Inuitternes angreb ødelagde et ellers robust nordbosamfund

Der har været mennesker i Grønland i mere end 4.000 år, men de første 3.000 år kun på midlertidigt ophold. Der er ikke skov i Grønland, kun drivtømmer med en århundredlang fornyelsescyklus, så ud over det generelt ugæstfri klima har især manglen på fornyelige brændselsressourcer til opvarmning og madlavning betydet, at vildfarne indianerstammer, som fra tid til anden kom til Grønland efter uforvarende at have krydset det smalle islagte Smith Sund højt mod nord, fortrak eller gik til grunde i den grønlandske isørken.

I den arkæologiske faglitteratur benævnes disse bosættelser Independence I, Saqqaq, Independence II og Dorset. De efterfulgte hinanden adskilt af århundredlange perioder, hvor Grønland var overladt til sig selv, og havde intet med hinanden at gøre, hverken etnisk eller sprogligt. Det samme gælder selvsagt i forhold til de fra Sibirien indvandrede inuitter, nutidens grønlændere, som ankom i første halvdel af 1100-tallet.

De første, som formåede at bide sig fast i Grønland, kom ikke fra det nærliggende amerikanske fastland, men fra den anden side af Atlanterhavet. Det var nordboerne, der med den norsk-islandske høvding Erik den Røde (født ca. 950) i spidsen for en flåde på 25 skibe, hvoraf 14 nåede frem, slog sig ned i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet.

Herfra bredte de sig op langs vestkysten i landet, der havde ligget øde siden Kristi fødsel. I de følgende århundreder udviklede der sig i Syd- og Vestgrønland under norsk og fra 1380 dansk-norsk overhøjhed et velorganiseret aristokratisk styret bondesamfund af nordisk type baseret på husdyravl.

Kornavl kendtes ikke. Der var tale om rent sæterbrug uden brug af plov med kvæg, får, svin og geder, som gik på græs om sommeren og stod på stald om vinteren, hvor dyrene blev fodret hovedsageligt med hø. En variant af det vestnorske højlandsbrug, som vikingerne havde ført med sig på deres århundredlange ekspansion mod vest, først til Færøerne, senere til Island, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Hebriderne og nu altså til ’verdens ende’, Grønland.

Tre bygder blev det til: Den største, Østerbygden, lå trods sit navn ikke på østkysten, men på den vestlige side af Grønlands sydspids inde i det vidt forgrenede, overdådigt grønne fjordlandskab bag det nuværende Qaqortoq (Julianehåb). Den mindste var Mellembygden, der lå i de snævre fjorde sydøst for det nuværende Paamiut (Frederikshåb). Endelig var der Vesterbygden, som bestod af 3, måske 4 kirker og 90 gårde af forskellig størrelse. De var spredt over et stort område inde i det forbavsende lune mere end 100 kilometer dybe fjordsystem, der strækker sig ind mod indlandsisen bag det nuværende Nuuk.

Tegning: Jens Rosing, 1973

Den samlede nordbobefolkning lå det meste af tiden på 2.000-3.000 individer, måske lidt flere. Det lyder ikke af så meget. Der er omkring 500 kilometer mellem Østerbygden på højde med Kap Farvel (og Oslo) og den nordligere Vesterbygden (på højde med Trondheim), men faktisk er et indbyggerantal, som tælles i tusinder, ganske betragteligt på de kanter. Det bliver tydeligt, når man sammenligner med, hvad den inuitiske jægerkultur kunne præstere. Historikere er almindeligvis varsomme med præcise angivelser af, hvor mange mennesker der boede i Grønland i tiden mellem nordboernes forsvinden i 1400-tallet og Hans Egedes ankomst i 1721, men der er enighed om, at de skal tælles i hundreder, og at de jævnligt blev hjemsøgt af sult og blandt andet derfor tyede til kannibalisme.

Tegning: Jens Rosing, 1973

Den permanente nordbobebyggelse holdt sig under 65. breddegrad, men gennem årlige sommerjagtekspeditioner inddrog de området 300-400 kilometer nord for det nuværende Upernavik,i ressourceområdet.

