danmark, Norge, Frankrig, Holland og Belgien i foråret 1940 – kendt som the Phoney War, den falske krig. I Polen føltes både krigen og de vestlige magters svigt ganske ægte. Byer blev bombet, og civile og soldater deporteret eller dræbt.

Briterne og franskmændene kom ikke. Men det gjorde russerne. Og det er det, Putin i 2020 bragte op til debat.

17. SEPTEMBER 1939 GIK Josef Stalins Røde Hær ind i Polen fra øst. Den polske regering flygtede til London, og militæret flygtede, gik under jorden, blev dræbt eller deporteret og måtte fra da af forsvare Polen fra eksil eller fra undergrunden.

Om aftenen 17. september fik den polske ambassadør i Moskva, Wacław Grzybowski, overbragt en note fra den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, der forklarede baggrunden for interventionen: »Den polske regering er gået i opløsning«, hvorfor »alle aftaler mellem USSR og Polen (bl.a. landenes ikkeangrebspagt fra 1932) ikke længere gælder«.

Regeringen i Kreml blev ifølge notatet nødt til at beskytte deres »brødre af det samme blod, ukrainerne og belaruserne, der bor på polsk territorium«, hvorfor Den Røde Hær havde fået ordre om at »krydse grænsen og beskytte indbyggerne i det vestlige Ukraine og vestlige Belarus’ liv og ejendom«.

I én og samme note gik det østlige Polen altså fra at være »polsk territorium« til at være »det vestlige Ukraine og vestlige Belarus«.

22. september holdt Tyskland og Sovjet en fælles sejrsparade i Brest-Litovsk. Den Tysk-Sovjetiske Venskabstraktat blev knap en uge efter, 28. september, underskrevet. Polen blev delt, Tyskland fik rundt regnet 201.000 kvadratkilometer og 20 millioner mennesker, Sovjet 188.500 kvadratkilometer og 12 millioner mennesker.

Den sovjetiske besættelse af det østlige Polen blev blandt andet fejret på et sovjetisk frimærke i 1940 med teksten:

»Befrielsen af brodernationerne i det vestlige Ukraine og vestlige Belarus, 17.IX.1939«. Frimærket, der naturligvis er rødt, viser en soldat fra Den Røde Hær, der i sine arme i stedet for et gevær holder en smilende dreng med en hvid due i hånden.

Helt frem til 1989 benægtede Sovjet en hemmelig del af Molotov-Ribbentrop-pagten, som blev indgået mellem Sovjet og Nazityskland i 1939. Den vender vi tilbage til. Men med kommunismens kollaps faldt Josef Stalins argumentation ­– at invasionen af Polen i virkeligheden var en »befrielse af brodernationerne« – endegyldigt fra hinanden.

ALLIGEVEL GÅR DET ARGUMENT igen i Putins nylige udlægning af historien, der blev bragt i det amerikanske National Interest 18. juni 2020 i anledning af 75-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.

Man kan undre sig over, at et amerikansk tidsskrift med fokus på amerikansk udenrigspolitik bringer et essay af den russiske præsident, som går på kant med historisk forskning. National Interest skriver selv på sin hjemmeside, at fordi lande som Rusland »handler ud fra deres egne opfattede nationale interesser, må Washington forsøge at forstå disse nationer, som de forstår sig selv«.

Putin kommer nemlig i sit essay på tværs af gængs historieforskning i forhold til: 1) at flytte krigens udbrud til 1941, 2) at forklare Sovjets annektering af det halve Polen i 1939, samt 3) at flytte den begivenhed, der gjorde det muligt for Hitler at invadere Polen, til en tid og et sted, hvor Sovjet ikke var involveret. Fra Molotov-Ribbentrop-pagten 23. august 1939 til München-aftalen 30. september 1938.

Med hensyn til punkt 1 erklærer Putin ganske enkelt i sit essay, at Anden Verdenskrig begyndte 22. juni 1941, hvor Nazityskland angreb Sovjet (og altså hverken 1. september 1939, hvor Nazityskland angreb Polen, eller 17. september 1939, hvor Sovjet angreb Polen).

Om punkt 2 forklarer Putin, at Polen kun blev invaderet af Sovjet, fordi den polske regering på det tidspunkt var faldet, og det kampklare Nazityskland stod ved Sovjets grænser, uhyggelig tæt på Minsk. Var Den Røde Hær ikke kommet, havde millioner af indbyggere, herunder jøderne, været overladt til den visse død, forårsaget enten af nazisterne eller af deres lokale medskyldige – antisemitter og radikale nationalister. Sovjet prøvede så længe som muligt at undgå krigen. Endelig tog Sovjet ikke alt det Polen, der var aftalt i Molotov-Ribbentrop-pagten, men nøjedes beskedent med meget mindre.

23. august 1939 skrev den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, og hans sovjetiske modpart Vjatjeslav Molotov under overværelse af Josef Stalin under på den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt. Som også er kendt som Molotov-Ribbentrop-pagten. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Molotov-Ribbentrop-pagten, også kendt som Hitler-Stalin-pagten eller den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt, blev underskrevet i Moskva 23. august 1939 af den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, og hans sovjetiske modpart under overværelse af Josef Stalin.

