Den forhadte reform: Hvorfor er det egentlig lige, at danske sygeplejersker er så vrede over deres løn?

Opdateret: Siden udgivelsen af denne artikel har et flertal af de danske sygeplejersker stemt nej til den nye overenskomst, der blev forhandlet på plads i Forligsinstitutionen. Omkring 5.300 medlemmer er blevet til en strejke, der indledes 20. juni 2021.

En længe ulmende utilfreds med lønnen i de kvindedominerede omsorgsfag er i år brudt ud i lys lue.

I Aalborg, Aarhus, København og Odense demonstrerer sygeplejersker, pædagoger, sosu’er og andre på tværs af fagene hver tirsdag for at få politikerne til at udligne det lønefterslæb, de kvindedominerede fag har fra tjenestemandsreformen af 1969.

Sygeplejerskerne tog i foråret strejketruslen i brug for at få deres lønindplacering i tjenestemandsreformen ændret, og over en fjerdedel af landets jordemødre har underskrevet et løfte om ikke at tage job i den offentlige sektor, før lønnen er blevet væsentligt bedre.

Et centralt element i protesterne er en mere end 50 år gammel arbejdsmarkedsreform, der får skyld for at have cementeret de kvindedominerede fags lave placering i lønhierarkiet.

»Det er helt forkasteligt, at man ikke engang har villet høre på vor mening om sygeplejerskernes indplacering«, lød det i 1969 fra den nyligt afdøde mangeårige formand for Dansk Sygeplejeråd, Kirsten Stallknecht (1927-2021).

Hun harcelerede over sygeplejerskernes løn og mente ikke, at embedsmændene bag reformen havde sat sig ordentligt ind i det ansvar, sygeplejersker tog på danske sygehuse.

TJENESTEMANDSREFORMEN AF 1969 er kort fortalt en omfattende reformpakke, der blev vedtaget af et næsten enigt Folketing på baggrund af fem års kommissionsarbejde. Med reformen blev løndannelsen i det offentlige stærkt centraliseret, så det blev staten, som satte den samlede lønramme for den offentlige sektor, og som hermed fik kontrol over den samlede lønudgift.

Herudover indførte reformen et lønhierarki bestående af 40 lønrammer, hvor først de statslige tjenestemænd og siden alle grupper af offentligt ansatte blev indplaceret. Dette hierarki var generelt ufordelagtigt for de kvindedominerede faggrupper set i forhold til deres uddannelse og ansvar.

Nutidens hierarki minder forbløffende meget om det fra 1969 – og de traditionelt kvindedominerede fag er således stadig lavt placeret i forhold til længden af uddannelse og ansvar i det daglige arbejde.

For at forstå reformen må vi spole tiden tilbage til først i 1960’erne. En økonomisk gylden tid med høj vækst og lav arbejdsløshed og ofte omtalt som velfærdsstatens guldalder. Mange velfærdsordninger, som vi regner for centrale elementer i den offentlige service, har således deres rødder i de sene 1950’ere og 1960’erne – for eksempel vuggestuer, børnehaver og hjemmehjælp.

Den store vækst i de kommunale velfærdsydelser kombineret med problemer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft på grund af den lave arbejdsløshed førte dog til, at den offentlige sektors ansættelses- og lønsystem begyndte at krakelere.

Systemet var bygget op omkring tjenestemandsansættelse, en ansættelsesform, hvor løn- og arbejdsforhold var reguleret ved lov, hvilket generelt betød, at justeringer i ansættelsesforhold og uventede nyansættelser var ret besværlige.

FOR AT TILTRÆKKE DEN nødvendige arbejdskraft begyndte både kommuner, amter og staten derfor at benytte sig af overenskomstansættelse (dog uden at et formelt forhandlingssystem var på plads). Samtidig begyndte nogle offentlige arbejdspladser at overbyde hinanden, hvad angår løn, i håb om at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.

