Skibssabotører bombede løs i ly af storpolitisk magtspil

Dette er tredje og sidste del af føljetonen om Wollweber-organisationen. Find første del her og anden del her.

Når man skal forstå, hvorfor de unge mænd og kvinder i den tyske sabotør Ernst Wollwebers organisation så sig selv som frontkæmpere for verdensfreden, mens de i samtiden blev stemplet som terrorister, er det nødvendigt at forstå, hvad der skete på den storpolitiske scene i slutningen af 1930’erne.

Det er nødvendigt at forstå, hvordan sovjetkommunisterne med ’lillefar’ Stalin ved roret i stigende grad op gennem årtiet inden udbruddet af Anden Verdenskrig opbyggede en ekstrem skepsis over for fjenderne i vest. En skepsis, der i de mest radikale dele af kommunistmiljøet gjorde bombeattentater mod tilfældige sømænd til en legitim politisk handling.

Og hvor begynder man på en så stor og kompleks fortælling?

Måske kunne den starte på det sydlige Amager i landsbyen Søvang.

Her sidder en aften i februar 1936 den 33-årige ester Johannes Eltermann bagbundet i et lille kolonihavehus. Omkring ham står tre af hans landsmænd – stålsatte kommunister, der på vegne af Moskva er i færd med at torturere den 33-årige, fordi han i Sovjetunionen mistænkes for at være stikker og hemmelig agent for Gestapo.

De tre mænd piner og plager deres tidligere kammerat, men han nægter sin skyld i alle anklagerne fra Moskva.

Ingen ved i dag med sikkerhed, om Eltermann rent faktisk havde vendt sine kommunistiske kammerater ryggen og stukket dem til politiet, men om han havde eller ej, bliver hans skæbne forseglet den nat.

De tre mænd bedøver ham med æter og kvæler ham med et stykke snor, før de graver liget ned under et udhus på grunden.

Tre måneder efter graver de liget op igen og opløser det i kaustisk soda i et badekar af zink. Den dræbtes knogler hælder de i en kuffert, som de smider i Store Hulsø nær Bagsværd Rostadion.

Endnu en mulig fjende af Sovjetunionen er elimineret.

Historien om det makabre drab på Johannes Eltermann tjener som eksempel på den nærmest paranoide tilstand, der voksede sig stor under Josef Stalins regime i sidste halvdel af 1930’erne.

Stalin følte sig presset af såvel Adolf Hitlers aggressive Nazityskland som af Storbritannien og Frankrig og ikke mindst af en intern opposition i det kommunistiske storrige.

Og under det pres begyndte det sovjetiske regime at se hemmelige agenter for sine fjender alle vegne.

Af eftertiden er perioden under Stalin fra 1936 til 38 blevet kaldt Den Store Terror eller Den Store Udrensning, og det med god grund.

Historikere er enige om, at flere hundrede tusinde mennesker i perioden blev henrettet efter skueprocesser, hvor selv den mindste mistanke om antikommunistisk adfærd mod partimedlemmer i og uden for Sovjetunionen førte til dødsdom og summarisk henrettelse.

Eller til en billet til en af de frygtede Gulag-arbejdslejre, som i Stalins regeringsperiode kom til at huse helt op mod 20 millioner ’folkefjender’, der gennem hårdt arbejde skulle slide sig tilbage til en status som gode sovjetborgere. Eller dø under forsøget.

Den Store Udrensning ramte især mænd og kvinder i det sovjetiske samfunds øverste lag, og heller ikke udenlandske kommunister kunne vide sig sikre.

Det sidste måtte den danske kommunist og folketingsmand Arne Munch-Petersen sande, da han under et ophold i Moskva pludselig blev beskyldt for at være en del af en obskur sammensværgelse mod Stalin, som skulle være orkestreret af den landflygtige russiske kommunist Lev Trotskij.

I al hemmelighed blev Munch-Petersen i 1937 anholdt af den russiske efterretningstjeneste NKVD og overført til isolationscelle 290 i tjenestens berygtede fængsel Butyrka ved den russiske hovedstad.

Her døde han i 1940 af den tuberkulose, han havde pådraget sig i fængslet, før han fik mulighed for at forsvare sig i en retssag.

Ud over politikere ramte Den Store Udrensning i særdeleshed toppen af det militære system, og tusindvis af ledende officerer blev fjernet fra deres poster.

Så gennemgribende var udrensningen i de militære rækker, at Stalin i 1938 selv så sig nødsaget til at indstille dem for en tid. For på dette tidspunkt var Den Røde Hær blevet så ineffektiv, at det begyndte at blive et problem at opretholde et troværdigt bolværk mod Hitlers Nazityskland, der var godt i gang med at tilegne sig Lebensraum mod øst.

