Måske er du en af dem, der trækker på skuldrene, når mediekendissen Emil Thorup og resten af den såkaldte ’longevity-bølge’ tager overskrifter i medierne, som det skete i efteråret 2023. Her er sundere mad og den totale livsstilsforandring selve målet for tilværelsen. Thorup spiser f.eks. 40 piller dagligt, sover med plaster for munden og lever efter en helt særlig, kompliceret diæt.
Alt sammen for at sænke sin ’kropsalder’ og undgå at ’forgifte’ kroppen.
Så hellere sidde derhjemme med sine gode gamle havregryn, tænker de fleste nok. Men faktisk spiser en stor del af danskerne sig hver morgen mætte uden at vide, at deres morgenmad bygger på akkurat lige så store ideer. Og dét uanset om der står de gammelkendte solgryn på bordet, de amerikanske cornflakes, en af de 117 varianter af mysli eller granola, storbyboernes nye yndlingskrummer.
Det hele er nemlig designet til at gøre os grønnere, sundere og mere naturlige – med løfter om den mest fantastiske virkning.
Adventisten Ellen G. Whites religiøse syner kom til at skabe en kostrevolution.
I 1863 var Ellen G. White på rejse rundt i det amerikanske nybyggersamfund i staten Michigan, da hun fik en vision. Det var ikke første gang, Gud talte til hende – i de sidste godt 20 år var det sket ca. 200 gange, og det var netop en af grundene til, at hun havde høj status i adventistkirken.
Men denne gang var det anderledes. Dette budskab fra de højere magter, som hun senere kunne meddele sine tilhængere, handlede om meget verdslige og konkrete retningslinjer for det gode liv. Man skulle leve sundere, bevæge sig og bade, sygdomme skulle behandles gennem fysiske øvelser frem for medicin, og måske allervigtigst: Kød var forbudt.
I dag er det nemt at udleve en vegetarisk livsstil. Men det var anderledes i slutningen af 1800-tallet. Ét var året rundt at skulle skaffe fødevarer ud over tørt brød og kartofler. Endnu sværere var det at tilfredsstille det nødvendige ernæringsbehov for protein, som den gang blev sat urealistisk højt.
Men USA var ikke for ingenting mulighedernes land. I de kommende år satte de guddommelige visioner fart i en udvikling, som for altid kom til at forandre sundhedsverdenen og fødevareindustrien.
ET AF DE FØRSTE PRODUKTER, som adventisterne kunne mætte sig med, var netop granola – eller granula, som det oprindelig hed, af det latinske ord for små korn. Skaberen var en af Whites nære samarbejdspartnere, James Caleb Jackson, leder af et sanatorium, der med inspiration fra tysk naturhelbredelse behandlede diverse sygdomme gennem forskellige vandkure, og dertil var både vegetar og noget så eksotisk på den tid som tobaksmodstander. Hans udgangspunkt var en anden tysk import, den hårdt stegte tvebak, som han smuldrede og bagte. Resultatet var en næringsrig ren kost, som kunne danne udgangspunkt for en vegetarisk livsstil, der ifølge Jackson i allerhøjeste grad ville fremskynde Jesu tilbagevenden til Jorden.
Dertil kom, at det virkede beroligende på sanserne og inspirerede dem, der spiste granulaen, til at iagttage gode kristne og humanistiske idealer. Og så var det ovenikøbet proteinholdigt, 1 pund granula/granola svarede til 3 pund kød, hed det i de første reklamer.
Da produktionen blev taget op af adventisternes nye store fabrik i Battle Creek, ændredes navnet af juridiske grunde med udskiftning af en vokal til granola. Og de, der kun forbinder produktet med storbysmarte nutidstyper, kan tro om: Da adventisterne i 1898 etablerede egen fødevareproduktion i Danmark, var granola et af de første produkter, der kom ud af ovnen på den sanitære fødevarefabrik i Baldersgade. 2.852 pund granola, næsten 1,5 tons, blev det til bare i åbningsåret.
Verdens første seriefremstillede morgenmadsprodukt var født. Og barren var sat for høje forventninger til morgenmadens næringsværdi.
SCHWEIZEREN MAX BIRCHER-BENNER var en generation eller to yngre end Jackson og White. Til gengæld blev han uddannet til læge lige midt i det tysksprogede centrum for de sundhedsbevægelser, som havde inspireret morgenmadsblandingernes bagmænd.
Også for ham gjaldt det kraften ovenfra. Denne gang dog ikke i guddommelig forstand. Bircher-Benner mente, at termodynamikkens love forklarede, at solens energi blev forankret i planterne.
Max Bircher-Benner mente, at hans mysli var bedre til at holde på solens kraft end opvarmede fødevarer.
Omkring 1900 var der stadig nogle år, til japaneren Umetaro Suzuki opdagede vitaminerne. Men uden den viden lancerede den schweiziske læge et program for rawfood, som han kaldte Sonnenlichtnahrung – ’sollysnæring’.
