Vejen til den perfekte spionage

Som med så meget andet gik det også galt for spionvæsenet under krigen i 1864.

Under begge de slesvigske krige oprettede den danske hær en efterretningstjeneste, som hvervede en række civilpersoner og oplærte dem, så de kunne bistå hæren som spioner. Både i 1848 og i 1864 fandt rekrutteringen først sted under krigen, og begge gange konkluderede de implicerede officerer efterfølgende, at det var alt for sent, og at arbejdet havde været ineffektivt.

Spionage og kontraspionage var et kompliceret maskineri, som det tog måneder at opbygge og få til at fungere. Den Første Slesvigske Krigs lange varighed på næsten tre år kompenserede i nogen grad for den langsomme start.

Situationen var langt værre i 1864, fordi krigen blev så kort. ’Armeens efterretningsvæsen’ var reelt først fuldt udbygget og fungerende, da krigshandlingerne var ovre, og Danmark havde tabt.

En af årsagerne til, at det i 1864 tog så lang tid at bygge organisationen op, var, at de første spioner modtog fælles oplæring i København, inden de blev sendt til Slesvig. De kendte således hinandens falske pas, dæknavne, dækadresser, forklædninger og indberetningsmetoder. En af spionerne, Hans Jebens (1832-1917), blev tidligt i krigen taget til fange, og efter langvarige forhør brød han sammen og tilstod alt. Den preussiske hærledelse blev underrettet om alt, hvad Jebens kunne berette, og de preussiske officerer fik udleveret signalement af de øvrige danske spioner.

Langt inde i krigen måtte den danske spionchef sørgmodigt sande, at det vist var bedst, at spionerne ikke kendte hinanden.

Det var dyre lærepenge. At lede en efterretningstjeneste er en kompliceret sag, og hvis ingen har relevant erfaring fra fredstid at trække på, vil der selvfølgelig blive begået et utal af fejl.

Spionage og kontraspionage finder sted i Danmark hver eneste dag. Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er det især den russiske og den kinesiske stat, der står bag ’angrebene’, og det er ikke mindst medarbejderne i PET’s Center for Statslige Aktører og i Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed, hvis opgave det er at beskytte Danmark mod den fjendtlige spionage. Danmarks egen spionage i udlandet udføres i dag af FE, som nok er den mest lukkede del af statsapparatet.

Selv om spionage i dag foregår på en ofte meget avanceret og højteknologisk måde, er det langtfra et moderne fænomen. Det blev indtil for ca. 100 år siden kaldt spioneri og har i et eller andet omfang altid fundet sted. Det kan spores helt tilbage til de ældste skriftlige kilder og er f.eks. omtalt i Det Gamle Testamente, hvor Moses instruerer sine spioner, inden de sendes ind i Kanaans land.

Efterretningstjenester havde til formål at understøtte krigsførelsen, hvorfor de først blev organiseret, når det trak op til krig, eller når krigen var brudt ud. De var således krigstidsorganisationer, som ikke eksisterede i fredstid.

Det ændrede sig efter den preussiske generalstabschef Helmuth von Moltkes (1800-1891) evaluering af den preussiske hærs præstation i krigen mod Østrig i 1866. Moltke var utilfreds med de anvendte spioner og mente, at det var nødvendigt at gribe sagen anderledes systematisk an for at nå en højere effektivitet i indhentning af oplysninger om fjenden.

Som forsøgsordning blev to personer oplært og ansat som permanente agenter, og der blev som en organisatorisk nyskabelse oprettet et Nachrichten-Bureau des Großen Generalstabes. Kontoret blev ledet af major Heinrich von Brandt, som sorterede direkte under Helmuth von Moltke selv.

Tidligere havde Carl von Clausewitz (1780-1831) i hovedværket ’Om Krig’ forsøgt at rationalisere og videnskabeliggøre tilgangen til krig, men det var hans elev Helmuth von Moltke, der som generalstabschef i en menneskealder udbredte kendskabet til værket og forsøgte at føre tankerne ud i livet.

