Konspirations-
teorierne gennemsyrede de danske nazistpartier

På dagen, da Danmark blev besat af Tyskland, udspillede der sig en meget særpræget scene i København. De tyske soldater var blevet landsat ved Langelinie og bevægede sig ind i byen for at overtage en række forskellige mål.

Og det var her, vidner så noget mystisk. I en gade viste en frimurer vej for et kompagni fra værnemagten. Når manden lod sig identificere som medlem af logen, skyldtes det, at han var iført ordenens uniform, som bestod af en slags forklæde, og bar en guldkæde.

Den bizarre beretning stammer fra Knud Hansen. I 1980’erne indtalte han sine erindringer på bånd, og det er her, han fortæller historien. Knud Hansen havde ganske vist ikke selv set frimureren i de københavnske gader, men det havde en af hans gode bekendte. Her mange år efter besættelsen troede han tydeligvis stadig på, at episoden faktisk havde fundet sted.

Knud Hansens beretning kan synes mærkværdig – og endnu mere det faktum, at han faktisk troede på den. Det giver imidlertid mening, når det tages med, at Knud Hansen var et tidligere fremtrædende medlem af Wilfred Petersens Dansk Socialistisk Parti (DSP), der i mellemkrigsårene og under besættelsen var det mest ekstremistiske af de danske nazistpartier, hvor konspiratoriske forestillinger var dybt integreret i medlemmernes ideologiske univers.

Partimedlemmernes konspiratoriske og paranoide verdensbillede udviklede de internt i gruppen, men de var samtidig tæt forbundet med ideer, der var en del af den nazistiske kultur i Danmark og Europa.

Partiet gik i opløsning i 1943, da tyskerne arresterede Wilfred Petersen, og blev ikke reaktiveret efter krigen. DSP efterlod sig ingen politisk arv, der blev anvendt af andre, men indirekte efterlod Petersen og hans medlemmer sig et spor i efterkrigstiden. Det skete i udformningen af en af de mest markante danske konspirationsteorier, der handler om, hvordan den næsten kampløse besættelse af Danmark var aftalt spil indgået af et hemmeligt netværk, der bestod af SS i Tyskland og myndighederne i Danmark.

DET ER BLEVET SAGT, at der i Danmark var flere nationalsocialistiske partier, end der var nazister. Det er naturligvis ikke korrekt, men den ekstreme højrefløj i Danmark var i mellemkrigstiden og under besættelsen præget af mange småpartier og grupper. I perioden fra 1928, hvor det første nazistiske parti blev stiftet, og frem til 1945 eksisterede der mindst 28 forskellige partier.

Hovedparten af disse partier var imidlertid ganske små, og kun et af dem opnåede repræsentation i Folketinget. Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) fik således nogle få mandater ved valgene i 1939 og 1943. DNSAP havde i sin eksistensperiode frem til 1945 omkring 39.000 medlemmer og blev dermed også det største af de danske nazistpartier.

Det andet mere betydningsfulde nationalsocialistiske parti, DSP, blev ledet af Wilfred Petersen. Partiets gennemslagskraft var ikke relateret til antallet af medlemmer, for de var aldrig mere end højst et par tusinde og i lange perioder ikke mere end nogle få hundrede.

Alligevel spillede DSP en stor rolle. Dels på grund af den indflydelse, partiet havde som det mest aktivistiske af de danske nazistiske partier, dels fordi de på markant vis var i stand til at tilføje konkurrenterne i DNSAP skade.

Wilfred Petersens støtter var gennemgående unge og typisk mellem 17 og 25 år gamle. Selv var han kun 27 år, da han blev partileder, og DSP havde fra begyndelsen præg af et ungdomsparti, hvor der herskede en uformel tone.

I dette miljø eksisterede der en meget aktivistisk linje, hvor medlemmerne ofte var parat til at bryde loven og begå vold, og mange af de unge havde allerede været i konflikt med loven, før de blev en del af miljøet omkring Wilfred Petersen, typisk i forbindelse med ordinær kriminalitet i form af indbrud og tyveri.

Det bidrog til radikaliseringen, da lovbrud i forbindelse med aktivisme i miljøet i mindre grad blev betragtet som et normbrud.

