Det kinesiske guld

Når vi til daglig holder et stykke porcelæn i hænderne, er det nok de færreste, der tænker på, at materialet har mere end 1.000 års historie bag sig, og at det stammer fra Kina. Porcelæn er et funktionelt hverdagsmateriale, og vi bruger selvfølgeligt krus, kopper, skåle og tallerkener af porcelæn på bordet og i køkkenet, ligesom det er nærmest umuligt at forestille sig et badeværelse uden porcelæn til vask, toilet og fliser. Porcelænets dominans i køkken og bad er baseret på dets praktiske egenskaber. Det er hårdt og slidstærkt, den tætte struktur og glatte overflade gør det vandtæt, temperaturbestandigt og let at rengøre. Det er næsten umuligt at slide op.

Det var dog den æstetiske side af porcelænet, der først havde betydning, da det blev opfundet i Kina i det 8. århundrede i Tang-perioden i den sydlige provins Hebei. De efterfølgende Song- og Ming-dynastier udviklede avanceret formgivning, og frem til det 17. århundredes begyndelse vidste kun kineserne, hvordan porcelæn kunne fremstilles. Porcelæn blev en eftertragtet eksportartikel først afsat til andre lande i Asien, senere til Mellemøsten og Europa. I perioden fra det 16. århundrede og ca. 300 år frem mener man, at der udgik mere end 300 millioner stykker porcelæn fra Kina til resten af verden. Porcelæn blev et symbol på magt og status og skabte en intens kulturudveksling og nye modeluner i andre lande. Historien om porcelænets spredning fra Kina til resten af verden er måske et af de bedste eksempler på kulturel udveksling af ideer, teknologi og kultur på tværs af tid, der findes.

I slutningen af Tang-perioden (618-907) fandt de første vellykkede eksperimenter med porcelæn sted. Arkæologiske fund viser, at det blev eksporteret til både Iran og Irak. I Song-perioden (960-1279) beherskede man teknikken fuldt ud. Fokus var på selve porcelænsmassen, men kineserne begyndte at indskære eller presse mønstre i porcelænets overflade, f.eks. lotus- og krysantemumblomster. I mønstrenes fordybninger samler glasuren sig i tykkere lag, så en raffineret nuancering af glasurfarven opstår. Præcis denne virkning har gjort Song-porcelæn til et eftertragtet samlerobjekt lige siden.

Den efterfølgende periode, Ming (1368-1644), blev den store gennembrudstid for porcelænsfremstilling. Det var under Ming, man begyndte at udstyre porcelænet med malede dekorationer, først og fremmest i blåt. Samtidig blev produktionen koncentreret til området omkring Jingdezhen, hvor den stadig foregår. Fremstillingen blev varetaget af private familiefirmaer, men der fandt hurtigt en niveaudeling sted. Nogle producerede topkvalitet direkte til det kinesiske kejserhof, mens andre producerede en mere jævn kvalitet og andre objekttyper rettet mod almindelige aftagere eller til eksport. Porcelænsgodset blev tykkere og tungere, og man kunne fremstille rigtig store genstande. Blå blomster, frugter eller buddhistiske tegn, lykkesymboler og landskabsscener prydede porcelænet. I den efterfølgende Qing-periode (1644-1912) kom nye motiver og kulørte dekorationer til. På det tidspunkt lærte europæerne selv at producere porcelæn, i begyndelsen som en efterligning af kinesiske former og motiver, men langsomt skabte de en selvstændig formgivning i det nye materiale. Det fik konsekvenser for Kina-handlen.

Kinesisk porcelæn blev udbredt over land ad Silkevejen til Mellemøsten, hvor det især blev populært i Iran og Tyrkiet. Kontakten med Mellemøsten førte impulser tilbage til Kina, der forandrede porcelænet formmæssigt, og kineserne begyndte at importere den dyre farve koboltblå, der havde været kendt siden oldtiden i Ægypten, og dekorerede Ming-periodens porcelæn med den. Det blådekorerede Ming-porcelæn fascinerede ikke bare i Mellemøsten, men også i Europa. Lige siden har farven blå og porcelæn hørt sammen, for blåt klæder porcelænets hvide flade ekstraordinært godt. Man ser det bl.a. i stel som det musselmalede fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, malet helt fra 1775, og dets moderne aflæggere som stellene Megamussel og Elements. Alle er direkte udløbere af den kinesiske Ming-tradition.

