En søjle af frossen afføring, rotter og halvbrune avispakker, man aldrig måtte åbne op

Forestil dig, at dine daglige toiletbesøg var præget af angst, skærende kulde, rotter, stank og andre mennesker i kø. At du skulle have overtøj på, gå ned ad bagtrappen og ud i gården og hen til lokummet, før du kunne komme på tønden og forrette din nødtørft. Hvis altså der ikke var optaget.

Det er ikke underligt, at mange nævner baggårdstoiletterne som et stærkt minde fra deres arbejderbarndom i 1930’ernes og 40’ernes København.

»At gå i gården, og især om vinteren, var ikke noget, man som barn var særlig begejstret for«, fortæller Kurt Sørensen, der voksede op på Nørrebro i København i 1940’erne.

»For det første var det koldt og mørkt, og den mørke kældergang til baggården virkede endnu mere uhyggelig. Når man så kom ud af kældergangen, stod skraldebøtterne lige til venstre, og rotterne fór ind og ud imellem dem«.

Men det var ikke engang det mest uhyggelige.

Foto: Tage Christensen

»Det værste var lokummet. Man kunne ikke udefra se, om det var optaget, så man måtte hellere se sig for«, husker han.

Kurt Sørensen er ikke alene om med gru at tænke tilbage på toiletbesøgene mange år efter. Museumsinspektør Kristine Kamp Albæk har i forbindelse med Arbejdermuseets nye baggård været igennem en større research af børnelivet i baggården i 1930’erne. I den forbindelse har hun gennemgået museets store arkiv med erindringer fortalt af ældre mennesker, der ser tilbage på deres barndom i arbejderkvartererne.

Hun ser især to emner gå igen: lokumsbesøg og rotter.

»De fylder rigtig meget i de voksnes minder om barndommen, som jo også kunne være præget af tæsk, børnearbejde og mange andre af hverdagens barske realiteter på det tidspunkt. Det fortæller mig, at det kunne være en næsten traumatisk oplevelse for børnene at skulle bruge de fælles lokummer, hvor rotter og uhumskhed regerede«, siger Kristine Kamp Albæk.

Selv om stanken fra retiraderne kunne være næsten uudholdelig om sommeren, var det særlig slemt at gå på das i gården i vintermånederne. Kulden stod ind gennem sprækkerne mellem brædderne, og selv om cisternen var lavet af messing, og der var tændt en petroleumslampe under den, så vandet ikke frøs til is, blev alt alligevel stivfrossent i de kolde vintre.

Kurt Sørensen fra Nørrebro husker med gru et besøg på lokummet, hvor ikke blot vandet havde taget fast form.

»En vinter, hvor jeg skulle på, sprang jeg forskrækket op fra sædet, da der var noget, der rørte ved mig bagi. De første tanker, der løb igennem ens hoved, var, at det var en rotte, og det at blive bidt bagi af en rotte fik hårene til at rejse sig i nakken på mig«.

Men det var ikke en rotte.

»Da jeg lyste ned i hullet med min lommelygte, så jeg, at der – i al sin uhumskhed – stod en søjle af frossen afføring på 1 meters højde. Jeg husker, at jeg måtte brække den midt over for at kunne fuldføre mit forehavende«.

Men rotterne var der, og de var faste beboere i baggården og omkring lokummerne. Mange børn tjente en ekstra skilling på at indfange dem, slå dem ihjel og sælge halerne. Pengene kunne de bruge på slik eller på at besøge et rigtigt wc med varme og skyl.

Det fortæller Margit, som voksede op i en fattig familie på Nørrebro. I sin erindring genkalder hun sig halvandet døgn i august 1946, hvor hun var 11 år gammel:

»Min søster og jeg kan ikke fordrage lokummerne i baggården, der stinker, og der er mange rotter. Somme tider leger vi med rotterne: Vi står i en lang mellemgang og smider sten på skraldebøtterne, så kommer rotterne farende og løber mellem vores ben, og så gælder det om at være modig nok til at blive stående. Nå, men hvis vi kan få fat i lidt penge, går vi i Ørstedsparken på wc’erne der, for der er en dame, der holder dem rene, det føles temmelig rart at gå på der«.

