Sankt Petersborg var en by i Rusland

Det Skt. Petersborg, som Brandes ankom til i 1887, var en by i en rivende økonomisk og social udvikling, der kulminerede i årene op til Første Verdenskrig. Mens byens ydre skikkelse i centrum forblev præget af fortidens mægtige barokke og nyklassicistiske paladser og regeringsbygninger, imposante kirker og monumenter, begyndte nye moderne bygninger i tidens art nouveau-stil for store virksomheder, entreprenører og nye borgerskab også at skyde op omkring år 1900. Samtidig skubbede store arbejderkvarterer og industriområder byens grænser længere og længere udad.

Hvad en vesteuropæisk gæst som Brandes kunne bemærke i Skt. Petersborg, var udfoldelsen af en vækst af nærmest eksplosiv karakter. Fra begyndelsen af 1860’erne var byens befolkning begyndt at vokse hurtigere (fra ca. en halv million indbyggere), og i de sidste årtier inden Første Verdenskrig var væksten for alvor accelereret: Fra ca. 884.000 indbyggere i 1885 til ca. 2,3 millioner i 1915. Selv om en del af tilvæksten var midlertidig og sæsonpræget, når eksempelvis arbejdere forlod byen for at hjælpe til med høsten, var den alligevel med til at gøre Skt. Petersborg til en metropol, kun overgået af London og Paris.

Skt. Petersborgs store vækst var ikke kommet ud af ingenting. I løbet af 1890’erne havde Rusland verdens hurtigst voksende økonomi. Med en vækst på otte procent om året overhalede Rusland både de store vesteuropæiske lande og USA som verdens førende producent af kul, olie, stål og korn. Landets enorme naturlige ressourcer gav Rusland potentialet til at blive en ny økonomisk stormagt. Som hovedstad og folkerigeste by i dette rige var Skt. Petersborg også landets vigtigste industricentrum, faktisk blandt de største i verden.

Som andre store byer var Skt. Petersborg også i disse år i færd med at undergå omfattende teknisk modernisering i form af elektrisk lys, sporvogne, telefonforbindelser, vandforsyning, kloakering og nye transportforbindelser til omverdenen. Om end det gamle traditionelle Rusland stadig færdedes i de nye rammer, var den modernitet, som Brandes bemærkede, i hastig fremvækst.

Skt. Petersborg fremstod omkring slutningen af det 19. århundrede tilsyneladende som en moderne, europæisk storby med mange af de økonomiske og kulturelle muligheder og sociale udfordringer, som også var at finde i andre af samtidens europæiske storbyer.

I denne ydre lighed med Europa gemte sig dog også en indre forskellighed. I modsætning til andre europæiske hovedstæder, hvis historie uden overordnet plan almindeligvis går tilbage til middelalderen eller endda til antikken, var Skt. Petersborg en temmelig ung by. Dens lighed med andre europæiske storbyer var nøje planlagt og fra første færd fuldstændig bevidst og tilsigtet, et resultat af en vedholdende, konsekvent bestræbelse.

Illustration: Peter den Store. Skt. Petersborgs grundlæggelse. Aleksej Venetsianov. 1838. Tretjakovgalleriet, Moskva

Lige fra sin grundlæggelse i 1703 skulle Skt. Petersborg tjene det udtrykkelige mål at ligne en vesteuropæisk by så meget som muligt. Sankt Petersborg var af sin grundlægger, tsar Peter den Store (1672-1725), udtænkt og iværksat som del af hans omfattende reformprogram med det formål at åbne og vende Rusland mod Vesteuropa. Indtil da havde Rusland levet næsten uden kontakt med resten af Europa i en sådan grad, at Rusland end ikke regnedes for en del af Europa og derfor heller ikke havde haft del i store dele af den (vest)europæiske udvikling.

Det var for at råde bod på dette, at Skt. Petersborg blev grundlagt og opført som ny russisk hovedstad og base for den nyoprettede russiske flåde. For at vende sig mod vest ville Peter væk fra den tidligere hovedstad, Moskva, som han opfattede som indbegrebet af traditionel gammelrussisk formørkethed.