De første europæere i Kina var kirkens mænd, gerne jesuitterpræster og -munke på mission, men foruden at gøre kineserne kristne blev de af deres statslige arbejdsgivere også pålagt helt andre opgaver af mere praktisk og dokumenterende art. De fik til opgave at rapportere hjem om alt fra Kinas natur- og råstoffer til kinesernes påklædning, vaner og levevis, deres tro, deres landbrug samt statsadministration, kunst og erhverv. Formålet var videnskabeligt, men i lige så høj grad motiveret af nytten i at måle en mulig konkurrents kompetencer og landets betydning som investeringsmål, nøjagtig som Europa i dag vurderes af kineserne. Porcelænet var et af de vigtigste emner i denne kortlægning, da europæerne meget gerne selv ville kunne fremstille det. Derfor rummer historien om, hvordan europæerne tilegnede sig viden om porcelænsfremstilling, alle elementer til en god spændingsroman: industrispionage, tyveri, bedrag, hofintriger, hemmelige alliancer og bestikkelse. I 1500-tallets begyndelse blev kinesisk porcelæn nemlig betragtet som kostbare sjældenheder og inkluderet som skatte i europæiske fyrsters kunstsamlinger. Nogle af de største samlinger tilhørte Elizabeth 1. (1533-1603) af England og Filip 2. (1527-1598) af Spanien.

Foto: Wikimedia Commons, Victoria and Albert Museum, London

I løbet af 1500-tallet blev den oprindelige landrute Silkevejen efter opdagelsen af søvejen til Indien erstattet af direkte sejlruter, først varetaget af portugiserne og senere af hollænderne og andre nationer, bl.a. Danmark, som dannede ostindiske handelskompagnier. Med sejlruterne blev importen af kinesisk porcelæn til Europa voldsomt forøget. Porcelæn kunne pakkes i skibene sammen med silke, te og krydderier og samtidig fungere som ballast. Da porcelænet først var blevet kendt i Europa, skabte det et stort ønske hos Europas regenter om selv at kunne producere det. Geologikyndige eksperter blev sendt rundt for at finde egnet ler, men resultaterne var ikke vellykkede, for europæerne vidste ikke, hvilke stoffer i det kinesiske porcelæn der gav stabiliteten, og hvordan man skulle brænde massen. Først omkring 1710 skete et gennembrud, da man i byen Meissen i Sachsen endelig fandt ud af, at kaolin og kvarts var altafgørende ingredienser i porcelænsmasse. En europæisk porcelænsproduktion kunne begynde.

Sachsens fyrste August den Stærke (1670-1733) var besat af porcelæn. Han havde opbygget en samling af kinesisk og japansk porcelæn, der var så stor og kostbar, at han byggede et palads i Dresden til den, men han ville også have sit hjemmeproducerede porcelæn fra Meissen og pressede konstant på for, at kvaliteten kunne komme til at måle sig med det østasiatiske porcelæn. Man havde i begyndelsen problemer med at brænde større genstande og vidste ikke, hvordan kineserne fremstillede farvet glasur til dekoration. Da man beherskede større former og farver, ændrede formgivningen sig. I begyndelsen kopierede man kinesiske forbilleder, men langsomt udviklede en europæisk designtradition sig, hvor bl.a. realistiske blomstermotiver og landskaber indgik på brugsporcelæn i svungne rokokoformer.