Foto: Reicard & Lindner/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Med hensyn til spionage afveg Moltkes ideer efter 1866 imidlertid fra læremesterens. Clausewitz var stærkt skeptisk over for værdien af spioner, som han anså for notorisk upålidelige og ikke mente burde tillægges nogen synderlig værdi. Men Moltkes tanke efter krigen i 1866 var, at efterretningsvirksomhed var en central del af krigsførelsen, som derfor skulle planlægges og indøves i fredstid på linje med den øvrige del af krigsførelsen. Forsøgsordningen med de to hemmelige agenter blev permanent, og budgettet blev mangedoblet på få år. Alene fra 1867 til 69 steg budgettet fra 2.000 til 30.000 preussiske daler.

Den nye hemmelige tjeneste blev finansieret ved hjælp af den såkaldte Welferfond, en slags hemmelig statskasse, der blev oprettet på den måde, at den hannoveranske kongefamilie (Welferne) fik sin ejendom beslaglagt efter Preussens krig mod Hannover i 1866.

Den langsigtede planlægning, rekruttering og oplæring i fredstid gjorde, at den preussiske efterretningstjeneste under krigen mod Frankrig i 1870 kunne bistå hæren med en langt mere omfattende og velfungerende organisation end nogensinde tidligere. Efterretningskontoret blev efter krigen i 1871 videreført i udvidet form med et kontor for spionage og ét for kontraspionage.

I 1883, i 1889 og i 1915 skiftede kontoret/afdelingen navn, ligesom budgettet, ansvarsområderne og arbejdsopgaverne løbende blev udvidet år efter år. Den tyske efterretningstjeneste efter 1915 – Abteilung III.b – var en udvidet udgave af det kontor, der blev oprettet i vinteren 1866-67, men nu havde det over 1.000 medarbejdere.

De franske officerer fulgte udviklingen i Berlin nøje. Da Moltke etablerede sit Nachrichten-Bureau, havde Frankrig ikke en tilsvarende organisation og havde ikke haft det siden Napoleonskrigene, men der opstod hurtigt et ønske om at kopiere den preussiske nyskabelse.

I januar 1869 fremlagde general Auguste-Alexandre Ducrot (1817-82) en idé, som var næsten identisk med Helmuth von Moltkes fra efteråret 1866. Ønsket om at oprette en efterretningstjeneste allerede i fredstid blev forelagt den franske krigsminister, men i modsætning til den tyske regering afviste den franske forslaget.

At spionage blev prioriteret og budgetteret så forskelligt i Berlin og Paris, fik den konsekvens, at den preussiske generalstab ifølge de franske officerer gjorde spionage til en videnskab, og at den preussiske organisation under krigen 1870-71 derfor var den franske langt overlegen.

Erkendelsen førte i årene efter krigen til større reformer af den franske hær med de preussiske løsninger som inspirationskilde. Der blev i Frankrig oprettet en generalstab efter preussisk forbillede, og det lille Nachrichten-Bureau blev kopieret så vidt muligt på baggrund af den viden om det hemmelige arbejde, det var lykkedes at bringe til veje. En permanent politisk og militær efterretningstjeneste blev bygget op i årene efter krigen med det formål at udligne den franske underlegenhed ved at stjæle det tyske kejserriges militære teknologi og knowhow.

Den franske revanchisme førte til en omfattende spionkrig mellem Frankrig og Tyskland. Efterretningstjenesterne i Berlin og Paris gik således i løbet af overraskende få år fra lav til høj prioritet, hvilket var en naturlig følge af, at de ikke befandt sig i den samme fredstilstand som den øvrige del af det militære beredskab, men derimod løbende var i aktion og udførte hemmelige operationer.

De tyske og franske hemmelige tjenesters aktiviteter var i disse år ikke længere blot krigsforberedelse i form af planlægning og klargøring. De gik et skridt videre, og aktiviteterne må karakteriseres som krigsførelse i fredstid. I den forstand skete der afgørende ændringer i disse årtier, i og med at skellet mellem krig og fred blev delvis udvisket. Bag den officielle og fredelige facade udspillede der sig en ny type krig, en hemmelig krig, udkæmpet af embedsmændene i de nyoprettede kontorer for spionage og kontraspionage.

