Tyskland er gigantøkonomien uden militære muskler

MEN TÆMNINGEN VAR IKKE gratis for domptørerne. I og med at Vesttyskland deltog i de fælles organisationer, fik landet også mere og mere at sige, og de øvrige magter måtte imødekomme tyske indrømmelser med egne. Helt afgørende var en konference i London i 1952-53, på hvilken Vesttyskland, som officielt hæftede for Det Tyske Rige, fik eftergivet langt størstedelen af sin gæld (herunder den til Danmark), hvad der var stærkt medvirkende til landets økonomiske opsving i 1950’erne, det såkaldte Wirtschaftswunder eller økonomiske mirakel.

Et eksempel på den vanskelige balancegang mellem tysk tæmning og medindflydelse var planerne om en europahær, i 1952 foreslået fra fransk side. Adenauer var stærk tilhænger af tanken – også selv om den forudsatte en tysk genoprustning, som ellers var udelukket både i 1945 og i den tyske grundlov af 1949.

Men den franske nationalforsamling forkastede i 1954 forslaget, fordi man frygtede, at Frankrig i længden ikke ville kunne tæmme Tyskland. Vesttyskland blev så i stedet i 1955 medlem af Nato, hvis dominerende magt, USA, var stærk nok til at holde linen stram, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det blev det ikke. Konrad Adenauer kunne ikke mistænkes for på nogen måde at ville trække Vesttyskland i retning af neutralitet endsige tilnærmelse til Sovjetunionen.

Da Stalin i 1952 i en note til vestmagterne antydede muligheden for en tysk genforening mod tysk neutralitet mellem blokkene (en sådan aftale fik det ligeledes besatte Østrig i 1955), var Adenauer den hurtigste til helt at afvise tanken: Et neutralt og afrustet Tyskland kunne måske nok genforenes, men det ville før eller siden blive suget ind i den sovjetiske magtsfære.

MED VESTTYSKLAND SOM MEDLEM af både EF og Nato kunne integrationen i Vesten synes perfekt. Økonomisk i Vesteuropa med EF, militært med både Europa og USA i Nato.

Men var amerikanske og europæiske interesser på langt sigt sammenfaldende? USA havde vist stor interesse for at hjælpe Vesteuropa økonomisk på fode efter 1945, især med Marshallhjælpen (som også skulle give europæerne købekraft til at aftage amerikanske produkter). Men meningen var jo ikke, at Europa skulle blive så stærkt, at det også kunne befri sig fra USA – et forhold, som i de senere årtier er blevet mere tydeligt.

Da Charles de Gaulle i 1958 atter tog magten i Frankrig, kom Vesttyskland i et dilemma. For den franske præsident ville gerne samarbejde tæt med Tyskland for at sikre en fortsat tæmning, men distancerede sig samtidig mere og mere fra USA, og det kunne se ud, som om han ønskede en tilnærmelse til Sovjetunionen, så de to magter kunne blive garanterne for europæisk fred. Hvad kunne det betyde for Tyskland?

Adenauer søgte det tætte samarbejde med Frankrig, både fordi han var overbevist om, at det i det hele taget var i tysk interesse, og fordi han var bange for fransk enegang. 22. januar 1963 underskrev Adenauer og de Gaulle en venskabs- og samarbejdstraktat (Élysée-traktaten), som skulle gøre de to lande til helt særlige partnere – kernen i fremtidens Europa.

Ugen forinden havde de Gaulle afvist Storbritanniens ansøgning om medlemskab af EF (det senere EU), en ansøgning, Tyskland ellers støttede. Og i Tyskland var man nu blevet nervøs for reaktionerne i USA, så da traktaten i maj 1963 skulle ratificeres i den vesttyske forbundsdag, blev den af et flertal forsynet med en fortale, som understregede Europas samhørighed med USA, det vesttyske Nato-medlemskab og ønsket om, at Storbritannien måtte blive medlem af EF.

DETTE BEGIVENHEDSFORLØB viste i sammentrængt form Vesttysklands internationale position – og landets udsathed. Vesttyskland kunne som frontstat i den kolde krig ikke undvære den amerikanske ’atomparaply’, men var også nødt til og ønskede at have et nært forhold til Frankrig, som på sin side søgte at distancere sig fra USA og at gøre Europa mere selvberoende.

Og ville amerikanerne overhovedet gå i krig i tilfælde af en europæisk krise? Gjorde de det med atomvåben, var det sandsynligt, at patienten døde, selv om operationen måske lykkedes. De franske atomvåben, som blev udviklet fra ca. 1960, var en fattig trøst, for deres rækkevidde var ringe. De kunne kun ramme mål i Centraleuropa, herunder Tyskland.

I dette spil var den gamle tyske hovedstad Berlin en væsentlig faktor. Den var ligesom resten af landet blevet delt mellem de allierede. Men byen lå langt inde i den sovjetiske zone, det senere DDR, og var derfor Vestens svage punkt. Samtidig var Vestberlin en torn i øjet på russerne og på det østtyske styre.