Selv om man begyndte at producere porcelæn i Europa i 1700-tallet, betød det ikke, at importen fra Kina på det tidspunkt holdt op, men den ændrede sig. Kineserne begyndte at lade europæiske formgivere tegne former og dekorationsforslag til mere brugsrettet porcelæn tilpasset europæisk smag og spisevaner. De blev sendt med skib til Kina, først og fremmest den store havn i Canton, nu Guangzhou. Herfra gik bestillingen til Jingdezhen, porcelænet produceredes og dekoreredes efter forskrifterne og kom tilbage med et andet skib. Som regel gik der 1 til 1 ½ år fra bestilling til levering i København, Stockholm, Amsterdam eller London. Udlicitering af produktionen til Kina fik sommetider mærkelige konsekvenser. Nogle gange kunne den kinesiske maler ikke aflæse en tegning korrekt og malede så i stedet, hvad han mente, der var på forlægget. En pudsighed er, at det modsatte skete, da europæerne fremstillede deres første porcelæn og kopierede de kinesiske forbilleder: Her misforstod malerne også nogle af motiverne og malede, hvad de troede, de så, da de ikke kendte den bagvedliggende symbolik og betydning af motiverne.

Foto: Metropolitan Museum New York

Meissen-fabrikken var stort set alene på markedet indtil 1740’erne, og i Danmark skulle man helt frem til 1775, før en fabrik blev oprettet. Ønsket i Europa om at etablere nationale porcelænsfabrikker var ikke kun motiveret af æstetisk sans og politisk rivalisering og prestige blandt fyrster eller kappestrid med Kina. Det havde kostet kolossale summer at importere porcelæn fra Kina. Nu så fyrsterne et moderne industrieventyr og en indtjeningsmulighed tegne sig med en hjemlig produktion. De tidlige europæiske porcelænsfabrikker leverede mest bestillinger til udsmykning af slotte og herregårde og pragtservice efter fyrsteønsker. Det var en begrænset produktion, der tit gav flere omkostninger end indtægter. Nu fik man gradvis opbygget et ægte merkantilt grundlag med en bredere kundekreds, et velhavende borgerskab, der ville have porcelæn på bordet i stedet for lertøj og fajance.

Udbredelsen af porcelæn blev også hjulpet på vej af de nye modedrikke kaffe, te og chokolade, der krævede en helt ny formgivning af service, og porcelæn viste sig særdeles velegnet til kopper og kander. Markedet for kaffe-, te- og chokoladestel voksede igennem det 18. og 19. århundrede ligesom markedet for middagsservice. Afsætningen forblev næsten uændret frem til 1970’erne. Derefter slog mindre krævende borddækning, brug af plastik og rustfrit stål og enklere husholdning igennem i takt med kvindernes introduktion på arbejdsmarkedet. Stellene gik af brug. I dag bruges de fine stel af et fåtal og mest ved opdækning til særlige lejligheder. Denne praksis har de seneste 40 år taget livet af mange europæiske porcelænsfabrikker. Importen af kinesisk porcelæn til bordbrug er også helt forsvundet.

Storhedstiden for produktion og udbredelse af kinesisk porcelæn varede fra ca. 1500 til år 1900. Efter år 1900 satte krige i og imod Kina, verdenskrigene og senere Maos grundlæggelse af Folkerepublikken Kina i 1949 en stopper for erhvervseventyret. Under Mao blev produktionsenhederne i Jingdezhen nedlagt eller nationaliseret. Den tilbageværende produktion omlagdes helt til basal brugskeramik, og kinesisk porcelæn forsvandt fra Europa.

I Kina producerer man nu igen større mængder porcelæn i Jingdezhen, men ikke på et plan, der kan sammenlignes med fortiden. Ny original formgivning kniber det med, man griber tilbage til storhedstidens stilforbilleder eller er inspireret af europæisk design. Man kopierer med glæde porcelæn efter forbillede fra Song-, Ming- og Qing-perioderne og er stolte af, når efterligningerne kommer så tæt på originalerne som muligt. Det betyder, at skillelinjen mellem begreberne efterligning og forfalskning er blevet hårfin og giver rum for et gråt marked, da samlermarkedet for gammelt kinesisk porcelæn i de seneste år har været præget af tårnhøje priser.

Måske vil kineserne, i takt med at de netop nu redefinerer deres rolle på verdensscenen, og en national selvtillid vokser, også designmæssigt redefinere porcelænets udseende på måder, som igen kan inspirere Europa. Måske har porcelæn definitivt udspillet sin rolle i international sammenhæng. Fremstillingen er ressourcekrævende, men på grund af sin soliditet er porcelæn samtidig langtidsholdbart og derfor bæredygtigt. Det kan måske give porcelæn en ny rolle i fremtidens design.