Enevældens København vred sig af rangsyge

'The Toilet of an Attorney's Clerk', c1778-1832: Carle Vernet/Heritage Image Partnership Ltd / Alamy Stock Photo

INDFØRELSEN AF ENEVÆLDEN I 1660 var en skelsættende begivenhed i både Danmarks og Københavns historie. Magten blev samlet hos kongen som person og institution og ændrede samfundets sociale hierarki.

Den centraliserede statsadministrationen og gjorde Københavns status som hovedstad i riget uomtvistelig. Den etablerede også en ny elite, der både bestod af ’importerede’ adelsslægter og adlede borgere, der var afhængige af kongens nåde. Værktøjet til denne forandring var rangforordningen, der fra 1671 var en foranderlig og mere finmasket måde at tildele undersåtterne social status og ære på.

Forordningen indførte et nyt hierarki, der gav dem, der tjente kongen og var tildelt rang, højere status end den traditionelle adel. Rangsystemet blev i 1746 ændret til ni klasser, der igen var inddelt i en række charger, og de, der var ’i rangen’, fik blandt andet ret til at deltage i de royale maskeballer og forrang ved kongelige tafler, gudstjenester og forestillinger på Hofteateret. Særligt ved maskeballerne, hvor hemmeligholdelsen af deltagernes identitet selvsagt var en del af legen, stillede dette krav til planlægningen.

Forud for et maskebal skulle de, der var ’i rangen’, sende navnet på sig selv og de familiemedlemmer, som skulle deltage i begivenheden, og forud afhente billetterne på Christiansborg Slot, så de kunne deltage uden at afsløre sig ved ankomsten til ballet.

RANGEN HAVE OGSÅ BETYDNING FOR, hvem der kunne få foretræde for kongen, og i hvilket forgemak de havde ret til at opholde sig, mens de ventede på foretræde. Rangen var altså både en ære og en praktisk foranstaltning, hvilket til tider kunne give anledning til konflikt.

Henrik Ussing skrev i 1787, at »alle i rangforordningen [går] før alle de andre, om de førstes embeder og fortjenester end er nok så ubetydelige; en kornet, en fændrik går før en stiftsprovst og en borgmester; og en sekretær går før en slotspræst, en provst og en byfoged (...)«.

I tidens mange retssager er æresoprejsning efter brud på rangordenen ved bryllupper, i kirken eller ved hoffet et tilbagevendende emne. Der var langtfra alle, der accepterede forandringerne uden modstand.

SIDELØBENDE MED DEN EMBEDSBETINGEDE TILDELING af rang gav enevælden også velhavende borgere mulighed for at købe sig til en titel som greve eller baron ved at investere i jord og ejendomme eller ved at skænke penge til kongens byggeprojekter.

Et godt eksempel på de nye muligheder for at stige i det sociale hierarki er historien om Heinrich Bolten (1734-1790), der var søn af en kusk og i 1750’erne indvandrede til København fra Bremen.

Han kom i lære som vintappersvend og fik senere borgerskab, hvorefter hans omfattende import af vin ledte ham ind på andre handelsområder, herunder slaver, sukker og rom. I 1771 opførte han den endnu eksisterende Boltens Gård i rokokostil. Da han siden skænkede en formue til opførelsen af Fødselstiftelsens bygning i Amaliegade, blev han belønnet med titel af baron.

Med den nye titel under armen giftede han sig med den langt yngre og meget smukke Frederikke Sophie Heinrich (1764-1807), der var datter af en konferensråd og allerede en del af rangsystemet. Gennem giftermålet med den tidligere vintappersvend fik Frederikke titel af baronesse, og parret søgte i de følgende år at leve op til den nye status gennem et voksende forbrug af luksusvarer i overensstemmelse med de skiftende trends inden for klædedragt, transport og møbler.

DE KØBTE OGSÅ SORGENFRI SLOT som sommerbolig. Baronen købte desuden hele fire herregårde på Lolland og Sjælland og pressede den voksende formue til det yderste.

De gode tider varede dog ikke ved. Allerede to år efter adlingen måtte Heinrich erklære sig insolvent og lade købet af herregårdene gå tilbage.

Han gik bankerot, og i 1786 krævede baronessen derfor skilsmisse og fik den. Hun levede siden en omsværmet tilværelse, indtil hun i 1797 giftede sig på ny, mens baronens kreditorer gav ham lov til at tilbringe sine sidste år i en loftslejlighed i gården i Gothersgade.

Portræt, Erik Pauelsen: Erik Pauelsen/privateje

BARON BOLTENS SKÆBNE GIVER OS ET INDBLIK I, hvordan rangssamfundet var med til at forandre København. Den voksende velstand og sociale mobilitet skabte et byggeboom af dimensioner, hvis resultater stadig kan opleves i Frederiksstaden, Bredgade og Store Kongensgade, hvor storslåede palæer ligger dør om dør med enevældens hospitaler, akademibygninger og pakhuse.

Arkitekturen var en del af den sociale kappestrid, som rangssamfundet medførte. Her var opbygningen af formue ikke et mål i sig selv, men et middel til social positionering.