I dag foretrækker de fleste at gå på toilettet derhjemme. Det var før i tiden kun muligt for de få.

»Når jeg spejler det til mit liv i dag, svarer det til at være på Roskilde Festival – hele livet. Hvor man bliver konfronteret med andres lort, man må stå i kø, stanken er uudholdelig, og man udsætter toiletbesøget så længe som muligt, hvis man da ikke finder alternativer«, lyder det fra Kristine Kamp Albæk.

Før de store gårdsaneringer kunne der være flere rækker baghuse til et enkelt forhus. Smalle, dunkle baggårde skød op i flere etager af tvivlsom byggekvalitet. Jo længere inde i rækkerne man boede, i anden eller måske tredje baggård, desto billigere var huslejen – og faciliteterne var derefter. Her lejede fattige arbejderfamilier sig ind i små hybler, hvor lyset ikke nåede ind. Fugten drev ned ad væggene, og de sanitære forhold bestod af de forhadte fælleslokummer i baggården.

I forhuset boede de bedre stillede familier. Her kunne man være så heldig, at der var etableret toilet i selve lejligheden eller på bagtrappen.

For de andre kunne køen være lang, for op til 10 familier skulle deles om 2 dasser. Derfor var det heller ikke altid, man orkede at gå ned i gården, selv om man skulle.

Foto: Morten Langkilde

Margit, som før fortalte om rotterne, husker tilbage på en morgen i barndomshjemmet:

»Min far er stået op. Jeg kan høre, han tisser i køkkenvasken. Den er af sort jern, men er helt grå af møg. Vi har lokum i gården, han gider ikke gå derned, vi bor på 4. sal«, lyder hendes beretning i arkivet.

»Lokummerne er også så uhumske. Der ligger gammelt avispapir på gulvet med lort på, og på væggene er der skrevet frække ord og sætninger. De fleste er skrevet med lort, ikke med blyant. En dag fik jeg øje på et lille vers på væggen skrevet med min fars flotte skrift: ’Lokumsdigter, spar din flid – sæt dig hel’re ned og skid!’. Jeg grinede, da jeg så det, jeg syntes, det var skægt. I øvrigt tisser vi alle sammen i køkkenvasken. Min mor, min søster og jeg hopper baglæns op på kanten og tisser«.

Margit fortæller, at folk i ejendommen ligefrem kunne finde på at skide på en avis og smide den ud ad vinduet.

»Man skal aldrig pakke en pakke op, der ligger i gården. Der bor også en meget fin ældre dame i opgang F, hun har vist nok været gift med en professor, siges der, i hvert fald er hun helt anderledes end alle os andre, der bor her. Hun kan også bedst lide at smide små pakker ud ad vinduet«.

Generelt står mindet om den slags lortepakker stærkt i mange af erindringerne i Arbejdermuseets arkiv.

De usle toiletforhold kan vi i dag se som en tydelig markør for fattigdom, fortæller Kristine Kamp Albæk.

»I starten af 1900-tallet var der en enorm ulighed i det danske samfund. Den viste sig på mange måder, lige fra forskel i demokratiske rettigheder, f.eks. stemmeret, til ulighed i forhold til opfyldelsen af basale behov som adgang til fødevarer, lægehjælp, uddannelse – og så også i de sanitære forhold. At skulle leve med så uhumske forhold for at få dækket et så basalt behov som at gå på toilettet var et tydeligt tegn på fattigdom«.

I dag viser uligheden sig på andre måder i hverdagen – det er andre markører, der afslører den. Nu er det mere et spørgsmål om, hvorvidt du har råd til at betale dine regninger, så du kan beholde din bolig. Har du penge til at købe vintertøj til børnene? Og har du plads i økonomien til at rejse på ferie?

Hvad nutidens børn vil pege på som de største udfordringer, når Arbejdermuseet om 50 år samler deres barndomsfortællinger ind, vil tiden vise. Måske er det temaer som ensomhed, social distancering og manglende fællesskab, som børn lider under i dag, snarere end klamme toiletter.