Hitler havde på sin side ikke lagt skjul på, at hans nationalsocialisters største fjende var kommunisterne. Allerede i 1933 var det tyske kommunistparti, KPD, blevet forbudt i Tyskland, og mange ledende partimedlemmer, der ikke nåede at flygte til udlandet, blev sendt i de særlige guillotiner, som den tyske fører satte i produktion og anvendelse.

Derfor overraskede det mange – både nazister og stalinister – oprigtigt, da Hitler og Stalin i august 1939 via deres udenrigsministre von Ribbentrop og Molotov indgik en ikkeangrebspagt, hvor de to despoter lovede hinanden fred og i hemmelighed aftalte at dele Polen mellem sig.

For Hitler betød ikkeangrebspagten, at han i den verdenskrig, der nu brød ud, kunne koncentrere sine tropper i kampen mod Storbritannien og Frankrig på vestfronten. For Stalin købte aftalen dyrebar tid til at forsøge at genopbygge det skrantende russiske militære apparat.

Samtidig så Stalin en mulighed for, at pagten kunne kaste hans kapitalistiske fjender i Europa ud i en opslidende krig med hinanden, der senere ville gøre det nemmere for Den Røde Hær at feje samtlige modstandere af den kommunistiske verdensrevolution af banen.

For den sovjettro tyske kommunist Ernst Wollweber betød ikkeangrebspagten, at hans sabotørgruppe for en tid måtte se sig om efter andre mål end de civile skibe, der sejlede tropper og fornødenheder rundt for Tyskland.

På dette tidspunkt – i efteråret 1939 – var de fleste af Wollwebers celler i Europa også godt i gang med at blive oprullet af Gestapo og dets samarbejdspartnere i især Holland, Belgien og Danmark.

Den danske celle var reelt opløst efter de anholdelser, der fulgte i kølvandet på angrebet på de spanske trawlere i Frederikshavn i maj 1938, og flere medlemmer af organisationens grupper i Antwerpen og Rotterdam sad også bag tremmer og afventede en dødsdom i Tyskland.

Lidt bedre så det ud i Norge og Sverige, hvor Wollwebers grupper stadig var på fri fod og fortsatte med at stjæle dynamit til sabotage fra de store lagre i minebyen Kiruna.

I stedet for at bruge dynamitten til nye aktioner blev den nu oplagret forskellige steder til senere brug. Wollweber og hans chefer i Moskva havde ingen illusioner om, at den tysk-sovjetiske pagt ville holde i længden, og gruppen forberedte sig derfor på at gå i aktion, når den uundgåelige krig mellem Sovjetunionen og Nazityskland blev en realitet.

Blandt de mål, som Wollweber fra sit skjul i Oslo udså sig, var flere jernbanestræk i det nordligste Skandinavien og Finland.

I særdeleshed havde den tyske bagmand et godt øje til jernbanestrækningen ’Malmbanan’, som forbandt minerne i Kiruna med havnen i Luleå og den norske udskibningshavn i Narvik.

Heroppe fra især den nordnorske havn blev ton efter ton af den eftertragtede svenske jernmalm sendt til Tyskland, hvor den i et hæsblæsende tempo anvendtes til at bygge Wehrmachts kampvogne, krigsskibe og jagerfly.

Det siger næsten sig selv, at Hitlers fjender havde stor interesse i at forstyrre og forsinke leverancerne.

Inden Wollweber-organisationen for alvor nåede at forårsage skade på jernbanenettet, blev dens norske leder, ’Nilsen’, i februar 1940 anholdt og sendt til tortur og henrettelse i Tyskland sammen med den operative leder af cellen i Narvik, der gik under dæknavnet ’Frans’. Kort efter blev Wollweber selv anholdt i Sverige, da han præsenterede sig med et falsk dansk pas, der lød på det ikke så voldsomt danske navn ’Fritz Koller’.

Da det svenske politi i starten af juni 1941 skred til handling og anholdt 26 mistænkte medlemmer af den svenske celle – heriblandt dynamittyvene fra Kiruna – var organisationen de facto opløst og kom aldrig til at genopstå.

Derfor sad de fleste af gruppens medlemmer også bag lås og slå, da maskerne faldt, og den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt imploderede. Det skete med historiens største felttog, da Nazityskland 22. juni 1941 iværksatte Operation Barbarossa og sendte 3,7 millioner soldater ind over grænsen til Sovjetunionen.

Forud for invasionen havde det grundige tyske propagandaapparat skrevet en lang officiel begrundelse for, at nazisterne så sig nødsaget til at løbe fra aftalen med Sovjetunionen om, at de to lande ville undlade at angribe hinanden.

