Masseovervågning kom med verdenskrigen

Denne begrænsning var kun gældende for den private teletrafik, ikke for de såkaldte statstelegrammer, som omfattede den telegrafiske korrespondance mellem udenlandske regeringer og deres ambassader i Danmark. I praksis indebar dette, at private slet ikke måtte bruge kodet sprog i deres telegrammer. Alle beskeder, der kun indeholdt enkeltstående tal eller bogstaver, skulle f.eks. standses af telegrafisterne.

For telegrafvæsenets kunder, som ikke mindst var at finde inden for det erhvervsdrivende borgerskab, indebar dette en enorm forandring – og sandsynligvis lige så enorme udfordringer. Brugen af telegram- eller telegrafkoder var udbredt i tiden før 1914. De anvendtes til beskyttelse af følsomme transaktioner og beskeder, og de var tids- og pengebesparende, og i anden halvdel af 1800-tallet var der opstået et blomstrende marked for kommercielle kodebøger a la den internationale bestseller ’The ABC Universal Commercial Telegraphic Code’ (1874).

Men efter udbruddet af Første Verdenskrig fik kryptering af privat kommunikation pludselig en omniøs bismag af spionage og statsfjendtlig virksomhed.

Mistænksomheden over for koder og kodelignende indhold var naturligvis ikke unik for danske forhold.

Periodens mest omfattende højteknologiske overvågningssystem, som også blev verdens første system for global masseovervågning, var den britiske kabelcensur, som tog form allerede inden Storbritanniens formelle indtræden i krigen.

Storbritannien var periodens ubestridte supermagt på det kommunikationsteknologiske område, og til trods for voksende konkurrence fra Tyskland, Frankrig og opkomlingen USA var næsten 60 procent af verdens undersøiske telegrafkabler på britiske hænder ved tiden for det skæbnesvangre skud i Sarajevo, der startede krigen.

Den britiske regering brugte bevidst førerpositionen i 1914-1918 i en global informationskrig mod hovedfjenden Tyskland og de stater, som på forskellig vis bidrog til den tyske krigsindsats.

I dagene omkring krigsudbruddet begyndte diskrete briter med militær baggrund at dukke op ved knudepunkterne for den transnationale telegrafi, f.eks. kabelstationen i Portchurno i Cornwall – som var afgørende for kommunikationen mellem Europa og Amerika – og datidens techgigant Eastern Telegraph Companys hovedtelegrafstation i Hongkong.

Disse herrer, som blev tituleret ’cable censors’, var vigtige tandhjul i et verdensomspændende overvågningssystem, hvis formål var at kontrollere indholdet i »hvert telegram, som passerer britisk territorium, uanset om det ekspederes mellem steder på britisk, allieret eller neutralt territorium«.

I dag kan ordet ’censur’ let lede tankerne i en delvis forkert retning. Censorerne arbejdede ganske vist også med at fjerne – censurere – uønsket information, eksempelvis propaganda og falske nyheder, men de havde et væsentligt bredere mandat end som så.

Foto: Ferdinand Flodin/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Ifølge en rapport, som Storbritanniens ’Chief Cable Censor’ efter verdenskrigen indleverede til den britiske regering, var der »under krigen sandsynligvis ikke nogen form for menneskelig aktivitet, som ikke kom under telegrafcensurens mandat«.

Den primære opgave var imidlertid bekæmpelse af spionage og anden fjendtlig efterretningsvirksomhed. Og man var særlig opmærksom på hemmelige koder og skjulte meddelelser.

De britiske censorer blev advaret om, at spionkoder ofte var maskeret som almindelige erhvervstelegrammer eller uskyldige personlige beskeder. En kort meddelelse som ’Mor og familie rejser af sted i morgen’ kunne eksempelvis indeholde efterretninger om, at et specifikt britisk krigsskib med eskorte var på vej ud fra en britisk havneby.

På samme måde kunne ordet ’Madeira’ i et erhvervstelegram ifølge censorernes direktiver henvise til et britisk slagskib af typen dreadnought. En tilsyneladende ufarlig meddelelse af typen ’3 tønder Madeira af ypperste kvalitet sendt af sted fra Portsmouth 16. april’ kunne således formidle efterretninger af høj strategisk værdi for den tyske krigsflåde.

I jagten på spioner arbejdede telegrafcensuren tæt sammen med de britiske efterretningstjenester. Såvel MI5 som MI6 – den første arbejdede med indenrigs efterretningsvirksomhed, den anden med udenrigs – ekspanderede kraftigt, og de antog i al væsentlighed deres moderne form under Første Verdenskrig.