I 1932, kort efter at Wilfred Petersen som følge af nedskæringer i hæren var blevet afskediget som underofficer, trådte han ind i DNSAP, hvor han næsten omgående blev leder af afdelingen i København. Allerede samme år trådte han dog ud af partiet, og ved samme lejlighed trak han en stor del af de københavnske partimedlemmer med sig over i sit nye parti, som han i første omgang kaldte National Socialistisk Parti (NSP).

Der var flere årsager til bruddet. En af de vigtige var, at Petersen selv ville være partifører, mens en anden var uenighed med ledelsen af DNSAP om, hvordan magten i Danmark skulle erobres.

DNSAP henvendte sig primært til middelklassen og ville opnå magten ved at stille op til parlamentsvalg, mens Wilfred Petersen mente, at magten skulle overtages gennem en revolution, der udgik fra arbejderklassen.

Den primære årsag til bruddet var dog Petersens skepsis over for DNSAP’s kopiering af det tyske søsterparti og hans ønske om at udvikle en selvstændig nordisk udgave af nationalsocialismen. Petersens opfattelse af DNSAP som udtryk for uren nazisme, der var inficeret af strømninger fra Tyskland, var mere eller mindre konstant i hans politiske karriere.

VED STIFTELSEN AF DET NYE PARTI var der imidlertid ikke meget, der adskilte Wilfred Petersens parti fra de andre nazistiske partier. Udtrykket mindede umiskendeligt om det tyske. Eksempelvis anvendte NSP hagekorset som symbol, og dets partiprogram var ikke væsentligt anderledes end DNSAP’s, partiet, Petersen havde brudt med.

I begyndelsen 1935 indtraf der imidlertid en række ændringer i partiet. De røde og hvide hagekorsfaner blev udskiftet med et hvidt lyn på en sort baggrund. Stormafdelingen (SA) blev ved samme lejlighed omdøbt til Nordiske Legion. Og det var ikke kun symboler og uniformer, der blev skiftet ud, da NSP tog navneforandring til DSP. Fra dette tidspunkt foretog partiet en markant drejning mod venstre.

Partiet var stadig nazistisk, men det antikapitalistiske og revolutionære fik en fremtrædende plads. I den proces blev begrebet nationalsocialisme udfaset i partiets propaganda til fordel for betegnelsen socialisme.

Som en ramme om disse ideologiske værdier fik et paranoidt og konspiratorisk verdensbillede en afgørende betydning.

DEN KONSPIRATIONSTÆNKNING, som kom til udtryk hos medlemmer af DSP, var både i form og struktur klassiske konspirationsteorier, hvor det antages, at intet er tilfældigt, intet er i virkeligheden, som det ser ud, og alt er forbundet, og ikke mindst går man ud fra, at konspirationerne har særdeles negative konsekvenserne for nationen og almindelige mennesker.

Det var primært den slags konspirationsteorier, som man betegner som systemiske, hvor formålet typisk er at få kontrol med regering og nation, der blev udfoldet i DSP.

Konspirationerne i Wilfred Petersens parti var også forbundet med en såkaldt systemisk konspiration, der gik ud på at erobre verdensherredømmet. I dette tilfælde handlede det om jøderne og om, hvordan de gennem hemmelige gerninger forsøgte at kontrollere verden.

Konspirationsteorier blev i DSP brugt som forklaring på, hvorfor ting var gået galt; alt fra Danmarks nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864 over den økonomiske krise i mellemkrigsårene til den ydmygende tyske besættelse i 1940.

De skjulte og hemmelige handlinger blev i denne konspiratoriske optik ikke udført af enkeltindivider, men af sammensvorne grupper. På samme måde som sådanne paranoide forestillinger var en del af den tyske nationalsocialisme, var de også en del af den danske.

De konspiratoriske forestillinger hos danske nazister knyttede sig i mellemkrigstiden primært til to forbundne temaer: jøder og frimurere.

FORDOMME OM JØDER var ikke ualmindelige i Danmark i 1930’erne, men i DSP fik antisemitismen imidlertid en særlig konspiratorisk karakter i en ekstrem form, som er kendetegnet ved, at den tilskriver alle jøder træk, der er baseret på forestillinger, som intet har med virkeligheden at gøre, og som aldrig reelt er observeret.

