Drømmen om den nationale genfødsel førte ungkonservatismen til storhed, men gav den også et blakket ry
Konservativ Ungdom orienterede sig i 1930’erne med Jack G. Westergaard i spidsen mod regimerne i Italien og Tyskland. Det blev til sidst for meget for moderpartiets berømte formand John Christmas Møller.
Ifølge medlemmerne var sammenbruddet nært forestående og tiden moden til »den store og gennemgribende system- og forfatningskamp«. Derfor skulle KU arbejde for dannelsen af en såkaldt korporativ stat gennem en handlekraftig regering bestående af »rigets bedste mænd« under kongens førerskab.
Forrest i oprøret stod den tidligere formand Jack G. Westergaard (1908-1975), og han stoppede ikke her. Han krævede, at KU afbrød samarbejdet med Det Konservative Folkeparti og dannede en selvstændig organisation ved navn Dansk Ungdom.
Det hele var tvingende nødvendigt, hvis KU skulle kunne møde tidens krav, mente han. Og de pegede ifølge Westergaard skarpt mod højre:
Fodbold-VM for herrer i slutningen af 2022 i Qatar er den foreløbige kulmination på, hvordan sporten til stadighed anvendes som et politisk værktøj. Den tendens har i nyere tid fået betegnelsen ’sportswashing’, men er ikke dækkende for sportens politiske ansigt.
Der mangler noget i fortællingen om den danske grundlov
5. juni hylder vi vores demokrati, men den første grundlov fra 1849 var slet ikke særlig demokratisk. Bliv klogere på vejen til dansk demokrati i den nye udgave af Politiken Historie.
Denne udgave af Politiken Historie tager livtag med en sejlivet myte i den nationale selvforståelse: at Danmark i 1848-49 på fredelig vis og med opbakning fra et enigt folk erstattede enevælde med folkestyre; at vores land med ét blev et demokrati.
Overgangen var nemlig hverken hurtig eller fredelig. Den varede mange årtier og var præget af politisk uro og voldelige sammenstød, og de blodige slagmarker, som kendetegnede de to slesvigske krige, er også en del af historien om transitionen fra enevældig helstat til demokratisk nationalstat.
De fleste vil nok være enige i, at grundloven i 1849, som gav blot 15 procent af danskerne politisk medindflydelse, ikke gjorde Danmark til et fuldt udviklet demokrati. Men i temaets åbningsartikel bringer skribenten René Karpantschof denne anke et skridt videre. Han ser grundloven af 1849 som et decideret værn mod et ægte demokratisk samfund med deltagelse af de bredere samfundslag.
Vi sætter også fokus på de samfundskræfter, der i årene efter grundlovens indførelse kæmpede for indflydelse. Dem, der i 1848 ønskede at give langt flere borgere politiske rettigheder, kvindernes lange vej til optagelse i det demokratiske fællesskab og Folketingets bitre magtkampe mod kongen og Landstinget.
Artiklerne skulle gerne nuancere vores blik på udviklingen af det danske folkestyre. Danmark blev ikke med et trylleslag og i fredelig overensstemmelse mellem konge og folk det demokrati, vi kender i dag. Vejen var lang og ujævn.
Foruden artikler om dette tema kan man læse den fascinerende historie om en af modstandskampens oversete kvinder, om Tyrkiets historiske vaklen mellem Vesten og Rusland og antik litteraturforstoppelse. God læselyst.