Eftertragtede byttedyr var de af fyrster og paver stærkt yndede hvide falke, isbjørne og de to leverandører af arktisk elfenben, hvalrosser og narhval. I bytte for de tre kvantitativt små, men kostbare varegrupper, som betaltes med skyhøje priser på det europæiske high-end-marked, og svardreb, dvs. seje tykke strimler af hvalrosskind, det stærkeste reb, man dengang havde, fik nordboerne jern og andre uundværlige eller stærkt ønskede produkter som vin, salt, honning, hør, korn til malt, silke, glas, indigo til tøjfarvning samt guld og sølv. Varerne kom hovedsagelig via Bergen, som udgjorde hovedbyen i det mægtige nordatlantiske storrum. Træ, der som nævnt ikke fandtes i Grønland undtagen som drivtømmer, der havde gjort den lange rejse fra sibiriske flodmundinger, blev hentet i Markland, vore dages Labrador.

Nordboerne forsvandt fra Grønland i løbet af 1400-tallet. Det er utvivlsomt en vigtig om end uudtalt og ikke-indrømmet grund til, at langt de fleste, som har beskæftiget sig med det middelalderlige Grønland, har den forudfattede mening, at nordboerne økonomisk og kulturelt balancerede på afgrundens rand.

Det var dog på ingen måde tilfældet, og de mange gode råd, som historikere, arkæologer og etnologer beredvilligt har givet nordboerne om, hvad de skulle have gjort for at leve op til inuitternes suveræne overlevelsesstrategi, er fejladresserede.

Tegning: Jens Rosing, 1973

Nordboerne var kommet til Grønland med århundreders erfaringer med landbrug under vanskelige forhold i Vestnorge, og de opbyggede lynhurtigt et velfungerende sæterlandbrug i det nye land med domesticerede husdyr og nyindførte kulturplanter. De anlagde kunstvandingsanlæg og kilometerlange til dels stadig synlige hegn, stendiger og fårefælder. Ikke for ingenting har det store sammenhængende landbrugsområde ved kanten af Indlandsisen siden 2017 været at finde på Unesco’s verdensarvsliste over den middelalderlige verdens mest ekstraordinære kulturlandskaber.

Dertil kommer nordboernes komplicerede, til mindste detalje gennemtænkte gårdanlæg og de mange smukke og veludstyrede kirker, ikke mindst domkirken i Gardar (Igaliku) nede mod syd, der imponerede ikke blot ved sin størrelse – dens mål svarede til domkirken i Trondheim – men også ved sine glasmosaikker, sine prægtige vægtæpper, sin vidunderlige akustik og sine mægtige bronzeklokker. To klostre, ét til mænd og ét til kvinder, fortæller om kristendommens magt over sindene og om et anseeligt økonomisk overskud.

Det samme gjorde det nærmest overvældende bidrag, Grønland ydede til den fælles europæiske sag gennem korstogsskatter. Historikeren Janus Møller Jensen har beregnet, at Grønlands bidrag til kampen mod muslimerne 1276-1327 var større end Nørrejyllands.

Sagalitteraturen, det store verdensberømte norrøne tekstkorpus fra middelalderen, var velkendt i Grønland og blev flittigt foredraget rundtom på gårdene på de lange vinteraftener, mens kvinderne sad ved væven, og mændene hengav sig til deres forskellige gøremål.

Når nordboerne forsvandt, skyldtes det ikke indre svagheder, endsige at de var fejlplaceret i Grønland, at de slet ikke kunne finde ud af at være der, og at de hele tiden så længselsfuldt tilbage mod det Norge, de oprindelig kom fra. Heller ikke 1300-tallets klimaforandringer, som alle for øjeblikket peger på som afgørende for nordboernes skæbne, spillede nogen særlig rolle.

Sandheden er, at nordbosamfundet var særdeles robust. Den nedadgående spiral af hinanden gensidigt forstærkende problemer (overbefolkning, overudnyttelse af landbrugsjorden, skovfældning og faldende levestandard), der i 1300-tallet hjemsøgte Europa og med den sorte død (1347-52) som tændsats udløste den senmiddelalderlige krise, gik uden om Grønland. Tvært imod at være en skrøbelig udgave af det skandinavisk-europæiske landbrugssamfund var nordboernes plovfri sæterlandbrug med en buffer af uudnyttede ressourcer både på landjorden og i havet mere robust end de samtidige europæiske landbrugssamfund, der alle som ét var økologisk og demografisk pressede.