I denne form for antisemitisme er det antagelsen om, at jøderne hemmeligt, systematisk og kollektivt forsøger at ødelægge den kristne kultur for at erstatte den med et jødisk overherredømme. Den tætte kobling mellem opfattelsen af jøder og konspirationsteori er generelt en vigtig del af den moderne antisemitisme, hvor jøden bliver en figur med superkræfter, som formår at kontrollere næsten alle aspekter af samfundet.

For nogle i det danske højreekstremistiske miljø var sådanne forestillinger en del af deres virkelighedsopfattelse. Det er denne form for konspiratorisk antisemitisme, som blev afgørende for Wilfred Petersen og de handlinger, partiets medlemmer udførte.

DEN TIDLIGE FASCISME i Danmark satte afgørende præg på Petersens og partiets ideologi. Til en journalist forklarede Wilfred Petersen, at hans verdensbillede blev skabt gennem læsning af antisemitiske skrifter, der blev udsendt fra en kreds kaldet Danskerligaen, der eksisterede under og efter Første Verdenskrig.

Ligaens formål var at sprede antisemitiske konspirationsteorier. De skjulte angreb på Danmark var ifølge disse antisemitter en del af en overordnet, hemmelig jødiske plan om at overtage verdensherredømmet. Da Wilfred Petersen stiftede sit parti, var Danskerligaen opløst mange år forinden, men der eksisterede en forbindelse mellem disse konspiratoriske antisemitter og de unge medlemmer af DSP.

Gennem partibladet, kaldet Stormen, blev der reklameret for ligaens gamle udgivelser og bragt interviews med de nu aldrende tidligere medlemmer, der priste Wilfred Petersen og DSP’s holdninger.

Der var også en direkte linje til disse tidlige antisemitiske miljøer via partimedlemmer i DSP. Et af disse var Eugen Danner, der var et af de mest aktivistiske medlemmer af Wilfred Petersens parti. Allerede i 1920’erne var han redaktør af fascistiske tidsskrifter og skrev antisemitiske artikler om jødiske sammensværgelser.

I 1935 blev han arresteret, da han i forbindelse med folketingsvalget havde forsøgt at sætte ild til en gymnastiksal, der skulle fungere som valgsted. Han forklarede politiet, at han med aktionen ville forhindre jøder fra valgkredsen i at stille op ved at ødelægge stemmesedlerne.

I Danmark eksisterede der fra 1935 en gruppe nationalsocialister, ud over dem i DSP, der udbredte en ekstrem konspiratorisk form for antisemitisme i Danmark med udgangspunkt i den litterære forfalskning ’Zions vises protokoller’.

Protokollerne dukkede første gang op i Rusland i begyndelsen af 1900-tallet, og man påstod, at de var mødereferater, der handlede om, hvordan jøderne planlagde at overtage verden.

En hovedperson i denne gruppe var translatør Aage H. Andersen. Han stiftede i 1935 sit eget parti, da han var blevet ekskluderet af DNSAP på grund af sine ekstreme holdninger. Andersens primære aktiviteter kom til at foregå i regi af hans forening, Dansk Antijødisk Liga, der blev etableret i 1941.

DENNE GRUPPE KOMPROMISLØSE ANTISEMITTER fik i mellemkrigsårene stor indflydelse på subkulturen omkring Wilfred Petersen. Med udgangspunkt i protokollerne sørgede de for, at der bredte sig en konspirationskultur, der i propagandaen blev forbundet med det lokale jødiske samfund her i landet, og hvor de ofte skrev om navngivne danske jøder.

Fra 1934 optrådte Aage H. Andersen stadig hyppigere som fremtrædende taler ved DSP’s møder og var sammen med en række af sine nære støtter blevet tæt forbundet med Wilfred Petersen.

Andersen og hans ligesindede fokuserede reelt kun på den konspiratoriske antisemitisme. Det allerede nævnte partimedlem, Knud Hansen, noterede i sine erindringer, at det var underligt at konstatere, hvor lidt de sociale og nationale spørgsmål interesserede Andersen, og at han kun ville tale om jøder.

Hansens beskrivelse er meget præcis. Konspirationstænkningen i DSP eksisterede, allerede før Aage H. Andersen fik en rolle i partiet, men der er ingen tvivl om, at hans holdninger var med til at bane vejen for den aktivisme, de yngre medlemmer udviste, i form af overfald, indbrud i synagoger og hærværk på jødisk ejede butikker.

