De forklædte kvinder i Store Nordiske Krig

Vreden skyldtes, at folkene mente, at aftenens øl var blevet fortyndet. Chefen på Trekroner, kaptajn Jan Jansen Backe, afviste i første omgang klagen, da han lå syg, og de blev bedt om at komme igen dagen efter. Det rakte tålmodigheden ikke til, og derfor blev tjeneren overfaldet.

Christian Thues var rasende. Uden redningsmanden Andres Aschenberg var han helt sikkert blevet myrdet, mente han. Der blev på ordre fra admiralitetet afholdt forhør, men blindhed, døvhed og hukommelsestab herskede på Trekroner. Hovedparten af søbatteriets matroser og soldater var åbenbart gået tidligt til køjs og sov de uskyldiges søvn under urolighederne.

Andre indrømmede at have været med i opløbet, sikkert fordi Christian Thues havde identificeret dem, men de havde intet set eller gjort. Ingen havde brækket hans arm, ingen havde set nogen brække hans arm, og generelt var deres beskrivelser af optøjerne meget lidt konkrete.

Det har ikke været muligt at finde mange oplysninger om sagens videre forløb, så lad os i stedet vende blikket mod historiens helt, skibskokken Andres Aschenberg. Det er interessant, at Thues søgte tilflugt til ham, for det ville have været mere naturligt at finde beskyttelse hos officererne.

Men der har måske været en særlig aura om Andres Aschenberg. Han var lidt over 40 år gammel og veteran fra den netop overståede Store Nordiske Krig, som for Danmarks vedkommende varede fra 1709 til 1720. Og så bar han på en hemmelighed.

I 1715 VAR ANDRES skibskok på linjeskibet ’Beskiermeren’, og ved den nordtyske ø Rügen i Østersøen deltog han 8. august i krigens største søslag, en mareridtsagtig affære, hvor den danske og svenske flåde i mange timer sejlede på parallelle linjer og uafbrudt kanonerede løs, indtil de havde brændt alt deres krudt af.

Ingen skibe blev sænket, men hos begge parter var der hundredvis af døde og sårede. Senere var Andres på togt med linjeskibene ’Jylland’ og ’Stralsund’, og på sidstnævnte var han med til Tordenskiolds legendariske angreb på den svenske ø og flådebase Marstrand i juli 1719, som endte med erobringen af den uindtagelige svenske fæstning Karlsten.

Det er herfra, vi har den kendte, men næppe historisk korrekte fortælling om Tordenskiolds soldater, som marcherede frem og tilbage i Marstrands gader, indtil Karlstens kommandant overgav sig i den tro, at fjendens antal var langt større, end det i virkeligheden var.

I opgørelsen over prisepenge fra Marstrand står Andres som modtager af 1 rigsdaler, 4 mark og 15 skilling. Det var ikke en stor sum, men der var mange om byttet, og officererne med Tordenskiold i spidsen tog broderparten. På dette togt var han kahytskok, dvs. kok for kaptajn og officerer, hvilket har krævet lidt mere raffineret kogekunst end den, der blev de menige på kanondækket til del. Skibets chef forventedes at invitere officerer og skibets gæster på middag i sin kahyt, for hvilket han modtog såkaldte kahytspenge som en del af sin gage. Derfor tillagde de fleste chefer sig afhængigt af deres rang og økonomi både spisekammer og vinkælder.

I PRIVATEN VAR Andres gift med Bodil Marie, og sammen havde de en søn ved navn Christian. Under krigen var Andres på togt hver sommer, men om vinteren blev det meste af flåden lagt op, og han tilbragte de mørke måneder hos familien. At være skibskok gav ikke meget, og den beskedne hyre blev ofte udbetalt for sent. Som andre af hovedstadens småfolk boede familien derfor til leje hos andre småfolk, som havde et kammer tilovers.

Det hjalp, at Andres trods alt fik mad og drikke på skibet og måske kunne tage lidt spiseligt med hjem. Han nød desuden protektion af Holmens chef, admiral Ole Judichær, som efter krigens afslutning hjalp ham til jobbet på Trekroner.

Foto: Farvebehandlet udsnit. Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Det stabile liv fik dog en ende. Få måneder efter affæren

med den gennembankede Christian Thues deserterede Andres fra Trekroner af ukendte årsager, og da han halvandet år senere igen dukkede op i København og opsøgte Bodil Marie, ville hun ikke have noget med ham at gøre. Faktisk blev han truet med bank af hendes venner.

