Er aprilsnarren truet? Den er i hvert fald ikke, hvad den plejer at være

SEND TØMMERLÆRLINGENi skuret efter boblen til vaterpasset, og mormor ud i haven for at se, om det nu også passer, at vejrhanen er fløjet over på naboens tag! Aprilsnarren er et udbredt fænomen, der trods små regionale variationer bliver gennemført på nogenlunde samme måde over det meste af verden.

I mere end 400 år har folk markeret denne særlige dato ved at sende nære venner, kollegaer og familiemedlemmer ud at ’løbe april’ – altså ud i et helt formålsløst ærinde.

Hopper man på limpinden, kan man resten af dagen smykke sig med forskellige titler, der som regel er hentet fra dyreriget: I Frankrig kan man blive udråbt til poisson d’avril – en ’aprilfisk’. Tyskerne har enten betegnet narren en ’aprilokse’ eller et ’aprilæsel’. I Skotland kan man 1. april ende som en ’gøg’. I Danmark og de tilstødende lande titulerer vi den godtroende ’aprilsnar’.

I slutningen af 1800-tallet fik denne form for practical joke et trykt modstykke, da danske aviser tog traditionen til sig. Det kom først til udtryk ved, at man lidt forsinket viderebragte en aprilsnar fra en international – gerne tysk eller engelsk – avis. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte danske journalister selv at fabrikere narrehistorier. Det faldt sammen med, at de danske dagblade gik fra at være en såkaldt partipresse, der var båret af opinionsstof, til omnibusaviser, hvis formål i højere grad var at forsyne læserne med nyheder. Det udgjorde en god klangbund for en datobundet snydehistorie, der nemt kunne skjules blandt avisens virkelige nyhedshistorier.

Fra 1920’erne til 1970’erne var det næsten alene danske lokalaviser, der hvert år bragte en hjemmelavet aprilsnar. I 1922 kunne B.T. – som dengang primært fandt sine læsere i den danske hovedstad – fortælle, at Amalienborgs berømte rytterstatue var blevet stjålet natten til 1. april.

Da avisen to dage senere bragte et dementi, kunne journalisten triumferende tilføje, at mange tusinde københavnere forgæves var mødt frem for at tage den tomme sokkel i øjesyn.

1. APRIL 1937 var en af tophistorierne i Aalborg Amtsavis, at en kæmpemæssig zeppeliner uventet var kommet på besøg i Nordjylland. Det imponerende luftskib svævede nu højt over Aalborg, fortøjet til en af havneområdets højeste siloer. Under overskriften ’Mysteriet om de flyvende tallerkener endelig løst’ kunne Thisted Amtsavis 1. april 1955 fortælle, at venligtsindede marsboere var landet midt på byens torv. Og Holbæk Amts Venstreblad drillede i 1971 læserne med en historie om, at et fly på vej til Schweiz havde tabt en million kroner i sedler, som nu blæste omkring i et lokalt moseområde.

Historierne blev ofte bragt side om side med manipulerede pressefotografier, der lokkede læserne på gaden for selv at tage de helt utrolige fænomener i øjesyn. Selv om aprilsnarren via aviserne nu fik et nyt og større publikum, der rakte ud over arbejdspladsen, vennekredsen og den nære familie, var den humoristiske mekanisme temmelig uforandret. Målet var stadig at opdigte en historie, der var så vild, at den i helt bogstavelig forstand kunne få læseren op af stolen.

De landsdækkende aviser tog for alvor aprilsnarren til sig i de sidste årtier af 1900-tallet. I samme ombæring blev det andre og mere potente emner, som bar joken. Der var nu ikke længere tale om lokalt forankrede nyheder, der skulle lokke læserne til bymidten, havnen eller ud i omegnens sumpede moser, men i højere grad om historier med afsæt i aktuelle emner fra den nationale og internationale nyhedsstrøm.

1. april 1999 var det eksempelvis forsidestof på Berlingske Tidende, at mennesker nu kunne pådrage sig en virusinfektion ved kontakt med musen til deres hjemme-pc. De hyppigste symptomer omfattede blandt andet smerter i håndled og arm – ganske lig generne ved en almindelig musearm. Året efter kunne avisen under overskriften ’Danske pornoseere overvåges’ »afsløre«, at den amerikanske efterretningstjeneste de seneste to år havde holdt øje med danskernes forbrug af porno. Ifølge avisen kunne et overdrevet eller afvigende pornoforbrug nu udløse amerikansk indrejseforbud.

Disse historier er to ud af mange eksempler på, at helt aktuelle begivenheder blev brugt som afsæt for aprilsnarren, begivenheder, der allerede havde de danske avislæseres opmærksomhed. Ud over at de i 1990’erne skulle vænne sig til, at deres hjemmecomputer kunne udsættes for hackerangreb via internettet, blev spøgen om computervirus også fremført med klokkeklar reference til de kogalskabsskandaler, der i de sene 1990’ere havde tydeliggjort faren ved smitte fra dyr til menneske. Historien om, at amerikanerne overvågede vores pornoforbrug, trak tydelige tråde til den verserende Echelon-skandale. Som led i denne sag var det kommet frem, at danske borgere og virksomheder var blevet udsat for omfattende overvågning via både mail og telefon.

