I Giovanni Boccaccios ’Dekameron’ (1352, omskrevet 1370-71) danner middelalderens byldepest rammen om 100 små historier, som fortælles af 10 unge på skift under deres eksil fra Firenze. I bogens begyndelse beskriver Boccaccio, hvordan byens borgere mister modet, hengiver sig til druk og hor, og at døden mister sin betydning:
»Når to præster bar deres kors foran en kiste med en afdød, fik de ofte følgeskab af ligbærere med yderligere tre eller fire kister på skuldrene. Hvor præsterne havde troet, at de skulle begrave en enkelt afdød, skulle de nu begrave seks eller otte og sommetider endnu flere. De mange døde blev ikke æret med tårer eller lys eller følgeskab, men det var tværtimod kommet så vidt, at man ikke tog sig mere af et menneske, der døde, end man i dag ville tage sig af en ged«.
’Dekameron’ regnes for at være litteraturhistoriens første novellesamling.
Daniels Defoes ’Pestens år’ (1722) beretter om pestudbruddet i London i 1665, som kostede i omegnen af 100.000 mennesker livet. Undervejs sniger fortælleren sig en nat med pestdragerne ind på en kirkegård for at se en massegrav:
»... da de nåede frem til kulen, så de en mand formummet i en brun kappe gå frem og tilbage og gøre håndbevægelser under kappen, som om han led store kvaler. Pestdragerne slog straks kreds om ham i den tro, at han var en af disse deliristiske og desperate stakler, der ville begrave sig selv. Han mælede ikke et ord, mens han gik omkring, men to-tre gange våndede han sig inderligt og højlydt, og han sukkede, som om hans hjerte skulle briste.
Nærmere på konstaterede pestdragerne, at han hverken var smittet og desperat eller syg i sindet, men derimod knuget af frygtelig tung sorg, fordi hans kone og flere af hans børn lå på ligkærren, der var kommet samtidig med ham, og som han knust og overvældet af sorg var fulgt efter«.
Manden falder besvimet om, da han ser, hvordan ligene lemfældigt bliver kastet i graven.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
