Christian Thues var rasende. Uden redningsmanden Andres Aschenberg var han helt sikkert blevet myrdet, mente han. Der blev på ordre fra admiralitetet afholdt forhør, men blindhed, døvhed og hukommelsestab herskede på Trekroner. Hovedparten af søbatteriets matroser og soldater var åbenbart gået tidligt til køjs og sov de uskyldiges søvn under urolighederne.
Andre indrømmede at have været med i opløbet, sikkert fordi Christian Thues havde identificeret dem, men de havde intet set eller gjort. Ingen havde brækket hans arm, ingen havde set nogen brække hans arm, og generelt var deres beskrivelser af optøjerne meget lidt konkrete.
Det har ikke været muligt at finde mange oplysninger om sagens videre forløb, så lad os i stedet vende blikket mod historiens helt, skibskokken Andres Aschenberg. Det er interessant, at Thues søgte tilflugt til ham, for det ville have været mere naturligt at finde beskyttelse hos officererne.
Men der har måske været en særlig aura om Andres Aschenberg. Han var lidt over 40 år gammel og veteran fra den netop overståede Store Nordiske Krig, som for Danmarks vedkommende varede fra 1709 til 1720. Og så bar han på en hemmelighed.
I 1715 VAR ANDRES skibskok på linjeskibet ’Beskiermeren’, og ved den nordtyske ø Rügen i Østersøen deltog han 8. august i krigens største søslag, en mareridtsagtig affære, hvor den danske og svenske flåde i mange timer sejlede på parallelle linjer og uafbrudt kanonerede løs, indtil de havde brændt alt deres krudt af.
Ingen skibe blev sænket, men hos begge parter var der hundredvis af døde og sårede. Senere var Andres på togt med linjeskibene ’Jylland’ og ’Stralsund’, og på sidstnævnte var han med til Tordenskiolds legendariske angreb på den svenske ø og flådebase Marstrand i juli 1719, som endte med erobringen af den uindtagelige svenske fæstning Karlsten.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
