Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Da en vestjysk landmand i foråret 1953 var ved at pløje sin mark, ramte plovskæret pludselig nogle gamle knogler. Det lokale museum rykkede straks ud, og arkæologerne endte med at afdække et helt skelet. De har nok haft en formodning om, hvis jordiske rester det var. I flere hundrede år var den samme historie nemlig blevet fortalt igen og igen der på egnen. Det var den ulykkelige fortælling om Anne Marie Seier.
En tjenestekvinde, som havde dræbt sit eget barn, skulle ifølge overleveringen være blevet begravet i netop denne mark. I uindviet jord mellem Ringkøbing Fjord og Stadil Fjord, hvor herregården Søgaard lå i 1700-tallet.
»Igennem et par århundreder har den folkelige overtro forbudt Holmslands bønder at lade deres kreaturer græsse på en bestemt mark ud til Stadil Fjord«, skrev Holstebro Dagblad.
Seier var blot en af de mange kvinder, som i 1700-tallet fødte i dølgsmål – i skjul – for derefter at tage livet af deres egne børn.
Ikke nok med at kvinderne betalte med deres liv, de skulle også halshugges, og hovedet sættes på en stage
»Nede i kisten sås indsvøbt et dødt barn, som gjorde sådan en forskrækkelse hos mig og de nærværende, at kisten i en hast blev lukket«.
Sådan berettede ridefoged Peder Sørensen om det syn, der mødte ham, da han undersøgte Anne Marie Seiers personlige ejendele umiddelbart efter hendes død i januar 1733.
Hun havde længe været sløj, oppustet og irritabel, og hen over julen var hendes tilstand blevet værre. Ridefogeden var hos hende, da hun døde natten til 5. januar, og han kunne berette, at hun lå og havde så ondt, at hun ikke var i stand til at tale.
»Hun droges med døden, og ungefær en times tid senere døde hun«, fortalte han.
I Seiers underskørt fandt han nøglen til hendes personlige dragkiste. Her blev han og de andre mødt af det rædselsvækkende syn af et dødt spædbarn. Et fuldbårent drengebarn.
Nu gik det op for dem alle, hvorfor Anne Marie havde været dårlig. Hun havde været gravid, og kort inden sin egen død måtte hun have taget livet af den nyfødte. Den lille drengs hals så ud til at være brækket.
Med ét blev det tragiske dødsfald også en kriminalsag. Selv om Seier var død, blev en retssag indledt.
Nedlæggelsen af liget var sjusket udført, og ben og lår lå højere end den øvrige del af legemet
Historien om Anne Marie Seier er blot ét eksempel på den ulykkelige situation, mange danske kvinder i 1700-tallet endte i. Fødte man et uægte barn, havde man begået en synd, og det blev straffet hårdt at være blevet gravid uden for ægteskabet. I langt de fleste tilfælde drejede sagerne sig om tjenestepiger. Der kunne være tale om herremænd og deres sønner, som udnyttede deres magt til at tvinge tyende til sex. I andre tilfælde var faren til barnet måske en karl eller en anden, der arbejdede på gården.
Danske Lov fra 1683 slog fast, at lejermål var ulovligt. Det betød, at det var strafbart for ugifte at have sex med hinanden. Mænd kunne få en klækkelig bøde, hvis de selv indrømmede forholdet, eller hvis der kunne føres bevis for det. Det kunne der sjældent. Når en mand under kirkelig ed nægtede at være far til en kvindes barn, fik hans ord gyldighed.
For kvinden så det anderledes alvorligt ud. Blev hun gravid, var det tydeligt for alle, at hun havde brudt loven. Hun skulle bøde 12 lod sølv, hvilket for almindelige tjenestefolk svarede til mange måneders løn. Straffen kunne mildnes, hvis manden og kvinden valgte at indgå ægteskab. Hvis det ikke var muligt – i mange tilfælde var manden for eksempel over alle bjerge, fordi han blot havde været en strejfende karl – var kvinden i store vanskeligheder.
Beholdt hun barnet, sad hun i økonomiske problemer til halsen. Hun risikerede at miste sin stilling, og hun kunne få svært ved at få hyre et andet sted, når hun havde et uægte barn med sig.