Striden skyldtes økonomiske uenigheder, og ægtefællerne beskyldte hinanden for at have stjålet hinandens penge og ejendele. Andres var vred over, at Bodil Marie havde solgt hans fine kårde med sølvskæfte, mens hun hævdede, at han havde brugt hendes penge på druk hos Jens Giese, en fælles bekendt og kroejer. Andres fik under striden husly hos Jens, indtil han igen forsvandt, og da han i 1725 på ny kom til København, havde Bodil Marie rejst skilsmissesag.

Her blev hun sikkert hjulpet af en ny bejler, forhenværende skibsskriver Mathias Sommer. Skilsmissen blev bevilget, og igen forlod Andres København. Det var der god grund til, for flåden havde en høne at plukke med ham på grund af deserteringen fra Trekroner, hvilket Bodil Marie heller ikke undlod at nævne i løbet af skilsmissesagen.

BERETNINGEN OM ANDRES Aschenbergs dramatiske liv i skyggen af Store Nordiske Krig kunne være endt her. Et stærkt mandfolk og en søhelt, hvis ægteskab kuldsejlede efter krigen. Men bag denne summariske opgørelse af et årti i et menneskes liv gemmer sig en anden historie. Andres Aschenberg var nemlig ikke en mand. Hans rigtige navn var Sidsel Andersdatter.

Det ved vi takket være en retssag, som Tyge Krogh fra Rigsarkivet på beundringsværdig vis har gravet frem af gemmerne. På et tidspunkt vendte Andres, som vi vil kalde ham indtil videre, endnu en gang tilbage til København og fik arbejde som skræddersvend.

I september 1728 trådte skæbnen ind på hans hummer i Fiolstræde i skikkelse af en gammel bekendt, kroejer Jens Giese, der tidligere havde givet Andres husly. Jens havde hørt et utroligt rygte. Han spurgte: »Er du ikke et fruentimmer og hedder Sidsel?«. Andres svarede: »Ja, Gud bedre det, det er sandt«.

Herefter gik Jens til Bodil Marie og kom med et forslag. Hendes tidligere ægtefælle var i virkeligheden en kvinde, og hvis det blev offentligt kendt, ville Bodil Maries eget omdømme være truet. Men for en erkendtlighed på 20 rigsdaler ville Andres rejse bort. Om pengene skulle gå til Jens eller Andres, vides ikke, men Bodil Marie nægtede at betale.

Så gik Jens Giese linen ud og meldte Andres til myndighederne. Første instans var byfogeden, som ikke foretog sig noget, men rådmænd og borgmestre var ikke i tvivl, og Andres blev sat i arresten. Dagen efter blev han undersøgt af Københavns stadsfysikus og to jordemødre. Deres konklusion var klar. Dette var en kvinde, og hun havde født børn. 11. oktober begyndte retssagen. Her fortalte Andres villigt hele sin historie.

Illustration: Ukendt kunstner, ca. 1700

HUN BLEV FØDT I Skåne i 1680 i en bondefamilie og hed Sidsel Andersdatter.

20 år gammel fødte hun et barn uden for ægteskab. Hun efterlod det hos sine forældre, hvor det kort efter døde, og drog over Sundet til København, hvor hun blev amme hos borgere af pæn stand. Efter nogle år vendte hun tilbage til Skåne, og trods sin fortid blev hun gift med en kavalerist i den svenske hær ved navn Niels Gram, som snart derefter drog af sted for at deltage i Store Nordiske Krig.

Da var Sidsel gravid. Hun fødte i 1706 en pige, som fik navnet Lene, og som til Sidsels stolthed stadig levede, da retssagen 22 år senere fandt sted. Næsten samtidig med datterens fødsel kom der imidlertid meddelelse om mandens død i krigen. Nu var Sidsel enke og tilsyneladende uden mulighed for at opretholde livet på hjemegnen, så historien gentog sig.

Hun efterlod datteren hos sine forældre og drog igen til København. Her virkede hun atter som amme, indtil brysterne løb tør, hvorefter hun blev tjeneste- og barnepige hos pæne familier. Men livet i 1700-tallet kunne hurtigt forandre sig. Hun endte på samfundets bund, og i peståret 1711, hvor en tredjedel af Københavns befolkning blev offer for epidemien, måtte Sidsel påtage sig det farlige arbejde at gøre rent i efterladte huse, hvis ejere var døde af pest.

