Drømmen om den nationale genfødsel

Et oprør ulmede mod ledelsen i Konservativ Ungdom (KU). Forud for landsmødet i Kolding i sommeren 1938 fremlagde en række fremtrædende medlemmer en resolution, der krævede en fuldstændig kursændring i ungdomspartiet.

Ifølge medlemmerne var sammenbruddet nært forestående og tiden moden til »den store og gennemgribende system- og forfatningskamp«. Derfor skulle KU arbejde for dannelsen af en såkaldt korporativ stat gennem en handlekraftig regering bestående af »rigets bedste mænd« under kongens førerskab.

Forrest i oprøret stod den tidligere formand Jack G. Westergaard (1908-1975), og han stoppede ikke her. Han krævede, at KU afbrød samarbejdet med Det Konservative Folkeparti og dannede en selvstændig organisation ved navn Dansk Ungdom.

Det hele var tvingende nødvendigt, hvis KU skulle kunne møde tidens krav, mente han. Og de pegede ifølge Westergaard skarpt mod højre:

»På national, social, kristelig, antimarxistisk og antiparlamentarisk basis er der i disse år ved at ske en rejsning inden for dansk ungdom og i vide kredse af befolkningen – en rejsning, der forener fortidens værdier med fremtidens nye banebrydende tanker«.

Hvordan var det nået så vidt, at fremtrædende kræfter i landets næststørste politiske ungdomsorganisation ønskede at bryde fundamentalt med det liberale demokrati og håbede på opbakning til en åbenlyst fascistisk politik?

Udviklingen var ikke sket på én nat. Det var kulminationen af seks års march ned ad en sti, der trak KU i retning af det autoritære. Drømmen om den nationale genfødsel og en stærk social stat førte ungkonservatismen til storhed i 1930’erne, men gav den også et blakket ry. Frontmanden Jack G. Westergaard blev om nogen eksponent for den tiltrækningskraft, fascismen for en stund havde langt ind i borgerlige kredse i Danmark.

Jack Gøtzsche Westergaard blev født ind i det københavnske borgerskab som søn af en manufakturgrosserer. Som ung læste han nationaløkonomi på universitetet og var en fremtrædende skikkelse i den konservative studenterbevægelse og i Konservativ Ungdom, hvor han i 1932 blev valgt til formand.

Den 24-årige københavner og nyuddannede cand.polit. afløste bonden Christian Christiansen på posten og markerede på symbolsk vis et skifte i ungkonservatismen i det gamle godsejerparti.

Westergaard havde ambitioner om at modernisere bevægelsen og trække den i en mere social og folkelig retning for derved at bryde ud af den krise, Det Konservative Folkeparti befandt sig i.

Siden 1929, hvor partiet havde afbrudt sit parlamentariske samarbejde med Venstre, havde de konservative været uden indflydelse, og for at gøre ondt værre sad socialdemokraterne med Thorvald Stauning i spidsen nu tungt på regeringsmagten. Westergaards vision var klar: KU skulle være bannerfører for en ny aktivistisk konservatisme, der kunne udfordre »Systemet Stauning« og genvinde magten.

Samtidig ønskede han at sætte »gammelmandsstupiditeten« i partiets ledelse stolen for døren, bryde med den gamle godsejerkonservatisme og i stedet mobilisere masserne for en social og national politik.

Ønsket om at modernisere den konservative bevægelse delte han med moderpartiets nyvalgte formand, John Christmas Møller (1894-1948). Derfor indledte de to konservative formænd et parløb drevet af et interessefællesskab: Christmas Møller havde brug for et stærkt og aktivistisk KU for at styrke sin egen og partiets position, mens Westergaard havde brug for opbakning og penge fra den nye konservative formand til at gennemføre sit projekt. Alliancen mellem lederne af henholdsvis moder- og ungdomsparti kom til at vare i flere år, indtil ideologiske modsætninger bragte de to på kant med hinanden.

Under Jack G. Westergaards ledelse slog man i KU snart ind på en mere aktivistisk linje. I forbindelse med valgene i efteråret 1932 rykkede KU ud på gaden med moderne propagandametoder: løbesedler, plakater og højtalervogne. Formålet var at udfordre venstrefløjen.

Partiet oprettede også et korps af valgagitatorer, der fik betegnelsen Stormtropperne, og da de snart begyndte at marchere i gaderne uniformeret med grønne armbind, skrårem, spidsbukser og ridestøvler, vakte det unægtelig visse associationer til Tyskland. På dette punkt adskilte KU’erne sig dog ikke fra venstrefløjens ungdom, som de oftere og oftere endte i konfrontation med.

At de ungkonservative alligevel blev beskyldt for at være særlig inspireret af nazismen, hang sammen med, at KU’erne tog rollen på sig og beskrev deres aktivisme som en antimarxistisk kamp, inspireret af netop de tyske nazister. Det hjalp heller ikke, at KU i 1933 begyndte at bruge den såkaldt oldnordiske hilsen, der var identisk med de tyske nazisters Hitler-hilsen.