Trods anstrengelserne var den preussiske efterretningstjeneste stadig den franske overlegen og endda i stand til at plante en muldvarp i den nye franske organisation.

Muldvarpen formåede ikke blot at holde ledelsen i Berlin underrettet om Frankrigs dybeste hemmeligheder, men var også i stand til at smugle centrale dokumenter ud af kontorerne, så de kunne blive affotograferet på den tyske ambassade i Paris.

Spionagen stod på i årevis og blev først afsløret af den tyske højesteret i 1886 i en retssag mod en dansker. Den tiltalte var Christian Sarauw (1824-1900), forfatter, journalist og tidligere dansk officer. Anklagemyndigheden kunne bevise, at han i årevis havde deltaget i systematisk franskfinansieret spionage mod det tyske kejserrige, og at han ovenikøbet arbejdede for den danske journalist i Paris Jules Hansen (1828-1908), som i virkeligheden var en af kontorcheferne i den nye franske efterretningstjeneste.

Foto: Hansen & Weller/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Bevismaterialet var blandt andet fremskaffet af den tyske muldvarp i Paris, og Sarauw blev idømt 12 års fængsel.

Sagen er for længst gået i glemmebogen, men i samtiden vakte den stor opsigt. Aviser spekulerede i, om Otto von Bismarck (1815-1898) ville bruge retssagen som påskud for endnu en krig mod Frankrig, og en kommentator mente, at sagen rystede hele den politiske atmosfære og for over Europa som et jordskælv.

Den europæiske opinion blev effektivt påvirket til gunst for Tyskland ved, at den tyske højesteret afslørede, hvordan Frankrig systematisk forsøgte at stjæle eller købe sig til tyske statshemmeligheder. At det tyske kejserrige også havde en hemmelig tjeneste, som gjorde nøjagtig det samme – endda med et større budget og med større succes – blev selvfølgelig ikke røbet.

Udviklingen i København minder meget om den, der fandt sted i de europæiske stormagters regeringskontorer. Da Danmark seks år efter tabet af hertugdømmerne i sommeren 1870 var ved at blive trukket ind i den fransk-preussiske krig, skrev en af de centrale stabsofficerer til Krigsministeriets direktør C.A.F. Thomsen (1827-1896), at Danmark i 1864 havde lidt meget ved manglen på en god efterretningstjeneste, og at en sådan nok måtte indledes i bedre tid for at give et ordentligt udbytte.

Thomsen selv var nået til samme konklusion og havde brugt årene inden på at opbygge en efterretningsorganisation i København. Han placerede den i krigsministerens sekretariat, hvor kun en håndfuld mennesker kendte til dens eksistens.

Officielt eksisterede tjenesten ikke, men de indviede kaldte den ’det hemmelige efterretningsvæsen’.

Organisationen blev finansieret ved hjælp af en helt særlig konto på finansloven, som var fritaget for revision, og som havde den uskyldige betegnelse ’Uforudsete og ubestemte udgifter’.

Navnet var alene et dække, for som i alle andre dele af centraladministrationen blev der hvert år lagt budget for det kommende finansår og aflagt regnskab for det forgangne. Pengene gik til at hverve og kommunikere med hemmelige agenter syd for grænsen.

Formålet var primært defensivt, og organisationen var først og fremmest et varslingssystem, som skulle holde øje med indikationer på et snarligt preussisk angreb på Danmark. Man ansatte således spioner i Slesvig, Holsten og Hamburg og i havnebyerne ved Østersøen, hvis danske loyalitet man stolede på.

Spionerne skulle i et aftalt kodesprog indberette til generalstaben i København, hvis de f.eks. observerede mistænkelige overførsler af ammunition til Stralsund, troppetransporter til Hamburg og så videre. Preussen havde i 1865 påbegyndt et storstilet flådebygningsprogram, som i løbet af få år frarøvede Danmark herredømmet til søs og skabte udbredt invasionsfrygt. Skrækscenariet for den danske militære ledelse var et overraskelsesangreb på København nogenlunde identisk med det, der blev til virkelighed 9. april 1940.

