Frem til engang i 1930’erne var flyverdragter forbeholdt voksne. Ved det store faldskærmsudspringsstævne i 1920 på Lundtoftesletten nord for København, som tiltrak sig over 50.000 tilskuere – »Lyngbyvejen var sort af Biler og Cykler«, skrev Berlingske Tidende – var den kvindelige udspringer miss Sylvia Boyden for eksempel klædt i en havannabrun flyverdragt.
Men i løbet af 1930’erne vandt flyverdragten eller legedragten, som den blev kaldt i begyndelsen, indpas blandt drengene i pæne borgerlige og velhavende familier. Og op igennem 1950’erne og 1960’erne blev den for alvor alle børns eje og afspejlede et nyt, revolutionerende syn på børn og leg.
I de seneste to vintre har danske børnehavebørn nærmest boet i deres flyverdragter. Udeleg er blevet hverdag, mens coronaen har hærget indendørs. Det var der næppe nogen, der havde forudset dengang omkring Første Verdenskrig, da de første slag stod om flyverdragten som den mest hensigtsmæssige påklædning til småbørn.
For kunne man nu klæde piger i bukser, var dragterne ikke for tykke, skulle lynlåsen sidde foran eller bagpå – og hvordan med at få dem vasket, repareret og strøget – og var det nu så hensigtsmæssigt, at små børn bevægede sig frit i stedet for at sidde på barnepigens arm?
Udviklingen har haft mange fædre og ikke mindst mødre, der klippede og syede i lærred og poplin, indtil efterspørgslen voksede sig så stor, at firmaerne begyndte at sætte dragterne i produktion – og de store varehuse at forhandle dem.
Således kunne Politikens læsere i december 1939 støde på en reklame for Simon O’s »ideelle Udendørsdragt til Børn i alle Aldre«, syet i jersey i de praktiske farver marineblå og brun.
Legende børn i sandkasse omkring 1920.
Besættelsen og manglen på materialer gjorde deres til, at stormagasinerne først rigtig kom på banen med småbørnstøj i 1950’erne. Derfor var der mange avissider henvendt til den flittige moder, der med nål og tråd kunne sy om og forvandle stof i alskens farver og mønstre til smukke kjoler med flæser og blonder til pigerne. Drengetøjet, som var sværere at sy, kunne hun undlade at give sig i kast med, for allerede i 1920’erne ses mange annoncer for drengetøj, fra matrostøj til stortrøjer og plusfours.
TIL FLYVERDRAGTENS (vise) fædre regnes de tidlige udviklingspsykologer, der i slutningen af 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede gjorde tanken om, at (drenge)børn var som de ædle vilde med en forkærlighed for hulebyggeri, bue og pil, slagsmål og klatring i træernes kroner, populær. Det var lægerne ikke uenige i. Det harmonerede fint med deres holdning om, at sol og frisk luft var vigtigt hele året rundt. Endelig var der de såkaldte reformpædagoger, der i mellemkrigsårene satte legen i centrum for det lille barns udvikling og gjorde op med ro, regelmæssighed og renlighed.
Det barn, som ikke leger, er ikke sundt, hævdede f.eks. den danske pædagog Anne Marie Nørvig (1893-1959) i bogen om ’Det sunde barn og dets forældre’ fra 1940. Det lille barns leg bør respekteres på samme måde, som man respekterer de voksnes arbejdstid. Leg er helt afgørende for børns menneskelige og fysiske udvikling, en slags barnets arbejde, hed det eksempelvis i en artikel i Brugsforenings-Bladet fra 1937.
Allerede under Første Verdenskrig kunne man i dagspressen finde artikler, der berettede om amerikansk børnemode, hvor overallen med reference til de voksnes kedeldragter havde fundet vej ind i børnegarderoben. I takt med legens nye status og opgøret med ro, regelmæssighed og renlighed i opdragelsen af de mindste børn havde denne trend bredt sig i Danmark, fremgik det af Brugsforenings-Bladets spalter.