Endnu værre så det ud, hvis det skete flere gange for samme kvinde. Straffen blev skærpet, for hver gang en kvinde blev dømt for lejermål. Tredje gang blev hun idømt kagstrygning, altså bundet til en pæl og pisket af bødlen med et ris. Efter hvert tredje slag skiftede bødlen riset ud, så det ikke blev for sløvt til at svirpe. Ud over ekstrem smerte var det forbundet med stort ærestab at blive pisket af bødlen offentligt. Kvinden blev efterfølgende betragtet som æreløs, hvis det altså ikke allerede i forvejen var tilfældet på grund af hendes ’løsagtige adfærd’.
Var ulykken sket, kunne det være svært at finde en udvej. I bedste fald kom hun i kontakt med en kvaksalver, der kunne hjælpe med en abort – ellers måtte hun handle på egen hånd. De fleste valgte det sidste.
Anne Marie Seier blev i 1953 genbegravet i indviet jord ved Ny Sogn Kirke nær Ringkøbing.
Den nat, Anne Marie døde, fik to kvinder ordre til at afklæde liget og malke den døde kvindes bryster. Hvid mælk løb fra brystvorterne. Det blev tolket som et klart tegn på, at Anne Marie havde født og dræbt barnet. Det blev også noteret, at sengelejet bar spor efter en fødsel.
Ved nærmere granskning af kisten fandt mændene også »et hvidt tørklæde med døde børneben«.
Ridefogeden fortalte, at »efter vor syn kunne vi ikke skønne ligene, end det var jo ben og hovedpander af tvende børn«.
Brikkerne begyndte for alvor at falde på plads. Kvinden havde taget livet af sit nyfødte barn, og hun måtte have gjort noget lignende to gange før.
Under retssagen blev Anne Marie Seiers livsbane kortlagt. Kort før sin ankomst til Søgaard godt 10 år tidligere havde hun født et uægte barn, som nu befandt sig hos andre i Ny Sogn. Og 4-6 år tidligere havde hun været syg på nogenlunde samme måde som op til sin død.
Vidner fortalte, at der længe havde løbet rygter om, at Anne Marie havde et forhold til en ung tømrer ved navn Jep Hansen. Flere gange var hun blevet væk om natten, når hun havde været ved havet for at hente fisk. Ingen kunne dog med sikkerhed bekræfte, at Anne Marie havde ’ligget i horeri’ med nogen.
Sager om fødsler i dølgsmål fulgte ofte samme mønster. Maven blev gemt væk under kjoler og forklæder, og sidst i graviditeten sørgede kvinden for at holde sig for sig selv. I tilfældet Anne Marie Seier bad hun sig fri fra sine pligter og passede sit sengeleje. Hun lå alene i sit kammer, på nær de øjeblikke hvor de andre tjenestefolk kom forbi med øl til hende.
Når barnet så endelig blev født, skulle det slås ihjel med det samme, inden nogen fattede mistanke. I mange tilfælde valgte moren at kvæle sit barn med et stykke stof eller ganske enkelt ved at holde hånden over munden på det.
For nogle har kvælning måske været for svært at gennemføre. I så fald kunne kvinden ty til en hurtigere metode som at vride halsen om på den lille. Det var sandsynligvis den metode, Anne Marie havde brugt, før hun skjulte den døde dreng i dragkisten.
I andre sager blev døde spædbørn kastet på møddingen eller gravet ned ved en mark eller inde i en skov. Det skete i en del tilfælde, at man fandt liget af et nedgravet spædbarn, og at man først derefter måtte i gang med at lede efter dets mor. Men sagerne opstod også ofte den anden vej rundt. Der skulle ikke meget til, før sladderen gik. Kombinationen af sløjhed, mystisk adfærd og tilbagetrukkethed var ofte med til at få folk til at slå alarm.
En jordemor blev typisk tilkaldt for at sandsynliggøre, om kvinden for nylig havde født et barn. Det kunne være nok til at indlede en retssag, mens man i mellemtiden kunne lede efter barnets lig.