2. oktober 1914 foretog MI5 et af sine første store indgreb under krigen på basis af efterretninger fra landets telegrafcensur, da den tyske spion Carl Hans Lody blev arresteret i lobbyen på et irsk luksushotel.

Foto: Ukendt fotograf/Public Free Domain

Den socialt begavede Lody, som talte flydende engelsk med amerikansk accent, var ankommet til Newcastle som amerikansk turist med dampskib fra Norge i august 1914. Kort efter ankomsten havde han sendt et telegram fra hovedpostkontoret i Edinburgh til en modtager på Drottninggatan 4 i Stockholm:

»Nødvendigt at afblæse – Johnson meget syg i de sidste fire dage – rejser snarest«.

Uheldigt nok for Lody var adressen i den svenske hovedstad allerede blevet identificeret af telegrafcensuren som en mulig ’død postkasse’ for det tyske efterretningsvæsen. Desuden var censorerne allerede blevet advaret om, at frasen ’Johnson very ill’ kunne forekomme i tyske spionmeddelelser med oplysninger om den britiske krigsflåde.

MI5 kunne således holde øjnene på Lody og kortlægge hans bevægelser gennem de opsnappede beskeder til Stockholm. Et gedigent bevismateriale blev samlet, og allerede 6. november 1914 blev Lody henrettet ved skydning i Tower i London.

Almindelige breve blev også brugt som bevis. De var blevet indhentet via den britiske udlandspostkontrol, som i løbet af efteråret 1914 opbyggede en postbaseret udgave af telegrafcensuren i Storbritannien med særligt fokus på grænseoverskridende brevkommunikation. Ved juletid 1914 var systemet blevet så velorganiseret, at postcensorerne ved det britiske krigsministerium kunne åbne samtlige breve og pakker, der passerede de nationale grænser – på vej ind eller ud af Storbritannien.

Mistænkelige forsendelser blev umiddelbart videresendt til MI5. Her gjorde man snart den interessante iagttagelse, at de tyske spionnetværk successivt ophørte med at bruge krypterede telegrammer i deres kommunikation med hjemlandet. Årsagen var sandsynligvis en snigende frygt for den effektive britiske telegrafcensur.

Kejserens spioner gav imidlertid ikke op.

Trods brevovervågningen forsøgte man at undgå foranstaltningerne i det ærværdige britiske postvæsen og eksperimenterede med nye former for usynligt blæk. Hemmelige efterretninger kunne eksempelvis skjules bag frimærker eller mellem linjerne i et hedt og passioneret kærlighedsbrev. Modtrækket fra de britiske efterretningstjenester var at udvikle nye kemiske analysemetoder, som kunne opspore skjulte tekstmeddelelser (såkaldt steganografi) på brevpapir, postkort og konvolutter.

I Danmark og det øvrige Skandinavien blev postbaseret overvågning brugt til at holde øje med mistænkte spioner og påvirkningsagenter. Men brevcensuren under krigen i 1914-1918 blev aldrig lige så omfattende som overvågningen af den telegrafiske kommunikation.

Derimod blev der indført systematisk aflytning af samtlige telefonsamtaler til og fra udlandet, hvilket i perioden var begrænset til den interskandinaviske telefontrafik mellem Danmark, Norge og Sverige. Allerede tidligt i krigen havde danske myndigheder fået indikationer på, at kreative aktører som spioner og journalister undgik telegrafcensuren ved at ringe følsomme oplysninger ud til telefonnumre i f.eks. Malmø og Stockholm.

Problematikken fik en ny kynisk dimension i løbet af vinteren og foråret 1917, da Tyskland indledte sin ubegrænsede ubådskrig og begyndte at angribe alle skibe, der handlede eller bare kunne mistænkes for at handle med Storbritannien. De skandinaviske handelsflåder blev hårdt ramt, og alene i april måned 1917 blev mere end 60 norske handelsskibe torpederet af tyske ubåde. En foruroligende detalje var, at de tyske ubådskaptajner syntes at være godt informeret om skibskonvojernes koordinater, selv om det var forbudt for skandinaviske aviser at publicere detaljer om landenes søfart.

Alt tydede på, at man havde at gøre med et omfattende spionnetværk med skjulte kommunikationskanaler til de dødbringende ubåde.

På et krisemøde i Norges hovedstad, Kristiania, med repræsentanter for de skandinaviske udenrigsministerier samt post- og telegrafvæsener forklarede chefen for den norske kontraspionage, at tyske spioner forklædt som diplomater nærmest »ynglede« langs den langtrukne norske kyst. Han mente, at de ved hjælp af sofistikerede metoder kunne sende detaljerede efterretninger om skandinavisk søfart til den tyske krigsflåde gennem moderne kommunikationsmidler: via telegrafen, som krypterede telegrammer med diplomatisk immunitet (statstelegrammer); via telefon til de tyske ambassader i Kristiania, København og Stockholm; eller via trådløs telegraf direkte til ubådsflåden.

