Britisk kildemateriale føjer nye facetter til billedet af Danmarks mest fordrukne konge

I 1729 takkede den britiske diplomat Walter Titley ja til en post som Storbritanniens gesandt i Danmark-Norge. Han var udsendt til Sardinien, men stillingen var et trin op ad den karrieremæssige rangstige.

Den nye mand i København kom til at beklæde sit embede i de næste 39 år, og ud over at lære fire konger at kende blev Walter Titley førstehåndsvidne til Frederik 5.s liv – nærmest fra vugge til grav.

Da det nu engang var hans job at beskrive den politiske scene og de politiske aktører, er Titleys regelmæssige indberetninger til den britiske udenrigsminister en uvurderlig kilde. Som Storbritanniens repræsentant i Danmark kom Walter ualmindeligt tæt på Frederik 5. Faktisk var Titley arkitekten bag Frederiks ægteskab med den britiske Louise, og han beskrev sig selv som parrets »familieminister«.

Gesandten udviklede et venskabeligt forhold til den unge kronprins, og han havde store forventninger til den kommende regent. Under en privat samtale i januar 1744 spurgte Frederik, om det var muligt at besøge Georg 2. i London.

Walter Titley blev meget bevæget over interessen for sit land, og han bad den britiske udenrigsminister om tilladelse til at opmuntre Frederik til rejsen:

»Undskyld mig, My Lord, hvis jeg antager for meget, men jeg kan ikke andet end ønske, at Hans Majestæt [Georg 2.] bare en gang måtte se prinsen, hvis velafstemte person, milde væsen, fornuftige beskedenhed, gode dømmekraft og ædle følelser utvivlsomt vil blive godkendt alle steder, og derudover hvis tilbøjelighed (som han allerede har udvist) for Hans Majestæt, for England og for almenvellet ved en sådan lejlighed kan blive bekræftet og fastlagt for aldrig mere at blive ændret«.

Man kan altid mistænke diplomater for at overdrive deres egen betydning og beskylde Walter Titley for at tegne et alt for flatterende billede af den danske kronprins, men når han opmuntrede til et personligt møde mellem den unge mand og den britiske konge, beviser det, at Titley så et lys i Frederik 5.

Det samme gjorde den danske befolkning. Frederik 5. var en stjerne, der kunne begå sig i offentligheden, og han higede efter folkets kærlighed.

NÅR UDENLANDSKE DIPLOMATER interesserede sig for Norden, skyldtes det, at Frederik 5.s regeringstid faldt sammen med Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748) og Syvårskrigen (1756-1763). Frankrig og Storbritannien bekæmpede hinanden, og begge lande ønskede at indgå en alliance med Danmark-Norge. På trods af sit venskab med Frederik 5. og den danske konges personlige sympati for Storbritannien lykkedes det dog ikke Walter Titley at bringe parterne sammen.

Han måtte derimod lide den tort at se Danmark-Norge i alliance med Frankrig, og selv om traktaten ikke betød, at danske soldater gjorde aktiv krigstjeneste på fransk side, var det en streg i regningen.

Den britiske gesandt gav dog ikke op. Han holdt fast i sit gode forhold til den danske konge, for Storbritannien betragtede Frederik 5. som en væsentlig aktør på den internationale scene og vurderede ham i en europæisk sammenhæng.

Hidtil er det britiske kildemateriale ikke blevet inddraget systematisk i fortællingen om Frederik 5. Kompetente historikere har gennemtrawlet de danske kilder, men uden at finde noget brugbart til en egentlig biografi. Når deres arbejde kombineres med det britiske materiale, træder Frederik 5.s personlighed tydeligere frem. Der kommer simpelthen kød og blod på historien.

Der var naturligvis andre diplomater, som beskrev Frederik 5. Især de russiske og de franske indberetninger indeholder relevante oplysninger om politiske forhold i Danmark, men hverken den russiske diplomat Johann Albrecht von Korff eller Frankrigs Jean-François Ogier havde samme adgang til Frederik 5.s private gemakker som Walter Titley.

Ogier boede i København fra 1753 til 1766, men han bevægede sig primært i andre kredse end kongens og opdyrkede venskaber med Statsrådets medlemmer og overhofmarskal A.G. Moltke. I franskmandens øjne var ministrene landets reelle magthavere, og han noterede til sin udenrigsminister i Paris, at det var umuligt at skelne mellem den danske konges smag og A.G. Moltkes.

Hvor vigtig den pointe end er, så rummer de franske indberetninger få oplysninger om Frederik 5.s privatliv. Det er navnlig i de britiske indberetninger, kongen af og til tager den officielle maske af og afslører sit sande ansigt.

FREDERIK 5. VAR VENLIG over for alle. Han havde svært ved at sige fra og stå fast på sine meninger, og behagesygen kunne føre til paradoksale handlingsmønstre.

I 1742 blev Christian 6. og Sophie Magdalene medlemmer af et antifrimurerisk selskab, og på forældrenes opfordring meldte Frederik sig også ind, selv om han ikke nærede uvilje mod frimurerordenen. Faktisk var flere af hans nære venner frimurere, og i juni 1744 opfordrede søofficeren Christian Conrad Danneskiold-Laurvig kronprins Frederik til at blive optaget i Københavns første loge. Ved en hemmelig ceremoni blev tre anonyme personer optaget, men selv om siderne i logens protokol er skåret ud, står det klart, at Frederik var et af de nye medlemmer.

Han var således både frimurer og medlem af et antifrimurerisk selskab.