Med forbavsende hast blev Skt. Petersborg opbygget på nyerobret (tidligere svensk) territorium – og med monstrøse menneskelige og materielle omkostninger – i bunden af den Finske Bugt, hvor adgangen til havet giver bedre mulighed for kontakt med omverdenen. Som Brandes udtrykker sin opfattelse af tsarens indsats, blev byen »paa én Gang Symbolet paa hans Beslutning og Midlet til dens Udførelse«. Som en slags vesteuropæisk idealby skulle den tjene som forbillede for resten af Ruslands omdannelse fra et svagt, tilbagestående land til en moderne stat efter vesteuropæisk mønster.

Skt. Petersborg er med andre ord fra sin begyndelse tænkt og udført som det primære udtryk i en storstilet kulturrevolution. Som manifestation af bevidst vestliggørelse eller vesternisering var byen del af et overordnet projekt med det mildt sagt ambitiøse, nærmest utopiske formål at omdirigere og omdefinere Ruslands århundredgamle kulturelle karakter. Drevet af en opfattelse af sit land som tilbagestående i forhold til Vesteuropa, ønskede Peter den Store at gøre sit land gældende i europæisk sammenhæng på lige fod med de øvrige stormagter.

Peters projekt gjorde Rusland til modtager af og genstand for vestlig kulturpåvirkning i bredeste forstand. Vesteuropa blev for den russiske regering og elite forbillede for Ruslands fortsatte udvikling. På alle mulige områder af samfundets liv kom vestlige ideer, begreber, praksisser, redskaber, metoder, ting, samværsformer, institutioner m.m. til at spille en rolle som aldrig før. I stort som småt blev tiden efter Peter afgørende anderledes end før. Om end begreberne knap nok eksisterede endnu, blev grunden her lagt til den opfattelse, at Ruslands modernisering hang tæt sammen med dets vesternisering og stod i modsætning til den traditionelle, russiske kultur.

Det umiddelbare resultat af Peters reformer blev en kæmpe succes. Som følge af Peters indsats kom Rusland i løbet af de første årtier af 1700-tallet pludselig ind på den europæiske scene som en ny, stor, magtfuld spiller, som de øvrige stormagter måtte forholde sig til. Peters indsats blev således ikke kun betydningsfuld for Rusland, men også for Europa som helhed, der lige pludselig blev et meget større, rigere og mere sammensat sted.

Men udviklingen havde også en pris. Som følge både af reformernes indhold og den brutalitet, hvormed de ofte blev indført, vakte Peters reformer også omfattende modstand i den russiske befolkning. Reformerne kom til at medføre en dyb og varig splittelse mellem dem, der støttede reformerne og dem, der ønskede at bevare Ruslands traditionelle, ortodokse kultur og livsform. Som det russiske samfund var indrettet, fandt Peters reformer især sine støtter blandt adelen, mens den brede befolkning i vid udstrækning forblev præget af den traditionelle kultur. Hvis den da overhovedet blev opmærksom på Peters indsats.

Skt. Petersborg var således mere end bare hovedstad og Ruslands største by. Dens funktion var også at hævde sig over for andre europæiske hovedstæder som deres ligemand. Som Brandes’ russiske åndsbeslægtede, kritikeren Aleksandr Herzen (1812-70), udtrykte det i 1843, var det en afgørende pointe ved Skt. Petersborg, at den adskilte sig fra andre europæiske byer ved netop »at ligne dem alle sammen«. Byens europæiske karakter var et udtrykkeligt formål og således også et kriterium for bedømmelse og forståelse af den.

Foto: Axel Hansen

Så meget desto væsentligere blev derfor også byens ikke-europæiske og umoderne sider, det som Brandes omtaler som det »halvt barbariske«. Præcis hvad han mener med dette udtryk, uddybes ikke, men at det i al fald omfatter alt det, som Peter den Store vendte sig imod, den gammelrussiske, ortodokst prægede kultur, er der næppe tvivl om. Som fremtrædende eurocentrisk tilhænger af fremskridt og oplysning kan Brandes dårligt have haft meget til overs for modstanden imod Peters vesterniseringsprojekt.

