Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Det er en særlig oplevelse at være i Grønland som dansker. På den ene side falder man hurtigt til. I de største byer, hvor de fleste danskere opholder sig, er dansk et almindeligt anvendt sprog, og systemet er i mangt og meget indrettet efter dansk mønster. Som en grønlænder engang fortalte mig, så er der længere fra Danmark til Grønland end omvendt.
»Vi er i Danmark flere gange om dagen«, sagde hun, med reference til at man i Grønland har talrige professionelle kontakter i Danmark, og at man også ser dansk tv om aftenen og i det hele taget holder ganske godt øje med udviklingen i Danmark.
På den anden side er Grønland noget ganske andet. Alene naturen og levevilkårene skulle gøre det klart for den mere tungnemme.
Denne mærkværdige følelse af en kombination af noget meget hjemligt og noget meget fremmed er essensen af det grønlandske samfund – et møde mellem det grønlandske og danske, der i tidens løb er født af både imødekommenhed og anstrengthed.
Augo Lynge beskrev Grønland anno 2021 – et Grønland, der ikke længere var en dansk koloni, men et dansk amt
Forholdet mellem Grønland og Danmark er aparte. Det har ikke rigtig fundet et fast leje, men er i konstant ubalance. Den vej mod selvstændighed, som det grønlandske landsstyre for nogle år siden fastslog som uigenkaldelig, finder mange, både danskere og grønlændere, er en naturlig udvikling for en gammel koloni. Samtidig kan man stadig høre danskere være stolte over forholdet til Grønland, og der er stadig grønlændere, der jubler, når Danmark vinder en fodboldkamp, og som ser frem til at komme til Danmark for at holde ferie og besøge deres slægtninge.
Fra både grønlandske og danske politikere lyder det, at forholdet mellem Danmark og Grønland skal bygge på ligeværdighed, men ingen ved rigtig, hvad det betyder. Med henvisning til dette begreb er mange angreb blevet ledt fra Grønland mod den danske regering, og den danske regering har forsvaret sig med samme ord. Forvirringen kommer af, at Grønland har gennemgået mange forskellige politiske stadier, og at forskellige generationer og grupper af grønlændere har defineret forholdet til Danmark forskelligt.
Samtidig har den danske appetit på Grønland været stor. Man har fra dansk side været stolt af at have besiddet eller været i rigsfællesskab med Grønland – beskrivelsen har skiftet over tid.
Årsagen til dette akavede og tilsyneladende uforløste forhold skal findes i det evigt skiftende forhold mellem grønlændere og danskere, mellem Grønland og Danmark.
Augo Lynges visioner blev afgørende for Grønlands udvikling til dansk amt. Lynge ønskede sig et moderne Grønland ligestillet med Danmark. Selvstændighed var dog ikke en del af planen.
I dette skiftende forhold står en måske i dag noget ukendt eller falmet, men fra 1930’erne til 1950’erne dominerende kulturel og politisk figur: seminarielæreren og forfatteren Augo Lynge (1899-1959). I sin fremtidsroman ’300 år efter’ fra 1931 beskrev han Grønland anno 2021 – et Grønland, der ikke længere var en dansk koloni, men et dansk amt, et Grønland, hvor industrielt fiskeri og fårehold havde erstattet den traditionelle sælfangst, og et Grønland, hvor der ikke længere var forskel på grønlændere og danskere, og hvor de lokale bestred embedsposterne selv. Augo Lynge beskrev romanen som sit politiske program og viede sit liv til en intens kamp for intensiveret danskundervisning, men også for et vedvarende tættere og i sidste ende fuldt integreret forhold mellem Grønland og Danmark.
Grundlaget for den politiske elite, der i høj grad har bidraget til Grønlands politiske udvikling de seneste 100 år, finder man nær Aqqaluks Plads. Her i Nuuk, en kort stykke vej fra Kolonihavnen, ligger en rød træbygning i imiteret nordisk stil. Bygningen er fra 1907 og prydede før kommunesammenlægningen i 2009 Nuuk Kommunes våbenskjold.
Det var og er en bygning, byen brystede sig af. Det er seminariet – eller på grønlandsk Ilinniarfissuaq, det vil sige ’det store sted, hvor man lærer’.
Seminariet blev grundlagt i 1845 som kateketseminarium, altså degneseminarium. Denne undervisningsinstitution skabte et akademisk centrum og diskussionsforum i Grønland. Med de lokalt uddannede grønlandske kateketer opstod en ny gruppe grønlændere, en intellektuel elite, og fra seminariet udsprang flere af de politiske rørelser, der de følgende mere end 100 år var med til at påvirke det grønlandske samfund. Halvandet årti efter seminariets oprettelse forestod den sydgrønlandske inspektør Hinrich Rink (1819-93) etableringen af den første grønlandske (og grønlandsksprogede) avis og de første politiske forsamlinger i Grønland, forstanderskaberne. Disse reformer af det grønlandske samfund blev kanaler for en egentlig offentlig debat i Grønland – om det grønlandske samfund og den grønlandske identitet.
