Den, der kontrollerer Gotland, kontrollerer Østersøen, sådan har det lydt fra gammel tid. Derfor har den store svenske ø, der fylder godt op mellem det svenske fastland og Baltikum, gennem historien været central for skiftende magters armlægning om Nordeuropa.
I Sortehavet indtager Krim-halvøen, der siden 2014 de facto har været en del af Rusland, den samme rolle. Derfor kan der ikke herske tvivl om, at netop en genindtagelse af halvøen er et af de vigtigste strategiske mål for den ukrainske offensiv.
»Hvis du sidder på Krim-halvøen, kan du stort set dominere det meste af Sortehavet«.
Sådan lyder det fra Jørgen Staun. Han er lektor i international politik ved Institut for Strategi og Krigsstudier og har et helt særligt kendskab til Ruslands strategiske kultur.
Hvis ukrainerne erobrer Krim, vil det blive en gamechanger i krigen. Deres angreb på de russiske forsvarspositioner er allerede taget til. Her har vi blandt andet set amfibiske missioner, hvor grupper af soldater har sejlet over 150 kilometer på jetski for at ramme militære mål på Krim. Det er lykkedes ukrainerne at smadre flere af de russiske luftforsvarssystemer og forårsage ødelæggelser på flådereparationsvæfterne i Sevastopol, men det helt store angreb lader vente på sig, og det er der en grund til.
Grafik:
Jens Herskind
»Det er en halvø, som er mulig at forsvare, hvis man først sidder på den. Medmindre man bliver taget på sengen, som ukrainerne gjorde«, forklarer Jørgen Staun med henvisning til ’de små grønne mænd’ – svært bevæbnede soldater uden kendemærker på uniformerne – dukkede op på Krim i 2014 og indtog parlamentsbygningen i hovedstaden Simferopol.
Den russiske sortehavsflåde har haft base på halvøen siden 13. maj 1783, hvor den blev grundlagt af fyrst Grigorij Potemkin samtidig med grundlæggelsen af havnebyen Sevastopol. Det er den by, som udgør den primære flådebase for russerne, og her findes den eneste store dybvandshavn i hele Sortehavet.
Putin foretager en meget selektiv læsning af historien, som på amatørhistorisk vis peger ham i en bestemt politisk retning.
Jørgen Staun, lektor i international politik ved Institut for Strategi og Krigsstudier
Det russiske kejserrige fik helt nye muligheder, efter at Krim i 1774 endegyldigt var kommet under russisk kontrol, da Katarina den Store efter syv års kamp havde besejret osmannerne i en af de mange krige mellem de to stormagter.
Hvor kejserriget tidligere med sin flåde havde fokuseret på Østersøen, fik det nu mulighed for at udbygge i Sortehavet, og med sejren kunne det gøre sin indflydelse gældende helt ude i det tilstødende Middelhav.
Katarina den Stores sejr over osmannerriget og erobringen af Krim var med til at befæste Rusland som europæisk stormagt. Maleri: Kunsthistorisches Museum/Wikimedia Commons.
»I virkeligheden var erobringen af Krim og Katarinas to krige dels mod polakkerne, men også mod osmannerne, med til at befæste Rusland som en europæisk stormagt«, fortæller Jørgen Staun.
DET RUSSISKE NEDERLAG til Storbritannien, Frankrig og Osmannerriget i Krim-krigen i 1850’erne satte imidlertid en stopper for Ruslands voksende dominans i Sortehavsområdet. Men halvøen forblev på russiske hænder og kom med tiden på grund af sin historie, kultur og sit behagelige klima til at indtage en særlig rolle i tsarens imperium – og en særlig rolle i Putins syn på Ukraine som en del af et Storrusland.
Her tager vi et spring frem i historien. For i 1954 blev Krim overdraget til Ukraine. Dengang betød det ikke det store, om halvøen tilhørte den ene eller den anden sovjetrepublik, men det fik afgørende betydning efter Ukraines selvstændighedsafstemning i 1991 (hvor også et flertal på Krim stemte for ukrainsk selvstændighed).
