Det Skt. Petersborg, som Brandes ankom til i 1887, var en by i en rivende økonomisk og social udvikling, der kulminerede i årene op til Første Verdenskrig. Mens byens ydre skikkelse i centrum forblev præget af fortidens mægtige barokke og nyklassicistiske paladser og regeringsbygninger, imposante kirker og monumenter, begyndte nye moderne bygninger i tidens art nouveau-stil for store virksomheder, entreprenører og nye borgerskab også at skyde op omkring år 1900. Samtidig skubbede store arbejderkvarterer og industriområder byens grænser længere og længere udad.
Hvad en vesteuropæisk gæst som Brandes kunne bemærke i Skt. Petersborg, var udfoldelsen af en vækst af nærmest eksplosiv karakter. Fra begyndelsen af 1860’erne var byens befolkning begyndt at vokse hurtigere (fra ca. en halv million indbyggere), og i de sidste årtier inden Første Verdenskrig var væksten for alvor accelereret: Fra ca. 884.000 indbyggere i 1885 til ca. 2,3 millioner i 1915. Selv om en del af tilvæksten var midlertidig og sæsonpræget, når eksempelvis arbejdere forlod byen for at hjælpe til med høsten, var den alligevel med til at gøre Skt. Petersborg til en metropol, kun overgået af London og Paris.
Skt. Petersborgs store vækst var ikke kommet ud af ingenting. I løbet af 1890’erne havde Rusland verdens hurtigst voksende økonomi. Med en vækst på otte procent om året overhalede Rusland både de store vesteuropæiske lande og USA som verdens førende producent af kul, olie, stål og korn. Landets enorme naturlige ressourcer gav Rusland potentialet til at blive en ny økonomisk stormagt. Som hovedstad og folkerigeste by i dette rige var Skt. Petersborg også landets vigtigste industricentrum, faktisk blandt de største i verden.
Som andre store byer var Skt. Petersborg også i disse år i færd med at undergå omfattende teknisk modernisering i form af elektrisk lys, sporvogne, telefonforbindelser, vandforsyning, kloakering og nye transportforbindelser til omverdenen. Om end det gamle traditionelle Rusland stadig færdedes i de nye rammer, var den modernitet, som Brandes bemærkede, i hastig fremvækst.
Skt. Petersborg fremstod omkring slutningen af det 19. århundrede tilsyneladende som en moderne, europæisk storby med mange af de økonomiske og kulturelle muligheder og sociale udfordringer, som også var at finde i andre af samtidens europæiske storbyer.
I denne ydre lighed med Europa gemte sig dog også en indre forskellighed. I modsætning til andre europæiske hovedstæder, hvis historie uden overordnet plan almindeligvis går tilbage til middelalderen eller endda til antikken, var Skt. Petersborg en temmelig ung by. Dens lighed med andre europæiske storbyer var nøje planlagt og fra første færd fuldstændig bevidst og tilsigtet, et resultat af en vedholdende, konsekvent bestræbelse.
Lige fra sin grundlæggelse i 1703 skulle Skt. Petersborg tjene det udtrykkelige mål at ligne en vesteuropæisk by så meget som muligt. Sankt Petersborg var af sin grundlægger, tsar Peter den Store (1672-1725), udtænkt og iværksat som del af hans omfattende reformprogram med det formål at åbne og vende Rusland mod Vesteuropa. Indtil da havde Rusland levet næsten uden kontakt med resten af Europa i en sådan grad, at Rusland end ikke regnedes for en del af Europa og derfor heller ikke havde haft del i store dele af den (vest)europæiske udvikling.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