Selv om DSP ikke havde patent på antisemitisme blandt danske nazister, fik den hos Wilfred Petersen et mere ekstremt udtryk. Denne aktivisme blev nært forbundet med konspiratoriske fantasier om den skjulte, men allestedsnærværende jødiske indflydelse.

Et eksempel herpå er partiets fokus på tyske flygtninge i København, hvoraf mange var jøder. I partiet blev flygtningene betragtet som tilhørende et hemmeligt netværk, der skulle undergrave og på sigt overtage det danske samfund. Derfor udførte partimedlemmer gennem deres efterretningsafdeling overvågning af flygtninge og udarbejdede kartoteker over deres baggrund og færden. Denne fokus på flygtninge resulterede i sidste halvdel af 1930’erne i flere aktioner, der blandt andet indbefattede indbrud i et kulturhus for flygtninge, hvor der blev stjålet arkivmateriale.

At det var DSP-folk, der begik indbruddet, blev der ikke lagt skjul på, da partiets tegn i form af et lyn blev efterladt i bygningen. I et andet tilfælde iværksatte partimedlemmer hemmelig aflytning med mikrofoner i lokaler tilhørende tyske emigranter.

KONSPIRATIONSTEORIER OM, at frimurere forsøger at overtage verdensherredømmet, har siden begyndelsen af 1800-tallet været kendt i Europa og ofte været forbundet med forestillinger om det hemmelige samfund kaldet Illuminati.

Ligesom Wilfred Petersen og hans parti delte en række ideologiske kerneværdier med andre nazistiske partier, havde DSP heller ikke patent på konspiratoriske forestillinger om frimurere. De danske nazister var ikke optaget af Illuminati, men koblede generelt frimurerordenen sammen med jødisk indflydelse.

Forestillingerne om frimurernes skadelige og hemmelige virke kunne eksempelvis iagttages i DNSAP’s tidsskrifter, og i partiets månedsblad for partiledere optrådte der også artikler om emnet.

Artiklerne om frimurerne var næsten altid af konspiratorisk karakter. I en af dem hedder det eksempelvis, at frimurerordenen var under jødisk kontrol og i hemmelighed havde infiltreret en række filantropiske ordner, bl.a. Rotary.

For at bevise den påstand påpegede forfatteren, at bogstaverne rota, der indgik i logens navn, kunne vendes til ordet tora som en skjult henvisning til det jødiske hellige skrift Toraen.

Op gennem 1930’erne havde Wilfred Petersen og hans partimedlemmer også intenst fokus på frimurerordenen.

Grundlæggende betragtede DSP ordenen som et hemmeligt kapitalistisk netværk kontrolleret af jøder. Under en hærværksbølge i København i sommeren 1934 var frimurerordenens imposante hovedkvarter derfor også mål for hærværk i form af graffiti, ligesom ordenen modtog trusler om, at den ville blive mødt med terror.

Aktionerne mod ordenen eskalerede imidlertid. I 1939 forsøgte en lille celle fra partiet at angribe frimurerordenens bygninger gennem bombeattentater. Lederen af gruppen var finmekaniker og havde med sine tekniske kvalifikationer udviklet en tidsindstillet bombe.

Gruppens oprindelige plan var at sprænge ordenens hovedkvarter på Blegdamsvej i København i luften. Det måtte imidlertid opgives, da gerningsmændene ikke kunne skaffe dynamit.

Gruppen kontaktede derfor partikammerater i Odense for via dem at skaffe sprængstoffer. Disse kom fra partiet Dansk Nationalsocialistisk Parti (DNP), som i 1939 havde sluttet sig til Wilfred Petersen.

DNP’s propaganda var også fokuseret på frimurerne, og partiet havde året forinden udgivet pjecen ’Frimureri er Folkedød’, der forklarede, hvordan jøderne kontrollerede ordenen som et redskab i deres plan om at overtage samfundet. Kammeraterne i Odense ville gerne hjælpe, og man besluttede derfor at sprænge den lokale logebygning i Albanigade i luften.

På det tidspunkt var politiet imidlertid kommet på sporet af planen og havde iværksat en overvågning af gruppen og de bygninger, der sandsynligvis ville være mål for terror. Inden medlemmerne fik placeret en bombe, slog politiet til i en stor koordineret aktion og arresterede både bagmændene og deres lokale hjælpere. Hovedmanden bag planerne forklarede i et efterfølgende forhør, at baggrunden for bombersprængningerne var at protestere mod jødernes indflydelse.

