Vesten og Japan splittede det kinesiske kejserrige

I sensommeren 1793 fik den britiske gesandt lord George Macartney (1737-1806) endelig audiens hos Kinas kejser, Qianlong (1711-1799). Lord Macartney var den britiske kong Georg 3.s (1738-1820) personlige udsending og havde været undervejs fra havnebyen Portsmouth i et år med tre skibe. Det var første gang nogensinde, en britisk kongelig gesandt mødte Kinas kejser. Med sig bragte den britiske mission gaver til kejseren i form af moderne britiske håndværksprodukter.

I dag ville vi kalde missionen en handelsdelegation, mødet med den kinesiske kejser handelsforhandlinger og gaverne produkter, som Storbritannien ønskede at eksportere til Kina. Det kinesiske marked havde et uendeligt potentiale. I 1793 var det kinesiske kejserrige på højden af sin magt. Gennem århundreder havde Kina været innovativt, rigt og var blevet regeret pragmatisk af skiftende kejsere. Under kejser Qianlong var Kina verdens folkerigeste land med verdens største økonomi og et areal på 13 millioner kvadratkilometer.

I 1498 havde portugiseren Vasco da Gama opdaget søruten syd om Afrika til Indien. Det åbnede for europæisk handel ad søvejen til Asien. I midten af 1500-tallet nåede de første europæiske handelsskibe frem til Østasien og Sydkinas kyster. Tekstiler fra Indien, krydderier fra Sydøstasien og te, porcelæn og silke fra Kina begyndte at blive fragtet til Europa. Over tid tog handlen til, og i 1757 lovgav Kinas kejser, at al handel med udlandet fremover skulle finde sted gennem kun én handelshavn, Canton i Sydkina. Så kunne Kina bedre overvåge, hvad der blev eksporteret ud af Kina, og sikre, at der blev opkrævet afgifter.

I løbet af 1700-tallet havde det britiske Ostindiske Kompagni udbygget sin handel og tilstedeværelse i Indien. Ved slutningen af 1700-tallet var Storbritannien blevet den største europæiske handelsnation i ’Det Fjerne Østen’. Selv om handlen var omfangsrig, vigtig og indbragte de britiske handelshuse betragtelig fortjeneste, så var den skæv for Storbritanniens samlede økonomi. Storbritanniens regering var bekymret over det voksende handelsunderskud med Kina. Kineserne købte stort set intet, og alle varer indkøbt i Kina blev betalt med sølvmønter. Formålet med lord Macartneys rejse til Kina var at øge britisk eksport til landet og opnå mulighed for at indgå lokale forretningsaftaler, der tilgodeså britiske interesser. Det eksisterende Canton-system var usmidigt. Flere kinesiske byer skulle åbnes for handel. Storbritannien bad også om egne havnefaciliteter til handels- og varehuse. Desuden ønskede briterne at oprette en diplomatisk mission i Peking, så man kunne forhandle direkte med Kinas kejser og hans embedsmænd.

Lord Macartney og hans følge på 80 personer nåede i begyndelsen af september 1793 Peking, 140 km inde i landet fra havnebyen Tianjin, hvor de britiske skibe havde ankret op. Men kejser Qianlong opholdt sig i sin sommerresidens oppe i de køligere bjerge ved Chengde 200 km nord for Peking. Qianlong var 82 år gammel og havde regeret i næsten 60 år. Han havde løbende modtaget underretninger om den britiske delegations færd siden dens ankomst til de sydkinesiske farvande tre måneder tidligere. Qing-dynastiets to store kejsere var Qianlong selv og hans bedstefar Kangxi (1654-1722). De regerede hver i 60 år. De var etniske manchurer og havde påbudt alle han-kinesere at bære hårpisk som tegn på respekt.

Forud for Lord Marcartneys audiens hos kejser Qianlong havde man diskuteret, hvilke regler for skik og brug der skulle følges, som man også gør i dag, når forskellige kulturer mødes. Fra britisk side havde man afvist det kinesiske krav om, at lord Marcartney fulgte den årtusind gamle kinesiske tradition at kow-tow’e for kejseren (ned på begge knæ med panden i gulvet). Det kinesiske kejserhof accepterede, at lord Macartney hilste den kinesiske kejser på samme måde, som man i Storbritannien hilste kongen – ved at knæle på ét knæ.

