Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lev Tolstoj – den urrussiske bonde
Tolstoj (1828-1919) var født ind i en velhavende godsejerfamilie, men vendte adelens levevis ryggen og fandt et ideal i den fattige ærkerussiske bondes nøjsomme liv med jordbrug og afholdenhed.
I romanen Anna Karenina (1877) lader Tolstoj eksempelvis godsejeren Konstantin Dmitritj Levin udtale følgende i en diskussion om den russiske bondes vilkår.
»Hvordan kan skoler hjælpe folket med at forbedre dets materielle forhold? De siger, at skoler og uddannelse giver folket nye behov. Så meget desto værre, for de vil ikke give mulighed for at tilfredsstille disse behov«.
Overs. Marie Tetzlaff, Gyldendal, 2018, s. 385
Ivan Turgenjev – mellem liberale og slavofile
Turgenjev (1818-1882) beskrev nuancerne mellem sin tids to politiske modpoler, den vestligt orienterede liberalisme og den konservative, slavofile fløj. Det fik begge sider til at anse ham for modstander.
I romanen Fædre og sønner fra 1862 ønsker den unge nihilistiske hovedperson Bazarov at rationalisere det gamle russiske samfund. En diskussion om videnskab og Tyskland med den ældre adelsmand Pavel Petrovitj Kirsanov forløber således:
»Videnskabsmændene dér er dygtige.«
»Ja så, ja så. Og de russiske videnskabsmænd har De ikke nogen høj mening om, formoder jeg?«
»Det er rigtigt.«
»Det er en meget prisværdig selvundervurdering,« udtalte Pavel Petrovitj, mens han rettede sig op og kastede hovedet tilbage. »Men Arkadij Nikolajevitj har fortalt os, at De ikke anerkender nogen autoriteter? De tror ikke på dem?«
»Hvorfor skulle jeg anerkende dem? Og hvad er det, jeg skal tro? Hvis man siger noget fornuftigt til, er jeg enig; det er det hele.«
Overs. Marie Tetzlaff, Gyldendal, 2007, s. 32-33.
Fjodor Dostojevskij — fra vestorienteret til slavofil
Dostojevskij (1821-81) var som ung tiltrukket af oplysningens idéer, men siden vendte han sig mod den slavofile retning i det russiske åndsliv og for-kastede de vestlige tanker om menneskelig lykke gennem samfundsmæssige forandringer.
I Kældermennesket (1864) kritiserer hovedpersonen eksempelvis troen på at fornuft og videnskab skulle kunne højne menneskets væremåde. »Til den tid, hævder De, vil videnskaben have belært mennesket […] om at det faktisk hverken besidder vilje eller luner, ja, aldrig har gjort det, og at det selv ikke er andet end en slags klaviatur eller en stift
i et mekanisk spilleværk; at verden desuden styres af naturlove, således at alt hvad mennesket foretager sig slet ikke sker efter dets eget ønske, men af sig selv, ifølge naturlovene«.
Overs. Ole Husted Jensen, Nansensgade Antikvariat, 1994, s. 44-45.