Forstanderskaberne var på flere måder formet efter dansk forbillede og havde da også navnet tilfælles med de danske landkommuners bestyrelser, sogneforstanderskaberne. De bestod af de lokale ansvarshavende embedsmænd og valgte grønlandske medlemmer.
Den grønlandske hjemmestyrekommission holder møde på Christiansborg i 1977. Fra venstre mod højre ses Konrad Steenholdt, Severin Johansen, Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt.
Men var der faktisk tale om et reelt forsøg på at få grønlænderne inddraget i styret af Grønland, eller var det bare for syns skyld?
En parlamentarisk forsamling – uanset hvor få beføjelser den har – har altid mulighed for at fremstå som en legitim politisk stemme, som igennem sin autoritet lægger markant pres på magthaverne, som derefter kan finde det svært at sidde forsamlingens votum overhørig. Da Grønland trådte ind i det 20. århundrede, var det på den ene side et samfund med håb om en bedre, det vil sige moderne, fremtid og et samfund i opgør med det foregående.
I 1905 var der koloniudstilling i Tivoli. I tidens stil ville man vise udstillingens besøgende, hvad riget formåede. Derfor var både Dansk Vestindien og Grønland repræsenteret, og derfor var islændingene og færingerne også til stede, samme tid, samme sted, men formelt ikke på samme udstilling. De gamle stolte nordbofolk skulle ikke nyde noget af at blive slået i hartkorn med sådanne primitive folkeslag.
Denne opfattelse stod dog i kontrast til de ændringer, der i perioden skete på det grønlandske område. Ved lov af 1905 ophørte Grønland med at være missionsmark og blev et provsti i den danske folkekirke. De var nu ikke længere hedninge, der skulle omvendes, men religiøst ligestillet med danskerne.
Få år efter blev styrelsesloven vedtaget, hvor Grønland fik et kommunalt styre samt to valgte landsråd – et for Nordgrønland og et for Sydgrønland – som skulle virke som rådgivende organer i grønlandske anliggender over for den danske stat. Den danske regerings øverste repræsentanter i Nord- og Sydgrønland, inspektørerne, blev automatisk formænd for landsrådene, men uden stemmeret. Dermed skete et opgør med den kultur, at de danske embedsmænd havde domineret de hidtidige repræsentationer, forstanderskaberne, og som havde skabt en vis modvilje eller resignation over for danskerne i Grønland.
Pressemøde med det grønlandske landsstyres stærke formand, Jonathan Motzfeldt, og statsminister Anker Jørgensen (S) i 1980.
Det kan være svært at forstå betydningen af rådgivende organer i dag. Men som i de danske rådgivende stænderforsamlinger i 1830’erne og 1840’erne kan rådgivende organer både virke skolende på politikerne og – endnu væsentligere – bevirke en styrkelse af den politiske opinion, som det så efterhånden bliver sværere og sværere for magthaverne at tilsidesætte, uden at tilsidesættelsen kommer til at synes illegitim. Det var netop den proces, der begyndte i Grønland på dette tidspunkt.
Statsretsligt havde der for Grønlands vedkommende været uklarhed omkring, hvilket område Danmark faktisk havde suverænitet over. I slutningen af 1800-tallet havde statsretseksperter holdt muligheden åben for, at der kunne være tale om en grænsedragning på land. Ganske enkelt fordi man ikke før i begyndelsen af 1900-tallet vidste, at Grønland faktisk var en ø.
Man regnede med, at det ville gøre situationen folkeretsligt lettere, da man så fra Danmarks side ville kunne trække grænsen ved vandet. Danmark havde i forbindelse med traktaten om salget af Dansk Vestindien fra 1916 fået USA’s ord for, at man anerkendte Danmarks suverænitet over hele Grønland.
Men det forhold, at Grønland var en ø, holdt ikke nordmændene væk. De søgte at etablere sig på østkysten og kaldte området Erik den Rødes Land. Et dansk modtræk var etableringen af Scoresbysund (Ittoqortormiit) i 1925, som i dag er bedst kendt fra komikeren Anders Lund Madsens besøg og dokumentarserie på DR fra 2015. Den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen (1880-1971) ledte missionen, hvor en mængde grønlandske kolonister slog sig ned i det hidtil øde område. Den konservative politiker Aksel Møller kommenterede handlingen med ordene »det er dejligt at se, at vi virkelig kan mande os op, det maa glæde alle at se, at vi virkelig har Kraft til at holde fast ved de fjernere Dele af Riget«. I 1933 faldt der dom i sagen ved Den Internationale Domstol i Haag, og Danmark fik tilkendt fuld suverænitet over Grønland.