Det medførte et manglende statsligt overblik over de samlede lønudgifter og relativt store lønforskelle mellem offentligt ansatte med samme stillingsbetegnelse. Eksempelvis tjente en overenskomstansat civilingeniør i det offentlige i 1965 helt op til 161 pct. af en tjenestemandsansat civilingeniørs løn, og en overenskomstansat sygeplejerske ca. 115 pct. af en tjenestemandsansats.

Der blev derfor i 1965 taget initiativ til en tjenestemandskommission, og i november kunne den socialdemokratiske økonomiminister, Ivar Nørgaard (1922-2011), præsentere dens 26 medlemmer (heraf blot en kvinde): 8 embedsmænd udpeget af regeringen, 13 repræsentanter for Folketinget og 5 fra tjenestemændenes 4 centralorganisationer.

I første omgang skulle kommissionen kun se på en tilpasning af tjenestemændenes pensionssystem og herudover blot foretage de absolut nødvendige justeringer af lønsystemet. Der gik dog kun et lille år, før opgaven blev udvidet, således at kommissionen nu også skulle komme med et bud på en komplet modernisering af den offentlige sektors lønsystem.

Selv om de offentligt ansatte gennem tjenestemændenes centralorganisationer var repræsenteret i kommissionen, havde de ikke formel forhandlingsret og ej heller ret til konflikt. Samtidig omfattede kommissionen kun de tjenestemandsansatte i statens organisationer, på trods af at reformens lønklassificering blev udbredt til alle typer af offentligt ansatte.

Desuden var flere af de statsansatte tjenestemandsgrupper slet ikke med i en centralorganisation - dvs. en paraplyorganisation for tjenestemænds foreninger.

Sygeplejerskerne havde hverken strejkeret eller del i en centralorganisation i 1969.

TJENESTEMANDSKOMMISSIONEN havde store ambitioner. Den skulle skabe et objektivt rimeligt lønklassificeringssystem baseret på systematisk stillingsvurdering, og samtidig ville den skabe et fleksibelt og justerbart lønsystem, hvor klassificeringer kunne justeres i takt med samfundsudviklingen. Og sidst, men ikke mindst ville den gennem en stærk centralisering sikre ens lønforhold på tværs af den offentlige sektor for at give staten kontrol og overblik over den samlede lønudvikling.

Det skulle dog vise sig nemmere sagt end gjort at udforme et objektivt rimeligt lønhierarki.

Embedsmændene havde svært ved at indsamle tilstrækkelige data om de forskellige stillingsbetegnelser til at kunne foretage en kvalificeret bedømmelse. Samtidig kæmpede kommissionen med, at den ikke havde nogen model for, hvilke faktorer der skulle inddrages i en stillingsvurdering, og hvordan disse faktorer skulle vægtes i forhold til hinanden. Arbejdet blev yderligere problematiseret af, at det var et udtrykkeligt krav fra politisk hold, at reformen ikke måtte betyde væsentlige udgiftsstigninger, og at embedsmændene frygtede, at markante ændringer i en stillingsgruppes lønforhold ville betyde konsekvenskrav fra andre stillingsgrupper.

I sidste ende valgte kommissionen derfor med enkelte mindre ændringer at videreføre det eksisterende lønhierarki mellem de offentligt ansatte. Et hierarki, som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov vedtaget i 1919 – blot fem år efter at kvinderne i Danmark fik stemmeret.

Det var altså ikke tjenestemandsreformen af 1969, der grundlagde traditionen for at lønne arbejde domineret af kvinder lavere end arbejde domineret af mænd. Den står alligevel for skud, fordi den låste hierarkiet fast.

Det var dog langtfra politikernes og embedsmændenes hensigt, at lønhierarkiet skulle være så ufleksibelt. Således pointerede minister for statens lønnings- og pensionsvæsen Aage Hastrup (K) flere gang under sin fremlæggelse af reformen, at det nye system ville vise sig langt mere fleksibelt end det gamle. I forbindelse med reformen blev der derfor også nedsat et stillingsvurderingsråd, hvis opgave det var at arbejde videre med stillingsvurdering og jævnligt revurdere de forskellige faggruppers klassificering.