Kontrasten mellem det »moderne« og »europæiske« på den ene side og det traditionelle gammelrussiske, måske »barbariske«, på den anden, som Brandes bemærker, har altså dybe rødder og handler om langt mere end blot eksotisk påklædning og livsstil. Det er en grundlæggende splittelse i russisk kultur, som på en måde kun er blevet skærpet i takt med byens fortsatte modernisering og europæisering. Jo mere moderne og europæisk Skt. Petersborg blev, desto længere fra det russiske folks oprindelige kultur kom byen.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at denne splittelse mellem europæisk modernitet og gammelrussisk tradition ikke uden videre er sammenfaldende med de sociale og politiske modsætninger, som samtidig var under udvikling, og som Brandes blot antyder. Da Brandes besøgte byen i 1887, var disse sociale modsætninger endnu kun i deres tidlige stadier.

Men med den eksplosive vækst i befolkningen og den hastige opbygning af en industriel økonomi, udviklede disse modsætninger sig med tilsvarende hast. Omkring år 1900 kunne opmærksomme iagttagere ikke længere være i tvivl om, at situationen nærmede sig det uholdbare.

Samtidig med at Skt. Petersborg var i hastig udvikling med voksende rigdom og stor økonomisk betydning, var den stadig ramme om et politisk og socialt system fra verden før den franske revolution i 1789. Trods ophævelsen af livegenskabet i 1861 havde bønderne stort set ingen rettigheder. Det såkaldte livegenskab underlagde bønderne deres herremand både retsligt og økonomisk. Samtidig spillede den allestedsnærværende kirke en tvetydig rolle som folkets støtte og statens overvåger.

I løbet af 1800-tallet havde skiftende russiske regeringer fortsat søgt at fastholde denne gamle verdensorden med varierende grader af stædighed, konsekvens og brutalitet. Rusland var ved begyndelsen af det 20. århundrede stadig et land med en enevældig tsar med en civil og militær administration, støttet af en tilsyneladende loyal statskirke og en indflydelsesrig adel. Samtidig havde en voksende klasse af private entreprenører, kapitalister og forarmede industriarbejdere stadig ingen politisk indflydelse. I det første årti af 1900-tallet udgjorde Skt. Petersborgs fattige arbejderklasse to tredjedele af byens befolkning.

Hvis nogen skulle have været i tvivl om det uholdbare i denne situation, blev første stadie af Ruslands revolutionære udvikling, revolutionen i 1905, en øjenåbner. Med en chokerende kraft blev den voldelige nedkæmpning af en fredelig demonstration ved tsarens residens i Skt. Petersborg årsag til, at en bølge af voldsomme oprør og strejker spredte sig over store dele af landet.

Samme år tvang begivenhederne tsar Nikolaj II til væsentlige indrømmelser: Indførelse af basale borgerlige frihedsrettigheder og oprettelsen af en parlamentslignende rådgivende forsamling, kaldet Dumaen, det følgende år. Rusland var dermed blevet en slags semikonstitutionelt monarki, som for første gang i landets historie muliggjorde et politisk liv med partier, fri presse og fri offentlig debat efter vesteuropæisk mønster, om end tsaren stadig insisterede på at have det sidste ord.

Også i denne sammenhæng som revolutionens arnested viste Skt. Petersborg sig som byen, der gik forrest i at efterfølge Vesten. Nu bare ikke længere på tsarmagtens præmisser, men tværtimod i åbent oprør imod dem, – præcis som det var sket flere steder i Vesteuropa.

Ligesom mange steder i Vesten skulle det vise sig, at et offentligt politisk liv kun kunne etableres i oprør mod fyrstemagten. Ligeledes medførte økonomisk modernisering i skikkelse af industrialiseringen en voldsom skærpelse af sociale modsætninger mellem en lille, stadigt rigere overklasse og en stadigt voksende, stadigt fattigere arbejderklasse. Anskuet alene fra Skt. Petersborg syntes det russiske samfund i begyndelsen af det 20. århundrede at udgøre et næsten klassisk eksempel på den tyske tænker Karl Marx’ (1818-1883) analyse af det kapitalistiske industrisamfund. Marx’ tanker vandt da også hurtigt udbredelse i den russiske, revolutionære bevægelse.

I Skt. Petersborg havde to århundreders konsekvent moderniseringsindsats formået at frembringe et samfund med så megen lighed med samtidens vesteuropæiske samfund, at det kunne forekomme relevant at anvende en vestlig teori som den marxistiske til denne konklusion: At klassemodsætningerne mellem besiddende og ikke-besiddende nu var blevet så store, at der forelå en revolutionær situation.