De grønlandske landsråd bakkede op om det danske krav. Det gjorde de ikke ud fra en følelse af underdanighed. Der havde siden styrelseslovens ikrafttræden i 1911 udviklet sig en stærk grønlandsk opinion, som ikke undlod at sige den danske regering imod. Når landsrådene bakkede op om kravet, var det, fordi Grønland under Danmark forblev en enhed, og fordi løsrivelse ikke var et politisk tema i Grønland.
Det var derimod forholdet til Danmark. En generation af seminarieuddannede politikere, herunder Augo Lynge og præsten Gerhard Egede (1892-1969), betragtede kolonitilstanden som uholdbar. Det lukkede Grønland, hvor grønlandsk var det altdominerende sprog, ville snart blive et frilandsmuseum, hvis man ikke fik iværksat en moderniseringsindsats.
En sådan omlægning krævede viden, og det forudsatte adgang til litteratur. De grønlandske politikere krævede dermed, at den danske regering alvorligt intensiverede danskundervisningen i landet, så en sådan vidensdeling faktisk blev mulig.
Men for flere af disse grønlandske politikere og navnlig Augo Lynge handlede det også om et stadig tættere forhold til Danmark – at grønlænderen blev ’en god dansk borger’ – et synspunkt, han dog godt vidste ville skabe undren, men også udfordre mange grønlændere.
I 1952 stemte det grønlandske landsråd (de to var blevet sammenlagt til ét i 1950 efter lidenskabelig støtte fra Augo Lynge) ja til at blive et dansk amt og få medlemmer i Folketinget. Folketingsmedlemmerne fik Grønland i forbindelse med grundlovsændringen året efter, men amtsstatussen var en mere besværlig sag. På mange områder, f.eks. sygehusområdet, blev det den danske stat, der tog teten.
Når ordningen blev sådan, var det på den ene side, fordi den danske regering efter etableringen af FN i 1945 i lighed med en række andre kolonimagter havde været forpligtet til at rapportere om Grønlands udvikling, fordi det var et ’ikke-selvstyrende område’. Det var en torn i øjet på regeringen, fordi det stillede Danmark lige med kolonimagter som Storbritannien og Frankrig, mens man set fra et dansk perspektiv ikke havde bedrevet den samme imperialistiske udbytning i Grønland.
På den anden side ønskede man set fra et grønlandsk perspektiv ligestilling med danske statsborgere og større indflydelse på egne anliggender. Såvel det danske som det grønlandske ønske blev opfyldt med integreringen. Den danske regering ønskede netop denne løsning, fordi man dermed ikke fik et nyt område med udvidet selvstyre at skulle slås med, som man siden 1948 havde haft det med Færøerne.
Nu tog moderniseringen fart. I de følgende årtier skød boligblokke, fabrikker, sygehuse og andre moderne udtryk op i det grønlandske samfund. Som følge af integreringen og den større tilknytning til Danmark var det både et grønlandsk ønske og en dansk forpligtelse at få Grønland til at leve op til danske velfærdskrav.
Man lukkede bygder, så grønlænderne kunne bruges som arbejdskraft på byernes fabrikker, man sendte danske håndværkere til Grønland, som skulle opføre de nye bygninger, og i det hele taget gik udviklingen overordentlig hurtigt. Hyppigt er det efterfølgende blevet beskrevet sådan, at udviklingen skete med grønlænderne som tilskuere. Myndighederne fokuserede på at indføre et dansk system, og det blev gjort nidkært.
Efterfølgende er det klart, at disse for mange grønlændere markante omvæltninger blev indført uden hensyntagen til den hidtidige kultur, og at mange grønlændere dermed oplevede en identitetskrise.
Ved indgangen til 1970’erne havde Grønland større indflydelse på egne anliggender end almindelige danske amter – både formelt og reelt. Med to folketingsmedlemmer var Grønland stærkt overrepræsenteret i forhold til sin størrelse. Det havde et eget stående folketingsudvalg, hvortil det medlemsmæssigt også var godt stillet, og de grønlandske folketingsmedlemmers stillingtagen havde afgørende vægt for grønlandsk lovgivning, der blev bestemt af Folketinget. Landsrådet havde desuden høringsret i forhold til grønlandske anliggender, og fra 1967 var landsrådsformanden valgt af Landsrådet selv. Det skete først fore år senere for de danske amtsråd.
