Under begge de slesvigske krige oprettede den danske hær en efterretningstjeneste, som hvervede en række civilpersoner og oplærte dem, så de kunne bistå hæren som spioner. Både i 1848 og i 1864 fandt rekrutteringen først sted under krigen, og begge gange konkluderede de implicerede officerer efterfølgende, at det var alt for sent, og at arbejdet havde været ineffektivt.
Spionage og kontraspionage var et kompliceret maskineri, som det tog måneder at opbygge og få til at fungere. Den Første Slesvigske Krigs lange varighed på næsten tre år kompenserede i nogen grad for den langsomme start.
Situationen var langt værre i 1864, fordi krigen blev så kort. ’Armeens efterretningsvæsen’ var reelt først fuldt udbygget og fungerende, da krigshandlingerne var ovre, og Danmark havde tabt.
En af årsagerne til, at det i 1864 tog så lang tid at bygge organisationen op, var, at de første spioner modtog fælles oplæring i København, inden de blev sendt til Slesvig. De kendte således hinandens falske pas, dæknavne, dækadresser, forklædninger og indberetningsmetoder. En af spionerne, Hans Jebens (1832-1917), blev tidligt i krigen taget til fange, og efter langvarige forhør brød han sammen og tilstod alt. Den preussiske hærledelse blev underrettet om alt, hvad Jebens kunne berette, og de preussiske officerer fik udleveret signalement af de øvrige danske spioner.
Langt inde i krigen måtte den danske spionchef sørgmodigt sande, at det vist var bedst, at spionerne ikke kendte hinanden.
Det var dyre lærepenge. At lede en efterretningstjeneste er en kompliceret sag, og hvis ingen har relevant erfaring fra fredstid at trække på, vil der selvfølgelig blive begået et utal af fejl.
Undgå juleskuffelser:
Giv et gaveabonnement på Politiken Historie
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her