P-pillen, der ændrede Danmark

P-pillens betydning for kvinden »overgår stemmeretten, forbedringen i ægteskabsloven, ligeberettigelsen i erhvervslivet, og hvad ved jeg«, sagde hun til B.T.

»Nu kan hun fuldt ud hengive sig til glæden ved at være sammen med ham, hun holder af«.

P-pillen var ingen frontløber. I 1960’erne var pessaret 120 år gammelt, og logikken bag kondomet havde man kendt siden antikken.

Men det var revolutionerende nemt at tage p-piller. Man skulle ikke afbryde noget forspil for at sætte et pessar op eller tage et kondom på, og resultaterne var slående. I de følgende år faldt antallet af aborter, flere kom på arbejdsmarkedet, og britiske studier konkluderede, at kvinders livsglæde steg.

Foto: Knud Jacobsen

Med den nye prævention fulgte dog også problemer. For hvem var ansvarsbevidst nok til at tage en pille hver dag? Og hvad var bivirkningerne af kemien i den? Dengang som i dag diskuterede man konsekvenserne af pillens hormonindhold, efter at aviserne var begyndt at skrive om unge kvinder, som faldt om med blodpropper uden anden åbenlys forklaring, end at de var ’på pillen’.

Familiedebatten var hård. Barnebomben, mistroiske mænd, tomme barselssenge og de mere eller mindre kontroversielle alternativer til pillen var blot nogle af de emner, der prægede den offentlige samtale omkring p-pillens introduktion i Danmark.

1960’ernes læger havde for længst opdaget det overbefolkningsproblem, fødselstallet udgjorde for fremtidige generationer. Med slagord som ’barnebomben’ advarede avisartikler om, at hvis den høje rate af børn per kvinde fortsatte globalt, måtte hvert menneske om 600 år nøjes med en kvadratmeter at leve på.

På en kongres i København diskuterede man ifølge B.T. muligheden for at hælde et svangerskabsforebyggende middel i drikkevandet, som kvinder, der ønskede sig en baby, kunne tage en modgift imod. Så vidt kom det dog ikke.

Delvis fordi et andet forhold i lande som Danmark og USA allerede inden p-pillens debut trak i retning af mindre familieenheder: Det er dyrt at have børn. Som middel til at undgå børnefødsler havde aborten tidligere spillet en vigtig, men forkætret og ulovlig rolle. Først i 1973 blev aborten sat fri i Danmark.

I 1964 konkluderede psykiater Henrik Hoffmeyer i fagbladet Ugeskrift for Læger: »Aborterne i Danmark er formentlig udtryk for, at den danske befolkning bl.a. for at opretholde en vis levestandard i de enkelte familier er stærkt motiveret for en fødselsbegrænsning«.

På det tidspunkt fik landets kvinder foretaget 4.000 lovlige og mellem 10.000 og 15.000 ulovlige aborter årligt. Man anslog, at der i hovedstadsområdet var mellem 3 og 5 illegale aborter per 10 fødsler – tal, der ifølge Henrik Hoffmeyer kunne hænge sammen med, at aborten lokkede mange, der ville undgå den afbrydelse af forspillet, pessar og kondom kræver.

Det var ikke et ufarligt alternativ. Såkaldte kvaksalvere blev efterlyst af politiet i aviserne, når en kvinde var død efter en illegal fosterfordrivelse. Indsprøjtninger med sæbevand og klor var blandt de yndede metoder.

Det var i 1964. Tre år senere måtte svangerskabsklinikker i hele København se sig om efter fødende, der aldrig dukkede op. På få år havde 150.000 danskere taget p-pillen til sig – den tredjestørste andel på verdensplan. Fødselstallet faldt med 10 procent, i hovedstaden med helt op til 20 procent. Adskillige barselsstuer lukkede.

I 1967 fortalte tre kvinder til B.T. om deres oplevelser med p-pillen. 38-årige Ellen, der var gift og mor til to, fortalte, at hun ikke ønskede sig flere børn. Så hun gik til sin læge for at på en recept på p-piller.

»Jeg synes, vort ægteskab er blevet rigere nu, fordi jeg føler komplet tryghed, og fordi man kan nyde, når man vil. Ingen små ophold inde på badeværelset, men en fri og naturlig kærlighed, der kan få lov at blomstre ... uden frygt«, sagde hun.

Foto: Peer Pedersen

Åse på 24 år var ikke helt tryg ved den nye præventionsform. Sæt nu hun ikke ville være i stand til at få børn, når hun igen lagde p-pillerne på hylden. Den frygt delte 31-årige Grete ikke. For hende, fortalte hun, betød pillen, at hun kunne vente med at få barn nummer to, til hun havde taget en specialuddannelse.

»De har taget angsten fra mig, og min mand er meget lykkelig«, sagde hun til B.T.

Lykken over den babyfri sex var nu ikke lige overvældende i alle hjem. Samme år ærgrede flere mænd sig i Ekstra Bladet over den frihed, pillerne gav kvinden. 30-årige Leif N. fortalte, at pillerne nærede hans jalousi:

»Nu er det gået op for mig, hvor fri hun derved er blevet. Selvfølgelig kan man altid få en lejlighed til at bedrage hinanden, hvis man virkelig vil. Men p-pillen har gjort det lige så let for kvinder, som det altid har været for manden. Nu er hun altid forberedt, og der er ingen frygt, der holder hende tilbage«.

Over for avisen konkluderede Leif N., at han havde det »temmelig skidt for tiden«.

Den moralske diskussion var dog aldrig dominerende. Fra første foliepakke var den største bekymring p-pillens bivirkninger.

Frygten for blodpropper trak mange overskrifter, det samme gjorde andre fysiske følgevirkninger som kvalme og vægtøgning.

Usikkerhed og bivirkninger betød, at lægerne i 1960’erne fortsat forskede i alternativer til spiralen og p-pillen. De forsøgte at implantere kapsler under huden, der kunne udskille hormoner i op til 20 år, så kvinderne ikke behøvede at huske den daglige pille.

Også præventionsvaccinen var et varmt forskningsområde. Ifølge Ekstra Bladet mente nogle læger, at prostituerede måtte danne antistoffer mod mænds sædceller, eftersom de havde samleje så hyppigt uden særlig mange graviditeter. Lægerne spekulerede i at bede prostituerede om at donere blod, så de kunne udskille et serum derfra med antistoffer til andre kvinder. Endelig var p-pillen til mænd længe et fokusprojekt, og forskere udviklede hurtigt en sikker variant. Der var bare det problem, at den ligesom antabus gav voldsom kvalme ved indtagelse af alkohol.

60 år senere ligger den opgave at udvikle en bivirkningsfri kemisk præventionsform fortsat foran os. P-pillen er nu en daglig partner for mere end 100 millioner kvinder på verdensplan, men også i dag er den lille hvide pille forbundet med både blodpropper, depression og nedsat stresstolerance.

Måske bliver der på et tidspunkt endnu en præventionsmæssig revolution at fejre. Spørgsmålet er, om der går yderligere 60 år.