Müller, Mann og Machiavelli om republikkers fald

Niccolò Machiavelli – Målet helliger midlet

Machiavelli (1469-1527) havde til sit hovedværk ‘Fyrsten’ fra 1513 studeret fyrster og andre magthavere på tæt hold og beskrev i bogen, hvordan man som leder børe gøre brug af alle nødvendige midler for at få sin førte politik igennem og holde styr på borgerne.

»Man må altså vide, at der er to måder at kæmpe på: den ene ved love, den anden ved vold. Den første er menneskets, den anden er dyrets. Men da den første tit ikke slår til, må man ty til den anden. Derfor må en fyrste være god til at bruge både dyret og mennesket«.

Bogen var tilegnet Lorenzo Medici, der som uformel leder af den Florentinske Republik var temmelig hensynsløs over for dem, der ikke var enige med ham. Machiavelli, der selv levede sit liv under Medicierne, mente, at ledere har både ret og pligt til at udøve vold og genoprette orden, hvis den ellers er brudt ned. Også – eller især – når faren synes at komme indefra.

Thomas Mann – Slut fred med naturen

Da Thomas Mann (1875-1955) i 1924 udgav ‘Trolddomsbjerget’, havde Tyskland med Weimarrepublikken været præget af politisk uro siden grundlæggelsen fem år tidligere. Den tyske forfatter havde i løbet af krigen hyldet de kulturkonservative og nationale kræfter i sit hjemland, men efter det tyske nederlag blev han mere liberal og var under Weimarrepublikken svært optaget af at advare mod fascismen.

»Sygdom var højst menneskelig, indvendte Naphta straks; thi det at være menneske betød at være syg. Ja, mennesket var sygt af væsen, netop dets sygdom gjorde det til menneske, og den, der ville gøre det til sundt, ville have det til at slutte fred med naturen. Det var ånden, der udmærkede mennesket, dette væsen, der i så høj grad var løst fra naturen. På ånden altså, på sygdommen beroede menneskets værdighed og dets fornemhed.«

Den unge Hans Castorp skal i Manns roman egentlig bare besøge sin tuberkulosesyge fætter på et sanatorium i de schweiziske alper, men ender med at blive hængende i syv år. Castorp lader sig passivt bære af tiden, og sygdomstilstanden bliver det normale. Mann illustrerer med romanen de indre konflikter, det tyske borgerskab havde med sig selv efter det store nederlag i Første Verdenskrig – og som det bar med sig videre under Weimarrepublikken.

Herta Müller – De mægtiges selvfølgeligheder

Tyske, rumænsk-fødte Herta Müller (1953- ) har i sit forfatterskab særligt beskrevet sin opvækst og livet i den kommunistiske republik Rumænien under diktatoren Nicolae Ceauşescu. Styret brød sammen i 1989 i samme periode som andre kommunistiske regimer i Østeuropa.

»Utopier er drømme. Man ved bare aldrig, hvem der begynder at drømme. Når en håndfuld tager drømmerierne alvorligt, er det oftest en håndfuld fundamentalister eller halvstuderede eller analfabeter. De drømmer bare på vegne og bekostning af de andre. De er bare ikke bange for at løse drømme fra papiret. Og når en håndfuld drømmer, begynder et par millioner at skælve«.

I essaysamlingen ‘Sult og Silke’, som Müller har skrevet mellem 1990 og 1995, reflekterer hun over socialistrepublikkernes sammenbrud, og hvordan magtudøvelsen smittede af på sproget. Selv havde hun befundet sig i Berlin siden 1987, men beskriver hvordan de tidligere kommunistiske regimer efterfølgende havde svært ved at finde sig tilrette i Europa. Coladåser og parfumeflasker fra vesten blev (tomme) statussymboler, som folk anskaffede sig »for at røre ved de mægtiges selvfølgeligheder«, skriver hun.

William Shakespeare – Et magttomrum

Shakespeares (1564-1616) tragedie om Julius Cæsar blev første gang spillet i 1599, og den viser, hvordan Brutus betvivler, hvorvidt han i år 44 f.Kr. skal gå i ledtog med Cassius og myrde sin ven og allierede Cæsar. Rygterne svirrede nemlig om, at Cæsar ville gøre sig selv til konge og dermed diktator på livstid. Som det vides, ender Brutus med at stå i spidsen for drabsmændene. I Shakespeares dramatisering har Cæsar nok en anelse om, hvad der er på vej, for han citeres for denne bemærkning:

»Kujoner dør mange gange før deres død. Den tapre smager kun døden en gang. Af alle de undere, som jeg har hørt om, forekommer det mig mest mærkeligt, at mennesker skulle frygte at stå ansigt til ansigt med døden, den nødvendige ende. Den kommer, når den kommer«.

Cæsar efterlod sig et magttomrum, og der udbrød intern krig i den romerske republik. Brutus forsøgte selv at tage magten, men blev slået af pinden af Octavius, som Cæsar i et hemmeligt testamente havde gjort til sin arving. Brutus måtte flygte og endte med selv at måtte se døden i øjnene – i 42 f.Kr. begik han selvmord.