Denne drengesocialisering fandt sted, samtidig med at vi var ved at lære at omdefinere tyskerne, altså vesttyskerne, fra fjender til venner. Først som led i Vesttysklands optagelse i Nato i 1955 og etableringen af en fælles dansk-tysk enhedskommando (Combaltap) under Nato i 1962 og sidst, men ikke mindst, ved optagelsen i EF i 1972. Omdefineringen faldt os ikke let.
De første vesttyske flådebesøg i Danmark i begyndelsen af 1960’erne blev mødt med store antityske demonstrationer, og man skulle helt hen til 1970, før det første vesttyske statsbesøg – af præsident Gustav Heinemann – kunne gennemføres. Det skete lige i optakten til det store slag om Danmarks optagelse i EF, hvor modstanderne ikke sjældent smed nazikortet, som når Aksel Larsen (SF) og historikeren Palle Lauring sammenlignede EF med Hitlers Neuropa-planer.
Spørgsmålet er, om erfaringen med tyskerne stadig spøger, når vi diskuterer europæisk sikkerheds- og forsvarssamarbejde (FSFP). Det samarbejde var på dagsordenen, da de europæiske regerings- og statsledere sidst i februar 2021 mødtes til videokonference. Der er nemlig i de senere år kommet gang i diskussionerne om intensivering af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.
Ønsket om at udstyre det europæiske samarbejde med en forsvarsdimension har været til stede lige fra de tidligste diskussioner i efterkrigstiden om at udbygge det europæiske samarbejde. Da den kolde krig brød ud, og Vesttyskland i 1949 blev oprettet, rejste det straks spørgsmålet om, hvordan man skulle håndtere Vesttyskland sikkerhedspolitisk, ikke mindst fordi USA ønskede at genopruste det nye Vesttyskland. Frygten for Sovjetunionen og Den Røde Hær havde vundet overhånd over frygten for Tyskland – i hvert fald i Washington.
SÅDAN SÅ DET IKKE HELT UD I Europa så kort efter krigen, og det er i det lys, man skal se de første store forslag om et udbygget europæisk samarbejde, som Frankrig præsenterede i 1950. Både forslaget om at oprette en kul- og stålunion og ideen om en forsvarsunion var næret af stærke sikkerhedspolitiske hensyn, der handlede om, hvordan Frankrig og Vesteuropa skulle håndtere tysk genoprustning og remilitarisering.
Mens Kul- og Stålunionen faktisk blev oprettet i 1952 med de seks lande Frankrig, Italien, Vesttyskland og Benelux-landene som deltagere (De Seks), lå det noget tungere med at få forsvarsunionen eller europahæren op at stå. Det forslag blev faktisk slået endeligt ihjel af Frankrig selv i 1954, da den franske nationalforsamling stemte det ned. En integrering af vesttyske styrker i en fælles europahær med fælles kommandostruktur ville nemlig betyde, at franske styrker også måtte integreres heri. Samarbejdet var med andre ord overnationalt.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