Problemet var ifølge Bircher-Benner, at sollysets energi svandt igen ved opvarmning, og værdien blev helt ødelagt af konservering. Så hvad skulle man gøre i en tid uden køleskabe, frysere og hurtig containertransport, hvis man befandt sig i en schweizisk bjergby langt fra sydens frugter? Løsningen var åbenlyst tørkost: Selv om friske planter var langt at foretrække, mente Bircher-Benner, at en del af lysets protoner (eller ’lyskvanter’, som han holdt af at kalde det) forblev i planterne trods tørringen – og alt efter årstiden kunne man tilsætte langtidsholdbare æbler. Og når det var selve solen, der var i spil, mente Bircher-Benner roligt, man kunne se stort på de etablerede sandheder om proteiner.
Fra 1902 kunne patienterne på hans sanatorium indtage den såkaldte Bircher-Müesli, som ifølge ophavsmanden ville styrke deres indre livskraft – ikke uden grund hed behandlingsstedet Lebendige Kraft.
Derfor var det da også oplagt, at produktet blev taget imod med begejstring af kontinentets tilhængere af en alternativ naturlig livsstil.
I 1907 præsenterede naturhelbredelsens danske førstemand, dr. Michael Larsen, således den første danske mysliopskrift som bud på en »1ste Klasses Næring, altsaa Raakost, der smager godt og ikke er for dyr«. I vegetarbladet Solblink beklagede Larsen dog, at Bircher-Benner af og til brugte kondenseret mælk, for al slags animalsk føde var jo ringe næring.
Til gengæld mente Larsen, at man på kolde dage godt kunne vove at varme retten op til 40 grader, uden at lyskvanterne forsvandt op i solen igen.
Som det ses, var opskriften lidt anderledes end det, vi i dag forbinder med mysli, æblerne var i begyndelsen i centrum, og Bircher-Benner lod havregrynene trække i væden. Hvilket også er forklaringen på ordet mysli, der kommer af det schweitzertyske ord for ’lille mos’, og har levet videre, selv efter at opfinderens navn er gledet ud.
Til i dag, hvor de færreste, der sætter mysliprodukter på bordet, forestiller sig, at de indtager lys i madform.
DET VAR EN STOLT OVERLÆGE Carl Ottosen, der i 1908 kunne anbefale »et fortræffeligt Fødemiddel for Mennesker, der sætter Pris paa godt Blod, kraftige Muskler og stærke Nerver«.
Ikke uden grund bar det nye produkt simpelthen navnet Vitæpanis (’Livets Brød’, som det blev oversat for mindre latinkyndige). Et vink om, hvad der gemte sig bag dette »enestaaende, glimrende Kornpræparat«, ligger i den lille fejloversættelse af det amerikanske ’corn’, som betyder majs: Vitæpanis er i dag kendt som cornflakes.
Den mest kendte producent er til gengæld den samme som dengang. På forsiden af de danske reklamebrochurer fra sidste århundredeskifte er et stort fotografi af Kelloggs fabrik i Battle Creek.
Den dybt religiøse John Harvey Kellogg mente, at cornflakes dæmpede de kødelige lyster - de flade majsflager var simpelthen et middel mod datidens frygtede ’selvbesmittelse’ - eller som vi ville sige - onani.
John Harvey Kellogg var en af Ellen Whites adventistiske tilhængere. Og selv om produktet først kom til Danmark efter myslien, havde han udtænkt det tilbage i 1894 som svar på nogle af de samme udfordringer angående et sundt vegetarisk måltid, som Jackson og Bircher-Benner havde stået med:
Hvordan kunne man både leve op til organismens krav og de himmelske forskrifter? Angiveligt kom opskriften til ham i en drøm. Ifølge andre var det dog hans kone, Ella, der fik ideen. Faktum er, at Kellogg eksperimenterede med en tyndt udrullet majsdej, som efter bagning blev til de små flager, vi kender så godt.
Som massekonsum tog cornflakes for alvor fart, da Kelloggs bror Will Keith fik ham overtalt til at slække på sundheden og tilsætte sukker.
HURTIGT EKSPLODEREDE SALGET, så ledelsen af adventisterne blev skeptiske over for, om ussel mammon mon ikke var ved at skygge for de åndelige værdier bag den rene føde. Derfor takkede de bestemt nej til Kelloggs tilbud om at overlade produktionen til kirken. Måske har de alligevel af og til fortrudt beslutningen – i dag er firmaet bag en af verdens absolut største fødevareproducenter.
