Kontrafaktisk: Turings team skånede Europa for atombomben
Hvad nu, hvis de britiske kodebrydere ikke havde knækket den tyske Enigma-kode? Andreas Marklund - historiker med hang til overvågning og statslige hemmeligheder - spekulerer på, hvordan Anden Verdenskrig kunne have udviklet sig, hvis Alan Turing og kollegaerne på Bletchley Park ikke havde leveret varen.
Lyt
Lyt til artiklen: Kontrafaktisk - Turings team skånede Europa for atombomben (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Kontrafaktisk - Turings team skånede Europa for atombomben (Læst op af Charlotte Schultz)
Der tales om et voldsomt blåhvidt lysglimt, som pludselig dækkede horisonten og fik menneskernes øjne til at smelte. Så kom trykbølgen efterfulgt af den hylende ildstorm, der på et splitsekund forvandlede hovedstadens bygninger og titusindvis af mennesker til aske. En paddehattesky af titaniske proportioner rejste sig som et makabert gravmæle over Adolf Hitler og det nazistiske rædselsregime.
Mange betragter atombomben over Berlin som en skamplet på Europas moderne historie. Nok fældes der ikke mange tårer over Hitler, Goebbels, Himmler og resten af det nazistiske parnas, men var det prisen værd? Ifølge nutidige beregninger døde 250.000-300.000 mennesker øjeblikkeligt ved eksplosionen, mange af dem civile – og mange af dem børn. Lægger man desuden de langvarige effekter af den radioaktive stråling til, stiger dødstallene til noget, der kommer i nærheden af 1 million.
Men de fleste erkender nok, at det var nødvendigt at stoppe tyskernes uhyrlige og successivt stadig mere præcise luftangreb med V1- og V2-raketter på de britiske storbyer. Ved tidspunktet for atombomben, 6. august 1945, havde disse terrorbombninger alene i den britiske hovedstad krævet over 100.000 civile menneskeliv. Blandt de døde var premierminister Winston Churchill, som 5. juni 1945 var blevet pulveriseret sammen med halvdelen af sit krigskabinet, da en V2-raket pludselig og uden varsel havde ødelagt kvarteret omkring Downing Street 10.
SÅDAN GIK DET IKKE. Atombomben blev aldrig brugt mod Nazityskland. Det var derimod over den japanske by Hiroshima, den apokalyptiske paddehatsky rejste sig 6. august 1945. På det tidspunkt havde Hitler været død og forkullet i over tre måneder, og hans Tredje Rige var godt og grundigt besejret og delt op i okkupationszoner af de allierede sejrsmagter. Winston Churchill blev trods cigarer og champagne til morgenmad 90 år gammel, mens antallet af civile dødsofre for de tyske raketter beregnes til cirka 30.000, fordelt over hele Storbritannien.
Men hvis Alan Turing ikke havde overvundet den tyske kodemaskine Enigma, og hvis de allierede ikke havde haft adgang til den strøm af efterretninger, som Turing og hans kolleger indhentede fra de tyske kommunikationssystemer, er det ikke usandsynligt, at Anden Verdenskrig var blevet forlænget, og at verdens første atomvåbenangreb ville have ramt Tyskland og ikke Japan.
Det er der i hvert fald seriøse historikere, der mener.
Allerede da Frankrig og Storbritannien erklærede Tyskland krig 3. september 1939, blev den unge Cambridge-matematiker Alan Turing sammen med en håndfuld andre ’professortyper’ indkaldt af den britiske efterretningstjeneste MI6 til godset Bletchley Park uden for London. Her havde efterretningstjenestens kryptoafdeling, Government Code and Cypher School, indrettet sit tophemmelige krigshovedkvarter, på sikker afstand fra hovedstadens farer og distraktioner.
Personalet på Bletchley Park, som i krigsårene voksede fra et par dusin ansatte til flere tusinde, havde én specifik, men ikke særlig enkel opgave: at bryde de avancerede krypteringssystemer, som navnlig Tyskland, men også Japan og Italien brugte til at beskytte deres militære kommunikation.
De klarede opgaven med bravur. Ikke med ét altopklarende forløsende gennembrud, men som resultat af en daglig kamp for at finde mønstre og strukturer, inden modstanderen ændrede sine kodeindstillinger – på Enigma-maskinen skete dette hvert døgn, oftest ved midnat.
Til hjælp havde de ikke bare Storbritanniens skarpeste hjerner, men også avancerede regnemaskiner, der anses for at være forgængere for nutidens computere, samt kodebøger, diagrammer og lignende kryptoudstyr, som blev bjærget fra sunkne tyske ubåde og andre fjendeskibe af specialstyrker fra Royal Navy.
Var krigen i Europa endt med atomeksplosion, hvis ikke Alan Turing med sit team havde brudt tyskernes Enigma-kode? Til venstre Colossus-compueren, som blev brugt til at læse krypterede meddelelser. Til højre en atomprøvesprængning ved Bikiniøerne i 1954. Foto: United States Department of Energy/Public domain.
DE EFTERRETNINGER, som Bletchley Park leverede til admiralitetet, ledelsen af Royal Air Force og andre grene af den britiske krigsmagt, blev anset for at være af så høj værdi, at de blev tildelt en særlig og helt ny klassificeringsgrad: Ultra secret eller bare Ultra.
Ifølge en direkte ordre fra premierminister Winston Churchill (1874-1965) skulle antallet af personer, som fik kendskab til efterretningernes kilde – de britiske ’hackerangreb’ på fjendtlige kommunikationssystemer – begrænses til en så snæver kreds som overhovedet muligt.