En selvstændig nordisk form for nazisme blev tidligt et kardinalpunkt i DSP og med besættelsen helt afgørende. Derfor var DNSAP fra april 1940 det primære mål for en række intense angreb i publikationer udgivet af DSP.

Den frygt, Petersen nærede over for partiet, var forbundet med frygten for, at besættelsesmagten ville sætte lederen af DNSAP, Frits Clausen, ind som regeringschef i ly af tyske bajonetter.

At DNSAP skulle overtage magten, forekom realistisk i perioden 1940-42, og tyskerne truede flere gange med det over for den samlingsregering, der var blevet etableret 9. april 1940.

ANGSTEN FOR EN NAZISTISK MAGTOVERTAGELSE eksisterede langt ud over DSP’s medlemmer. Det gav Wilfred Petersen en række nye allierede blandt velhavende erhvervsfolk og fremtrædende medlemmer af politiets efterretningstjeneste.

Støtten til den berygtede Wilfred Petersen var ikke ideologisk, men bundede i, at han kunne gå betydeligt længere i sin kritik af DNSAP, fordi han selv var leder af et nationalsocialistisk parti. Samarbejdet betød helt konkret, at DSP fik tilført betydelige økonomiske midler og adgang til politiets informationer om DNSAP.

Kritikken af Frits Clausen blev grænseløs og gik på alt fra at påpege, at han var overvægtig, til at betegne ham som en landsforræder, der glædede sig over den tyske besættelse. Et illustrativt eksempel på hetzen mod ham fremgik af DSP-bladet Stormen, hvor man af forsiden kunne udlede, at Frits Clausen burde steriliseres, fordi hans datter, Inge Clausen, havde Downs syndrom.

Den intense kampagne mod DNSAP, der prægede DSP’s aktiviteter fra 1940, var etableret på et konspiratorisk fundament, og besættelsen ændrede ikke på partiets forestillinger om jødernes skjulte indflydelse. Det kom i sin mest ekstreme form til udtryk i påstanden om, at jøderne havde infiltreret DNSAP og dermed styrkede en falsk dansk nationalsocialisme.

Det fremgik meget direkte af DSP’s tidsskrifter, men også i flere publikationer, som var beregnet for et bredt publikum, fremkom sådanne påstande.

I julen 1940 udgav partiet pjecen ’Rene Folk med rene Hænder’ om den øverste ledelse i DNSAP. I pjecen, der opnåede vid udbredelse i Danmark, blev der fremsat en række korrekte og belastende oplysninger om medlemmer og uheldige forhold i partiet. Det, som imidlertid springer i øjnene i denne sammenhæng, er påstanden om, at det i virkeligheden var den jødiske højfinans, der stod bag DNSAP. Et andet eksempel på sådanne konspiratoriske påstande forekommer i den såkaldte sprællemand fra 1940, som blev den bedst kendte karikaturtegning, der blev fremstillet af Frits Clausen. DSP lod den fremstille i flere hundrede tusinde eksemplarer.

Arket med sprællemanden kunne frit købes i aviskiosker overalt i landet. På forsiden ses en tegning af Clausen, og på bagsiden er der trykt nogle få vers. I et af dem hedder det, at jøderne finansierer DNSAP’s dagblad. I et andet vers fremgår det, at firmaerne Richs’ og Jaba, der fremstillede henholdsvis tilsætning til kaffe og kaffefløde, støtter DNSAP med økonomiske midler. Det hævdes samtidig, at virksomhederne er ejet af jøder. På forsiden bærer Frits Clausen en pakke bestående af netop Richs’ og Jaba. Under Clausen-tegningen hedder det: ’Hvem trækker i Snoren?’.

Underforstået, at jødiske midler og interesser stod bag DNSAP og Clausen.

Det kan umiddelbart forekomme som en grotesk påstand, at de danske jøder skulle have et ønske om at finansiere Danmarks største nazistparti. Men i DSP eksisterede der et alternativt konspiratorisk verdensbillede, hvor sådanne forhold virkede sandsynlige.

