Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Det grønne, armerede pansertog er rullet over grænsen til Rusland. De eneste på passagersæderne var Nordkoreas leder, sikkerhedsvagter og helt særligt udvalgte ministre og nordkoreanere.
Rusland og Nordkorea har en lang historie for at yde hinanden afgørende militærbistand, oftest med førstnævnte som afsender. Der har dog ikke altid været velvilje mellem Rusland/Sovjet og Kim-familien.
De to overhoveder Vladimir Putin og Kim Jong Un mødtes 13. september på et russisk rumbase ved navn Kosmodrom Vostotjnyj knap 1.600 kilometer fra de to landes fælles grænse i det russiske syd-øst.
Det har været under stor bevågenhed, hvad de to ledere skulle diskutere, for det er en decideret sjældenhed, at den nordkoreanske diktator forlader landet – det er første gang i fire år – og selv om der ikke findes nogen officiel agenda for mødet mellem ham og Putin, var dagsordenen ifølge New York Times klar:
Putin vil have ammunition og missiler, mens Kim Jong Un er ude efter avanceret technologi til sattelitter og atomdrevne ubåde. Samtidig med at han søger fødevarer til den svækkede nation.
Det er dog endnu usikkert, om det rent faktisk er tilfældet.
Da Putin blev spurgt, om de to ledere ville diskutere nordkoreanske donationer af ammunition og våben, svarede han, at de skulle tale om »alle emner«, skriver Reuters.
Når Vladimir Putin og Kim Jong Un mødes, er rollerne muligvis byttet om. Det plejer ellers at være nordkoreanerne, som får leveret militært isenkram fra den russiske bjørn.
Nu kan nordkoreansk ammunition i større mængder være med til at holde Rusland inde i kampen i Ukraine, vurderer lektor ved forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen i Politiken.
Derudover kan gamle våben som bekendt også dræbe.
Dyk ned i de to omstridte nationers fælles historie her. Fra dengang Rusland var Sovjet, og Korea var under japansk kontrol til Putin igen søgte at styrke båndet mellem de to gamle allierede.
Fra japansk overherredømme til krig i Korea
Afslutningen på Anden Verdenskrig førte til, at Japan efter 35 år mistede sit overherredømme over den koreanske halvø. Nu blev Korea opdelt ved den 38. breddegrad i to besættelseszoner, og det sovjetiske militær gav i Nord magten til den kommende diktator og tidligere guerillaleder, Kim Il-Sung – den store leder – der efter sin død officielt blev udnævnt som den evige præsident.
Han gennemførte et overraskelsesangreb på Sydkorea i juni 1950, og så var Koreakrigen i gang. Sovjetunionen støttede Nordkorea med våben, blandt andet moderne kampfly, og tropper fra den nyligt oprettede Folkerepublikken Kina blev fragtet ind.
Krigen kom til at koste omkring 3 millioner menneskeliv, og først efter to års fredsforhandlinger indgik parterne våbenhvile i 1953. Selve våbenhvilen blev dog aldrig fuldt op af en formel fredsslutning, så teknisk set var Nord- og Sydkorea stadig i krig.
Kollapset: Et land uden venner
Sovjetunionens opløsning i 1991 førte til, at Nordkorea mistede sin primære økonomiske og sikkerhedsmæssige velgører, og det blev en katastrofe for landets befolkning.
Den post-kommunistiske regering i Moskva var ikke interesseret i at støtte deres gamle allierede, og de etalerede derimod formelle diplomatiske bånd til Seol i Sydkorea.
Kim Il-Sung døde tre år efter, i 1994, og senere i 90’erne stod landet overfor en grusom hungersnød. Flere hundrede tusinde døde under sultkatastrofen, og nordkoreanerne var tvunget til at bede omverdenen om hjælp.
Det internationale samfunds bestræbelser på at bistå landet med fødevarer blev dog besværliggjort af Nordkoreas aggressive opførsel overfor sine nabolande. For eksempel blev en raket i 1998 sendt ind over Japan, hvilket afstedkom sanktioner.
Putin ville rette op på »tilbageslaget for samarbejdet«
Efter Vladimir Putin vandt sit første præsidentvalg i 2000, var missionen klar. Han ville genoprette båndet til Nordkorea. Allerede i juli samme år tog den nyudnævnte præsident til Pyongyang for at mødes med Kim Jong Il.
Dengang skrev Politikens daværende Udlandsredaktør, Vibeke Sperling, følgende:
»Putin har valgt at besøge Kina og Nordkorea op til G8-topmødet i Japan for at vise, at sikkerheden i Asien ikke mindst afhænger af Ruslands aktive medvirken«.
Med andre ord repræsenterede Putins møde med Kim Jong Il en russisk tilbagevenden til den internationale scene.
Samtidig beklagede Putin »tilbageslaget for samarbejdet« og lovede, at der nu ville blive rettet op på det, skrev Sperling.
Alt var dog ikke fryd og gammen. I de følgende år støttede Rusland to gange FN’s Sikkerhedsråds sanktioner mod Nordkorea på baggrund af landets spirende atom- og missilprogram.
I 2012, et lille år efter Kim Jong Un overtog posten som øverste leder, nedskrev russerne 90 pct. af Nordkoreas estimerede gæld på 11 milliarder dollars.
Siden har den nordkoreanske dikatator flittigt brugt atomtruslen som sit stærkeste argument i de diplomatiske forhandlinger.
Mens verden var distraheret
I 2022, da verdens øjne var rettet mod Ruslands angreb på Ukraine, udnyttede de distraktionen til at skrue op for deres våbentests. Samtidig hævdede de, at USA var skyld i konflikten, og at Vestens politik retfærdiggjorde Putins såkaldte forsvar af Rusland.
Nordkorea var tidligere i år sammen med Syrien og Rusland de tre eneste lande i verden, der anerkendte de to østukrainske regioner Luhansk og Donetsk som værende selvstændige republikker.
Da USA på grund af de intensiverede missiltests denne gang ville styrke sanktionerne mod Nordkorea gennem FN’s Sikkerhedsråd, blev indsatsen blokeret af både Kina og Rusland.
Det er altså næppe en overraskelse, at de to diktatorer mødes nu, for de to nationer har nærmet sig hinanden siden årtusindeskiftet.