Som en del af forklaringen pegede Hitlers tyske penneførere på den skibssabotage, som Wollweber-organisationen havde udført, og som ifølge propagandaskriftet tydeligt viste, at den sovjetiske ledelse »ikke er villig til at indstille sin forbryderiske Virksomhed mod det tyske Rige«.

I propagandaskriftet stod blandt andet:

»Disse over hele Europa udbredte kommunistiske Terrorgrupper er Skyld i en Række Sabotageattentater paa 16 Tyske, 3 Italienske og 2 Japanske Skibe (…). Medens Gerningsmændene til at begynde med forsøgte at fremkalde Skibenes Ødelæggelse ved Brandstiftelse, saa er de, efter at det har vist sig, at Disse Metoder ikke fører til en fuldstændig Ødelæggelse af Skibene, i den sidste Tid gaaet over til at gennemføre Sprængstofattentater mod de i Østersøen og Nordsøen sejlende Skibe«.

Kort efter at Nazityskland indledte det felttog mod Moskva, der blev begyndelsen til enden for Det Tredje Rige, blev de ledende medlemmer af Wollwebers danske celle ført ind i en retssal til deres ankesag i Østre Landsret.

Ifølge en af hovedmændene, Kaj Gejl, var retssagen et tilløbsstykke, hvor flere ledende nazister var mødt op for at »fejre dommen«.

De dømte blev overført til Vridsløselille Statsfængsel og fik hver sin fangedragt med hver sin lille firkantede plade med et fangenummer på brystet. Her sad de, indtil en tyskfjendtlig fængselsbetjent i september 1944 hjalp dem med at flygte.

Værd at bemærke er det, at kommunisterne flygtede sammen med en gruppe danske militærfolk, der var blevet fængslet efter samarbejdspolitikkens forlis i august 1943.

Militærfolkene og kommunisterne stod normalt på hver deres fløj i det politiske spektrum, men som også medlemmerne af modstandsbevægelsen Bopa demonstrerede, så lod det sig under krigen gøre at danne alliancer, som havde været svære at forestille sig i fredstid.

En uges tid efter flugten lykkedes det med assistance fra modstandskvinden ’Mor Karen’ de undvegne kommunister at komme over Øresund til Sverige, hvor de det resterende halve års tid af krigen opholdt sig i Malmø.

Da de efter Danmarks befrielse vendte hjem, krævede flere af dem at blive renset for det ry for at være terrorister, som dommen over deres skibssabotage havde givet dem.

De mente selv, at de i stedet burde ses som nogle af de første af de sabotører, der efter modstandsbevægelsens triumf i krigens sidste dage havde fået heltestatus i store dele af befolkningen.

Men heller ikke her havde Wollwebers danske kumpaner heldet med sig.

Det kommunistisk prægede Danmarks Frihedsråd, der blev stærkt repræsenteret i befrielsesregeringen, var ikke meget for at anerkende de radikaliserede bombemagere som modstandsfolk.

De dømte kommunister var efter ordre fra partiformand Aksel Larsen alle blevet ekskluderet af DKP, og generelt blev de mere set som en flok egenrådige havnebørster end som egentlige frihedskæmpere.

Så deres anmodning om at få genoptaget retssagerne mod sig og få erstatning for uberettiget fængsling blev aldrig imødekommet. I stedet landede myndighederne sagen ved at benåde de dømte, så de ikke skulle afsone den resterende del af deres straf.

Deres sagsmapper blev pakket i kasser og sendt til opbevaring i Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA), som var en forløber for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Her i PET’s arkiv ligger de stadig. I ni brune papkasser, der indeholder de hundredvis af afhøringsrapporter, hvor kommunisterne på skift skulle svare på spørgsmål fra kommissær Bjerring og hans partnere fra Gestapo.

I en kasse ligger også de ’forbryderalbum’, politiet over årene fik knipset sig til, og hvor organisationens mænd og kvinder er fotograferet forfra og fra siden.

Jeg har bladret i dem, fordi jeg som journalist har søgt om og fået adgang til at se dem af PET. Altså otte af kasserne.

Den niende kasse i sagen har jeg fået afslag på at se, ligesom jeg ved, at andre har fået det før mig.

Det skyldes ifølge PET, at den niende kasse indeholder materiale, der kan bringe Danmarks sikkerhed i fare, hvis det bliver offentliggjort.

I afslaget fra PET hedder det:

»Grunden hertil er, at dette materiale fortsat kan give indsigt i oplysninger, der bør hemmeligholdes af hensyn til statens sikkerhed, eksempelvis ved at give indsigt i klassificerede dokumenter, som PET har modtaget fra udenlandske samarbejdspartnere«.

Hvad er det mon for dokumenter i kasse nummer 9 om den mere end 80 år gamle sag om Ernst Wollwebers sabotageorganisation, der stadig kan true den danske stats sikkerhed?

Det kan vi kun gisne om.