Danmarks første kvindelige justitsminister
Helga Pedersen tiltrådte i 1950. Hun fik igennem sin karriere politik, jura og menneskelig takt til at gå op i en højere enhed.
Artiklen er produceret af Politiken Historie og oprindeligt publiceret i Justitsministeriets 175 års jubilæumsskrift, som blev udgivet i august 2023.
Danmark har siden grundlovens indførelse i 1849 haft mange justitsministre. Omkring 60, alt efter om man regner med perioder eller personer. Nogle med langvarige embedsperioder og andre med ganske korte. Nogle højt kvalificerede, mens andre ingen spor har sat. En række markante ministre og andre, som er blevet glemt. De fleste jurister, nogle uden juridisk embedseksamen.
Kun få af dem, mere præcist 5, var kvinder.
Denne lave andel stemte i lang tid godt overens med det faktum, at kun få kvinder studerede jura – Nanna Berg tog i 1887 som en af de første kvinder en juridisk eksamen. Den eksamen kunne hverken hun eller efterfølgende kvindelige jurister dog bruge til særlig meget; det var Henny Magnusson, der i 1906 som den første kvinde fik adgang til en advokatbestalling.
Dette billede er i dag vendt på hovedet: Flere kvinder end mænd læser nu jura, om end de endnu fylder en del mindre på chefgangene end mændene. Eksempelvis er blot 4 ud af Højesterets 18 dommere kvinder.
KVINDERS INDTOG i den juridiske verden var både snørklet og langsommeligt. I den lange kæde af justitsministre skal vi da også helt frem til 1950 for at finde den første kvinde. Venstres daværende partileder og statsminister i VK-regeringen, Erik Eriksen, havde som den første regeringschef blik for talentet hos Helga Pedersen, der i 1950 som den første kvinde blev udpeget til justitsminister i Danmark.
Juristen Henny Magnussen lobbyede effektiv for en lovændring, der banede vej for, at hun kunne blive Danmarks første kvindelige overretssagfører i 1909. Hun blev som selvstændig sagfører populær blandt kvinder, der havde brug for hjælp i forbindelse med ægteskabssager.
Helga Pedersen (1911-1980) var jurist ind til benet og derudover en særdeles bemærkelsesværdig skikkelse. Som kvinde, som jurist og som politiker beviste hun med al ønskelig tydelighed, at kvinder sagtens kunne bestride krævende hverv og poster på lige fod med hankønnet.
Hun blev født på en stor gård ved Korsør, og det viste sig, at fødestedet ikke var uden betydning for hverken hendes liv eller den senere karriere. Studentereksamen fik hun i 1930, og hun flyttede efterfølgende til København for at studere jura. Her blev Helga Pedersen en del af den første generation beboere på det nyligt oprettede kollegium Kvinderegensen, hvor hun havde mulighed for at knytte bånd til nogle af de relativt få andre kvindelige studerende ved Københavns Universitet.
Som 25-årig blev hun jurist årgang 1936 og blev efter sin eksamen ansat i Justitsministeriet og fik her hurtigt erfaring med flere af ministeriets områder. Hun var ansat i Direktoratet for Fængselsvæsenet 1936-42 og i en periode, 1937-39, udstationeret – som det hedder i det sprog – som sagfører- og dommerfuldmægtig i Skjern.
Nanna Berg blev i 1887 den første kvinde med en juridisk eksamen. Men hendes ønske om at optræde i retten blev afvist ved højesteret med henvisning til »de iøvrigt i Lovgivningen herskende Grundsætninger om Kvinders Udelukkelse i Almindelighed fra at beklæde offentlige Embeder og Bestillinger«.
Det var K.K. Steincke, der i 1940 så potentialet i hende som ministersekretær, og på vejen til justitsministerposten fik hun derfor i de kritiske år under besættelsen erfaring som ministersekretær for vekslende justitsministre. Hun kom til at opleve besættelsestiden med dens stærke fokus på justitsministerens balancegang i minefeltet mellem god dansk jura og besættelsesmagtens krav og sidenhen retsopgørets svære dilemmaer.
Hun var således hhv. før, under og efter besættelsen ministersekretær for justitsministrene K.K. Steincke, Svend Unmack-Larsen, Harald Petersen, Eigil Thune Jacobsen, Niels Busch-Jensen og Aage Elmquist.
Efter befrielsen fik hun mulighed for at tage på studieophold ved Columbia University i USA og fik dermed et internationalt udsyn, som kun få jurister havde dengang. I 1948 blev hun dommer i Københavns Byret efter et år forinden at have været konstitueret i Østre Landsret. Resten af livet fulgte hun en dommerkarriere først i landsretten og fra 1956 i Højesteret.
Helga Pedersen kom ret sent ind i landspolitik, men hun engagerede sig kraftigt i kvindepolitik, i årene 1949-50 som formand for Danske Kvinders Nationalråd, som deltager i FN’s Commission on the Status of Women i 1950 og senere som delegeret ved Unesco’s generalforsamling og fra 1962 som formand for den danske delegation.