De rettigheder, som Augo Lynge og hans ligesindede havde krævet, statsborgerlige rettigheder til grønlændere, var så rigeligt opnået.
Alligevel var der på samme tidspunkt vakt en ny politisk bevægelse, der ønskede, at Grønland i højere grad skulle kunne bestemme over egne anliggender, og som ikke fandt, at denne ligestilling var nok. Eller snarere fandt, at den ikke havde ført til opfyldelsen af de ønskede håb. De grønlandske og danske myndigheder havde i begyndelsen af 1960’erne indført fødestedskriteriet, som lod fødestedet, Grønland eller Danmark, være afgørende for lønniveauet. Hvis man var født i Danmark, fik man højere løn, end hvis man var født i Grønland.
Tanken var, at det skulle virke som kompensation for danskeres afsavn ved at tage til Grønland, men det endte med at blive set som blot og bar forskelsbehandling.
Grønlands integrering i Danmark og den efterfølgende moderniseringsproces havde ikke ført til ligestilling.
Dermed ændrede det grønlandske projekt også form. Endnu en identitetsdebat blæste over verdens største ø, og endnu en gang rejste den seminarieuddannede ungdom sig. De var ikke enige med Augo Lynge og Gerhard Egede, og dyrkelsen af de grønlandske særegenheder blev nu dominerende. Forskellene , ikke lighederne, i forhold til Danmark blev kernen i dette projekt. Særlig centrale i denne forbindelse blev ’de tre isbjørne’: højskolelæreren Moses Olsen (1938-2008), læreren Lars-Emil Johansen (1946-) og præsten Jonathan Motzfeldt (1938-2010).
De erstattede den gamle garde af modernister og betonede nu det grønlandske særpræg og den politiske betydning, dette burde have. EF-afstemningen i 1972 understregede deres pointe. 70 pct. af grønlænderne stemte imod Danmarks indtræden i EF, men måtte som dansk amt følge med resten af Danmark. Det understregede for den nye generation forskellene mellem danske og grønlandske interesser, hvilket i deres forståelse måtte få politiske konsekvenser.
I 1979 blev hjemmestyret indført, og Jonathan Motzfeldt blev Landsstyrets første formand.
Med hjemmestyret fulgte overtagelsen af områder fra den danske stat, f.eks. undervisning, sociale forhold, boligområdet og en række andre, som under moderniseringsprocessen var blevet varetaget af den danske stat. I 1980’erne fik Grønland eget universitet, eget flag og en række andre institutioner, som kan ses i en bevidst strategi om nation building. Og i 1985 udtrådte Grønland af EF.
Et væsentligt omdrejningspunkt i udviklingen af det dansk-grønlandske forhold har i tidens løb været ligeberettigelse, men ligeberettigelse er ikke noget givet begreb.
I 1930’erne og 1940’erne ønskede Augo Lynge og Gerhard Egede de grønlandske borgeres ligeberettigelse med danske borgere. I 1970’erne ønskede hjemmestyrets pionerer grønlændernes ligeberettigelse, i kraft af at de var et særskilt folkesamfund i kongeriget, og dermed ønskedes flere områder, de selv kunne varetage. I 2009 blev selvstyreloven så gennemført i form af en aftale mellem de danske myndigheder og det grønlandske landsstyre og indførte den eksplicitte mulighed for grønlandsk uafhængighed, hvormed, som daværende folketingsmedlem Lars-Emil Johansen udtrykte det, det dansk-grønlandske forhold nu var baseret på frivillighed – grønlænderne kunne trække sig, når de ville.
Fra dansk side har de løbende reservationer over for disse krav været begrundet i, hvor mange krav man kunne imødegå uden at gå på kompromis med rigsfællesskabet – en udvikling, hvori den danske regerings standpunkt har ændret sig ikke så lidt.
I hjemmestyreordningen i 1979 blev det således ikke betragtet som en mulighed, at man inden for rammerne af rigsfællesskabet kunne give det grønlandske landsstyre råderet over Grønlands råstoffer, men i 2009 havde man skiftet mening. Den danske regering havde accepteret, at forholdet til Grønland nødvendigvis måtte være noget løsere, hvis det skulle bevares.
I dag er det dansk-grønlandske forhold kendetegnet ved de danske regeringers vedvarende ønske om at ’modernisere’ rigsfællesskabet ved at løsne det i et forsøg på at komme Grønland i møde. Men hvert af disse skridt nærer samtidig yderligere grønlandske politikeres selvstændighedsbestræbelser, og det eneste stabile element i rigsfællesskabet lader således i øjeblikket til at være netop ubalancen.