Både den etablerede elite og velhavende borgere med honnette ambitioner konkurrerede i at fremvise deres status gennem boligen og dens inventar af både møbler og tjenestefolk i passende liberi.

At følge med moden inden for parykker og klædedragt krævede lidt færre midler. End ikke indførelsen af skat på parykker i 1720’erne syntes at have dæmpet forkærligheden for denne hovedpynt, og parykkerne forsvandt først for alvor ud af billedet omkring år 1800. Iveren efter at forfølge den spinkle mulighed for at stige til tops på Boltens manér fik byens borgere og sågar håndværkersvende til at efterligne elitens modeluner i det små.

Udviklingen gjorde det vanskeligt at se forskel på folk i det ydre – og da byen samtidig var vokset til en størrelse, så alle ikke længere automatisk kendte hinanden, kunne det medvirke til at skabe forvirring, når borgerne stødte på hinanden ved selskaber og – især – i byrummet.

DET HÅB OM SOCIALT AVANCEMENT, som rangforordningen skabte, lagde grunden til en social kappestrid, der allerede i samtiden nedsættende blev kaldt ’rangsygen’.

Udjævningen af sociale forskelle var en del af årsagen til, at der i tiden udviklede sig et stadig mere komplekst regelsæt for at hilse og føre sin krop på den rette måde.

Den såkaldte reverens var et indviklet sæt regler, der meget præcist angav, hvordan man skulle hilse på andre personer på den sociale rangstige, og også, hvordan man skulle opføre sig over for personer, der stod uden for rangen eller var helt uden ære, som det hed i samtiden.

I rangssamfundet indførtes begrebet gentil hommes fra fransk og blev på dansk gengivet som ’skikkelige’ eller ’smukke folk’: dannede mennesker, der opførte sig i overensstemmelse med normerne om dannelse og god tone.

Sammen med de stadig hyppige forandringer i moden var denne type foranstaltninger med til at sikre den etablerede elites position. Og gøre det nemt for opkomlinge at falde igennem.

Men også det var der råd for.

I SAMTIDEN UDKOM LÆREBØGER, HVOR DEN nyadlede køb- eller embedsmand kunne læse om den rigtige måde at hilse på.

Han kunne også opsøge en af byens danse- og fægtelærere, der kunne give praktisk undervisning i træning og formning af kroppen og i den kropskontrol, som var påkrævet, hvis man skulle hilse korrekt og deltage med passende anstand og stil i kongens middage eller maskerader.

Et gennemgående princip var, at man bukkede eller nejede i længere tid, jo højere rang ens modpart havde; en meget fornem person, der hilste på én, der stod under ham, ville altså hilse i kortere tid end modparten, mens to meget fornemme bukkede lige længe og ærbødigt for hinanden.

På denne vis markerede man ikke blot sin anerkendelse af den hilsendes status. Man viste også sin status frem for omgivelserne, hvilket var mindst lige så vigtigt.

Ud over regulering af selve hilsenerne var der også kutyme for, hvordan man skulle nærme sig personer, man ikke i forvejen kendte, og som stod højere end én selv i rang.

Det var for eksempel meget upassende, hvis en laverestående mand hilste uopfordret på en højtstående kvinde uden først at være blevet introduceret til hende gennem en mellemmand eller -kvinde, som kendte ham. Og selv efter en introduktion kunne den højtstående markere sin ligegyldighed gennem det, man på engelsk kalder icy politeness.

Direkte fysisk kontakt var også upassende. Mænd, der kendte hinanden, kunne hilse mere uformelt ved at berøre eller løfte let på hatten.

Portræt, Jens Juel: Statens Museum for Kunst/Københavns Museum

DEN NYSLÅEDE RANGSPERSON KUNNE OGSÅ OPSØGE en af byens parykmagere og dér opgradere sin parykgarderobe ved at købe og få tilpasset et passende antal parykker, der svarede til hans nyvundne position. De fleste af disse var også til rådighed i København, hvor en stor del af byens parykmestre var franske huguenotter eller emigranter med kendskab til den nyeste parykmode.

Endnu i 1790 var parykforbruget og efterspørgslen efter parykker stor nok til, at byen husede ikke færre end 90 parykmestre, der hver havde adskillige svende og lærlinge under sig. En af dem, Killian Drubin (1699-1747), drog ligefrem på hårturné i Jylland for at skaffe materiale nok til sin produktion.

Præsterne holdt sig generelt ude af spillet om status og rang og brugte gennem hele paryktiden den såkaldte abbé-paryk.

Men for alle andre skiftede moden konstant. Den lange allongeparyk, der havde været populær i 1600-tallet, veg generelt for nye kortere paryktyper som pung- og piskeparykken, der kunne have skiftende længde, kulør og form. Pungparykken var generelt dominerende i slutningen af perioden.

Skønt elitens parykker og klædedragter var nemmere at efterligne for mindre formuende borgere end deres boliger, krævede den ideelle tilpasning og pudring af parykker, opsætning af frisurer og selve påklædningen hjælp fra tjenestefolk og frisører.

