0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
August Beck/Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Foto: August Beck/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Tre tilfangetagne danske spioner bringes ind hos preusserne i Flensborg i 1864.

Vejen til den permanente spionage: Hærens hemmelige korps var større end den samlede danske politistyrke

Sidst i det 19. århundrede blev efterretningstjenesterne permanente statslige myndigheder. De var med til at udviske skellet mellem krig og fred. En dansker fik en uheldig hovedrolle i 1880’ernes tysk-franske spionkrig.

FOR ABONNENTER

Under begge de slesvigske krige oprettede den danske hær en efterretningstjeneste, som hvervede en række civilpersoner og oplærte dem, så de kunne bistå hæren som spioner. Både i 1848 og i 1864 fandt rekrutteringen først sted under krigen, og begge gange konkluderede de implicerede officerer efterfølgende, at det var alt for sent, og at arbejdet havde været ineffektivt.

Spionage og kontraspionage var et kompliceret maskineri, som det tog måneder at opbygge og få til at fungere. Den Første Slesvigske Krigs lange varighed på næsten tre år kompenserede i nogen grad for den langsomme start.

Situationen var langt værre i 1864, fordi krigen blev så kort. ’Armeens efterretningsvæsen’ var reelt først fuldt udbygget og fungerende, da krigshandlingerne var ovre, og Danmark havde tabt.

En af årsagerne til, at det i 1864 tog så lang tid at bygge organisationen op, var, at de første spioner modtog fælles oplæring i København, inden de blev sendt til Slesvig. De kendte således hinandens falske pas, dæknavne, dækadresser, forklædninger og indberetningsmetoder. En af spionerne, Hans Jebens (1832-1917), blev tidligt i krigen taget til fange, og efter langvarige forhør brød han sammen og tilstod alt. Den preussiske hærledelse blev underrettet om alt, hvad Jebens kunne berette, og de preussiske officerer fik udleveret signalement af de øvrige danske spioner.

Langt inde i krigen måtte den danske spionchef sørgmodigt sande, at det vist var bedst, at spionerne ikke kendte hinanden.

Det var dyre lærepenge. At lede en efterretningstjeneste er en kompliceret sag, og hvis ingen har relevant erfaring fra fredstid at trække på, vil der selvfølgelig blive begået et utal af fejl.

Undgå juleskuffelser:

Giv et gaveabonnement på Politiken Historie

Læs mere