Danske steder: Smiger som protest

Med udsigt over det storslåede bakkelandskab ved Skanderborg Slotsbanke står i dag et stykke fra den gamle slotskirke – det eneste, der er tilbage af det gamle kongeslot – en ensom stenstøtte. Monumentet er udført af Bertel Thorvaldsen (1770-1844), Danmarks nok mest berømte kunstner gennem tiden. Men trods det celebre ophav er kunstværket i dag næsten glemt. Det er en skam, for ved nærmere eftersyn åbenbarer der sig en pudsig historie om magtkritik i enevældens Danmark – og såmænd også om den jyske elites tidlige kamp mod københavneriet.

Glemslen kan måske også skyldes, at værkets hovedperson, Frederik 6. (1768-1839), hverken var kongerækkens mest begavede, kønneste eller mest populære regent. Selv om kongen aldrig ordret udtalte de berømte ord »Vi alene vide« om den kongelige beslutningsproces, er der ingen tvivl om hans forstokkede, enevældige sindelag. Hans heftige modstand mod frie ytringer, som især kom til udtryk på hans ældre dage, har efterladt et indtryk af en konservativ og udemokratisk konge. Ikke desto mindre hyldes Frederik 6. på monumentet ligefrem med Thorvaldsens fine marmorrelieffer med frihedsmotiver og følgende strofer af digteren B.S. Ingemann:

»Frihedsenglen/ stod for hans blik/ og brudt blev aaget/ lænkerne knustes«.

samt

»Folkeaanden/kongen gav røst/ hans

eftermæle/ lever med folket«.

Det var nok ikke de vers, forfatteren P.A Heiberg (1759-1841) ville have hæftet på Frederik 6. Ophavsmanden til de provokerende ord om, at »ordener hænger man på idioter«, blev i 1799 landsforvist for sin skrivefrækhed.

Mindre mystificerende er det ikke, at initiativtagerne til monumentet alle tilhørte den liberale gårdejerklasse eller embedsmandsstanden. Denne personkreds, der bl.a. bestod af den nationalliberale politiker J.F. Schouw (1789-1852), der kæmpede for en fri forfatning, sættes almindeligvis i direkte opposition til den enevældige Frederik 6.

Så hvad var meningen, når progressive borgere tog initiativ til at hylde den ypperste repræsentant for enevælden? Ingemanns strofer om »Frihedsenglen« og »Folkeaanden« er i den sammenhæng ret interessante. De henviser til, at Frederik 6. som ung regerende kronprins i 1788 ophævede stavnsbåndet [] og i 1792 slavehandlen, og de henviser også til, at Frederik som konge i 1834 oprettede de såkaldte rådgivende stænderforsamlinger, hvor borgere allernådigst fik lov til at fremsætte deres ønsker om forandring. Men var det noget at hylde Frederik 6. for?

Stænderforsamlingerne var blevet lovet allerede i 1814 ved Englandskrigenes afslutning, men det var først efter hårdt politisk pres, at Frederik med næsten 20 års forsinkelse tillod dem at oprettes. Og nok var Frederik regerende kronprins i 1788 og 1792, da det blev annonceret, at stavnsbånd og slavehandel skulle ophøre (selve slaveriet blev først ophævet i 1848), men det var i højere grad hans rådgivere udenrigsminister, A.P. Bernstorff, og finansminister Ernst Schimmelmann, der havde været de drivende kræfter i reformarbejdet. Frederik var på daværende tidspunkt meget ung og spillede en mindre rolle. Alligevel var det netop tiltag som disse, man i Skanderborg valgte at fokusere på, da kongen skulle hyldes.

Årsagen skal findes i samtidens politiske klima. Monumentet til Frederiks ære blev opført i 1840’erne og faldt sammen med debatten om demokrati og enevælde, og endnu var der ikke mulighed for at ytre sig frit. Så hvis man ville hylde frihedsinitiativer med offentlige monumenter og måske endda kritisere enevælden, måtte man fare med lempe og gå til opgaven med list. Og det kunne man eksempelvis gøre ved at smigre kongemagten. Kritikken måtte flettes ind på elegant vis.

Da Frederik 6. døde i 1839, var det til flere borgeres usigelige lettelse. Han havde regeret landet siden sit statskup i 1784 og havde i de senere år især afvist tilnærmelserne til et begyndende demokrati. Der var derfor store forhåbninger til den nye konge, Christian 8., der i sin korte karriere som konge af Norge i 1814 havde givet landet verdens dengang frieste forfatning. Norge havde efter løsrivelsen fra Danmark forsøgt sig som selvstændigt land med Christian som konge, men det blev hurtigt stoppet af Sverige. Skuffelsen var derfor stor, da det stod klart, at Christian 8. på sine mere modne dage ikke længere var til sinds at imødekomme ønsket om demokrati i Danmark.

