Ganske vist havde Første Verdenskrig ikke sat en ridse i storbyerne, som det blev tilfældet med Anden Verdenskrig, men bolignøden i Tyskland var enorm og landet tvunget i knæ som følge af Versailles-traktatens krav om massive krigsskadeserstatninger, der i store dele af befolkningen blev opfattet som en national krænkelse. Dertil kom turbulens i økonomien og et konstant politisk limbo. Bauhaus-skolen ville i denne svære situation skabe positive ledetråde for samfundets materielle kultur og dets forbundne livsformer.
Bauhaus’ gennemslagskraft knytter sig tæt til Weimar-republikkens historie. I 1919, året for skolens grundlæggelse, mislykkedes den socialistiske revolution i Tyskland, men republikken var en realitet, og socialdemokraterne havde regeringsmagten. SPD, som ikke ønskede revolution, men en mere lige fordeling af den samfundsmæssige rigdom, sigtede mod reformer af skolevæsnet, indførelse af valgret til kvinder, etablering af børnehaver og almennyttigt byggeri til arbejdere og funktionærer. Med hensyn til kulturpolitikken var partiet og fagbevægelsen mere splittet. Nogle havde en ret spidsborgerlig indstilling, mens andre aktivt gik ind for de eksperimenterende kunstformer og pædagogiske fornyelser på alle uddannelsestrin.
Den nye arkitektur bakkede man også op om i byer med socialdemokratisk flertal i bystyret. På trods af denne vigtige politiske støtte måtte de små grupper af arkitekter, som bar den moderne bevægelse, og som i mange tilfælde stod til venstre for SPD, hele perioden igennem kæmpe mod konservative kræfter i Tyskland. Det var tilfældet med Bauhaus-skolen, der ikke kun havde et betragteligt antal jødiske studerende, men også stod under stadige anklager om kulturbolsjevisme.
FOR ARKITEKTER AF DEN ÆLDRE GENERATION har navnet Bauhaus en positiv klang som betegnelse for den skole, der så det 20. århundredes sociale og politiske problemer i øjnene. Skolen medvirkede til tilblivelsen af et arkitektonisk formsprog og designprincipper, der skabte huse med en nøgtern enhed af inde og ude, af skønhed og anvendelighed, og udstyrede dagligdagen med brugsgenstande, som var smukke – fordi de fungerer godt.
Den funktionalistiske bevægelse i arkitekturen har imidlertid to ansigter. Den kan i yngre menneskers øjne af og til bære skylden for en vis del af fantasiløsheden i og trivialiseringen af vores umiddelbare omverden. Bauhaus bidrog mere systematisk end andre centre i den funktionalistiske arkitektur til udfoldelsen af den moderne bevægelses program.
VED SKOLENS OPRETTELSE I 1919 formulerede dens første leder, Walter Gropius (1883-1969), dens mål som følger:
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