POLITIKERNE OG EMBEDSMÆNDENE havde dog ikke forudset oliekrisen i 1973 og den efterfølgende langvarige økonomiske recession. Nedgangstid betød, at politikernes mulighed og ikke mindst vilje til at kigge på faggruppers lønindplacering faldt kraftigt. Stillingsvurderingsrådet kom heller aldrig til at fungere efter hensigten, dels fordi problemet med, hvordan stillingsvurdering burde foregå, aldrig blev løst, dels fordi hverken Christiansborg eller fagbevægelsen i realiteten var interesseret i at afgive reel beslutningskompetence til rådet.

I Folketinget havde reformen stor tilslutning. Folketingets partier stemte alle for den undtagen Venstresocialisterne, der stemte blankt. Den store tilslutning betød dog ikke, at reformen generelt optog politikerne særlig meget. Overordnet synes holdningen på Christiansborg at have været, at reformen var en nødvendig pligtopgave, men ikke en, der lå hverken stemmer eller partipolitiske interesser i.

Samtidig var det særdeles tungt stof, som kun få politikere havde fuldt overblik over.

De kvindedominerede fags lave placering var heller ikke noget, som det stærkt mandsdominerede Folketing diskuterede. Det var således kun løsgængeren Hanne Reintoft (1934- ), der i debatten i folketingssalen nævnte de kvindedominerede fags indplacering. En bemærkning, ingen af hendes kollegaer dog valgte at kommentere.

I de kvindedominerede fag var man skuffet over at være blevet klassificeret i de lavere lønrammer, og sygeplejerskernes formand, Kirsten Stallknecht betegnede som nævnt sygeplejerskernes indplacering som både latterlig og forkastelig.

Det var dog begrænset, hvad Dansk Sygeplejeråd og de andre kvindedominerede fagorganisationer havde af protestmuligheder, da de hverken havde strejkeret eller en organisationsstruktur, der kunne understøtte en faglig protest.

I 1971 FIK DE KVINDEDOMINEREDE fag i sundhedsvæsnet dog tilkæmpet sig strejkeret, ikke mindst takket være Stallknechts målrettede indsats. Efter flere tilspidsede forhandlingssituationer kom den så i brug hen over vinteren 1973-1974, hvor jordemødrene, sygeplejerskerne, ergoterapeuterne og fysioterapeuterne strejkede i næsten syv uger. Strejken fik tilnavnet Vinterkrigen og var en direkte protest mod lønindplaceringerne i tjenestemandsreformen.

Resultatet blev ikke, som de strejkende havde håbet, men hævede dog startlønnen. Herefter gled tjenestemandsreformen langsomt ud af den fælles bevidsthed, men frustrationen over lønnen forsvandt aldrig i de traditionelle kvindefag i det offentlige.

De har ellers siden begyndelsen af 1990’erne i flere omgange fået forlænget deres uddannelse betragteligt. En udvikling, fagenes fagforbund har støttet, fordi længere uddannelse kunne bruges som argument for bedre løn.

Men efter de 30 års udvikling kan hverken den længere uddannelse eller det større ansvar aflæses på lønsedlen, og statistisk var der større sammenhæng mellem løn og uddannelse for en sygeplejerske og en pædagog i 1969, end der er i 2021.

Det giver især anledning til frustration blandt de yngre generationer, som er vokset op med historien om, at det med ligestilling var noget, som rødstrømperne fik ordnet i 1970’erne. For dem er det derfor en brat opvågning, når de ser deres første lønseddel.

Vreden har nu ført til en regulær tværfaglig bevægelse for et opgør med lønindplaceringerne fra 1969. I skrivende stund er det annonceret, at en komité skal se på at på de kvindedominerde fags løn, men om det vil vise sig at være en syltekrukke eller et organ for reel forandring, kan vi kun gisne om.