Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg er den blot sjette siden grundlovens indførelse i 1849. De kan rejses efter mistanke om ulovlig embedsførelse, som da A.S. Ørsteds regering blev anklaget for at have brugt ikkebevilgede penge på militæret under Krim-krigen i 1850’erne. I 1877 blev A.F. Krieger anklaget for at have solgt grunden, hvor Marmorkirken i København skulle opføres, til finansmanden C.F. Tietgen uden om Rigsdagen og til en alt for fordelagtig pris. Senere samme år blev C.C. Hall og Jens Jacob Asmussen Worsaae anklaget for at have overskredet bevillingerne til opførelsen af Det Kongelige Teater.
Men de nævnte sager resulterede alle i frifindelse og var mere udtryk for politisk drilleri på tværs af fløjene, der var henholdsvis for og imod demokrati.
Man skal helt frem til 1910, før en minister, Sigurd Berg, blev kendt skyldig i en rigsretssag, den allerhårdeste politiske straf i riget. Det var i processen mod venstremændene Sigurd Berg og J.C. Christensen i kølvandet på den berygtede og indviklede ’Alberti-skandale’. Sagen var en alvorlig krise for regeringspartiet Venstre og det unge demokrati, der oven på systemskiftet og parlamentarismens gennembrud i 1901 endnu skulle bevise sit værd over for befolkningen.
Svindel for 15 mio. kr.
I centrum af den politiske storm i 1908 stod justitsminister P.A. Alberti. Han havde mere end almindelig uorden i sin økonomi og havde – kom det senere frem – svindlet og bedraget for 15 mio. kr. som formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Det i datiden astronomiske beløb var lige så stort som statens forsvarsbudget, og rygterne om Albertis mange skeletter i skabet svirrede i dagspressen.
Statsminister J.C. Christensen bakkede sin effektive og populære justitsminister op. Men venstreregeringens uundværlige støtteparti, De Frikonservative, fik efterhånden kolde fødder, trak støtten, og Alberti blev afskediget med pension i sommeren 1908.
Skandalen begyndte dog først for alvor at rulle i efteråret, da Alberti ikke længere at kunne dække over sit bedrageri og meldte sig selv til politiet. Sagen var dybt alvorlig for J.C. Christensen, der ikke bare havde støttet sin minister, men også ydet ham et lån på 1,5 mio. kr. fra statskassen få måneder inden Albertis afgang som minister.
Den før så fremtrædende Alberti blev efter en strafferetssag idømt otte års tugthusarbejde som en gemen kriminel og led den tort at få specialsyet en fangeuniform til sit omfangsrige legeme.
Albertis ulovligheder
Eftersom Alberti snarere havde begået ulovligheder som privatperson end som minister, blev der ikke rejst rigsretssag mod ham. Men strafferetssagen mod Alberti fik politiske konsekvenser og førte til regeringen Christensens fald i 1909. Efter et folketingsvalg samme år blev et flertal af radikale, socialdemokrater og højrefolk enige om at rejse rigsretstiltale mod J.C. Christensen og indenrigsminister Sigurd Berg for deres parlamentariske ansvar for Albertis ulovligheder.
Berg blev idømt en bøde på 1.000 kr. – et ganske anseeligt beløb i 1910 – for ikke at have ført et passende tilsyn med sparekassen, som Alberti var formand for.
J.C. Christensen, derimod, blev frikendt på trods af det betænkelige lån på 1,5 mio. fra statskassen til Alberti. Han fik dog en alvorlig næse og kom sig aldrig helt politisk. Sigurd Berg derimod blev minister igen i 1920. Sagen stadfæstede, at en statsminister har pligt til at føre tilsyn med sine underordnede ministre, og miseren slog skår i Venstres ry.
Intet fejet ind under gulvtæppet
Den seneste rigsretssag i danmarkshistorien førte i 1995 også til domfældelse.
Det gjaldt den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i den såkaldte tamilsag. Den konservative regering var allerede gået af som en konsekvens af sagen i 1993, hvor Ninn-Hansen havde beordret sine embedsmænd til at ignorere lovgivningen. Det indebar, at tamilske flygtninges sager om familiesammenføring i 1987 var blevet bremset, mens Ninn-Hansen vildledte Folketinget. Domfældelsen fuldendte den tidligere så respekterede Ninn-Hansens politiske deroute og prægede hans eftermæle.
