Det danske spil

Engang i slutningen af 1800-tallet gik to mænd rundt på de danske marker med ideen til et nyt boldspil, hvor man skulle bruge hænderne.

Begge var de skolelærere, og begge havde militær baggrund.

Den ene af de to mænd var Rasmus Nicolai Ernst, en tidligere løjtnant, der omkring 1906 rykkede fra Nyborgs skolevæsen til Helsingør med ideen om håndbold i rygsækken. Den anden var Holger Nielsen, og han blev i løbet af sin tid på Hærens Elevskole meget optaget af den fysiske krop og af idræt, som han senere kom til at undervise i på Ordrup Latin- og Realskole.

Holger Nielsen var desuden i samtiden særligt kendt som opfinderen af kunstigt åndedræt, ligesom han deltog i de første moderne olympiske lege i Athen i 1896, hvor han tog medaljer med hjem til Danmark i både sabelfægtning og pistolskydning. Holger Nielsen var altså en alsidig herre, og han havde også en finger med i spillet, da det gjaldt opfindelsen af århundredets nye boldspil, håndbold. Man må forudsætte, at både Rasmus Nicolai Ernst og Holger Nielsen med deres militære baggrund havde den autoritet og disciplin, der skulle til for at indføre et nyt spil på hver sin respektive skole, og med den relativt lille fysiske afstand mellem skolerne skulle der snart stå en kamp.

I 1907 blev den første håndboldkamp på dansk jord derfor en realitet, da Helsingør Højere Almenskole mødte Ordrup Latin- og Realskole. Kampen endte med et svidende nederlag til Ordrup, som måtte se sig slået 21-0. Forklaring på det store nederlag var formentlig, at spillet på dette tidligere stadie ikke havde et fast regelsæt, og man derfor valgte at spille efter Holger Nielsens regler (der var en del mere ’fysiske’ end dem, de fulgte i Helsingør).

Med til historien hører desuden, at håndbold på dette tidspunkt mest af alt mindede om en udgave af det engelske spil rugby, og der var 11 spillere på banen ligesom i fodbold.

MEN PIGEHOLDENE VAR OGSÅ I GANG, og det er blandt andet registreret, at Fredericia Højere Almenskole og Frk. Kraghs Pigeskole, der lå i samme by, allerede i 1906 spillede en såkaldt opvisningskamp, hvor man demonstrerede spillet i forbindelse med indvielsen af Fredericia Sportsplads. Der foreligger dog ikke noget resultat af opgøret, og derfor regnes herrekampen året efter som den første rigtige af slagsen.

I Randers skete der i midlertidig det, at man i forbindelse med en opvisningskamp måtte rykke kampen indenfor på grund af dårligt vejr. Denne ændring medførte hurtigt nye regler, der nedtonede de fysiske aspekter af spillet, fordi det simpelthen gjorde for ondt at falde på gulvet indendørs.

Manden bag den nye indendørs version hed Frederik Knudsen, og han udarbejdede i 1918 et nyt sæt regler for spillet, der kom til at afløse Holger Nielsens gamle. Nu var der kun 7 spillere på banen, mens bolden skulle kastes i mål (ikke løbes). Der blev desuden indført en såkaldt treskridtsregel, mens man heller ikke længere måtte gribe fat i modstanderen.

Hopskuddet blev opfundet af Walther Madsen fra københavnske Ajax, der som den første hoppede højt op i luften og sendte bolden i mål over modstandernes arme, mens det i sæsonen 1937-38 var spilleren Knud Lundberg fra HG (Handelstandens Gymnastikforening i København), der hoppede ind over stregen og skød på mål, inden fødderne rørte gulvet igen.

Dommerne var dybt forvirrede over dette nye påfund, men en ny praksis var indført i håndboldverdenen. Spillets udbredelse på danmarkskortet hænger helt lavpraktisk sammen med udbuddet af faciliteter, og derfor er det ingen tilfældighed, at store kasernebyer med adgang til militærsale til træning som København, Fredericia og Ringsted omkring 1920’erne hurtigt kom i gang med at kaste med håndbolden.