Præcis hvor mange sager om fødsel i dølgsmål, der var i 1700-tallets Danmark, er det vanskeligt at kortlægge, men lektor i strafferet og kriminologi Beth Grothe Nielsen har foretaget en undersøgelse, der giver et fingerpeg. Ved hjælp af optællinger i gamle retsprotokoller er hun kommet frem til, at mindst 105 kvinder blev dømt i Nørrejylland i perioden fra 1719 til 1805. Det er faktisk halvdelen af alle de drabssager, der i perioden kom for retten i området.
Straffen var døden. Ikke nok med at kvinderne betalte med deres liv, de skulle også halshugges og hovedet sættes på en stage, så det kunne sprede skræk og rædsel hos andre unge piger, der kunne tænkes at komme på lignende løsagtige tanker. I praksis ændrede det sig dog efter 1735, hvor kongen påtog sig at tage stilling til alle dødsstraffe i Danmark, og dølgsmålssager endte stadig oftere med tugthus og strafarbejde.
Men i Danmark var man nu slet ikke færdig med at tage livet af sagesløse kvinder i ulykkelige omstændigheder.
Så sent som i 1861 blev Ane Cathrine Andersdatter ført til retterstedet og halshugget på Rødovre Mark nord for Damhuskroen ved København. Hun var blevet dømt til døden for at have ombragt tre af sine børn – det sidste havde hun tidligere samme år druknet i en brønd ikke langt fra retterstedet. Hun blev den sidste kvinde i Danmark, der blev henrettet for at have ombragt sine egne børn efter fødsel i dølgsmål.
I 1733 kunne retten ikke lade Anne Marie Seier betale med livet. Hun lå allerede død på kirkegården ved Ny Sogn Kirke. Retten vurderede, at der var klare beviser for Anne Maries skyld, og derfor kunne hun ikke længere ligge i indviet jord.
Dommen lød, at Anne Marie Seiers hoved skulle sættes på en stage, men da hun allerede var begravet, skete det ikke. I stedet skulle hendes »sener og ben af rakkeren optages der, hvor hun står, og henføres i et markskel på Holmsland og der af ham nedkastes«.
Meget tyder på, at det var hendes jordiske rester, den vestjyske landmand stødte på i 1953. Nedlæggelsen af liget var sjusket udført, og ben og lår lå højere end den øvrige del af legemet. Museumsfolkene slog fast, at knoglerne stammede fra en forholdsvis spinkel yngre kvinde.
Og så fandt de en mystisk fordybning i jorden i nærheden af skelettets bryst. Museumsfolkene hældede til den teori, at det måtte være efter den stage, natmanden i sin tid havde jaget gennem liget for at sikre, at Seiers genfærd ikke plagede folk på egnen.
Søndag 24. januar 1954 fik Anne Marie endelig en rigtig begravelse på Ny Sogn Kirkegård.
Holstebro Dagblad skrev om ceremonien:
»Begravelsen, der foregik søndag lige efter kirketid, blev kun overværet af et ganske lille følge (...) Der blev ringet med kirkeklokken, og pastor Kinch trådte derefter hen til den lille kiste og talte: »Det er ikke meget, der er tilbage af et menneske, når det har ligget i jorden i over 200 år. Og når vi nu lader skarnskvinden Anne Maries jordiske levninger endelig få en plads i kirkegårdens jord, så er det ikke for at kritisere eller afkræfte noget ved den dom, som hun af den jordiske retfærdighed fordum blev dømt med, men det er for at bekende den kristne tro, bekende den Gud, der er fri og uafhængig af os, den Gud, hvis barmhjertighed ikke er bundet til at være der, hvor vi finder det rimeligt og forståeligt, at den er. Hans barmhjertighed er der ingen, der har noget krav på eller nogen gnist af ret til««.
Den lille kiste blev derefter sænket i jorden, prydet med en enkel buket nelliker. En lokal stenhugger fra Ringkøbing skænkede den sten, der står på graven i dag.
Inskriptionen lyder:
’Skarnskvinden Anne Marie Seier † 1733’.