Derfor gør Putin i dag, hvad han kan, for at underminere legitimiteten af beslutningen i 1954.
Det var præsidiet for Den Øverste Sovjet, altså det øverste lovgivende organ i Sovjetunionen, der med Nikita Khrusjtjov i spidsen udstedte et dekret om at overføre Krim til Den Ukrainske SSR (Socialistiske Sovjetrepublik). Om det blot var en symbolsk gestus for at markere 300-året for Ukraines indlemmelse i det russiske imperium, eller det var, fordi Ukrainske SSR bedre kunne genopbygge Krim i kølvandet på Anden Verdenskrig, er siden blevet diskuteret.
Putin stiller sig i det hele taget uforstående over for overdragelsen, når han argumenterer for et russisk Krim.
»I 1954 tog Khrusjtjov Krim fra Rusland af en eller anden grund og gav også det til Ukraine«, sagde han i sin krigstale 21. februar 2022.
Samme sted argumenterede han endnu en gang for, at Ukraine ene og alene blev skabt af det kommunistiske Rusland ved at separere og afskære det, der historisk set er russisk land.
»Basalt set er Putins argument, at ukrainerne inderst inde er russere. De ved det bare ikke, de har glemt det, og det har de på grund af vestlig propaganda«, forklarer Jørgen Staun.
Foto:
Af William Simpson, The Library of Congress, Public Domain, Wikimedia commons.
William Simpsons maleri fra 1855 viser de britiske troppers fremmarch året forinden fra et russisk perspektiv. Tropperne bevægede sig ind i den såkaldte 'dødens dal'. Maleri: Willaim SImpson, The Library of Congress, Public Domain, Wikimedia commons.
I sommeren 2021, omkring et halvt år før Rusland rykkede ind i det ukrainske fastland, udgav Vladimir Putin en historisk artikel på Kremls officielle hjemmeside, som lektoren allerede dengang anså som en krigserklæring.
Her foretog præsidenten en række nøje udvalgte nedslag i historien, hvor han så på kulturelle og historiske begivenheder, som han fortolkede ud fra en bestemt vinkel: at det ukrainske, belarusiske og russiske folk har samme ophav og grundlæggende er den samme befolkning. Det, man kalder etfolkstesen.
Samtidig fremhævede han, at hele den russiske statsdannelses vugge er forankret i Krim og i Vladimir 1., der tilbage i år 988 blev døbt på Krim og siden blev storfyrste af Kijev-riget, som man i Kreml anser for at være Ruslands arnested.
På den måde konstruerer Putin et kulturelt og historisk argument for, at Krim tilhører, altid har tilhørt og bør blive ved med at tilhøre Rusland og den russiske føderation, forklarer Staun.
»Putin foretager altså en meget selektiv læsning af historien, som på amatørhistorisk vis peger ham i en bestemt politisk retning. Det er en politisk brug af historien, som har det formål at argumentere for, at det er legitimt, legalt og nødvendigt at invadere Ukraine«, siger han.
Men Putins kreative omgang med historien kan blive mødt med realiteterne på slagmarken. Og det er ikke sikkert, at slaget om Krim vil indrette sig efter den russiske præsidents hoved.
Foto:
Roger Fenton, Photography Gallery Fund
En af historiens første krigsfotografer Roger Fenton var til stede under Krimkrigen i 1855. Her ses britiske tropper armere et mortérbatteri under belejringen af Sevastopol.
Hun underlagde sig hele Norden:
Klog og retfærdig eller kynisk manipulator?
I modsætning til mange andre af fortidens kvinder er Margrete 1. aldrig blevet skrevet ud af historien. Til gengæld har synet på hende skiftet meget gennem tiden. For var hun klog og retfærdig eller en kynisk manipulator, blev hun styret af mændene omkring sig, eller var hun en hersker i egen ret?
De deporterede:
Ikke alle danske jøder undslap nazisterne i efteråret 1943
I den nye udgave af Politiken Historie fortæller vi om de næsten 500 danske jøder, der ikke undslap nazisterne og deres danske håndlangere, men derimod under kummerlige forhold blev fragtet til fangelejren Theresienstadt.