Kellogg delte Jacksons grundlæggende forestillinger om de religiøse fordele ved den sunde morgenmad. Men han var måske mere praktisk. Som overlæge Ottosen bemærkede, virkede cornflakes både generelt sundhedsfremmende og modvirkede de nervelidelser, der bekymrede mange på den tid. Og så dæmpede cornflakes ifølge Kellogg de kødelige lyster – argumentet om, at cornflakes er et middel mod datidens frygtede ’selvbesmittelse’ (onani), har tiltrukket sig en del opmærksomhed i eftertiden.
Men man kan faktisk more sig uden kødelige lyster. Hvis der var fest, gav den danske forhandler sundhedsbutikken Sanafer opskriften på en gang frås, som ellers var en undtagelse i den asketiske sundhedsbevægelse. ’Crême-Vitæpanis’ er en ret, der sikkert ikke ville passe så mange af longevity-munkene, men måske fortjener den et comeback hos os andre syndere.
Kort sagt er flagerne et produkt med mange perspektiver, som måske ikke strejfer alle de 350 millioner mennesker, der kloden over sætter Kelloggs cornflakes på bordet hver morgen. Måske skulle den danske markedsføring overveje at vende tilbage til mottoet anno 1908:
»Vælg Deres Føde med Kløgt og Forstand,
Spis Vitæpanis, Kvinde og Mand.
Alle behøver, har De et Maal,
Muskler af Jern og Nerver og Staal«.
HAVREGRYN ER EN AF DANSKERNES absolutte favoritter på morgenbordet, en femtedel af alle unge spiser det hver morgen. Umiddelbart virker de måske lidt malplacerede, de blev ikke opfundet af en helsedoktor, men har deres forudsætning i maskinvalserne, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet. Dengang var de imidlertid fortrinsvis hovedbestanddel i retten havregrød.
De tørre løse gryns gennembrud som drys på mælk og yoghurt skyldes lægen Mikkel Hindhede, der i 1926 begyndte at gøre reklame for dem.
Havregrynene var kun en lille brik i det store program, som Hindhede stillede op for danskernes kost, som i sidste ende skulle gøre danskerne til et »sundt og lykkeligt Folk«.
Det var lægen Mikkel Hindhede, der begyndte at opfordre danskerne til at indtage deres havregryn ukogte og med mælk. Her lader den vegetariske fødevarepioner med en munter mine som om, han skærer juleanden for.
I sammenligning med de store forventninger til de andre morgenmadsprodukter lyder det dog ret ukontroversielt, når havregrynenes bidrag til projektet mest var sundhed og almindeligt velbefindende.
Men det er, fordi det svarer til nutidens etablerede syn på sundhed. For samtiden var tanken om at spise grynene rå fuldstændig absurd. Og i modsætning til de andre morgenmadsprodukter blev det anledning til debat og latterliggørelse i offentligheden.
En af Danmarks førende ernæringseksperter, dr. Christian Jürgensen, følte sig ligefrem nødsaget til at gå ud i landsdækkende aviser og advare mod den direkte sundhedsskadelige idé – i Jürgensens egen kogebog fra 1909 blev det anbefalet at koge havregrøden en time.
Kunne man ikke lige så godt gå hele vejen, hvis man skulle konkurrere med køernes mad? I 1927 blev Hindhede tegnet som en ko på marken ledsaget af et lille digt, der forklarede det konsekvente i at spise planterne direkte på marken, når man nu havde droppet at koge grynene.
Det var dog ikke nok til at forhindre danskerne i at spise solgrynene uden at koge dem. Hurtigt begyndte de at konkurrere ikke bare mod deres kogte varianter, men også mod andre morgenmadsprodukter.
Lægen Christian Jürgensen mente, at havregryn skulle koge i halvanden time, før den var egnet til menneskeføde.
DE FIRE PRODUKTER, der er nævnt her, er kun et udsnit af de tilfælde, hvor morgenmaden er blevet tillagt de mest utrolige effekter.
De surmælksprodukter, som danner underlag for mysli, granola og havregryn, var måske nok blevet spist under alle omstændigheder. Men den store popularitet fik yoghurten, efter at dr. Ilja Metjnikov havde anbefalet den som vejen til et længere liv – Metjnikov mente, at det syrnede mælkeprodukt kunne bekæmpe nogle af de bakterier i tarmene, der ifølge ham fremskyndede aldring.
Fra nutidens etablerede medicin handler det stadig om dagens vigtigste måltid: ’Morgenmad, spring den ikke over!’, lyder overskriften på Sundhed.dk, hvor det offentlige Danmark giver anbefalinger til borgerne angående deres velbefindende.
Her er morgenmaden både nøgle til koncentration, vægttab og bekæmpelse af diverse livsstilssygdomme. Den slags evidensprægede råd forekommer måske noget kedelige i sammenligning med eksemplerne ovenfor.
Måske kunne de 10-30 procent af befolkningen, der angiveligt springer ’dagens vigtigste måltid’ over, overtales med nogle af de ældre argumenter.
Daniel Henschen er historiker og forfatter