Da lord Macartney havde fremført de britiske ønsker, udfærdigede det kinesiske kejserhof en hilsen fra kejser Qianlong til den britiske monark, stemplet med kejserens officielle segl. Sproget var højtideligt. Kejseren påskønnede, at en repræsentant for et kongerige på øer ude i havet nord for Europa var kommet den lange vej til Kina for at vise Kinas kejser respekt. Men den kejserlige kinesiske hilsen var også et nøgternt referat fra mødet, hvor Kinas synspunkter blev tilkendegivet enkelt og tydeligt. For, som kejser Qianlong skrev, i tilfælde af at den britiske monarks gesandt ikke huskede hele det svar, Qianlong havde givet ham, kunne gesandten støtte sig til det skriftlige svar.

Kejser Qianlong kunne desværre ikke opfylde de britiske ønsker. Han værdsatte de fine gaver, som han havde modtaget, men Kina havde ikke brug for dem. Kina var et stort land og havde rigeligt af egne produkter. Storbritannien var fortsat meget velkommen til at købe te, porcelæn, silke og andre varer i Kina til gavn for befolkningen i Storbritannien – i det omfang Kina kunne levere.

En ambassade i Peking kunne Storbritannien heller ikke få. Det var ikke noget, man brugte i Kina. Særlige britiske handelsstationer i Kina var unødvendige og ville være vanskelige at forvalte. Sprog, kultur og sædvane ville være en udfordring.

Canton-systemet fungerede fint. Kejser Qianlong havde forinden modtaget underretninger fra Indien, der fortalte, at når først en britisk handelsstation var oprettet, kom der hærenheder, der senere trængte yderligere ind i landet.

I årene efter 1800 fortsatte de store europæiske indkøb af kinesiske produkter, og presset på den britiske valutareserve, sølvmønterne, voksede.

Briterne havde allerede i nogen tid kontrolleret produktionen af opium i Bengalen i Indien og solgt det i Asien som en af flere varer. Nu tog man den strategiske beslutning at udvide produktionen af opium og smugle det ind i Kina, hvor salg af opium havde været forbudt siden 1729. I de følgende årtier steg eksporten af opium til Kina 40 gange, og antallet af kinesiske misbrugere steg tilsvarende.

Foto: Paladsmuseet, Beijing

I 1839 besluttede de kinesiske myndigheder at bringe indsmuglingen af opium til ophør og opbragte et stort parti britisk opium smuglet ind i Sydkina, brændte ladningerne af og pålagde de britiske rederier bøder. De britiske rederier krævede kompensation af Storbritanniens regering, der i stedet valgte at sende en flådestyrke til Kina. I de følgende tre år angreb den britiske flåde flere byer op langs den kinesiske kyst, uden at Kina kunne yde den overlegne moderne britiske flåde nogen større modstand.

Da den britiske flåde i 1842 sendte dampdrevne krigsskibe op ad floden Yangtze med trussel om at beskyde byen Nanjing, gik den kinesiske kejser med til at forhandle.

Resultatet blev Nanjing-traktaten.

I den indvilgede Kina i at åbne yderligere fem kinesiske kystbyer for handel med udlandet og indrømme briterne særlige rettigheder i de byområder, som de kontrollerede. Det betød, at briterne her ikke var underlagt kinesisk lov, men kun egne nationale love. Man fik lov til at udpege konsuler i de åbne kystbyer med ret til at forhandle med lokale kinesiske myndigheder. Øen Hongkong blev afstået til Storbritannien, og Kina blev pålagt at betale en stor krigsskadeerstatning.

Alle de britiske krav, som lord Macartney i 1793 havde fremført over for kejser Qianlong, var blevet opfyldt, og mere til. I løbet af to år havde Frankrig, USA og flere andre lande underskrevet traktater med Kina, der sikrede dem samme adgang til landet.

Det kinesiske marked var enormt, og Nanjing-traktaten skærpede udenlandske forretningsfolks appetit. Kina blev konstant bedt om flere indrømmelser til forretninger med udlandet. Det modsatte man sig, og efter 1856 kom det til flere sammenstød mellem britiske styrker og kinesiske myndigheder. Frankrig støttede Storbritannien, og efter kampe ved kystbyen Tianjin i 1860 marcherede de britisk-franske tropper til Peking, hvor kejserdømmets tropper tabte yderligere slag.