I årene frem mod 1939 var det mislykkedes for Sovjet at lave en sikkerhedsaftale med Storbritannien og Frankrig mod Nazityskland. Da aftalen med Ribbentrop i stedet blev indgået, var håbet dels at forblive på fredsfod med Tyskland, dels at vinde tid til at genopbygge Den Røde Hær efter den store åreladning af officerer i 1937. For Hitler betød ikkeangrebspagten, at han kunne indtage Polen uantastet og senere have hænderne frie på vestfronten uden samtidig at skulle bekymre sig om en østfront.

Ifølge pagten, der skulle gælde i ti år, måtte de to parter ikke angribe hinanden eller hjælpe andre, der ønskede at angribe dem. Den del af ikkeangrebspagten var officiel.

En hemmelig del inddelte imidlertid det østlige Europa i en tysk og en sovjetisk ’indflydelsessfære’. Estland, Letland, Litauen, Finland, Besarabien (i Rumænien) og Polen øst for floderne Narew, Wisła og San tilhørte alt sammen den sovjetiske.

Den tysk-sovjetiske deling af Polen trådte i kraft 29. september 1939. Finland blev angrebet af Sovjet 30. november. Estland, Letland og Litauen blev annekteret i august 1940. Ikkeangrebspagten blev ophævet 22. juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet i den storstilede Operation Barbarossa.

Med opdelingen af Polen i en tysk og en sovjetisk interessesfære ophørte Polen nok en gang med at eksistere. I løbet af krigen blev landet smadret, og seks millioner indbyggere dræbt. Da krigen sluttede, var Polen ifølge den aftale, Stalin, den britiske premierminister, Winston Churchill, og den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt, indgik i Jalta i 1945, stadig i sovjetisk interessesfære, og der forblev landet helt indtil kommunismens fald i 1989. USSR benægtede eksistensen af de hemmelige protokoller lige så længe. Estland, Letland og Litauen blev først anerkendt som selvstændige stater af Sovjet ved kollapset i 1991.

»Det var forræderiet i München, der blev den aftrækker, der gjorde den store krig i Europa uundgåelig«

Vladimir Putin om aftalen i München 30. september 1938, hvor Hitler sammen med Italien, Storbritannien og Frankrig blev enige om at forære Sudeterlandet til Nazityskland, uagtet at Sudeterlandet var tjekkoslovakisk

MEN DET ER DER IFØLGE PUTIN ingen grund til at være flov over i dag. Tværtimod. Det var sovjetborgere, der besejrede nazisterne (»episk og knusende«) under den store Fædrelandskrig, altså Anden Verdenskrig.

Sovjetborgernes dyder – altså kærlighed til fædrelandet og at gøre sin pligt uden at have ondt af sig selv – har unge russere i dag arvet, mener Putin. Det er godt, for også i dag er der brug for, at de garanterer Ruslands suverænitet.

Det, der gjorde det muligt for Hitler at begynde krigen, var ikke Molotov-Ribbentrop-pagten, men München-aftalen. Og den var den polske regering ifølge Putin medskyldig i:

Stalin, fortæller Putin, nedværdigede sig ikke til at mødes med Hitler, der ellers blev modtaget mange steder i Europa. Således også i München 30. september 1938, hvor han sammen med Benito Mussolini (Italien), Neville Chamberlain (Storbritannien) og Édouard Daladier (Frankrig) – men uden repræsentanter for Tjekkoslovakiet og Sovjet – blev enige om at forære Nazityskland Sudeterlandet med dets godt tre millioner, overvejende tyske, indbyggere, uagtet at Sudeterlandet var tjekkoslovakisk.

På den måde er Frankrig og Storbritannien fedtet ind i den begivenhed, der første gang viste Hitler, at hvis han pegede på et stykke land i Europa, så fik han det. »Peace in our time«, kaldte Chamberlain det endda, da han vendte hjem til London.

Selv om Polen ikke var repræsenteret i München, var landet medskyldig i aftalen, forklarer Putin. Da Hitler havde fået Sudeterlandet, og buffeten dermed var åbnet, tog Polen nemlig også en bid af Tjekkoslovakiet, Cieszyn (på tjekkisk: Těšín), som de to lande havde kæmpet om i syvdageskrigen i januar 1919.

Derfra konkluderer Putin: »Det var forræderiet i München, der blev den aftrækker, der gjorde den store krig i Europa uundgåelig«. Når europæiske politikere, særligt polske, i dag fejer det ind under gulvtæppet, er det både, fordi de er flove over, at deres lande dengang deltog i opdelingen af Tjekkoslovakiet, og fordi de er flove over, at Sovjet var den eneste stat, der stod ved Tjekkoslovakiets side.

Med München-aftalen ønskede Storbritannien og Frankrig at dirigere tysk aggression østpå, så Tyskland og Sovjet kunne »tømme hinanden for blod«, i håbet om at de selv ville forblive urørte af krigen. »München-forræderiet« viste Sovjet, at vestmagterne ikke ville tage hensyn til dem i sikkerhedsspørgsmål, og at de måske endda ville danne en front mod Sovjet.

Det var disse omstændigheder, der fik Sovjet til at underskrive ikkeangrebspagten med Tyskland, skriver Putin. Og Polen har kun sig selv at takke for sin egen ulykke – Polen, der deltog i delingen af Tjekkoslovakiet. Polen, der forhindrede en militær alliance mellem Frankrig, Storbritannien og Sovjet. Polen, hvis ambassadør i Berlin i september 1938 lovede Hitler en flot statue i Warszawa for at løse ’jødespørgsmålet’. Polen, der selv smed sin egen befolkning under Hitlers dampmaskine af ødelæggelse.