FORSKELLEN PÅ GRØNLÆNDERNE og danskerne var så stor, at det nærmest i sig selv retfærdiggjorde den aktive ekspansions- og missionspolitik. Egede opregnede forskellene. Grønlænderne afskyede alkohol, mens danskerne drak rigeligt. De boede primitivt, mens danskerne levede civiliseret. Og så havde de hverken begreb om Gud, kongemagt eller andre (europæiske) autoriteter.
Ikke desto mindre måtte Egede indrømme, at de trods alt besad en fællesskabsfølelse og viljestyrke, der gjorde dem i stand til at overleve i det barske klima. I forhold til hvalfangsten var det endda »hverken skam eller skade« at lære noget af de grønlandske fangere, mente han.
En profitabel hvalfangst holdt trods alt kompagniet kørende, så Egede kunne få tilstrækkelig ro til sit missionsarbejde. Grønlænderne skulle på sigt anerkende kristendommen, kongens myndighed og Egedes lederskab.
Det var lettere sagt end gjort.
SPROGBARRIEREN VAR DEN FØRSTE STORE udfordring. Som luthersk præst skulle Egede helst holde sine prædikener på det lokale sprog, men han talte ikke grønlandsk. Den nye menighed kunne højst forstå simple ord og vendinger på hollandsk, hvilket skyldtes, at grønlænderne og hollænderne havde været handelspartnere i årtier før danskernes an komst i 1721. Abstrakte og religiøse budskaber kunne ikke formidles.
Den slags skræmte dog ikke Egede. Han fik lært sig sproget og kastede sig frygtløst ud i sit missionsarbejde. Flere gange forsøgte han at formidle sine abstrakte og religiøse budskaber på sit gebrokne grønlandsk, men flertallet forstod ham ikke og lo ad hans komiske indslag.
De få, der fangede brudstykker af budskabet, var hurtige til at gribe sindsstemningen til at håne ham endnu mere.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