Beskyldningerne om fascisme var i det hele taget ikke grebet ud af den blå luft. Hos mange yngre konservative var der åbenlyst stor interesse for især den italienske fascisme og for Hitlers nye stat.

Konservativ Ungdom fulgte snart sin aktivisme op med en gennemgribende ideologisk nyorientering.

Westergaard var rundet af 1920’ernes radikale nykonservative ideer, der byggede på tanken om en national genfødsel af en særlig dansk folkeånd. Ikke som et reaktionært forsvar for det bestående samfunds orden, men gennem skabelsen af en helt ny. Derved havde den et tydeligt ideologisk slægtskab med fascismen.

Westergaard uddybede i en artikel i februar 1934 sin vision. Her vendte han sig kraftigt imod såvel det parlamentariske demokrati, marxismen og liberalismen som den traditionelle konservatisme. I stedet talte han for et nationalt arbejdsfællesskab, der med udgangspunkt i den korporative stat skulle erstatte klassekamp med samfundssolidaritet på tværs af klasserne.

Nyorienteringen nåede sit højdepunkt med vedtagelsen af et selvstændigt KU-program i 1934, hvor den fascistiske korporatismetanke blev skrevet ind i KU’s officielle politik og som samtidig kaldte til kamp mod systemet og for en forenklet og koncentreret regeringsmagt efter »tidens behov«.

Foto: Erik Petersen

De fascistiske tendenser bragte imidlertid Westergaard i konflikt med de mere moderate kræfter i KU og med den konservative partiledelse, selv om Westergaard kunne fremvise håndgribelige resultater af den nye linje: en stærk aktivisme og en medlemsfremgang fra godt 16.000 til omkring 29.000 på bare tre år.

Medgangen fik Christmas Møller til at tolerere KU’s ideologiske udskejelser, men grænsen blev efterhånden nået. Den politiske uenighed mellem den højreradikale Westergaard og demokraten Christmas Møller voksede sig for stor, og da sidstnævnte truede med at stoppe det økonomiske tilskud til KU, måtte Westergaard i 1936 trække sig som formand. Westergaard stod fast på sin linje og skrev, at han til trods for stor fortrydelse i ældre konservative kredse fortsat var »urokkelig overbevist om dens rigtighed«. Sin tidligere allierede gav han følgende skudsmål med på vejen:

»Jeg ser med den største ængstelse og uro på partiets fremtid under Christmas Møllers førerskab, først og fremmest fordi han er liberalist«.

Foto: Det Kgl. Bibliotek (farvebehandlet)

De følgende år arbejdede Jack G. Westergaard på sin modoffensiv. Forsøget på at kuppe organisationen på landsmødet i 1938 slog imidlertid fejl. Løbet var kørt for hans radikale linje, og hvad der skulle have været det store comeback, blev en fiasko.

Seks år forinden havde Westergaard været konservatismens nye friske mand, der i et tæt parløb med partiformand John Christmas Møller skulle modernisere den konservative bevægelse. Nu var han blevet undsagt af sine egne.

Kort efter meldte Westergaard sig ud af KU og kronede i 1939 sin politiske deroute som medstifter af Victor Pürschels højreradikale parti, Nationalt Samvirke. Partiet blev en fiasko ved valget samme år, og efter et kort medlemskab af et andet af tidens nationale genrejsningspartier, Dansk Samling, gled han ud af dansk politik.

Under Anden Verdenskrig fandt Jack G. Westergaard på ny en måde at få afprøvet sine politiske visioner på. I 1942 skrev han til Udenrigsministeriets Østrumudvalg, der skulle sikre danske erhvervsinteresser i det tysk besatte Sovjetunionen, og bad om tilladelse til at udvandre til Ukraine, hvor han ville grundlægge en dansk koloni på Krim.

Krigens gang betød, at projektet aldrig blev til noget, og da han atter forsøgte at gøre sin indflydelse gældende i dansk politik, var det som tidligere i skarp opposition til det bestående politiske system. Som formand for Højres Fond – en endnu eksisterende fond til fremme af konservativ politik – støttede han i 1953 dannelsen af tidligere statsminister Knud Kristensens højreorienterede protestparti, De Uafhængige, der bl.a. vendte sig imod den socialdemokratiske velfærdspolitik.

Westergaard holdt sig siden i baggrunden af politik og fik aldrig igen en politisk karriere.

Jack G. Westergaard var ikke fascist i den tids gængse forstand. Hans politiske ståsted var højreradikalt, men sammensat af statskonservative og fascistiske elementer. Først og fremmest var han en mand med en plan, nemlig at føre konservatismen til at genvinde sin storhed.

Behovet for at genopfinde konservatismen i en moderne tidsalder gjorde, at Westergaard, og med ham mange andre borgerlige tænkere, søgte inspiration i fascismen. Den var den nye tids strømning, der appellerede til mange nationalt vakte rundtom i Europa, der ønskede at forny det borgerlige projekt. Drømmen om den nationale genfødsel delte de med Hitler og Mussolini.