En ny traktat blev indgået. Hele Kina blev nu åbnet for handel med udlandet. Skat på handel blev ophævet og salg af opium tilladt. Udenlandske krigsskibe fik tilladelse til at besejle Kinas floder. Kristne missionærer fik adgang til at missionere i Kina, og inden 1900 var 8.000 vestlige missionærer ankommet hertil. Fremmede nationer fik tilladelse til at etablere ambassade i Peking.

Foto: Lemuel Abbott Francis

Den britiske kronkoloni Hongkong fik udvidet sit territorium med Kowloon, og Kina blev pålagt at betale krigsskadeserstatning. Konflikten blev kaldt Den Anden Opiumskrig. Under opholdet i Peking afbrændte de britisk-franske tropper kejserens sommerpalads Yuan Ming Yuan. Det kunne tjene Kina som en huskekage, mente den britiske hærfører James Bruce, 8. jarl af Elgin. Paladsets opførelse var påbegyndt i 1707 og blev i omfang og arkitektonisk forfinelse sammenlignet med slottet Versailles i Frankrig.

Inden ødelæggelsen af paladset havde de europæiske generaler sørget for selv at tilegne sig de vigtigste kunstgenstande, hvoraf nogle var 3.000 år gamle.

Det kinesiske Qing-dynasti var bragt i knæ. I 1840, 20 år tidligere, havde Kina været fuldstændig lukket. Ingen udlændinge havde kunnet rejse i Kina, og handel med udlandet foregik kun gennem havnen i Canton.

Nu havde de fremmede magter tvunget døren til Kina op på vid gab. Både store og mindre udenlandske virksomheder rykkede ind ved kysten og op langs Kinas floder. Udenlandske forretningskvarterer blev etableret i handelsbyerne, det største i Shanghai ved udmundingen af floden Yangtze, hvor varer sejlet ned ad floden fra Kinas indre blev solgt, opmagasineret og omladet på fragtskibe til udlandet.

Shanghai havde både en international koncession, reelt under britisk ledelse, og en selvstændig fransk koncession. Mange nye udenlandske konsulater blev oprettet, og udenlandske magter kunne forhandle sig til lokale fordele. I Peking blev der som aftalt oprettet ambassader.

Foto: Christian Neuhaus, Det Kongelige Bibliotek

Men den stigende udenrigshandel nødvendiggjorde også praktisk regulering. Meget sigende var det de udenlandske konsuler i Shanghai, der i 1854 tog initiativ til at oprette et maritimt kinesisk toldvæsen. Selv om det nye toldvæsen formelt rapporterede til de kinesiske myndigheder, som også i et vist omfang modtog de toldgebyrer, der blev opkrævet, var toldvæsnets øverste ledelse, dets ledende medarbejdere og mange mellemledere alle udlændinge. De fleste var briter, men også tyskere, amerikanere og franskmænd arbejdede i det kinesiske toldvæsen.

Danmark var også med, og gennem årene var i alt 248 danskere ansat i toldvæsnet, ofte i årtier og i ledende stillinger.

Stillingen som toldvæsnets øverste leder, generalinspektøren, var frem til 1949 besat af en brite. Toldvæsnet forvaltede også postvæsnet, forestod vedligeholdelse af havne, regulering af floder, vejrtjeneste og kystvagt og havde patruljeskibe til bekæmpelse af smugleri. Toldvæsnets indtægter udgjorde en tredjedel af kejserrigets samlede indtægter, var en stat i staten og havde i 1900 over 20.000 ansatte.

Udlandets dominans over Kina blev øget efter 1860. Markedet var åbent, forretningsmulighederne mange og tilstedeværelsen af egne væbnede tropper nyttig. Der skete også en begyndende industrialisering af Kina, drevet af udenlandske virksomheder, der samtidig kontrollerede Kinas udenrigshandel.

De udenlandske magter begyndte også at konsolidere egne indflydelsessfærer både i selve Kina og i de områder, der grænsede op til landet. Det svækkede kinesiske kejserdømme kunne ikke længere håndhæve sine interesser, og i Qing-dynastiets sidste 25 år frem til dets fald i 1911 gik det stærkt ned ad bakke.

Modsat Kina indledte Japan en national modernisering i 1868 kaldet Meiji. I Japan studerede man vestlig teknologi og videnskab og begyndte at opbygge en moderne industri. Kinas indflydelse på kongeriget Korea, der under Qing-dynastiet var knyttet til Kina, blev svagere.

