MEN DATTEREN MARGRETE I NORGE havde født en søn, Olav/Oluf, som det lykkedes hende at få anerkendt som faderens efterfølger med hende som formynder. Da sønnen døde, overtog Margrete styret alene og havde held og dygtighed til at forene alle de nordiske lande i den såkaldte Kalmar-union.
Således bevægede Danmarks kongemagt sig fra den rene opløsning i 1332-1340 til et halvt århundrede senere at lede et forenet Norden.
Men hvad nu, hvis Valdemar ikke var blevet konge af Danmark i 1340?
Det var langtfra indlysende, at det ville gå den yngste af Christoffer 2.s sønner bedre end hans to storebrødre, og markgreve Ludvig af Brandenburg kunne meget vel have vurderet, at den danske kongesøn var et alt for usikkert kort.
Grev Gerhard sad sikkert i sadlen, og hans hær kunne knægte ethvert tilløb til oprør. Han havde desuden støtte fra mange danske og holstenske stormænd, som holdt til på deres borge og tjente godt på den jord, de havde i pant. Og Skåne, Halland og Blekinge var allerede blevet indlemmet i Sverige af Magnus Eriksson.
MEN SELVE IDEEN OM KONGERIGET DANMARK ville ikke være gået i glemmebogen. Grev Gerhard, der havde kontrol med Jylland nord for Kongeåen, Fyn og dele af Holsten og Sønderjylland, var en dygtig feltherre og en dreven taktiker, som manøvrerede klogt i kludetæppet af små og store magthavere i Danmark og hertugdømmerne.
Han havde tilmed giftet sig ind i den danske kongeslægt, da hans hustru, Sophie, var barnebarn af kong Erik Klipping. Kunne det ikke være et naturligt skridt, hvis Gerhard bød sig til som ny konge af Danmark, så der kunne skabes ro i det kaotiske kongerige?
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