Og så var der, som nævnt, mødrene, som stoppede og lappede, som vaskede og syede, indtil det fik en ende, efterhånden som de kom ud på det lønnede arbejdsmarked, og familiernes økonomi gradvist blev bedre. De hjemmestrikkede og -syede kradsende stortrøjer, plusfours, frakker, kjoler og forklæder og uldne strømper blev en saga blot i løbet af 1950’erne, hvor børnekøbetøjet blev mere almindeligt, og det bløde afslappede look vandt frem i kølvandet på 68.
Børn leger på skrammellegepladsen i Emdrup, 1953.
Flyverdragten fik nyt design, de påsyede ærmer blev skiftet ud med ærmer i kimonostil, hvor ærmerne var gjort af samme stof som selve dragten, hvilket gav bedre bevægelsesfrihed. Samtidig var der kommet et nyt materiale på banen, nemlig bævernylon. Et slidstærkt og vaskbart materiale, en blanding af nylon og bomuld, som blev populært i løbet af 1980’erne.
Flyverdragtens succes blev godt hjulpet på vej af to forbundne fænomener, der også fødtes i første halvdel af det 20. århundrede: sandkassen og legepladsen. I en stumfilm om erhvervsfamilien F.L. Smidts liv engang omkring 1930 ser man de 3-5-årige drenge Jørgen og Thorkild grave i en sandkasse i selskab med familiens hund, iført heldragter af lærred eller bomuld. Sandkassen var placeret i en privat have på Amalievej på Frederiksberg, som den mest naturligste ting af verden.
Men det var langtfra en given sag, at små børn skulle rode i noget sand hjemme i deres egne haver. Gik man tilbage til deres fædres barndom omkring år 1900, var sandkassen – eller sandbunken – et pædagogisk eksperiment, hentet til Danmark fra flere europæiske storbyer og inspireret af børns leg i byens rendestene og grusbunker.
Ny forskning havde nemlig vist en forbindelse mellem håndens arbejde og hjernens udvikling, og kunne man tilmed lokke de små væk fra gaden med al dens snavs, hængen på gadehjørnerne og trafik, var meget andet godt og moralsk tilmed opnået. Danmarks formentlig første legeplads med sandkasse blev anlagt på Christianshavns Vold i 1908 efter et intenst lobbyarbejde af læreren Hans Dragehjelm (1875-1948). I mellemkrigstiden fulgte en veritabel kampagne for legepladser, iværksat af Indenrigsministeriet, da man håbede, at initiativet kunne nedbringe det hastigt stigende antal trafikdræbte børn.
EN VIGTIG FORNYER AF LEGEPLADSEN var havearkitekten C. Th. Sørensen (1893-1979), som i forbindelse med en række sociale boligområder i det nordvestlige København fik ansvar for udformningen af gård- og haveanlæg. Her besluttede han at flytte legen ud i solen og at indrette soppesøer. De blev aldrig den store succes, beboerne havde det stramt med tilsmudsning af nypudsede ruder, og hygiejne og smittefare bekymrede mødrene. Vandet blev nemlig ikke skiftet særlig tit, og gårdens andre væsner syntes også, det kunne være hyggeligt med et lille bad.
Et andet af hans påhit var den såkaldte skrammellegeplads. Den første af disse åbnede i august 1943 i et socialt boligbyggeri i Emdrup tegnet af arkitekten Dan Fink (1908-1998). Ideen havde han angiveligt fået under et besøg i England engang i mellemkrigsårene og først omtalt i sin bog om ’Parkpolitik i Sogn og Købstad’ fra 1931. Sørensen var også tilhænger af indretning af familieparker, som man bl.a. kendte dem fra Tyskland og Sverige. Han og Dragehjelm udformede i 1935 et forslag til en sådan, beliggende nord for Bellevue Strandbad ved Klampenborg Station.
»Det barn, som ikke leger, er ikke sundt«
Pædagog Anne Marie Nørvig
Fattige københavnerbørn og deres forældre skulle have lejlighed til at bade i en stor lagune på kanten af Øresund, hoppe i legeredskaber placeret i en kæmpesandkasse og klappe geder i en lille indhegning. Det blev imidlertid ved drømmene, for de lokale beboere syntes ikke om ideen. I stedet fik C. Th. Sørensen mulighed for at formgive Staunings Plæne og det grønne parkbånd, som løber videre op langs med Strandvejen.