Og at den store arbejderklasse kunne være den ventede revolutions bærende kraft. Set fra Skt. Petersborgs udstrakte arbejderkvarterer kunne Marx’ teorier nok forekomme besnærende. Som scene for den socialistiske revolution var Skt. Petersborg for så vidt perfekt.

Der var bare en hage ved denne analyse: Næsten alle andre dele af det kæmpe russiske rige var meget langt fra at ligne Skt. Petersborg. Selv om russisk økonomi var i stor vækst, var Rusland som helhed stadig først og fremmest et bondeland. Landets økonomi var langt overvejende baseret på landbrug, og bønderne udgjorde stadig ca. 80 procent at befolkningen og var som sådan den bærende søjle af Ruslands traditionelle kultur og identitet.

Derimod udgjorde klassen af privatkapitalister kun en ret ny og endnu forsvindende lille del af rigets befolkning. Selv om arbejderne i Skt. Petersborg, Moskva og enkelte andre steder udgjorde store lokale flertal, var de som del af helheden ikke mere end maksimalt et par procent. Altså meget langt fra at repræsentere det brede flertal, der kunne bære en folkelig revolution.

Den »Store socialistiske Oktoberrevolution«, som det lykkedes den bolsjevikiske fraktion af den revolutionære bevægelse at gennemføre i Skt. Petersborg i 1917, er derfor et af nyere histories store paradokser: I teorien var den baseret på Marx. Men i realiteten var situationen næsten alle andre steder end i Skt. Petersborg i modsætning til teorien.

Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om behovet for en revolution i Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede, er det ikke nemt at se, at et land med kun ganske lidt kapitalisme og ganske få arbejdere først og fremmest skulle have haft brug for en antikapitalistisk arbejderrevolution. Hvad man end måtte mene om Marx, passede hans teori i al fald ikke på det russiske samfund.

Ikke desto mindre kom den marxistiske revolution til Rusland. Her udfoldedes det sovjetiske eksperiment i løbet af det meste af det 20. århundrede. Her forsøgte man at skabe det store alternativ til kapitalismen, det kommunistiske samfund, som hævdedes at være den definitive, retfærdige samfundsorden for hele menneskeheden.

Selv om dette åbenlyst utopiske projekt må betragtes som urealistisk alle steder og til alle tider, er der alligevel grund til at spørge, hvorfor netop Rusland blev hjemsøgt af sovjeteksperimentet? Hvordan kan det være, at Marx’ revolutionære teori, som var udviklet på grundlag af det 19. århundredes mest avancerede industrielle økonomier, især England, først blev forsøgt realiseret i et af Europas økonomisk mest tilbagestående lande?

Måske har det på en vis måde noget at gøre med Skt. Petersborg og hele den problematik, som byen symboliserer.

Med den »kunstige« europæiske by Skt. Petersborg og Peter den Stores øvrige reformværk begyndte et tema i russisk historie, som siden har været uomgængeligt og vist sig i talrige store og små sammenhænge. Set i dette lys var revolutionen og sovjeteksperimentet en helt konsekvent, om end en ikke uundgåelig følge af den traumatiske fascination af Vesten, som begyndte med Peter den Store og præger Rusland den dag i dag.

Den vestlige oprindelse til væsentlige dele af sovjeteksperimentet rejser med stor skarphed spørgsmålet om, i hvilken udstrækning Rusland skal tage Vesten som forbillede for sin udvikling, og hvad dette medfører for landets egen originale kultur og identitet. Gang på gang har Rusland forsøgt sig med anvendelse af vestlig teori og praksis på sammenhænge, som disse ikke nødvendigvis oprindeligt var tiltænkt; somme tider med held, somme tider med resultater, der må beskrives som intet mindre end katastrofale.

Gang på gang kan disse resultater være en anledning for både russere og vesterlændinge til at overveje, om vestlige princippers angiveligt universelle anvendelighed anfægtes af en form for russisk særlighed, hvis en sådan eksisterer.

Skt. Petersborg udtrykker ved sin blotte eksistens en insisteren på, at Rusland er eller i al fald kan blive lige så europæisk som resten af Europa, at der ikke findes nogen særlig russiskhed. Det blivende spørgsmål er, om resten af Europa og resten af Rusland er enige i det.