Frederik 5.s behagesyge fremgår også af Walter Titleys indberetninger, og især beskrivelserne af kongens besøg hos Titley i Lyngby afslører karakteristiske personlighedstræk.

Titleys landsted lå i passende afstand fra hovedstaden og tæt på de kongeliges sommeropholdssteder. Ejendommen lå mellem Sorgenfri Slot og Mølleåen og var et herskabeligt hus med ti værelser. Briten følte en stærk tilknytning til den nordsjællandske landsby, fik sin faste plads i kirken og stiftede et legat for byens fattige.

Frederiks første besøg fandt sted i 1747. Titley gjorde sig stor umage for at opvarte kongen, men det var ikke nødvendigt. Frederik medbragte sin egen tjener, som sørgede for det praktiske. Han tog kongens hat og handsker, da de gik til bords, trak stolen ud og vartede ham op.

Frederik tilbød Titley pladsen ved sin side, og da diplomaten i ærbødighed trak sin stol lidt på afstand, insisterede Frederik på, at han skulle rykke nærmere, og da Titley tøvede, trak Frederik sin egen stol hen til gesandtens.

Hele selskabet følte kongens nærvær, og Titley noterede, hvordan Frederik var opmærksom på selskabets trivsel:

»Jeg kan ikke undlade at fortælle Deres Nåde, at denne elskværdige unge konge i selskabeligt lag er fuld af ånd og glad for at fremme munterhed og glæde. Han er hensynsfuld og lægger mærke til alle i sin omgangskreds«.

Det var ikke kun de fine gæster, som Frederik havde øje for. Da han forlod huset, modtog Titleys tjenere 100 dukater i drikkepenge som tak for den gode betjening.

Ved et besøg i oktober 1750 brød selskabet først op klokken 18.30. Det var begyndt at sne, og i det glatte føre væltede den kongelige vogn, men hverken Frederik eller Moltke kom til skade. Kusken fik sig til gengæld en slem forskrækkelse. Han havde ikke drukket og var normalt en dygtig fører, men han havde alligevel overset et sving på vejen og kørte galt.

På Jægersborg Slot viste Frederik, at han ikke var vred. Han tilgav kusken i offentlighed og belønnede ham endda. Den ulykkelige mand skulle muntres op.

I DE UNGE ÅR satte alkoholen allerede sit præg på Frederiks liv. I 1743 beskrev Walter Titley, hvordan Frederik tog til Jægersborg tre gange om ugen for at gå på jagt. Men den britiske gesandt vidste ikke, hvor meget jagtselskabet drak.

Når jagten stod på flere dage i træk, og når selskabet kun bestod af mænd, gik det vildt for sig. Den unge Frederik festede sammen med voksne hoffolk og officerer, for hvem drukkenskab var en livsstil, og hvor det var et svaghedstegn at blive drukket under bordet. Det var vanskeligt at holde Frederik tilbage, for kredsen talte også dronningens tyske slægtninge og rigets vigtigste adelsmænd.

Som kronprins og i de første år som konge hyldes Frederik imidlertid for sit mådehold. Til de offentlige tafler spiste han ikke så meget og drak i beskedent omfang. I september 1747 besøgte Frederik og hans følge Walter Titleys landsted i Lyngby, og til den britiske udenrigsminister beskrev gesandten den 24-årige konge på denne måde:

»Jeg må ikke forsømme at fortælle Deres Nåde, at denne elskelige unge konge i andres selskab virker fuld af godt humør og god til at fremme lystighed og morskab. Selv er han meget ædruelig og hensynsfuld. Han holder øje med alle, spiser lidt og medbringer sin egen vin, som består af en flaske bordeaux og en flaske rhinskvin, han vælger den ene og holder sig for det meste til den og drikker sjældent kun det halve af flasken. Jeg havde et udvalg af vin og spiritus, nogle meget stærke, men Hans Majestæt nød kun et glas malvoisier til middagen, og i teltet drak han kun kold paukard [ubekendt drik]«.

Der var intet i Frederiks opførsel, som antydede afhængighed af alkohol. Tværtimod opfattede Titley ham som mådeholden, mens det øvrige selskab tog for sig af den vin og spiritus, som han havde indkøbt til lejligheden.

Det sprang ikke i øjnene, at Frederik med sine to medbragte flasker forsøgte at skjule sit misbrug i offentligheden. Alkoholikeren signalerede mådehold, de nærmeste var medalkoholikere, der hjalp med at opretholde illusionen.

I offentligheden fremstod han kontrolleret, på Jægersborg Slot slap han tøjlerne løs og tog en ekstra dag for at komme sig.

Et eller andet fornemmede Walter Titley nu alligevel. Selv om Frederik kun var i midten af 20’erne, skrantede helbredet, og i 1748 noterede han fortroligt til den britiske udenrigsminister:

»På trods af sin sunde og robuste ansigtsfarve har kongen af Danmark visse usunde symptomer. Han er udsat for forfærdelige feberanfald, og ud fra det synlige forfald af hans tænder døjer han med skørbug, som er en udbredt lidelse i dette land. Selv om han er ekstremt mådeholdende med mad og drikke, har han så usædvanligt meget mavesyre, at hans læber generelt forekommer sorte, som var de belagt med blæk«.

Frederik var alkoholiker.

I offentligheden tolkede man alkoholikerens forholdsregler som mådehold, og end ikke Walter Titley, som brystede sig af at være Frederik og Louises familieminister, anede uråd.

Ovenstående uddrag er sammensat af tre let tilpassede passager fra Søren Mentz’ biografi ’Frederik 5. – den elskværdige europæer’, der netop er udkommet på Gads Forlag.

• Kopiér link