SIDSEL VAR IKKE DEN ENESTE udsatte kvinde i byen. En dag dukkede en kvinde fra fortiden op, Bodil Marie Christensdatter. De to kvinder havde tidligere tjent sammen, og nu var Bodil Marie gravid, og der var ingen far til barnet. Sammen lagde de to kvinder en plan.

Først fandt de Bodil Marie et sted at bo hos en bonde i Såby, formentlig Kirke Såby eller Vester Såby vest for Roskilde. Herefter vendte Sidsel tilbage til København, hvor hun betalte en student for at skrive en falsk ægteskabsattest.

Da Bodil Maries nedkomst var overhængende, sendte hun bud til Sidsel, som rejste tilbage til Såby, og de to kvinder forlod landsbyen på en kærre, som de havde lånt af bonden. Bodil Marie fødte i et hus ved Herstedvester Kirke, og med den falske ægteskabsattest i hånden kunne hun få barnet døbt som ægtefødt og, endnu vigtigere, få en dåbsattest.

Herefter tog Sidsel den lille med sig til København og satte ham i pleje hos en matroskone, og nu kom den dristige finale i parrets spil. Da Bodil Marie havde fundet et sted at bo og en tilværelse i København, skiftede Sidsel klæder og køn, og Andres Aschenberg kom på frierfødder.

PARRET BLEV TROLOVET, og 5. februar 1715 stod vielsen i Nikolaj Kirke. Manden, der havde æren af at forrette en af danmarkshistoriens første vielser af et par af samme køn, var ikke en hr. hvem som helst. Præsten var magister Iver Brinck, som i sit lange liv blandt andet havde ledsaget selveste kong Frederik 4. på hans store italiensrejse i 1708-09.

Kort efter blev familien komplet, da de hentede lille Christian hjem fra matroskonen. Og Andres fik arbejde. Da flåden i foråret 1715 stævnede ud, var det med Andres Aschenberg som ny kok på ’Beskiermeren’.

Sidsels og Bodil Maries opbygning af falske identiteter er enestående i dristighed og snuhed. På en måde, som kunne tjene som eksempel for en efterretningstjeneste, havde de udnyttet hullerne i tidens ganske fintmaskede kontrolsystem. Nu var de et etableret par.

Men som mange andre ægteskaber gik også Sidsels og Bodil Maries i stykker. Det skete syv år senere.

Illustration: Ukendt kunstner

EFTER SIN FLUGT FRA TREKRONER i julen 1721 tog Sidsel til Skåne, hvor hun tjente på godset Arandala, hvor hendes datter, Lene, boede. Vi ved ikke, hvilken identitet Sidsel brugte her. Efter halvandet år dukkede hun så op i København, hvor Bodil Marie afviste hende, og Sidsel/Andres tog nu til Jægerspris Slot, hvor hun arbejdede som tjenestekarl.

Efter et par år der rejste hun til København igen, tilsyneladende for at få de penge, hun havde til gode hos Bodil Marie, men der blev hun mødt af skilsmissesagen. Herefter rejste Sidsel/Andres til Vallø Slot, hvor hun blev ansat som staldkarl. I marts 1726 vendte hun tilbage til København og kom til at arbejde som skræddersvend.

Herefter fulgte så afsløringen og retssagen. Enden på den blev, at Sidsel Andersdatter blev dømt til to års indsættelse i arbejdsanstalten Spindehuset. Hun havde overtrådt tre love: Giftet sig under falsk identitet. Forbrudt sig mod 5. Mosebogs 20. kapitel vers 5, hvor det gøres klart, at det er Herren en »vederstykkelighed«, at kvinder bærer mandsdragt, og at mænd ifører sig kvindeklæder. Sluttelig var der mistanken om seksuelt samkvem mellem de to kvinder, og her knyttede interessen sig ikke mindst til et rør, som man havde fundet ved ransagningen hos Sidsel, og som hun efter eget udsagn tissede igennem for ikke at blive afsløret.

Blev det brugt til noget andet, som man ikke gjorde eksplicit, men dog tydeligvis havde i tankerne? Retten måtte navigere med varsomhed, for en dom over Sidsel for seksuelt samkvem med en kvinde ville uundgåeligt falde tilbage på Bodil Marie, som nu var gift med en indflydelsesrig mand, Mathias Sommer. Den mulige seksuelle forbindelse spillede utvivlsomt en rolle for dommens strenghed.