Churchill var personlig stærkt engageret i arbejdet med Ultra. Han læste dagligt dekrypterede tyske telegrammer, ofte under morgenmaden, mens han nød dagens første cigar.
Han besøgte også Bletchley Park for at peppe kodebryderne op og kaldte dem efter krigen rosende »gæssene, der lagde det gyldne æg uden at kagle«.
MEN HVAD, HVIS Bletchley Park ikke havde leveret Ultra? Hvis Alan Turing var blevet myrdet af tyske agenter? Eller hvis han aldrig havde fået midler til at bygge de lynhurtige computerlignende regnemaskiner, der var nødvendige for at levere dekrypteringer med en vis grad af aktualitet?
Hvordan ville det have påvirket udgangen af Anden Verdenskrig?
En af de historikere, der har tænkt i sådanne baner, er briten Harry Hinsley, som i 1993 holdt en forelæsning på universitetet i Cambridge med den fantasiæggende titel ’The Counterfactual History of No Ultra’.
Ifølge Hinsley (1918-98) ville Nazityskland alligevel have tabt krigen. Indtil 1941 – hvor kombinationen af dekrypteringsmaskiner og opsnappede kodebøger begyndte at gå op i en højere enhed – havde dekrypteringerne fra Bletchley Park ingen større strategisk betydning. Der savnedes simpelthen kritisk masse.
Og da Storbritannien klarede sig alene mod den tyske krigsmaskine frem til 1941, hvilket også var det år, USA og Sovjetunionen tilsluttede sig den antinazistiske side, var det Hinsleys konklusion, at de allierede alligevel ville være gået af med sejren, selv uden kodebrydernes indsats.
Alan Turing havde stor betydning for nazisternes nederlag i Anden Verdenskrig, men han blev tvunget i hormonbehandling for sin homoseksualitet og begik selvmord i 1954. Ukendt fotograf
DOG MENTE HINSLEY, at kampen mod Hitlers Tredje Rige ville have taget væsentligt længere tid og krævet mange millioner flere menneskeliv, hvis de allierede ikke havde haft adgang til Ultra.
Han fremhæver tre specifikke frontafsnit, hvor Bletchley Parks indtrængen i centralmagternes kodesystemer førte til afgørende militære gennembrud: Middelhavet og Nordafrika, kampen om Atlanterhavet og endelig Normandiet i tiden omkring D-dag.
Det var kodebrydernes angreb på Luftwaffes Enigma og italienernes Hagelin-maskine, som muliggjorde Montgomerys sejr over den tyske ’ørkenræv’ Rommel ved El-Alamein i 1942. Og det var gennembrydningen af den tyske ubådsflådes djævelsk avancerede, modificerede Enigma-system – der gik under betegnelsen Shark (haj) ved Bletchley Park – som gjorde, at de allierede endelig kunne sikre transporten af tropper, mad og krigsmateriel fra USA og Canada til Storbritannien og den europæiske krigsskueplads.
UDEN DISSE AFGØRENDE BEGIVENHEDER ville den allierede landgang i Normandiet være blevet forsinket frem til i hvert fald 1946, argumenterede Hinsley. Sandsynligvis endnu længere. Og det ville have givet tyskerne tid til at gøre den såkaldte Atlanterhavsvold – det system af bunkere og minefelter, som dækkede den vesteuropæiske kystlinje – endnu stærkere, samtidig med at endnu flere tyske pansertropper ville være stationeret i Frankrig.
Og mængder af V1- og V2-raketter ville være blevet affyret mod de britiske storbyer.
Alt i alt ville Anden Verdenskrig ifølge Hinsley være blevet forlænget med minimum to år, måske tre eller endda fire.
Hinsleys kontrafaktiske analyse er et eldorado for historienørder, men er den troværdig? Måske, måske ikke. Han var en anerkendt britisk historiker i sin tid, men havde faktisk selv været ansat på Bletchley Park under krigen og fik efterfølgende en stilling som den britiske efterretningstjenestes officielle historiker.
En mere uafhængig bedømmelse leveres af den amerikanske historiker David Kahn i hans i dag klassiske ’Seizing the Enigma’ fra 1991. Med særligt fokus på situationen i Atlanterhavet støtter Kahn hypotesen om, at Ultra bidrog til at forkorte Anden Verdenskrig. Men han tilføjer et vigtigt forbehold: Hvis kodebryderne ikke havde leveret varen, og hvis Nazityskland stadig var ubesejret i sommeren 1945, ville verdens første atomangreb have fundet sted i hjertet af Europa, rettet mod den tyske hovedstad, Berlin.
Så det synes altså uomtvisteligt, at Ultra gjorde en forskel under krigen, og at verden ville have set væsentligt anderledes ud i dag, hvis det ikke havde været for kodebrydernes indsats på cyberkrigens usynlige frontlinje i de mørke år 1939-1945.
Andreas Marklund er forskningschef på Enigma, Museum for Post, Tele og Kommunikation
Skribenten anbefaler:
Harry Hinsley: ’The Counterfactual History of No Ultra’. Cryptologia, 1996
David Kahn: ’Seizing the Enigma: The Race to Break the German U-Boat Codes, 1939–1943’. Houghton Mifflin Harcourt, 1991
Andreas Marklund: ’Kodknäckarna vid Bletchley Park’. Udkommer i 2021 på Historiska Media (Sverige)