Foto: Kim Agersten

DET INDENDØRS 7-MANDS SPIL SEJREDE, og mellemkrigstiden blev for alvor en opblomstringsperiode for håndbold. Hvad der begyndte som et skolespil, blev hurtigt udbredt til foreningslivet, som manglede ny inspiration og tiltrækningskraft på en ungdom, der var ved at være træt af deres forældres gymnastik. I en tid, hvor ungdommen var optaget af moderne underholdningstilbud som radio og biograffilm, var der brug for at tænke nyt i foreningslivet, og her viste håndbolden sig som et hurtigt og godt alternativ, der duftede af fremtid og fart.

Besættelsen satte dog håndbolddrømmene på pause for en stund, men i 1946 blev den første nationale turnering for mænd skudt i gang. Den blev i begyndelsen domineret af københavnske og sjællandske klubber, men nu er det blevet en sport for provinsen. Her er der bedre faciliteter og færre andre fristende fritidstilbud, mens kommunalreformen i 1970 også betød, at langt flere lokalområder byggede nye haller.

Fra 1970’erne og frem mod 1990’erne oplevede dansk håndbold en større og større professionalisering og kommercialisering. Den udvikling fik ekstra vind i sejlene i midten af 90’erne med de ’jernhårde ladies’ – et kaldenavn, det danske kvindelandshold med folk som Anja Andersen, Anette Hoffmann og Camilla Andersen fik efter massiv succes.

På sidelinjen stod den daværende landstræner (og nuværende borgmester i Viborg), Ulrik Wilbek, ofte tomatrød i ansigtet og råbte instrukser ind til sit hold. Da Danmark efter en af de mest nervepirrende finaler i historien vandt guld ved OL i Atlanta i 1996, satte håndboldfeberen for alvor ind. Det hele skete, i takt med at mediebilledet ændrede sig. Hverken DR eller TV 2 havde længere midler til dyre fodboldrettigheder, og de begyndte derfor at sende håndbold med gode seertal, hvilket også trak nye ’sofafans’ til sporten.

Det danske herrelandshold har siden med Mikkel Hansen i spidsen også fået vind i sejlene og medaljer om halsen, og de har overtaget en stor del af den popularitet og eksponering i mediebilledet, som indledtes i 90’erne.

MEN IKKE ALLE ELSKER HÅNDBOLD. Hvad der egentlig startede som en holdsport for veluddannede gymnasieelever i det nordsjællandske, som Klaus Rifbjerg i 1956 skrev højtravende poesi om, har i dag fået et provinsielt ry, der dufter af hal-pommes frites og harpiks i Herning.

For selv om hovedstaden og Sjælland i starten af spillets historie vandt flest kampe og var sportsligt overlegne, så kom provinsen hurtigt efter med adskillige håndboldhaller og bedre forudsætninger for at drive sporten til succes.

Hvor fodbolden i mange år var nationalt samlingspunkt, var der et resultatmæssigt hul efter EM-triumfen i 1992, hvor landet manglede en succesfuld sport at samles om. Her fandt man på den ene side cykelsporten med Bjarne Riis som vinder af Tour de France i 1996, poetisk kommenteret af Jørgen Leth. Og på den anden side havde man håndbolden, der godt nok tog landet med storm, men som også kom til at symbolisere det folkelige og provinsielle.

I 2014 indskrives håndbolden i tv-serien ’Arvingerne’ på DR som en art kulturel klassemarkør, mens Joy Mogensen som kulturminister i DR 2’s Deadline i 2020 fik kultureliten til at se rødt, da hun udtalte, at »der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater«.

I dag er håndbold ikke kun et spil på banen, men også en markør for en underliggende samtale om høj- og lavkultur. At den græske digter Homer i ’Odysseen’s sjette sang skrev om en prinsesse Nausikaa, der spillede bold med hænderne, er for længst glemt.

Dog er det sikkert, at Volbeats ’For evigt’ lyder fra højtalerne under håndbold-VM i Herning, og at (næsten) hele Danmark klapper i takt, når de danske håndboldkvinder løber på banen.

30. november-17. december 2023 afvikles der VM i kvindehåndbold i Herning, mens der afvikles EM i herrehåndbold i Tyskland 10.-28. januar 2024.

Lene Grønborg Poulsen er kulturjournalist og cand.public.

Skribenten anbefaler:

• Rasmus K. Storm (red): ’Dansk håndbold – bredde, elite og kommercialiseringens konsekvenser’, 2008
• Thomas Ladegaard: ’Bolsjedrenge og jernhårde ladies – om dansk håndbolds historie’, 2006
• Mads Kamp Thulstrup: ’Jernhårde ladies’, dokumentar, 2009