Havde vi talt tysk, hvis Gerhard af Rendsburg var blevet konge af Danmark?
Havde ’den kullede greve’ ladet sig udråbe til dansk konge, kunne han være blevet en af nationalhistoriens store helte, mens Valdemar Atterdag ville være gledet ud i glemslen. Måske havde vi endda talt tysk.
Havde ’den kullede greve’ ladet sig krone som konge, havde Agnes Slott-Møller måttet finde et andet motiv til sit ikoniske historiemaleri af Niels Ebbesen fra 1893-1894.
Lyt
Lyt til artiklen: Kong Gerhard den store af Danmark (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Kong Gerhard den store af Danmark (Læst op af Charlotte Schultz)
Historien om den danske konge Valdemar 4. med tilnavnet ’Atterdag’ er et skæbnedrama om det danske kongeriges undergang og genrejsning.
I 1332 ramte den danske kongeslægt for alvor bunden. Efter generationer med politisk uro og økonomisk uføre var hele landet blevet pantsat for at fylde kongemagtens slunkne pung, og da kong Christoffer 2. døde, herskede han stort set ikke over andet end et byhus i Sakskøbing på Lolland.
Den danske kongeslægt var endegyldigt faldet fra magten. De største panthavere, de holstenske grever Gerhard af Rendsburg og Johan af Plön, delte landet mellem sig. Gerhard, også kendt som ’den kullede greve’, kom til at herske over områderne vest for Storebælt, mens Johan, kendt som Johan den Milde, styrede øst for bæltet på Sjælland og i Skåne.
Hver især havde de underpanthavere, som herskede på små og store borge rundt i riget, og landet var uden central regering og egne mønter. Borgherrerne kradsede penge ind fra befolkningen, kun afbrudt af jævnlige oprør, som dog alle mislykkedes.
Domstolene fungerede ganske vist stadigvæk og opkrævede bøder, men de indkrævede midler gik til de holstenske grever, og den svensk-norske konge Magnus Eriksson overtog snart Skåne, Halland og Blekinge.
Den døde kong Christoffer havde imidlertid tre sønner. Den ældste, Erik, havde været medkonge og forsøgte at bekæmpe de holstenske grever, men led i 1332 nederlag til grev Gerhard og døde, mens den næstældste bror, Otto, i årevis blev holdt indespærret på en holstensk borg.
TILBAGE VAR DEN YNGSTE SØN, VALDEMAR, der med støtte fra markgreven i Brandenburg i 1340 fik indgået en indviklet aftale, som banede vej for, at han kunne blive konge i Danmark. Valdemar giftede sig med den slesvigske hertugs søster og fik i medgift Vendsyssel, Thy og Aalborg-egnen.
Så havde han da rådighed over et stykke af Danmark.
På samme tid var der igen oprør mod de holstenske grever, og kort inden Valdemar Atterdags indsættelse som konge havde den danske herremand Niels Ebbesen haft held til med en lille flok mænd at snige sig ind i Randers og dræbe grev Gerhard.
Valdemar viste sig at være et politisk og militært talent, som skiftevis lokkede, truede, betalte og bedrog, mens han bid for bid sikrede sig kontrollen over Danmark. Tilnavnet ’Atterdag’ udlægges ofte således, at med ham blev det atter dag i Danmark. I 1360 fortsatte han ekspansionen og erobrede Skånelandene fra den svensk-norske konge, og i 1361 invaderede han med succes den rige Østersø-ø Gotland.
Det akavede forhold til kong Magnus Eriksson blev blødt op ved et ægteskab mellem Valdemars lille datter Margrete og Magnus’ søn Håkon, som var konge af Norge. Valdemars egen søn og påtænkte efterfølger, Christoffer, døde i 1363, og kongen var uden en oplagt efterfølger, da han døde på borgen Gurre i Nordsjælland i 1375.
... Grev Gerhard, der havde kontrol med Jylland nord for Kongeåen, Fyn og dele af Holsten og Sønderjylland, var en dygtig feltherre og en dreven taktiker
MEN DATTEREN MARGRETE I NORGE havde født en søn, Olav/Oluf, som det lykkedes hende at få anerkendt som faderens efterfølger med hende som formynder. Da sønnen døde, overtog Margrete styret alene og havde held og dygtighed til at forene alle de nordiske lande i den såkaldte Kalmar-union.
Således bevægede Danmarks kongemagt sig fra den rene opløsning i 1332-1340 til et halvt århundrede senere at lede et forenet Norden.
Men hvad nu, hvis Valdemar ikke var blevet konge af Danmark i 1340?
Det var langtfra indlysende, at det ville gå den yngste af Christoffer 2.s sønner bedre end hans to storebrødre, og markgreve Ludvig af Brandenburg kunne meget vel have vurderet, at den danske kongesøn var et alt for usikkert kort.
Grev Gerhard sad sikkert i sadlen, og hans hær kunne knægte ethvert tilløb til oprør. Han havde desuden støtte fra mange danske og holstenske stormænd, som holdt til på deres borge og tjente godt på den jord, de havde i pant. Og Skåne, Halland og Blekinge var allerede blevet indlemmet i Sverige af Magnus Eriksson.