BODIL MARIE BLEV FRIKENDT. Man troede på eller lod, som om man troede på hendes forsikring om, at hun aldrig havde haft grund til mistanke om, at Andres var en kvinde, og det manglende seksuelle samkvem mellem dem havde hun tilskrevet impotens fra Andres side. En undersøgelse af kirkebogen fra Herstedvester Kirke havde ellers afsløret begge kvinders medvirken til bedrageriet med den falske dåbsattest for sønnen Christian, men retten foretrak ikke at vide mere.

Herefter forsvinder Sidsel ud af de skriftlige kilder. Om hun overlevede Spindehuset og skabte sig en ny tilværelse efter to år i fængsel, vides ikke.

Selv om historien forekommer unik, var Sidsel Andersdatter langtfra den eneste kvinde, som forklædte sig som mand, og hun var heller ikke den eneste, som giftede sig med en kvinde. I Sverige finder vi en kvindeskæbne, som kan minde om Sidsels.

Foto: Dan H. Andersen

ULRIKA STÅLHAMMAR kom fra en stor aristokratfamilie, som havde frembragt soldater og krigere i hele den svenske stormagtstid. Men hendes far, Johan Stålhammar, blev ligesom andre svenske godsejere hårdt ramt, da Karl 11. krævede jord tilbage, som i ekspansionstiden var blevet overdraget som tak for tro tjeneste og ydelse af lån til kronen.

Da oberst Stålhammar døde i 1711, var familiens økonomi på sammenbruddets rand, og Ulrika og hendes fem søstre skulle giftes hurtigst muligt, måske endda med mænd af lavere rang.

Ulrika havde allerede som barn foretrukket mandlige sysler såsom jagt og ridning, og andre havde sagt til hende, at det var ærgerligt, at hun var en pige, for som mand kunne hendes talenter være blevet brugt bedre.

Da hun i 1713 var omkring 20 år gammel, forlod hun hjemmet og drog til Stockholm. Vi kender ikke den konkrete årsag, men måske var et truende ægteskab årsag til afrejsen. Det var på denne tur, hendes forvandling skete: I en skov skiftede hun til nogle medbragte mandsklæder, som hun i forvejen havde tilvirket af en af faderens gamle uniformer. Herefter var hun Wilhelm Edstedt.

EFTER AT HAVE ARBEJDET som taffeldækker og tjener lykkedes det hende i oktober 1715 at komme i hæren. Hun blev antaget som artillerist i Kalmar, hvor hun forblev indtil 1726, hvor hun afsluttede sin tjeneste. Hun kom aldrig i kamp, men opnåede i løbet af de 11 år at blive forfremmet til korporal.

Kort efter sin antagelse som artillerist blev hun dybt forelsket i en næsten jævnaldrende kvinde ved navn Maria Löhmann, som hun med egne ord ønskede at »leve og dø med«. Efter samtaler og udveksling af breve gav Maria sit samtykke, og de blev gift 15. april 1716 i Kalmar.

Da ægteskabet ikke efter to uger var fuldbyrdet, måtte Ulrika/Wilhelm under mange tårer tilstå sandheden over for sin kone. Maria troede først, at det betød, at hendes ægtefælle var hermafrodit, og det varede et år, før hun indså, at hun rent faktisk var gift med en kvinde.

Hun forklarede siden, at det blot fik hendes kærlighed til at vokse. Ifølge visse beretninger var hun tidligere blevet voldtaget og havde derfor ikke den store interesse i fysisk kærlighed. De beskrev selv deres forhold som båret af dyb og intens platonisk kærlighed.

Tegning: Claus Nørregaard

SOM DET DANSKE fik heller ikke det svenske ægtepar lov til at leve lykkeligt til deres dages ende. I 1724 fik Ulrikas søster kendskab til forholdet og skrev indigneret til hende og krævede, at det hørte op. Alligevel gik der to år, før Ulrika opsagde sin kommission i hæren, og yderligere to år, før hun gik til myndighederne og tilstod.

Man aner en veltilrettelagt plan, hvis formål var at orkestrere Ulrikas tilbagevenden til sit oprindelige køn og navn. Først og fremmest søgte hun beskyttelse hos sin rige faster, enke og godsejer Sofia Drake. Sofia Drake sørgede for at få Ulrika anbragt hos slægtninge, mens Maria kom til Sofias gods i Småland.

Meningen var, at Ulrika langsomt skulle lære at gå klædt i kvindetøj og begå sig som kvinde. I 1728 var der imidlertid så mange rygter om Ulrika og Maria, at Ulrika søgte tilflugt i Helsingør, hvor hun skrev et brev til den svenske kong Frederik I, hvori hun tilstod og bad om tilgivelse.