Illustration: Oluf Olufsen Bagge/Statens Museum for Kunst

Når nordbosamfundet alligevel uventet og på ganske kort tid forsvandt fra Jordens overflade, skyldtes det først og fremmest inuitiske angreb nordfra på de militært værgeløse nordboer. En supplerende årsag var nye og ikke tidligere hørte lokketoner fra øst om et lettere og rigere liv i Norge, det for længst forladte hjemland.

Inuit var som sine forgængere i Grønland et jæger- og samlerfolk, men på ét helt afgørende punkt dygtigere end disse, for hvem det skovløse land havde været en dødbringende fælde. Efter at være brudt op fra urhjemmet et sted øst for Uralbjergene havde inuitterne på deres lange vandring langs de træfattige sibiriske og amerikanske landmassers nordlige kyster formået at gøre sig næsten uafhængige af træ.

De benyttede langsomt brændende sæl- og hvalspæk til opvarmning og madlavning, hvilket kom dem til gode, da de i begyndelsen af 1100-tallet ankom til Grønland. Uafhængigheden af træ, som forudsatte rigelige forsyninger af spæk, havde de opnået ved at udvikle ekstraordinært effektive jagtmetoder på havets storvildt. Særligt må fremhæves hvalfangsten, der foregik fra fangstbåde, som på dansk har fået det lidt gumpetunge navn konebåde. Disse må snarere sammenlignes med små slagskibe, der støttet af et korps af fleksible og lynhurtige torpedobåde i form af enmandskajakker kunne omringe og nedlægge 100 tons tunge hvaler på stribe med primitive våben af sten og ben.

Vi har vidnesbyrd om fredeligt samkvem mellem de to folk, men snart blev tonen mere kølig. Inuit havde ikke noget at byde på, som interesserede nordboerne, hvorimod de rigt forsynede nordboer havde masser af ting, som inuitterne så længselsfuldt efter. Det gjaldt ikke mindst de store beholdninger af jern og andre metaller, som efter alt at dømme var den vigtigste enkeltgrund til, at inuit krydsede den farlige Melville Bugt i det nordlige Grønland og satte kursen mod syd.

Hvornår det gik op for folk i Vesterbygden, at de lå i forreste linje, ved vi ikke. Måske dæmrede det allerede omkring år 1200, hvor fangstmænd på jagtekspeditioner mod nord kunne konstatere, at de ikke længere var eneherskende på disse fangstfelter, men stod ansigt til ansigt med et andet folk:

»Mod nord er der af jægere blevet fundet nogle småmennesker, som de kalder skrællinger, og som, når de i levende live såres af våben, dør uden blodtab. Men jern mangler de aldeles og bruger hvaltænder til pilespidser og spidse sten til knive«, lyder det om det nye folk.

Tegning: Jens Rosing, 1973

Endnu var det dog kun som en fjern torden, og så sent som i 1330’erne var det business as usual. Men i det følgende årti skete der noget. Inuit begyndte at slå sig ned omkring de store fjordmundinger ud for Vesterbygden, og man så dem krydse fjordene i deres skindbetrukne både. Nordbofangstmændene følte sig ikke længere sikre og turde ikke sejle op til øen Disko, som gennem århundreder havde været fast mellemstation og omladningsplads, før rejsen gik videre mod det høje nord.

I 1347 gav man definitivt op. De traditionsrige og livsvigtige sommerjagtekspeditioner kunne ikke længere gennemføres.

Og så en dag skete det. Hvordan det nærmere gik til, er vi – heldigvis, fristes man til at sige – forskånet for at vide. Men sporene kan vi følge. Op igennem den store dalsænkning rig på nordbogårde, som tæt på indlandsisen strækker sig mellem Ameralik Fjord og Godthåbsfjorden, viser arkæologiske fund, at folk i største hast har forladt deres gårde. Alt ligger hulter til bulter, og adskillige steder er der vidnesbyrd om mordbrand: I fadeburet er træfade skredet ned fra hylderne og ligger halvt forkullet hen over tønder, hvor et tykt hvidt pulverlag vidner om ikke opbrugte forsyninger af syrnet mælk og skyr.