MEN SELVE IDEEN OM KONGERIGET DANMARK ville ikke være gået i glemmebogen. Grev Gerhard, der havde kontrol med Jylland nord for Kongeåen, Fyn og dele af Holsten og Sønderjylland, var en dygtig feltherre og en dreven taktiker, som manøvrerede klogt i kludetæppet af små og store magthavere i Danmark og hertugdømmerne.
Han havde tilmed giftet sig ind i den danske kongeslægt, da hans hustru, Sophie, var barnebarn af kong Erik Klipping. Kunne det ikke være et naturligt skridt, hvis Gerhard bød sig til som ny konge af Danmark, så der kunne skabes ro i det kaotiske kongerige?
Lad os derfor forestille os, at Gerhard ikke var blevet snigmyrdet i 1340, men i stedet sig lod sig udråbe til dansk konge og samtidig beholdt titlen greve af Holsten og hertug af Slesvig.
Som tysker ville den nye konge omgive sig med tysktalende lensmænd, og de gamle danske stormænd måtte så småt se deres rettigheder og indflydelse smuldre. Oprør ville ikke kunne true Gerhard.
Det ville nok tvinge Gerhard til at skaffe sig penge til lejesoldater ved at stykke sine besiddelser ud i stadig mindre områder, så Danmark blev underopdelt i hertugdømmer og grevskaber på samme måde som det tysk-romerske kejserrige. Men han ville sagtens kunne sikre sin position ved hjælp af alliancer, og Christoffer 2.s tre sønner ville ikke være en trussel.
Valdemar 4. Atterdag kunne meget vel være endt i glemslen som sine brødre. Kalkmaleri fra ca. 1400 i Sankt Peders Kirke i Næstved.
DET ER OPLAGT, AT GERHARD MED TIDEN ville udmanøvrere sin holstenske medgreve Johan og overtage magten også på Sjælland og de omliggende øer, mens han nok ville lade kong Magnus Eriksson beholde Skånelandene for at sikre et godt forhold til den norsk-svenske union.
I eftertiden kunne kongen bære navnet kong Gerhard den Store og indtage en rolle som nationalhelt i 1800-tallets romantiske digtning og historiemaleri. Ingen ville til gengæld huske hans gamle modstander Niels Ebbesen.
Hvis Gerhard var død mæt af dage, kunne han være blevet fulgt af tre generationer af danske konger, som samtidig var grever af Holsten og hertuger af Slesvig.
De danske konger havde på den måde deres magtbasis i tysktalende områder, og gradvis blev det tyske sprog helt dominerende. Den sidste, kong Adolf 1., kunne sidde på tronen i næsten 50 år. Men han var barnløs og bekymrede sig om rigets fremtid. Det svensk-norske unionsrige var en stærk magtfaktor, og det lille, men rigere og tættere befolkede Danmark med Slesvig og Holsten kunne være et lokkende bytte, hvis der opstod et magtvakuum.
Heldigvis fandt Adolf en efterfølger. Hans søster Hedevig var gift med grev Diderik af Oldenburg, og parret havde i 1426 fået sønnen Christiern (eller Christian). Adolf havde fattet stærk sympati for Christian, der ligesom Adolf var af den gamle danske kongeslægt, idet de begge nedstammede fra kong Erik Klipping, om end ikke i lige mandslinje.
Adolf trak i trådene og fik arrangeret et ægteskab mellem Christian og fyrstedatteren Dorothea af Brandenburg i 1449, hvorved han sikrede sig et godt forhold til de indflydelsesrige nordtyske markgrever i Brandenburg.
... Og hvert år rundede Margrethe 1. sin nytårstale af med et »Gott bewahre Dänemark«
DA ADOLF I 1459 DØDE, blev Christian uden problemer valgt til greve af Holsten, hertug af Slesvig og dansk konge under navnet Christian 1.
Hermed kom den såkaldte oldenborgske slægt på tronen, og i de følgende mere end 400 år var det denne slægt, som regerede Danmark med konger, der skiftevis hed Christian og Friedrich, indtil den sidste konge af slægten, Friedrich 7., døde i 1863.
I hele perioden havde Danmark og hertugdømmerne hørt naturligt sammen, og derfor var det ikke vanskeligt at håndplukke en hertug fra den slesvigske slægt glücksborgerne til ’König von Dänemark und Herzog von Schleswig und Holstein’, som den officielle titel lød.
Kongeriget Danmark var nemlig for længst blevet tysktalende, og der fandtes kun enkelte enklaver af folk på landet, som endnu talte det næsten glemte danske sprog. Landet var langt stærkere knyttet til Centraleuropa end til de nordiske lande Norge og Sverige.
Men trods det tyske sprogs dominans var der alligevel opstået en stærk national selvbevidsthed i Danmark og hertugdømmerne, og det lykkedes fremsynede danske politikere at undgå en indlemmelse af Danmark og hertugdømmerne i det tyske kejserrige, ligesom landet undgik deltagelse i Første Verdenskrig.
Endnu i begyndelsen af det 21. århundrede eksisterede det ældgamle danske kongehus, og historiebøgerne mindedes rigets genrejsning i middelalderen under kong Gerhard den Store. Og hvert år rundede Margrethe 1. sin nytårstale af med et »Gott bewahre Dänemark«.
Poul Grinder-Hansen er museumsinspektør på Nationalmuseet