MENS FORESTILLINGERNE OM JØDERNES HEMMELIGE INDFLYDELSE udgjorde en naturlig kontinuitet under besættelsen i forhold til de antisemitiske konspirationsteorier, der allerede prægede partiet, opstod der en ny konspiration i dagene efter 9. april 1940.

Da værnemagten overfaldt de danske styrker, blev kampene kortvarige. I løbet af få timer besluttede regeringen, hærchefen og kongen at kapitulere, da det stod klart, at fortsat kamp var nytteløs. På det tidspunkt var 16 danske soldater dræbt. På trods af at de fleste i Danmark var klar over, at den lille danske hær ikke kunne bremse værnemagten, blev overgivelsen efter få timers kamp et traume, der har præget dansk politik i årtier derefter.

I den konspiratoriske kultur, som eksisterede i DSP, begyndte der næsten med det samme at forme sig en teori om, at besættelsen af Danmark i virkeligheden var iværksat som følge af en hemmelig aftale mellem danske politikere og tyske myndighedspersoner.

Allerede i den første udgave af Stormen, der udkom efter 9. april 1940, fremgik det af forsiden, at den næsten kampløse besættelse var resultatet af en dyster aftale indgået mellem politikere fra den socialdemokratisk ledede regering og tyske myndighedspersoner.

Historien blev dog droppet i sidste øjeblik, da tyskerne havde truet med repressalier, hvis bladet bragte historien, og redaktionen måtte derfor i alt hast fjerne forsiden og få trykt en ny. Forklaringen på, at danske politikere havde indgået den hemmelige aftale, skulle findes hos Ebbe Munch, der var søn af den danske udenrigsminister Peter Munch. Sønnen var i flere voldsomme artikler i Stormen før besættelsen blevet beskyldt for at være både pædofil og homoseksuel.

PÅSTANDEN I APRIL 1940 var, at han i den forbindelse var kommet i alvorlige problemer med det tyske politi under et ophold i Berlin, og for at løse problemet havde danske politikere derfor indgået en aftale med tyskerne om at lade Danmark løbe over ende uden modstand.

Stormen bragte ikke siden konspirationshistorien, men fortsatte med antydninger af, at de danske politikere havde andel i besættelsen, indtil tyskerne i efteråret 1940 lukkede bladet.

I 1943 gik partiet i opløsning, da Wilfred Petersen blev arresteret af besættelsesmagten og sendt i såkaldt æresarrest i Tyskland, hvorfra han først vendte tilbage få døgn inden befrielsen.

Petersen og hans parti efterlod intet politisk tankegods, der i efterkrigstiden er blevet overtaget af andre, men den konspiratoriske subkultur i partiet har dog indirekte fået indvirkning på efterkrigstidens debat om besættelsen.

De vilde konspiratoriske beskyldninger, der trivedes i DSP, var således med til at gøde jorden for påstanden om det såkaldte Rostock-møde, der med tiden udviklede sig til den vigtigste konspirationsteori om Danmarks besættelse.

Det var imidlertid ikke en konspiration, der handlede om at overtage nationen, men en såkaldt begivenhedskonspiration. Det vil sige en konspiration, der er forbundet med konkrete begivenheder, for eksempel attentatet på John F. Kennedy og angrebene på World Trade Center.

ROSTOCK-MØDET fandt ifølge teorien sted 17. marts 1940 mellem udenrigsminister Peter Munch og chefen for SS, Heinrich Himmler. Herudover deltog fra dansk side blandt andre gesandten i Berlin, marineattacheen i Tyskland, direktøren for Krigsministeriet og chefen for den militære efterretningstjeneste.

I dyb hemmelighed var Munch blevet fløjet til den tyske havneby tæt på den danske grænse. Her havde udenrigsministeren holdt et møde med Himmler på et badehotel. De to havde drøftet hans søns arrestation og var kommet til enighed om, at han kunne løslades, mod at danskerne ikke ville modsætte sig, hvis det blev nødvendigt at besætte landet.

Ifølge teorien forklarer den hemmelige aftale de få og spredte kampe i april 1940, og de dræbte danske soldater var med andre ord blevet ofret som et led i den uhyggelige aftale.

At et sådant møde nogensinde skulle have fundet sted, kunne der reelt ikke findes bevis for, og at der blev indgået en sådan aftale, er siden blevet afvist af de faghistorikere, der har beskæftiget sig med sagen.