Det hele er dækket af tykke brandlag.

Hvornår angrebet eller angrebene fandt sted, er uvist, men under alle omstændigheder er det gået stærkt. Endnu i 1347 var Vesterbygden intakt med 90 gårde og 3, måske 4 kirker. I 1355, da den højtstående gejstlige embedsmand Ivar Baardssøn nede fra bispesædet i Gardar aflagde inspektionsbesøg, var der intet andet tilbage end brandtomter og nogle forvildede husdyr:»Da vi kom did, fandt vi ikke nogen, hverken hedninge eller kristne, kun noget vildt kvæg og nogle får. Vi tog så meget kvæg og så mange får, som vores skib kunne bære, og sejlede hjem«, lyder den knappe rapport. Det står enhver frit for at forestille sig, hvad der skete med de mennesker – i alt vel en 800-900 stykker – der havde boet på de gårde, som nu ikke mere fandtes. Ingen af dem vides nogensinde at være dukket op i Mellembygden eller i Østerbygden.

Foto: Statens Museum for Kunst

Der var langt fra Vesterbygden til den lille Mellembygd ved Paamiut og endnu længere til Østerbygden nede i det allersydligste Grønland, så de to bygder lå ikke umiddelbart i farezonen, selv om deres skæbne syntes beseglet, medmindre de fik hjælp udefra.

En sådan hjælp, fra 1380 fra det forenede Danmark-Norge, kom aldrig. En transatlantisk sømilitær operation til fordel for Grønland var med datidens flådefartøjer en umulig tanke, og desuden var både Norge og Danmark stærkt svækket af den sorte død, som kom til Norden i 1349. I Norge nåede dødeligheden mange steder over 50 procent.

Men det ændrer ikke ved, at nordboerne led den vanskæbne at være en del af en stat, til hvis opretholdelse de bidrog, men som ikke kunne yde dem det mest basale af alt: Sikkerhed. Tingene måtte gå deres gang. Den sorte død var en katastrofe, men den havde også positive følger. Pludselig var der bedre plads i det hidtil overbefolkede Norge, og levestandarden blev øget. Som noget helt nyt blev det muligt for nordboere at vende tilbage til Norges mildere klima.

I betragtning af den trussel mod de tilbageværende dele af nordbosamfundet, som inuit repræsenterede disse år, kan det ikke undre, hvis der har været mange i Grønland, der begyndte at drømme om at skabe en fremtid i det gamle moderland. Men det var nemmere sagt end gjort, fordi der i disse kritiske år var så få skibe, der kom til Grønland.

Som nylig påvist af den norske historiker Arnved Nedkvitne lykkedes det ikke desto mindre en del grønlændere at komme over Nordatlanten til det forjættede Bergen. Men mange – formentlig de fleste – måtte blive tilbage. En sammenligning med nutidige flygtninges desperate kamp for at få plads på overfyldte både for at komme over Middelhavet er ikke nødvendigvis helt ved siden af.

Foto: Lennart Larsen. Kunstner: Salomon von Hauen, Bergen, 1654. Nationalmuseet

De tilbageblevne måtte afvente deres skæbne. At den blev blodig, og at det et langt stykke af vejen er foregået på samme måde som i Vesterbygden, synes der ikke at være tvivl om.

Erik den Rødes gamle høvdingegård i Brattahlid nedbrændte, det samme gjorde andre gårde, og ilden ser overalt ud til at været begyndt i indgangstunnelen – et tegn på, at den var påsat.

Også kirkerne gik det ud over. Domkirken i Gardar – Grønlands stolthed og den første domkirke på det amerikanske kontinent – udbrændte, og de nedfaldne klokker lå knust i ruinerne. Også kirken i Hvalsey, hvis granitmure står endnu, blev efter alt at dømme offer for brandstiftelse. Desværre er de arkæologiske spor i dette som i andre tilfælde stærkt forstyrrede, først af Hans Egede, som besøgte Hvalsey i 1723 på en rekognosceringsrejse efter Østerbygden (som han stod midt i, men uden at vide det).