Flere års sammenstød i Korea mellem Japan og Kina udløste Den Kinesisk-Japanske Krig, som varede fra 1894 til 1895, og som Kina tabte. Ved fredsslutningen i Shimonosegi anerkendtes Koreas uafhængighed af Kina, og herefter var Korea en japansk koloni. Kina måtte ligeledes afstå øen Taiwan og halvøen Liaodong til Japan.

Det sidste blev dog forhindret af Rusland, Tyskland og Frankrig, som alle havde interesser på Liaodong-halvøen. Regningen blev tørret af på Kina, og den i forvejen store kinesiske krigsskadeserstatning til Japan blev hævet.

Begivenhederne i Korea gentog sig i disse år langs alle Kinas grænser. Et svagt Kina kunne ikke fastholde sin tidligere indflydelsessfære, og fremmede magter greb ind.

De største landområder afstod Qing-dynastiet til Rusland – Østsibirien syd for Stanovoj-bjergene, Ydre Mongoliet og landområder vest for Xinjiang. Fra Indien mod syd rykkede Storbritannien ind i Tibet og overtog også kontrollen med Nepal og Burma. Frankrig oprettede et protektorat i Vietnam og Laos. I selve Kina blev Sydkina fransk interesseområde. Midtkina fra Shanghai og op ad Yangtze-floden var britisk område. Shandong-provinsen var tysk område. Manchuriet og Fujian-provinsen, der lå på fastlandet over for øen Taiwan, blev japansk interesseområde.

Foto: GN Store Nord

Qing-dynastiet havde efterhånden fuldstændig mistet evnen til at forsvare sig. Men hvorfor delte de udenlandske magter ikke Kina imellem sig en gang for alle? Svarene er flere: Forhandlinger om grænsedragning ville blive lange og enighed vanskeligt at opnå. Det kinesiske marked var fortsat uendelig stort, og de udenlandske magter havde langtfra udnyttet de forretningsmuligheder, der var inden for de områder, som de hver især kontrollerede.

Og måske den vigtigste grund: Det var bekvemt, at en svag, men samlet national kinesisk regering selv varetog forvaltningen af den store befolkning.

Det blev dog uden Qing-dynastiet.

I slutningen af 1911 gjorde kinesiske hærenheder i Wuchang i Midtkina oprør mod kejsermagten, Qing-dynastiet blev i 1912 afsat og Republikken Kina oprettet. Frem til afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 forblev situationen i Kina grundlæggende den samme som før med en svag national kinesisk regering og stor udenlandsk dominans, der efter 1937 blev overskygget af Japans besættelse af Kina.

Da Folkerepublikken Kina blev oprettet i 1949, var det første gang i 300 år, at et samlet Kina var ledet af en han-kineser. Perioden fra 1839 til 1949 kaldte man nu ’hundrede års national ydmygelse’, bǎinian guochi. I dag, 70 år senere, er vi vidne til, at 19 procent af verdens befolkning igen begynder at fylde som 19 procent af verdens befolkning.

Danmark fik også mulighed for at få en bid af kagen. Efter Den Første Opiumskrig gjorde Nanjing-traktaten det muligt for udenlandske selskaber at handle i fem nye kinesiske havne og dér etablere konsulær repræsentation.

For at styrke sin tilstedeværelse i Kina under de nye forhold sendte Danmark i 1845 for første gang en gesandt til Kina. Det var den danske guvernør i Tranquebar, Peder Hansen. Han udpegede danske konsuler i Canton og Shanghai samt i Hongkong – nu britisk kronkoloni. Åbningen af nye traktathavne i Kina blev udnyttet af mindre danske rederier til at deltage i fragtsejladsen op langs den kinesiske kyst. Især skibe fra Aabenraa specialiserede sig i kystfart i Kina. Alene i 1862 anløb 180 danske skibe Hongkong og udgjorde en af de fem største europæiske handelsflåder på Kina-kysten.

Den Anden Opiumskrig fra 1856 til 1860 påtvang Kina endnu flere indrømmelser til udlandet.

Hele Kina lå nu åbent for udenlandske virksomheder. Igen var der brug for en opdatering af danske interesser i Kina. I 1863 blev den internationalt erfarne danske diplomat og senere krigsminister Waldemar R. Raasløff (1815-1883) sendt til Kina for at sikre, at danske virksomheder fik samme handels- og skibsrettigheder som Storbritannien, Frankrig, USA og Rusland.