Historien om mødet dukkede første gang op i 1948 i tidsskriftet Revision, der primært henvendte sig til læsere, som var blevet dømt i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen.

Det er relativt let at gennemskue, hvorfor folk dømt for landsskadelig virksomhed kunne have interesse i at påpege, at de folkevalgte politikere i virkeligheden havde begået det største forræderi.

Historien om Rostock-mødet fik dog stor opmærksomhed i 1950’erne med kommissionsundersøgelser, flere retssager og intens dækning i medierne. Teorien tiltrækker sig stadig interesse og har den dag i dag sine tilhængere.

At konspirationsteorien fik stor offentlig opmærksomhed i efterkrigstiden, skyldes gymnasielæreren Jon Galster, der blev født under krigen og sandsynligvis ikke havde nazistiske sympatier. Han byggede dog grundlæggende på det eksisterende fundament.

I 1990 udgav Galster for første gang en mere samlet fremstilling om Rostock-mødet i en bog med titlen ’Den 9. april – en sand myte!’. Analyserer man sprogbrugen om de ansvarlige danske politikere, er det markant, hvor meget den minder om den retorik og de påstande, der blev anvendt i Wilfred Petersens parti.

Statsminister Thorvald Stauning beskrives eksempelvis som en dranker, der omgav sig med yngre kvinder. Det illustreres med et billede, hvor Stauning står sammen med en kvinde i badetøj. Et billede, som DSP udgav som postkort.

Galster nævnte ikke Wilfred Petersen eller hans parti med et ord. Det ville også have skandaliseret ham, og muligvis var han da heller ikke klar over, hvor udbredt tilsvarende forestillinger var i den subkultur, Petersen havde skabt i DSP. Wilfred Petersen kan heller ikke tillægges hele æren for konspirationsteorien om Danmarks besættelse. Der var også andre på den ekstreme højrefløj, der under besættelsen havde sådanne forestillinger. Rostock-mødet og forestillingen om det hemmelige netværk, der aftalte den ydmygende besættelse, var dog under alle omstændigheder et udtryk for, hvordan en konspiration, der blev udviklet i en nazistisk subkultur, fik konsekvenser mange år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

I EFTERKRIGSTIDEN forsøgte forskellige personer med større eller mindre held at reaktivere den danske nazisme. Den mest succesfulde partidannelse var Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der i efterkrigsårene hyppigt anvendte konspirationsteorier, der ikke afveg meget fra dem, man kunne støde på i 1930’ernes nazistiske miljø.

DNSB var i sin struktur et traditionelt nazistisk parti med en hierarkisk struktur, men sygnede hen, i takt med at højreekstremismen forandrede sig og blev digital. Frem for i partier samlede kræfterne sig efter årtusindskiftet primært omkring online netværk.

I denne nye form for digital højreekstremisme spiller konspirationsteorier en større rolle end nogensinde før. Konspirationsteorier har vist sig yderst effektive til at udgrænse politiske modstandere og opildne til had, men er også karakteriseret ved ofte at have en hybrid karakter, sådan at andre bevægelser og grupper end nazister deltager i udbredelsen. Det har samtidig betydet, at andre emner end de mere traditionelle nationalsocialistiske mærkesager er dukket op i de nazistiske konspirationsteorier.

Et godt eksempel er klima og miljø, men også covid 19-pandemien affødte en stribe konspirationsteorier om alt fra vacciner og medicinalfirmaer til den store og hemmelige plan, der påstås at ligge bag udbredelsen af sygdommen.

Teoriernes temaer var måske nye, men fælles for dem var, at de i reglen havde en antisemitisk kerne, præcis ligesom dem, Wilfred Petersen udbredte mange årtier forinden.

Omfanget af højreekstremistiske konspirationsteorier på internettet og den voldsomme hastighed, hvormed de udbredes, har betydet, at de i dag fremstår som en reel trussel mod demokratiet og den politiske debat.

Højreekstremister, venstreekstremister og militante islamister deler ofte teorier, og mange af disse samles op af andre bevægelser end de mest ekstreme og anvendes flittigt af dem, som støtter populistiske politikere og magthavere i eksempelvis Ungarn, Tyrkiet og USA.

Denne artikel er baseret på et paper præsenteret af Claus Bundgård Christensen ved Fifth Convention of the International Association for Comparative Fascist Studies i Firenze 2022.