Samtidig var det så småt ved at være på tide at få rejst et monument over den afdøde Frederik VI. Det drejede sig naturligvis om at hylde monarken, men også for de enkelte landsdele om at markere sig over for naboregionerne. Så da det trak op til endnu et kongemonument i hovedstaden, hvor Frederik enten fremstilledes på en rytterstatue eller i enevældig hermelinskåbe, fik mange indbyggere rundtom i landet nok. Monumentet skulle ikke stå i København, og udformningen skulle heller ikke hylde enevælden, men i stedet anerkende de tiltag under Frederik 6., der pegede frem mod et mere oplyst og frit samfund. Både Aarhus, Himmelbjerget og Skanderborg Slotsbanke blev dernæst foreslået som alternative placeringer.

En landsindsamling blev igangsat med det eksplicitte formål at bringe monumentet til provinsen. »Ikke kun Hovedstaden var trængende til Forskjønnelser«, skrev storbønderne C. Dalgas og Johannes Ingwersen i et indlæg i Aarhuus Stiftstidende i 1840, som i dag kan ses som et tidligt opgør mod det herskende københavneri. Til sidst nåede man frem til, at Skanderborg Slotsbanke måtte være en passende placering.

Frederik 6. havde formentlig aldrig sat sine ben i byen, men Skanderborg Slot blev forbundet med kongemagten igennem stedets historie; det var bl.a. her, den lille Christian 4. var blevet opfostret. Himmelbjerget tilhørte derimod folket. Digteren St. St. Blicher afholdt i disse år sine populære himmelbjergfester, hvor folkelighed og danskhed blev lovprist til skyerne. Først når man endelig havde fået den eftertragtede frie forfatning, kunne man pryde folkets Himmelbjerg med et frihedsmonument. Indtil da måtte man nøjes med en mindestøtte i Skanderborg.

Det var dog ikke alle undersåtter, der var lige begejstrede ved udsigten til et kongemonument i Skanderborg.

Andre landsdele følte sig snydt og forstod i øvrigt ikke, hvorfor man skulle bruge penge på at hylde en konge, hvis regeringstid for størstedelens vedkommende var kendetegnet ved en lang række ulykker. Hvilket jo i og for sig var et ganske reelt spørgsmål. Godt nok var slavehandel og stavnsbånd blevet ophævet, og man havde da også fået en skolelov i 1814, men ingen var i tvivl om, at Frederik ofte selv havde været vrangvillig over for disse tiltag. Dertil kom, at hovedstaden i 1807 var blevet brændt ned af englænderne, Danmark mistede flåden og derpå Norge i 1814. Og hvad med økonomien? Staten var jo i 1813 gået bankerot, og det kunne i høj grad ses som Frederiks personlige ansvar. Hvorfor egentlig hylde den uheldige og stivnakkede regent?

Monumentets forkæmpere anerkendte, at Frederik havde haft sine uheldige sider – men dette måtte ikke skygge for de tiltag, man havde iværksat under hans regeringstid. Formålet med monumentet har kort sagt nok ikke været at hylde Frederik 6.s beskedne indsats for frihed og demokrati i Danmark, men snarere været tænkt som et pres på Christian 8. for selv at gøre noget ved sagen og endelig få indført en fri forfatning.

Ved at man hyldede den åbenlyst enevældige kong Frederik 6., blev den trods alt mere liberalt sindede Christian 8. fremstillet i et knap så flatterende lys. At Frederiks regeringstid så ikke havde været den mest succesrige for landet, var i denne sammenhæng sagen uvedkommende.

Monumentet var et subtilt krav om politisk medbestemmelse under dække af at hylde Frederik 6.

Det dyre arbejde blev sat i gang. Man regnede med at skulle bruge op mod 14.000 rigsdaler på opførelsen, og efter flere års slid, hvor man under store anstrengelser bl.a. havde slæbt en 16-tons granitsten op på slotsbanken, stod monumentet i 1845 endelig færdigt.

Det blev fejret med en stor fest med op mod 20.000 deltagere, hvad der i samtiden har været et ret stort tal. Kong Christian 8. såvel som kronprins Frederik (7.) deltog i festen sammen med blandt andre den evigt følsomme H.C. Andersen, der siden i sine erindringer, ’Mit livs eventyr’ (1847), beklagede sig over det spektakel, den store menneskemængde forårsagede. Ved at sørge for fornemt besøg til festen af både royale og andre notabiliteter sikrede den liberalt indstillede jyske bondestand sig, at et diskret krav om demokrati og øget ytringsfrihed blev præsenteret for kongen.

Det blev dog ikke Christian 8., der bøjede sig for kravet om demokrati i Danmark. Fire år senere, i 1849, blev landets første grundlov underskrevet af den nye kong Frederik 7. Monumentet i Skanderborg står derved som et tidligt eksempel på et folkeligt krav om politisk medbestemmelse, kamufleret som en mindestøtte over Frederik 6. Ikke al kongerøgelse er lige ukritisk.

• Kopiér link