DE MANGE UDGAVER AF APRILSNARREN, som den er blevet udfoldet i de landsdækkende aviser siden 1980’erne, har det fællestræk, at de har berøring med nogle af de emner, der i samtiden har bekymret de danske læsere mest. Inden for humorteori er det almindeligt accepteret, at en af humorens kernefunktioner netop er, at man på sikker grund kan blive konfronteret med sin frygt. Vi kender det fra gyserfilmen i biografen og rutsjebanen i Tivoli.

Begge steder er det muligt i mikrodosis at opnå erfaring med noget, vi normalt frygter – f.eks. øksemordere og højder – på en relativt tryg måde. At indskyde et humoristisk element i en ellers alvorlig sammenhæng giver os på samme måde mulighed for at tage brodden af det, som skræmmer os allermest.

Foto: Udklip fra B.T.

Hvad der pirrer vores frygt, er relativt, og der har også gennem tiden været en klar forbindelse mellem genstanden for aprilsnarren og avislæsernes politiske overbevisning. I Berlingske Tidende kunne man 1. april 2003 læse, at Christiania var blevet optaget på Unesco’s verdensarvsliste og hermed kom i samme fine selskab som bl.a. Kronborg Slot og Roskilde Domkirke. Berlingske Tidendes læsere, der for flertallets vedkommende har befundet sig til højre for midten, har sikkert fået deres morgenkrydder galt i halsen, da de kunne læse, at den flippede fristad nu ikke – som det ellers var forventet i 2003 – stod til nedrivning. Nu skulle Christiania derimod bevares for skatteydernes penge.

Dagbladet Informations verioner af aprilsnarren lavede i flere år sjov med den politiske tendens til at privatisere offentlige institutioner. Det var særligt aktuelt i årene 2001-11, da forskellige liberale Venstre-regeringer sad på Statsministeriet. I dette tiår kunne bladet eksempelvis forfærde deres læsere med nyheden om, at danske museer fremover skulle dække en del af driften ved at sælge ud af deres kunstskatte (2005). I 2006 påstod avisen, at den daværende konservative videnskabsminister, Helge Sander, i privatiseringens navn havde sat tre danske universiteter til salg. To år efter forlød det, at den konservative tænketank Cepos stod til at fusionere med Handelshøjskolen.

Foto: Udklip fra Politiken 1. april 2021

FOR BERLINGSKE TIDENDES læsere ville det næppe være en befrielse at opdage, at der i alle tre tilfælde var tale om aprilsnar. Men Informations læsere, der typisk har befundet sig til venstre i det politiske spektrum, drog uden tvivl et lettelsens suk: Så galt stod det trods alt ikke til! Ved på denne vis at pirke til vores indgroede frygt har aviserne altså fået mulighed for at drille deres egne læsere, men også for at formulere en bredere samfundskritik, til trods for at partipressen for længst blev stedt til hvile.

De seneste år har flere danske og internationale medier annonceret, at de ikke længere vil bringe en årlig aprilsnar. Herhjemme er den beslutning bl.a. blevet truffet af Kristeligt Dagblad, som i overensstemmelse med andre skandinaviske aviser har peget på, at de ikke ønskede at sætte troværdigheden over styr i en tid præget af fake newsog vanvittige konspirationsteorier. Andre har affærdiget aprilsnarren med, at den er udtryk for onkelhumor, der for længst er blevet overhalet indenom af absurditeter fra den virkelige verden.

Men aprilsnarren i aviserne fremkalder mere end overbærende smil. Modsat den klassiske aprilsnar, der ofte har været med til at cementere et eksisterende hierarki, f.eks. på en arbejdsplads eller inden for familiens rammer, sparker de landsdækkende aviser som regel opad. Den kritiske brod har gennem tiden typisk været rettet mod større institutioner og veletablerede magtforhold.

Dermed kom avisernes aprilsnar til at ligne nyhedssatiren, som vi kender og ofte hylder, når den bliver udfoldet i medier som amerikanske The Onion og danske Rokokoposten eller i særskilte rubrikker a la Politikens At Tænke Sig-spalte på avisens bagside. Nyhedssatirens eksistensberettigelse er – ligesom satire i bred forstand – netop, at den formår at udstille uoverensstemmelser eller urimeligheder i det omgivende samfund.

Aprilsnarren i de landsdækkende aviser adskiller sig dog på et væsentligt punkt fra den almindelige nyhedssatire. Hvor det i den klassiske nyhedssatire tydeligt er blevet markeret, at der her er tale om fiktion, er avisernes aprilsnar sømløst indgået i den almindelige nyhedsstrøm, som var det en sand historie.

Dermed har aprilsnarren et særligt potentiale: Den årlige leg med sandheden giver nemlig os medieforbrugere mulighed for at teste og skærpe vores kritiske sans.

Fandt du aprilsnarren i din morgenavis?

• Kopiér link