Selv om Helga Pedersen fulgte en ret traditionel dommerkarriere, var både hendes opvækst på landet og ikke mindst hendes gennemslagskraft og fine menneskelige egenskaber, som det politiske ikke nedbrød, med til at gøre hende til en usædvanlig personlighed, som man lagde mærke til, og som adskilte hende fra andre jurister.
Hun kendte personligt i kraft af sit internationale virke nogle af tidens store udenlandske jurister, og hun var tydeligvis en, der kunne falde ind både med såkaldt ’almindelige’ mennesker og med dem på juraens top. Hun var en af dem, der fyldte, hvor hun var til stede, og forstod, at jura er både teori, praksis og evnen til at bygge broer mellem mennesker.
Jeg tror måske ikke i almindelighed, at der er større forskel på mandlige og kvindelige jurister, og Helga Pedersens eksempel tjener i hvert fald ikke til at demonstrere en sådan forskel. Alligevel var det tydeligt, at hun som en kvindelig pioner på store poster viste særlige evner, herunder en positiv tilgang til problemer, en evne til at føre sig frem uden at virke anmassende, men alligevel på en måde, så ingen var i tvivl om, at Helga P. var i lokalet og havde en mening om tingene.
Hun var studiekammerat med min far og kom i mit barndomshjem, så jeg kom til at kende Helga Pedersen som munter og engageret, ganske usnobbet og ven med alle, lige fra partifæller i Venstre til nogle af tidens mest fremtrædende internationale jurister, som man mødte i hendes hjem.
NÅR MAN SENERE MØDTE HENDE, var man ikke i tvivl om, at sympatierne politisk lå hos Venstre, der dengang i endnu højere grad end i dag var et landboparti, selv om hun som udgangspunkt ikke tilhørte noget parti. I Venstre kunne selv en så jovial skikkelse som Helga Pedersen opfattes som en slags intellektuel af dem, man i gårdejerpartiet ikke havde for mange af og endda så på med en vis skepsis.
Partiet havde, da Erik Eriksen i 1950 fik mulighed for at danne regering, ikke et oplagt bud til posten som justitsminister, og blikket faldt da på Helga Pedersen, som havde landbobaggrunden i orden og tilmed var en god jurist.
Som justitsminister mærkede Helga Pedersen endnu de sidste dønninger af retsopgøret efter besættelsen. Opgøret var i det væsentlige overstået, og den sidste dødsdømte var henrettet i 1950. Helga Pedersen var modstander af dødsstraf og havde inden sin accept af ministerposten krævet, at hun kunne indstille eventuelle dødsdømte til benådning. Men der faldt ikke flere dødsdomme, og der blev da heller ikke i hendes justitsministertid eksekveret flere – forinden var 46 blevet henrettet.
Som eneste kvinde i Erik Eriksens regering var Helga Petersen med til at aflægge Frederik 9. visit i forbindelse med grundlovsændringen, der i 1953 banede vej for at dronning Margrethe kunne blive regent.
En af hendes forgængere, Niels Busch-Jensen, havde allerede sat en proces i gang, som gik ud på at nedsætte straffe og give fratagne rettigheder tilbage, og den linje fortsatte man, således at idømte straffe ikke medførte tab af borgerlige rettigheder.
Det var i Helga Pedersens justitsminister tid, i 1951, den tyske krigsforbryder Werner Best blev løsladt, endda 29. august, på den ikoniske dato for samarbejdspolitikkens ophør. Selve sagsforløbet, der førte til denne løsladelse, havde hun ikke indflydelse på, men som ansvarshavende minister måtte hun naturligvis stå for skud.
Nazisten Best, der som repræsentant for Det Tyske Rige bar hovedansvaret for den tyske politik i Danmark, herunder clearingdrab og jødeaktionen, var i landsretten til alles overraskelse sluppet med en mild dom på 5 års fængsel. Den kunne Højesteret ikke fundamentalt ændre grundlaget for, men kunne dog skærpe straffen til 12 års fængsel.
Men netop de nævnte strafnedsættelsesprincipper førte til mere end en halvering af straffen, og urimelig tidligt ud af fængslet kom Best altså netop på en national mindedag fra besættelsestiden. Det var nok mere embedsmændene end ministeren, der havde planlagt lidt skævt, men det kunne naturligvis ikke undgå at sætte Helga Pedersens justitsministertid i et noget pudsigt lys.
HOVEDOPGAVEN FOR ERIKSENS REGERING var dog forberedelsen af en ny grundlov, og i 1953 var opgaven løst. Helga Pedersen var medlem af forfatningskommissionen af 1951, der forberedte denne lov.
