Kære Politiken Historie-læser
Det er som om, at vi aldrig helt bliver færdige med Kina i disse år. Efter at have været en fjern størrelse for de fleste danskere så længe tilbage man kan huske, har billedet ændret sig markant. Den daglige nyhedsstrøm flyder over med artikler og indslag om Kinas leder Xi og hans berygtede Ruslandsfærd. I Danmark forsøger høj som lav nervøst at vurdere i hvor høj grad vi skal frygte den nye dynamiske duo på den eurasiske plade.
Og Kina fremstår da også ved første øjekast som en nærmest uovervindelig gigant. De økonomiske vækstrater overgår langt, hvad vi kan præstere her i Vesten og i første omgang så det endda også ud til, at coronapandemien blev håndteret langt bedre i Øst end i Vest. Men netop Covid-19-forløbet i Kina er måske faktisk et meget godt billede på, at også Kina har sine udfordringer at slås med. For billedet af den kinesiske udvikling de seneste 45 år er væsentlig mere broget og problematisk, end man som beskuer bemærker lige med det første.
Ikke alle kinesere har bifaldet landets mildt sagt autoritære styreform, og protester mod regeringen forekommer faktisk oftere end man umiddelbart skulle tro – og det trods den intense og sofistikerede overvågning af civilbefolkningen, som den kinesiske regering har indført de sidste 15 år. Disse oprør og protester er den kinesiske regering meget bange for. Oprør og separatisme i så stort et land kan nemlig få uoverskuelige konsekvenser. Og det ved kineserne af bitter erfaring.
Et af de største traumer i nyere kinesisk historie har da også rod i en folkelig protest. For i foråret 1989 gik millioner af kinesere på gaden i protest mod den autoritære kinesiske regering. Det resulterede i tragedien på den Himmelske Freds Plads i Beijing i juni 1989. Hvorfor og hvordan det gik så galt, kan du få uddybet, hvis du klikker her og lytter til Kongerækkens fjerde og sidste afsnit i podcastserien om nyere kinesisk historie.
Og hvis du ikke har fået hørt de tre andre afsnit, kan du finde hele podcastserien lige her.
Det skal du læse
Aprilsnar! – i går var det 1. april. Blev du narret, eller er du måske blevet snydt uden at vide det? Forsker Caroline Nyvang opridser historien om 1. april her.
Kalenderen hævder, at det er forår. Men temperaturerne er ikke rigtig fulgt med. Flyverdragten skal blive på de små – og hvordan historien om flyverdragten egentlig udfolder sig, kan du læse om her.
Tja. Hvilket sikkerhedspolitiske ben skal vi egentlig stå på i denne nye, stormagtsrivalisering og med at aggressivt Rusland i bunden af Østersøen? Skal vi tage de nærmeste naboer, Tyskland og Frankrig? Eller håbe på, at Biden ovre i USA bliver efterfulgt af en lige så Europapositiv efterfølger om føje år? Læs Thorsten Borring Olesen og Rasmus Mariagers analyse af situation her.
Slutreplikken
Tag da lige og brug otte minutter på denne youtubevideo, hvor historikeren Mark Felton fortæller om dengang russerne næsten fangede Hitler… tilbage i februar 1943.