Selve det arbejde, der lå i at omforme og tilpasse kroppens ydre form, var i sig selv en statusmarkør.

Stik af Johanna Fosie: Det Kgl. Bibilioteks billedsamling

ELITEN FASTHOLDT OGSÅ ET FORSPRING, idet dens medlemmer havde råd til for eksempel egen bærestol, der var udsmykket med våbenskjold og blev båret af livréklædte portører, mens mindre formuende borgere lejede dem på byens pladser.

I 1706 fik kammerjunker von der Osten (1664-1739) tildelt privilegium på at bygge, sælge og udleje portechaiser eller bærestole og samtidig oprette et adressekontor, så han kunne »fremme det gemeene bedste«.

Bærestolene var i første omgang hans vigtigste gesjæft, men det har åbenbart taget tid at få virksomheden løbet i gang, for først i 1720’erne kan man læse, at der indrettes faste holdepladser for lejebærestolene på Kongens Nytorv og Gråbrødre Torv (dengang Ulfeldts Plads) og ved værtshuset Kongen af Sverige ved Nikolai Kirke.

Her kunne i princippet hvem som helst leje en bærestol og derefter blive transporteret gennem byens snævre og ofte tilsølede og mudrede gader uden at komme i berøring med hverken gadens smuds eller den menneskelige bærme, der i 1700-tallet oversvømmede København.

Bærestolen, som den så ud i 1700-tallet, var indført i Paris i 1617, hvorfra den bredte sig til kontinentets øvrige byer og godser. I København ses de første gang i 1664, hvor de omtaltes som ’Stole der bæres af to personer’. Den synes ved den lejlighed at være gået hurtigt af mode, men i 1700-tallet vandt bærestolen altså frem igen og prægede bybilledet i hovedstaden i hvert fald frem til 1770’erne, som det fremgår af de mange stik fra perioden og af artikler og auktioner i tidens aviser.

Enkelte bærestole var også i brug herefter, men blev primært brugt ceremonielt og til sygetransport, mens hverdagens transport blev helt overtaget af forskellige slags hestetrukne vogne, f.eks. de tohjulede karrioler.

GODSEJERE OG ADELIGE ANDRE STEDER I RIGET brugte også bærestole. Men kun København var stor nok til, at udlejning af bærestole i godt 50 år kunne gøres til en god forretning.

Mange nyankomne fra provinsen blev derfor forundrede, når de første gang så et menneske i bærestol.

At bærestolen alligevel havde stor succes som transportmiddel i de fleste større europæiske byer, hang sammen med, at gaderne mange steder var så ujævne og så dårligt vedligeholdt, at en bærestol, der ikke berørte brostenene, blev foretrukket frem for tungere hestevogne uden ordentlig affjedring.

Endnu vigtigere var dog den sociale betydning af at blive båret gennem byen. At blive båret markerede jo en grundlæggende forskel på dem, der bar, og den, der blev båret.

Rangssamfundets statusræs prægede hovedstadens festsale, teatre, parker og pladser helt frem til 1790’erne, hvor rangssamfundets stadig mere mærkværdige og komplekse forbrugskultur og adfærdsnormer afløstes af en ny dyrkelse af hjemmet, familien og den indre karakter.

Nu skulle man ikke længere bruge timer på at omforme kroppen ’imod naturen’, men derimod ’være sig selv’ og vise sine evner og talenter. Det var især unge aristokrater, der udviklede den nye såkaldt borgerlige identitet som et oprør mod forældregenerationens rangdyrkelse.

Afskaffelsen af rangssamfundets snærende former og normer var i første omgang er en befrielse. Men det viste sig snart, at heller ikke den borgerlige identitets idealer om naturlighed og utvungen omgang med ens medmennesker var uden problemer.

UDEN RANGSSAMFUNDETS KOMPLEKSE OG TVINGENDE REGLER kunne det være sværere at sætte rammerne for civiliseret samvær. I 1828 fortæller Johan Ludvig Heiberg om sine observationer af gæsterne på et af byens nye konditorier:

»Hvad Conditorierne angaaer, da er det ikke Enhver som besøger dem, blot for at drikke Punsch og spise Kager. Mange gaae derhen for at læse Aviserne og de offentlige Blade. Rolighed er saaledes den første Betingelse for den gode Tone paa disse Steder [...]. Mangen, som ikke læser, ønsker dog ikke at foruroliges af høirøstede Samtaler, af politiske Kandestøberier, af fade Theater-Critiker, af scandaleuse Historier, af Beretninger om private Forhold, der maaske meer eller mindre angaae den uvildige Tilhører, som derved let fristes til at tage til Gjenmæle og saaledes kan indvikles i Stridighed om Ting, han ikke ønsker at berøre, og med Folk, som han ikke ønsker at kjende«.

Selv uden parykker, pudder og styltesko var der behov for at danne menneskene.

Parykmagere og bærestolsportører måtte dog søge til andre erhverv. I Parykmagerlaugets protokoller fra 1790’erne fremgår det, at mange af svendene med tiden fik arbejde i andre erhverv som tjenere, frisører, matroser eller hvervede soldater.