Mange fra ind- og udland kom på besøg for at se på skrammellegepladsen, ud fra devisen om at med børn skal verden genopbygges. Ideen gik efter krigen sin sejrsgang i England, hvor der var mange bombetomter, som kunne finde anvendelse, i Israel, hvor den indgik i førskolepædagogikken i kibbutzerne, og i Frankrig, hvor skrammelleg og ungdomsoprør blev forbundet med hinanden. I Danmark endte skrammellegepladsen knap så oprørsk i Kulturministeriets børnekulturkanon i 2005.
MED LEGEPLADSENS FREMVÆKST stødte der et tema til, som også fik betydning for flyverdragtens design, nemlig spørgsmålet om sikkerhed. Legepladsen var ved at blive hverdag for de fleste børn, i takt med at flere og flere tilbragte størstedelen af dagens vågne timer i institution.
Flere alvorlige ulykker med mindreårige børn, hvor hættesnore hang fast i legeredskaber, fik både producenterne af legeredskaber og de, som producerede flyverdragter, til at vågne op. I midten af 1990’erne erstattede det danske børnetøjsmærke Steffens snore med elastik og velcro – og det var de langtfra alene om. I 2004 kom der europæiske standarder for børnetøj, og herefter var hættesnoren en saga blot.
Også legepladsdesignet ændrede sig i sikkerhedens navn. Nu skulle legepladserne godkendes, inden de blev taget i brug – og der skulle føres tilsyn. Udviklingen handlede ikke kun om sikkerhed, men også om at give børnene mulighed for at bemestre livet, sådan som bl.a. tidens mest kendt familieterapeut, Jesper Juul (1948-2019), slog til lyd for i bogen ’Dit kompetente barn’, som udkom i 1995.
'Den ideelle Udendørsdragt til Børn i alle Aldre’. Annonce i Politiken fra 1939. Purkens udstyr (inkl. rulleskøjter) er topmoderne.
DE, SOM KÆMPEDE FOR LEGENS VÆRDI, fik nogle nye gode kort på hånden, efterhånden som tiden gik. Bekymringen angående børns motorik og overvægt hos helt små børn fik pædagoger og læger til at råbe vagt i gevær. Undersøgelser viste, at børn, som legede ude i naturen, var langt mindre syge og klarede sig bedre motorisk end børn, der opholdt sig inde det meste af dagen.
Endnu et argument om robuste børn stødte til i løbet af 2010’erne, nemlig at de kompetente børn, som man i 1990’erne havde drømt om selv kunne tage deres flyverdragt og støvler af og på, ikke var blevet så robuste, som mange havde håbet. Kneb det med lynlåsen, eller drillede støvlerne, brød verden alt for let sammen, hævdede bl.a. børnepsykologiens efterhånden grand old man, Per Schultz Jørgensen (1933-).
Børn manglede altså robusthed og evne til at bemestre risiko og udfordringer. Den tankegang fik i høj grad betydning for designet af legepladserne, hvor klatring blev en ny udfordring for de mange bybørn, der ikke selv havde træer hjemme i haven. Der kom etagehøje rutsjebaner, snurrende tekopper og karruseller. De sidste havde ellers været dømt ude i 1980’erne af sikkerhedsmæssige årsager. Nu rykkede de ind i nyt design – og med en fart, så det svimlede for øjnene.
Alt imens gik flyverdragten sine egne veje. Den todelte dragt med klapbukser og jakke var fortid omkring årtusindeskiftet, nu tog streetwear-trenden livet af de heteronormative dragter i rødt eller blåt til fordel for stof med print med dyr, blomster, skateboards og biler i spraglede farver, med reflekser og naturligvis i bæredygtige materialer. Med ’aflysningen’ af vinter som følge af klimaforandringerne har flyverdragten endnu en gang skiftet stil og er blevet til en termodragt i armygrønt med tilhørende termostøvler. Udelegen er ikke længere et sommer- eller vinterfænomen, den leges hele året, ligesom i de ’gode gamle dage’.
En kort historie kan gøres meget lang, og sådan er det med flyverdragten, sandkassen og legepladsen. Det er hverdagsgenstande og rum, som vi tager for givet. Men historien ligger lige under overfladen og gør os klogere på skiftende syn på den gode barndom og den rolle, som rum og tøj har spillet heri.