Dernæst, i 1818, besøgte den dygtige søofficer og ekspeditionsrejsende Wilhelm August Graah (1793-1863) den berømte kirkeruin, og resolut hyrede han 21 mand til at tømme ruinen for knogler og trækul, så han kunne komme til at foretage opmålinger på stedet – en handling, som har bragt hans navn i evigt vanry blandt arkæologer.

Vi kan kun drømme om, hvad vi ville have kunnet få at vide om Østerbygdens sidste fase, hvis den energiske premierløjtnant Graah havde kunnet styre sin ulyksalige trang til at opmåle kirkeruinen i Hvalsey.

Ved begyndelsen af 1400-tallet var det forbi. Østerbygden var ikke mere. Sidste overleverede kilde fra det norrøne Grønland er et bryllupsdokument dateret 16. april 1409. Resten er tavshed.

Det betød ikke, at Danmark-Norge gav afkald på suveræniteten over Grønland. Man anerkendte naturligvis, at nordbosamfundet var brudt sammen (med forbehold for den del, som man indtil et godt stykke op i 1800-tallet mente stadig bestod i Østgrønland), og man beklagede, at det ikke havde været muligt at komme de trængte nordboer til undsætning militært.

Dog mente man ikke, at landet af den grund var gået tabt for den dansk-norske krone, så sandt som inuit ikke var et organiseret statssamfund, blot et antal løst organiserede smågrupper, som var trængt ind på den dansk-norske konges territorium.

Foto: Statens Museum for Kunst, Public Domain

Det var baggrunden for, at Danmark-Norge op gennem 14-, 15- og 1600-tallet ved hvert eneste kongeskifte slog fast, at Grønland var en uadskillelig del af det dansk-norske rige, ligesom det var baggrunden for, at den grønlandske bjørn (sammen med den islandske klipfisk og det færøske får) kom med på det dansk-norske rigsvåben efter enevældens indførelse 1660.

Og det var baggrunden for, at Hans Egede 3. juli 1721 efter lang tids forberedelse gik i land på Håbets Ø, ikke som kolonisator, men som repræsentant for den legitime statsmagt i Grønland. Han indledte den proces, der i løbet af 1700-tallet indføjede inuit som ligestillet grønlandsktalende minoritet i datidens multikulturelle dansk-norske monarki. ’Nordbosamfundet var helt igennem norsk ligesom den senere Hans Egede og en stor del af de embedsmænd og missionærer, som i 1700-tallet opbyggede den stadig eksisterende infrastruktur i Grønland.

Hvorfor er Grønland så ikke i dag sammen med Norge? Er det ikke en fejl? Jo, det er det helt bestemt. Det er en himmelråbende historisk uretfærdighed, som helt og holdent kan skrives på den britiske regerings regning. Da Danmark og Norge blev tvangsskilt i 1814 efter Napoleonskrigene, forlangte Storbritannien – krigenes store sejrherre – ved fredsslutningen i Kiel, at de gamle norske bilande (Island, Færøerne og Grønland) af geopolitiske årsager skulle følge Danmark og ikke, som alle havde ventet, Norge.

For Grønland har det næppe gjort nogen større forskel, at Danmark og ikke Norge fik overdraget suveræniteten over den store ø og dermed arven efter nordboerne. Men for Danmark og Norge har det gjort en vældig forskel. Norge blev afskåret fra at blive en arktisk stormagt, hvad der gennem årene har været årsag til megen bitterhed og forståelig frustration i broderlandet. Anderledes for Danmark, der i 1814 som Europas mindste selvstændige land syntes dømt til undergang eller – hvis vi overlevede – en skæbne som anekdotisk småstat, som ingen lagde mærke til.

Denne ublide skæbne har Danmark med al respekt for Færøerne undgået først og fremmest takket være Grønland. Med en let omskrivning af et kendt Piet Hein-gruk: Danmark var ikke, hvis ikke Grønland var til.