Hendes kamp for kvinders og mænds ligestilling trængte dog ikke igennem i forbindelse med tronfølgeloven, der dengang fortsat gav mænd fortrin for kvinder i samme led. Hendes justitsministertid er således ikke ligefrem rig på resultater, men at Danmark havde fået en kvindelig justitsminister, kan have påvirket kong Frederik 9.s bestemmelse om, at også kvinder kunne få tildelt danske ordener. Helga Pedersen blev dermed den første kvindelige kommandør af Dannebrogordenen.
Efter sin afgang som justitsminister valgte Helga Pedersen dommerkarrieren frem for det politiske liv, da regeringen Erik Eriksen gik af i 1953. Det var selvfølgelig også let nok, da de borgerlige partier ikke i de følgende tiår kom i nærheden af regeringsmagten. Dog fortsatte hun som medlem af Folketinget valgt for Venstre i Sorø-kredsen indtil 1964 samtidig med dommerhvervet. Dette skabte en i denne skribents øjne problematisk udfordring for magtens tredeling, hvor en dommer nu også var en del af den lovgivende magt.
Helga Pedersen var som tidligere politiker og kvinde fortsat et godt bud for Venstre, der dengang ikke havde alt for mange akademikere at gøre godt med, på en repræsentant i en række forskellige sammenhænge fra tilsyn med fængselsvæsenet over ophavsret, Pressenævnet og Dyrenes Beskyttelse til kunstfonde m.v.
Helga Pedersen overkom med sin arbejdsevne meget, og i 1971 blev hun den første kvindelige dommer ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Dengang havde domstolen ikke så mange sager – den var nærmest arbejdsløs, skrev hendes forgænger Alf Ross – så hvervet kunne klares samtidig med posten som højesteretsdommer og virket i de mange udvalg og kommissioner.
Helga Pedersen var et praktisk orienteret menneske, der nåede langt for sin generation af kvinder. Hendes indsats og karriere havde ikke andet med hendes køn at gøre, end at ingen, der kendte hende, kunne lade være med at tænke, at hun var en rigtig sej kvinde, som i hele sin fremtræden demonstrerede over for mulige skeptikere, at kvinder kan noget.
Dette 'Fremdenpas' gav i 1945 den antisemitiske franske forfatter Louis-Ferdinand Céline mulighed at flugte til Danmark. Det reddede med al sandsynlighed hans liv, men han harcelerede alligevel over det forfærdelige liv i Danmark, og det fik Helga Pedersen til at tage til genmæle.
Et eksempel, der vældig godt illustrerer hendes kunnen og store spændvidde, var den bog, hun udgav i 1975: ’Céline og Danmark’ (’Le Danemark a-t-il sauvé Céline?’). Helga Pedersen kendte den overretssagfører, Thorvald Mikkelsen, der sammen med en anden landsretssagfører, som en tid var minister, Per Federspiel, havde kæmpet for, at den franske forfatter Céline, ophavsmand til mesterværket ’Rejsen til nattens ende’, ikke efter besættelsen blev udleveret til Frankrig.
Céline havde før sin flugt fra Frankrig til Danmark i 1944 udtalt sin støtte til det nazistiske regime i Tyskland og udgivet antisemitiske skriverier, og det var ikke utænkeligt, at han ville være blevet idømt dødsstraf, hvis han var blevet udleveret. Som person havde Céline fået mere end sin del af menneskets skyggesider, men der var altså behjertede danskere, der syntes, at man skulle tage vare på så stor en forfatter ved at sikre ham mod udlevering, hvilket var det officielle Danmarks indstilling.
DET BLEV UNDGÅET, og Céline blev indkvarteret i et sommerhus nær Korsør, hvor også Helga Pedersen som nævnt selv stammede fra.
Med forudsigelig utaknemmelighed skrev Céline senere, da faren var ovre, en helt igennem usympatisk og kritisk bog om Danmark, det danske vejr, dansk mad og sine redningsmænd, som han heller ikke regnede for noget. Det var ikke særlig pænt, og Helga Pedersen forsøgte derfor at rette op på miseren ved at fortælle den rigtige historie om, hvordan ordentlige danskere ville redde en stor forfatter.
At Helga Pedersen gik ind i den historie, viser hendes engagement i gode venners omdømme, hendes retfærdighedssans og en uimponerethed over for store såvel som små skiderikker. I det hele taget fremstod hun som en totalt uimponeret person, der skred gennem tilværelsen med høj stemmeføring og skraldlatter, opnåede høje poster og ikke glemte sine venner eller sit gamle bondeland. På den måde er Helga Pedersen en vigtig rollemodel, selv om hendes stil nok var for personlig til at kunne slå igennem og virke for andre.
Som kvinde og med de poster, hun havde, arbejdede hun helt på ’mandens’ præmisser. Og hun havde til forskel fra mange af de kvinder, som i dag har politiske topposter, heller ikke familie eller børn, som hun skulle tage sig af. Hun var livet igennem ugift og kunne fuldt ud hellige sig sin karriere. Men i tidens mandsdominerede politik og juridiske verden var hun alligevel en ener og blev en rollemodel for kvindelige jurister.