I forhold til sidstnævnte var den norske efterretningschef ikke helt sikker i sin sag, men han havde mistanke om, at tyskerne havde udviklet en bærbar type radiokommunikation – et »trådløst lommeapparat« – som kunne bruges til at sende »hemmelige signaler« til de ventende ubåde ude i Atlanterhavet.

I forsøg på at bekæmpe de lurende tyske spioner udvidedes blandt andet telefoncensuren i hele Skandinavien, både i og mellem de tæt forbundne lande. Telefonistinderne ved den danske Statstelefon modtog f.eks. i maj 1917 en hemmelig ordre, som indeholdt ganske særlige forskrifter angående sprog:

»Fra og med den 25. ds. må telefonsamtaler på statstelefonledningen kun føres på dansk, norsk eller svensk. Enhver telefonsamtale, der føres helt eller delvist på andre sprog, skal straks afbrydes«.

Alle afbrudte samtaler skulle indrapporteres skriftligt til ledelsen med angivelse af de kommunikerende parters telefonnumre og postadresser.

Udenlandske erhvervsfolk og diplomater begyndte nu, når de telefonerede, at opleve, at en kvindestemme pludselig brød ind i samtalen med en skarp advarsel, hvis de konverserede på f.eks. hollandsk, tysk eller fransk. Diplomater kunne dog ansøge om en særlig telefoneringstilladelse, koblet til specifikke telefonnumre og tidspunkter.

Fra foråret 1917 blev brændpunktet for den skandinaviske teleovervågning forskudt fra kontraspionage og beskyttelse af den fælles neutralitet til bekæmpelse af revolutionære stemninger og aktiviteter. I denne form overlevede overvågningen krigen.

Censurkontorerne blev lukket, og restriktionerne omkring kryptering og udenlandske sprog ophævedes i etaper, men en tilbagevenden til den frie og ucensurerede førkrigstilstand – den, som eksisterede før august 1914 – var der aldrig tale om.

Den særlige censurafdeling, som det danske udenrigsministerium havde oprettet ved Hovedtelegrafstationen i 1916, blev officielt lukket 24. februar 1919. Den statslige overvågning af teletrafikken fortsatte dog gennem nye instrukser til telegrafvæsenets ansatte. Samtlige beskeder, der vurderedes at være »tvivlsomme eller skadelige«, skulle herefter videresendes til Udenrigsministeriet for granskning.

Udenrigsministeriet valgte desuden at bibeholde en særlig embedsmand ved Hovedtelegrafstationen for at koordinere overvågningen og holde øjnene på telegrafisterne. Overvågningen af navnlig de »bolsjevikiske agitatorer« krævede et kontinuerligt »indsyn« i den transnationale kommunikationsstrøm, men ministeriet frygtede, at telegrafisterne ikke ville indse situationens alvor.

Skiftet fra kontraspionage til antirevolutionær overvågning kom også til udtryk i de voksende registre eller såkaldt ’sorte kartoteker’ over suspekte individer, som statslige myndigheder i store dele af Europa begyndte at bygge op under Første Verdenskrig.

F.eks. var britiske MI5 ikke kun på jagt efter tyske spioner. Efterretningstjenesten holdt også øje med indre trusler, faktiske eller potentielle, såsom pacifister, fagforeninger, strejkende arbejdere og socialister i al almindelighed. Med tiden begyndte også russere, finner og andre udlændinge med berøring med revolutionære smittekilder at ende i kartotekerne hos det britiske sikkerhedspoliti.

Angående de danske forhold beskriver historikerne Henrik Stevnsborg og Morten Thing, hvordan Statspolitiet og Generalstabens Efterretningssektion i fællesskab i løbet af de urolige krigsår opbyggede et hemmeligt spionkartotek. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der cirka 1.000 navne i registret, men det blev løbende opdateret med nye personer og organisationer, ikke mindst russere og såkaldte østjøder, men også skandinaviske syndikalister og venstresocialister.

Første Verdenskrig blev en game changer i overvågningens historie. Gennem hele det 20. århundrede kastede den lange skygger over sikkerhedspolitik, kommunikation og statslig krisehåndtering. Statsmagten lærte sig her sig krisehåndteringens abc – hvilket vi på godt og ondt stadig kan mærke, aktuelt i disse besynderlige virusramte krisetider.