De døde under kirkegulvet
I gamle dage var det normen at begrave sine døde inde i selve kirken, under gulvet og i krypter. Skikken vidner om et helt andet forhold til døden og de afdøde, end vi har i dag.
Vi kom i Politiken Historie #10 for skade at udbrede usandheder om udtrykket ’stinkende rig’. Vi hævdede, at det kunne kædes sammen med begravelse af velstående borgere i selve kirken, og at ligstanken således blev forbundet med det at være rig, stinkende rig. Intet kunne være mere forkert. Udtrykket kommer nemlig ikke af den skik – at begrave de rige under kirkegulvet – men hænger sammen med en afstandtagen fra praleri med velstand: ’Det at skilte med sin velstand stinker’. Vores læsere skal dog ikke snydes for historien om ildelugtende grave i kirkerne. Vi har bedt historiker Poul Grinder-Hansen, der gjorde os opmærksom på fejlen, om at give os en indføring i den gamle skik.
Da kristendommen lige var kommet til Danmark, blev næsten alle begravet i indviet jord på kirkegårdene. Men i løbet af middelalderen blev det mere udbredt med grave i kirkegulvet, dels for kirkens mænd, dels for de mennesker, der havde råd til at betale kirken for et hvilested med tilhørende messer til gavn for den afdødes sjæl i skærsilden. Både inde i kirken og på kirkegården blev de døde gravet ned i jorden, enten lagt i en kiste af træ eller blot svøbt i et lagen.
Forskellen var, at de døde i kirken lå under et gulv, og at det efterhånden blev udbredt at mindes den døde med en gravsten oven på gravstedet. Gravene på kirkegården var som regel anonyme.
Da den lutherske reformation i 1536 havde brudt med den katolske kirke, ophørte brugen af sjælemesser, men det medførte ikke et stop for indendørs begravelser, tværtimod.
Stadig flere ønskede at hvile i kirken for at blive erindret af de efterlevende, som kunne studere tekst og billeder på gravstenene eller på de mindetavler, epitafier, der blev hængt op på kirkens vægge med portrætter af de afdøde. Der var forskellige priser for gravsteder i kirken, og korgulvet nær altret var det bedste og dermed dyreste.
De lutheranske kirkers stolerækker betød mindre tilgængelig gulvplads til begravelser. Det skabte trængsel i jorden under gulvet, og arkæologiske udgravninger viser, hvordan der i nye grave er blevet skåret arme og ben og hoveder af tidligere begravede, hvis knogler så havnede i en bunke i hjørnet af senere grave.
Roskilde Domkirke har mange fine mennesker liggende under kirkegulvet - heriblandt 21 konger og 18 dronninger.
For at undgå dette underjordiske kaos kunne herremandsfamilier og velhavende borgerfamilier i kirkegravenes storhedstid fra omkring 1500 til slutningen af 1700-tallet under gulvet indrette sig private murede gravkrypter med egen indgang.
Her blev ligkisterne sat på hylder eller stablet oven på hinanden. Der kom en karakteristisk sødlig lugt fra krypternes kister, men det var ikke noget, man normalt tog anstød af, for døden og de døde var en del af hverdagen.
Søofficeren Peter Schiønning (1732-1813) besøgte i 1759 familien Leths gravkrypt under Trinitatis Kirke i København, hvor han tog låget af sin fars kiste for at se til ham. Han lignede stadig sig selv en hel del, mente Schiønning.
Lyt
Lyt til artiklen: De døde under kirkegulvet
Lyt til artiklen: De døde under kirkegulvet
I en anden af kryptens kister lå Schiønnings morbror Hans Leth, der var død af vattersot 15 år før, og som var kommet uheldigt ned i krypten, da ligbærerne tabte kisten, så låget røg af, og liget knækkede halsen. »Jeg trak liget ned, der nu var let som en fjer, og lagde hovedet på sin rette plads. De orme, der havde fortæret ham, kunne og ses døde i stor mængde at ligge der endnu, da han døde om sommeren, august 1742. De var af de samme slags som gerne ses i priveter (lokummer, red.), gule og temmelig store«.
Finest var det at stille kisterne til almindeligt skue oppe i kirken i et dertil indrettet kapel, så godsejer Hans Henrik von Eickstedt (1715-1801) fulgte skik og brug, da han i maj 1775 fik tilladelse til at indrette et familiegravkapel ved Ringe Kirke på Fyn. Da det marmorklædte kapel stod færdigt, havde det tre sarkofager, hvoraf den ene straks blev brugt til Eickstedts søn, der var død i 1770. De to andre ventede på Eickstedt og hustru, men da godsejeren i 1801 lå for døden, var hans glæde ved kapellet kølnet. I sit testamente erklærede han, at han havde bygget kapellet »efter den i min ungdom brugende måde«, men at han nu følte, at han hellere skulle have brugt de mange penge på gaver til de fattige. Sarkofagerne blev dog benyttet efter deres bestemmelse, nu de stod der.
Når Eickstedt syntes, at ønsket om et gravkapel hørte hans ungdom til, vidner det om, at synet på begravelser inde i kirkerne havde ændret sig i de sidste årtier af 1700-tallet.
Gravkrypt for Anders Pedersen i Pårup Kirke på Fyn.
Mens kirkegårde længe havde ligget forsømt hen begroet med højt græs og kun brugt til gravsted for jævne mennesker, vakte den gryende romantiske bevægelse en ny interesse i samfundets elite for at vende ’tilbage til naturen’.
Var det ikke smukkere at formulde i en grav under Guds høje himmel end at blive gemt bort i kolde marmorsarkofager eller i skumle gravkrypter? Hertil kom en stigende bekymring for smittefare fra de døde. Den københavnske borger J.S. Augustin erklærede i 1785 i sit testamente, at han ikke havde skadet nogen, mens han levede, og han ønskede heller ikke at skade nogen efter sin død. Derfor ville han ikke begraves inde i en kirke, men på den nyanlagte Assistens Kirkegård, der lå landligt på Nørrebro langt fra storbyen.
Bekymringen for hygiejnen var også hovedargumentet, da der 22. februar 1805 blev udstedt en forordning, som forbød fremtidige begravelser inde i kirker. Kongen »finder det ikke sømmeligt, at bygninger, indviede til det højeste væsens dyrkelse, tillige afbenyttes som gemmesteder for legemer, der overgives til forrådnelse«. Derfor blev »fra mindre oplyste tider nedarvede skik at begrave de døde i kirkerne« forbudt.
Indendørs begravelser kunne dog tillades, hvis den døde blev balsameret, eller hvis der gik to år fra døden til gravfæstelsen, hvor en læge skulle udstede en attest om ligets – passende opløste – tilstand. Det var måske meget forståeligt ikke en fremgangsmåde, som blev almindelig udbredt.
Poul Grinder-Hansen er museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet.
Skribenten anbefaler:
Ulla Kjær & Poul Grinder-Hansen: ’Kirkerne i Danmark’ II. Boghandlerforlaget, 1989
Karin Kryger: ’Allegori og borgerdyd. Studier i det nyklassicistiske gravmæle i Danmark 1760-1820’. Christian Ejlers Forlag, 1985