Foto: K.A. Pauli/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Det udenlandske netværk af spioner blev opretholdt i hele perioden. Det sygnede godt nok hen i 1890’erne og 1920’erne, men organisationen som helhed bestod, og navnlig årene lige inden og under Første Verdenskrig udgjorde organisationens storhedstid målt i antal spioner og meddelere.

Med opførelsen af Københavns befæstning og en strategi om at forsvare hovedstaden med alle til rådighed stående midler i håb om at kunne holde ud, til hjælpen kom frem, opstod et nyt behov for en efterretningstjeneste.

En hemmelig ring af meddelere rundt om fæstningen skulle ved hjælp af bl.a. brevduer holde overkommandoen underrettet om fjendtlig tilstedeværelse i deres lokalområde, hvis Sjælland blev besat, og fæstningen omringet. I år 1900 blev konceptet udvidet, så hele Danmark blev dækket med disse ’efterretningsmænd’.

Nok en gang måtte officererne dog sande, at det tog for lang tid at rekruttere det ønskede personel. I 1907 blev det besluttet, at generalstaben skulle have et hemmeligt netværk af meddelere overalt i landet, og at organisationen altid skulle være fuldt udbygget og kampklar.

Det var et meget ambitiøst projekt. Det var i bund og grund den samme organisation, som hæren havde rådet over i 1864, men omfanget var langt større. Dengang rådede armeens efterretningsvæsen over knap 100 meddelere, men i 1914 var ’det indenlandske efterretningsvæsen’ fuldt udbygget med cirka 1.500 meddelere, og i løbet af Første Verdenskrig steg tallet til op mod 2.000.

Hærens hemmelige korps var således større end den samlede danske politistyrke.

Den oprindelige tanke var, at det skulle være en hvilende organisation, som kun trådte i aktion i tilfælde af en tysk besættelse af Danmark, men generalstabsofficererne følte sig meget utrygge ved den omfattende udenlandske spionage, der fandt sted i Danmark i årene op til og under Første Verdenskrig. Var spionagen rettet mod Danmark, eller blev dansk territorium blot benyttet som trædesten i stormagternes indbyrdes hemmelige krig?

Politiet havde ikke ressourcer til en effektiv overvågning af den udenlandske efterretningsvirksomhed, og derfor fik generalstabens hemmelige efterretningsmænd over hele landet til opgave at holde øjne og ører åbne samt skygge diverse personer mistænkt for spionage.

Hvis generalstaben vurderede, at en mistænkt gav anledning til en sag, blev personen optaget i stabens spionkartotek. Ved mistanke om spionage kunne generalstaben dengang formløst begære telefonaflytning og tilbageholdelse af post og telegrammer, mens eventuel ransagning og anholdelse skulle overlades til politiet.

Ansvaret for efterretningstjenesten blev i 1873 overdraget fra Krigsministeriet til generalstabens taktiske afdeling. Der var ikke nogen anden større anledning, end at direktøren C.A.F. Thomsen overtog ministerposten og fik brug for at flytte nogle af de mange arbejdsopgaver over på en andens skrivebord. Den taktiske afdeling blev i 1903 reorganiseret og inddelt i fire såkaldte bureauer (kontorer). 2. bureau fik ansvaret for efterretningstjenesten og blev i det daglige omtalt som efterretningsbureauet.

Syv år senere skiftede de fire bureauer navn til sektioner, men Generalstabens Efterretningssektion var helt identisk med det tidligere 2. bureau. Siden fulgte et par navneforandringer mere, og i 1950 blev der skabt en værnsfælles efterretningstjeneste, som i 1968 blev gjort til en selvstændig myndighed under det nuværende navn: Forsvarets Efterretningstjeneste.

De mange navneforandringer og administrative omlægninger ændrer ikke ved, at det store brud i efterretningshistorien var skiftet fra midlertidige krigstidsorganisationer, der eksisterede nu og da, til permanente organisationer, der har eksisteret lige siden.

Det skarpe skel mellem krig og fred blev dermed mindre, og det undtagelsesvise blev det almindelige.