Det lykkedes, og 13. juli 1863 blev den kinesisk-danske ’Venskabs-, Handels- og Skibsfarts-Traktat’ forhandlet færdig i Tianjin til officiel underskrivelse senest inden for et år. Konseilspræsident D.G. Monrad (1811-1887) valgte at sende viceadmiral Steen Andersen Bille (1797-1883) på den lange rejse til Kina for at ratificere aftalen, hvilket skete i juli 1864.

Samme måned tabte Danmark krigen i Sønderjylland mod Preussen. Ved fredskonferencen i Wien i oktober 1864 mistede Danmark Slesvig-Holsten, hvor størstedelen af de danske handelsskibe, der sejlede på Kina-kysten, var hjemmehørende i havnebyer som Aabenraa og Flensborg. De slesvigholstenske skibe sejlede ikke længere under dansk flag. Hvad angik dansk skibsfart på Kina, var traktaten nu uden større betydning.

Men Raasløff havde under sit lange ophold i Kina mødt mange europæere og fået et indtryk af omfanget af de nye forretningsmuligheder i landet. Det indtryk bragte Raasløff med sig hjem og delte det med danske industrifolk.

I 1869 oprettede C.F. Tietgen Store Nordiske Telegrafselskab, også kaldet Store Nord. Telegrafen var et nyt kommunikationsmiddel, datidens internet, og den internationale konkurrence var stor. Danmarks gode forhold til Rusland gjorde det muligt for Store Nord som det første telegrafselskab at lægge kabler fra Europa over Rusland gennem Sibirien til Asien med endestation i Shanghai. I 1870 blev Store Nord det første store danske selskab, der etablerede sig i Kina, og i 1871 det første telegrafselskab, der tilbød telegrafisk forbindelse til Kina.

Danske Store Nord havde opnået en særdeles fordelagtig position angående telegraftrafikken mellem Europa og Asien. I de første år efter Store Nords etablering i Shanghai rejste Raasløff til Kina flere gange for at fremme Store Nords forretninger. Det samme gjorde diplomaten kammerherre Julius F. Sick.

Der gik dog 10 år, før Store Nord blev officielt anerkendt af Kinas regering, der samtidig anmodede selskabet om at bistå Kina i at fremme brugen af telegraftjenester. I de følgende år oprettede Store Nord telegraflinjer i det meste af Kina og forestod oplæringen af kinesisk telegrafpersonale. Frem til Anden Verdenskrigs begyndelse var Store Nord en af de betydeligste danske virksomheder i Kina.

Store Nords forretninger i Kina fik en særlig kulturel og sproglig tilføjelse. Allerede da Tietgen i 1869 planlagde forretninger i Kina, vidste man i Store Nord, at kinesiske skrifttegn ikke kunne sendes telegrafisk. Morsesystemet var baseret på latinske bogstaver og arabiske tal. Hvad skulle man gøre? Opgaven blev løst af professor Hans Schjellerup fra Københavns Universitet. Efter en særlig metode fik hvert kinesisk skrifttegn 4 cifre. Når man afsendte en kinesisk tekst, slog man op i en kodebog og fandt de rigtige 4 cifre for de ønskede tegn. Telegrammet blev sendt som en talrække og senere afkodet på den telegrafstation, der var modtager. Professor Schjellerups kodesystem sikrede, at de årtusindgamle kinesiske skrifttegn blev bragt ind i telekommunikationens tidsalder. Kodesystemet blev senere national kinesisk standard og blev også benyttet ved udviklingen af moderne computeres anvendelse af kinesiske skrifttegn.

Flere hundrede danskere arbejdede gennem årene for Store Nord i Kina. Fra 1892 begyndte Det Danske Missionsselskab at sende missionærer til Kina, navnlig til Manchuriet. Indtil 1950 arbejdede i alt 150 danske missionærer i Kina.

I 1896 udsendte Danmarks udenrigsministerium sin første diplomat til Shanghai som konsul her, som udtryk for betydningen af danske kommercielle interesser og antallet af danskere i Shanghai.

I Qing-dynastiets sidste år kom flere danske virksomheder og forretningsfolk til Kina. I 1900 oprettede Det Østasiatiske Kompagni kontorer i Kina. Ved Qing-dynastiets fald i 1911 udgjorde danskere den fjerdestørste europæiske befolkningsgruppe i Shanghai efter briter, franskmænd og tyskere. Store Nord havde virkelig sat Shanghai og Kina på danskerens verdenskort. I dag har (GN) Store Nord fortsat en stor forretning i Shanghai, og byen har igen det største antal fastboende danskere øst for Suez-kanalen.