I skrivelsen til kongen blandedes underdanighed med undskyldninger om uforstand, idet Ulrika henviste til sin lange og tro tjeneste og undskyldte miseren med henvisning til sit svage køn (!). Samtidig mobiliseredes netværket, frem for alt fasteren Sofia Drake.

Det virkede tilsyneladende. Ulrika og Maria kom for retten i Kalmar i februar 1729, og efter en meget lang retssag faldt den milde dom: 30 dages fængsel til Ulrika og 8 dage til Maria. Dommen var dog betinget af, at de ikke sås mere. Ulrika døde i 1733, og Maria levede som tjenestepige på Sofia Drakes gods til sin død i 1761.

Illustration: Erik Dahlbergs 'Suecia Antiqua et Hodierna', Kungliga Biblioteket

DE TO KVINDESKÆBNER har en del ligheder. De er næsten samtidige, og begge kvinder lever forklædt i 13-14 år. Begge blev gift og gjorde karriere i militæret, og da de henholdsvis blev arresteret og meldte sig selv, var deres forklædning afsløret i visse kredse. Ulrikas søster havde i 1724 hørt om forklædningen og ægteskabet, og i 1728 gik snakken åbenbart om Sidsel i København.

Forskellen er, at Sidsel stod alene, mens Ulrika havde Stålhammarne bag sig og nok derfor slap billigere, da straffen skulle udmåles. Desuden beskrev Ulrika og Maria deres relation som drevet af dyb ikke-fysisk kærlighed, mens relationen mellem Sidsel og Bodil Marie fra begyndelsen fremtræder som led i en plan om at gøre Bodil Maries søn ægtefødt.

Det svenske par havde hjertet med sig, mens det danske fremstår som en praktisk foranstaltning.

DISSE SKANDINAVISKE CROSSDRESSERS er blot to af mange kendte eksempler fra datidens Europa. Det hændte, at ligplyndrere på slagmarken opdagede, at en dræbt soldat faktisk var kvinde. Fra Holland kendes mange eksempler på forklædte kvinder i flåden og Det Ostindiske Kompagni (VOC).

Årsagerne kunne være alt fra romantik over fædrelandskærlighed til kriminalitet, og ved indtræden i hæren blev en soldat tildelt et ikke ringe beløb, så det var ofte svært at skelne mellem patriotisme og økonomisk motivation.

Et fremtrædende motiv for forklædning var dog den frihed, en mandsdragt gav. Der var stærke grænser i kvinders tilværelse, og i Danmark var en enlig kvinde uden et erhverv under mistanke for at være prostitueret med indsættelse i Spindehuset som konsekvens.

Mænd kunne komme ind i langt flere erhverv, de havde større sikkerhed på rejser, og selv en uskyldig fornøjelse som at sidde på en kro og ryge, drikke og bande var forbeholdt mænd. For Sidsel og Bodil Marie var et tilsyneladende traditionelt familieliv det logiske valg, hvis de med et barn skulle opretholde en tilværelse med et minimum af økonomisk tryghed. Samtidig undgik de alle farerne ved livet som enlig kvinde.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, om forholdene også inkluderede sex. Nogle forskere har ment, at folk i datiden simpelthen ikke kunne forestille sig sex mellem kvinder, fordi opfattelsen var, at samkvem krævede en penis.

En anden vurdering er, at seksuelle relationer mellem kvinder var velkendt, og at man tog let på det, da det i modsætning til illegitime heteroseksuelle relationer ikke medførte graviditet uden for ægteskab. Den svenske forsker Jonas Liliequist har foreslået, at seksuelle relationer mellem kvinder i den tidlige moderne periode 1500-1800 var velkendt i adskillige europæiske stater.

Man opfattede grundlæggende kvinder som mere lidenskabelige og ustyrlige, så hvorfor ikke også i den slags anliggender? Men mens vi i vore dage vil se en udklædt kvinde, der gifter sig med en anden kvinde, som et spørgsmål om seksualitet, ville man i datiden først have set på en lang række andre motiver, fordi en kvinde forklædt som mand fik adgang til en mandlig sfære med en lang række muligheder, som en kvinde i kvindetøj ikke kunne opnå.

Det normale har vide grænser, hed det engang. Kvinderne i 1700-tallet kaster med deres skæbner og livsvalg lys over det normales afgrænsning og afdækker aspekter af tidens tankesæt og ideologiske opbygning, som vi ellers ikke ville kende til.