Russerne havde i 1948 ved en blokade af adgangsvejene til byen forsøgt at drive vestmagterne ud af den, men det var lykkedes via en luftbro at forsyne de over 2 millioner vestberlinere med det nødvendigste fra juni 1948 til maj 1949, hvor russerne opgav blokaden.

Mens grænsen mellem de to Tysklande blev lukket helt først i 1950’erne, var der stadig en åben grænse i Berlin, som styredes mere direkte af de krigsallierede. Især via Berlin forlod henved 3 millioner østtyskere i løbet af 1950’erne DDR, og de blev ved ankomsten til vest automatisk tyske statsborgere.

DEN ØSTTYSKE REGERING VILLE gerne have grænsen lukket, men fik ikke lov til det af russerne. Først da et sovjetisk ultimatum til vestmagterne i 1958-59 om at gøre Vestberlin til en international fristad var blevet afvist, gav Moskva grønt lys for en afspærring, som fandt sted 13. august 1961 og efterhånden blev afløst af en mur hele vejen rundt om Vestberlin.

Ved et topmøde mellem den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov og den nyvalgte amerikanske præsident John F. Kennedy i Wien i forsommeren 1961 var de fastlåste positioner blevet bekræftet, men der var formentlig en – sikkert stiltiende – gensidig forståelse om en grænselukning. I hvert fald betonede amerikanerne pludselig meget stærkt deres rettigheder i Vestberlin og ikke, som de gamle aftaler egentlig lød, i hele Berlin.

Afspærringen 13. august var et chok, som skilte familier ad og fratog mange østberlinere deres arbejdsplads i vestsektorerne. Men den var også et signal om, at russerne havde accepteret, at vestmagterne blev i Vestberlin. På sin egen brutale måde skabte Berlin-muren rene linjer, hvad der passede begge supermagter godt. Der var en vis afspænding i gang, og man afmonterede så at sige en af de tikkende bomber.

Vestberlins overborgmester Willy Brandt (1913-92) var trods sin harme over Muren en af de første til at erkende, at der var skabt en situation, som kunne danne udgangspunkt for overvejelser om et ændret forhold til den østlige side – det, han næsten ti år senere gennemførte som sin ’østpolitik’.

Willy Brandt indså, at skulle forholdene for de nu indespærrede østtyskere lettes og Vestberlins eksistens på langt sigt sikres, måtte det ske ved forhandlinger. Hans medarbejder Egon Bahr formulerede det som »forandring gennem tilnærmelse«. Man måtte gøre op med den totale afvisning af alle forslag fra Sovjetunionen og justere sin politik, men forandringen skulle rigtignok finde sted på østsiden.

BRANDT OPGAV IKKE MÅLET om tysk genforening. Snarest var den ham mere magtpåliggende, end den havde været for Adenauer, men han troede ikke på en renlivet styrkens politik. Da Ludwig Erhard, Adenauers efterfølger som kansler, var kørt fast i en mindre økonomisk krise, kom socialdemokraterne, Brandts parti, i 1966 for første gang med i en vesttysk regering, og Brandt blev udenrigsminister.

Der var inden hans tid taget nogle meget forsigtige skridt over for Østblokken, for at Vesttyskland ikke skulle blive koblet af den internationale afspændingsproces og dermed miste indflydelse. Brandt kom lidt videre med ’de små skridts politik’, og da han i 1969 blev kansler i en socialdemokratisk-liberal regering, gik det stærkt.

I løbet af få år afsluttedes der traktater med Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet og endog i 1972 med DDR. Vesttyskland anerkendte formelt aldrig DDR folkeretligt, men gjorde det reelt med aftalerne og accepterede også reelt den nye polske vestgrænse og dermed tabet af store gamle tyske områder østpå.

USA så til at begynde med skeptisk på Brandts østpolitik. Amerikanerne var selv interesseret i afspænding, men tyskerne skulle ikke gøre for meget på egen hånd. Brandt efterlod imidlertid ingen tvivl om den vesttyske forankring i Vesten, og USA så inden længe sin fordel i at støtte østpolitikken. Den kunne på sin side heller ikke føres ud i livet uden accept fra de vestallierede – især på grund af Berlin. Brandt kunne ikke forhandle om Berlin, det kunne kun de krigsallierede, og de indgik i 1971 en aftale om byens fremtidige status.

Processen gentog sig for så vidt ved den tyske genforening i 1990. Den kunne kun komme i stand, fordi også de krigsallierede sagde god for den. Det hed ’fire plus to’- eller ’to plus fire’-forhandlinger alt efter synsvinkel. De to tyske stater var de to, de krigsallierede de fire. Først med aftalerne mellem de allierede og genforeningen blev Tyskland helt formelt et ’normalt’ suverænt land.

ØSTPOLITIKKEN MUNDEDE UD I 1975 ud i den store sikkerhedskonference i Helsinki mellem de daværende europæiske lande samt USA og Canada (OSCE-processen). Dermed var resultatet af Anden Verdenskrig i Europa endeligt bekræftet, og det lignede en triumf for Østblokken. I stedet skulle det vise sig at være begyndelsen til enden for Sovjetunionens imperium og til sidst for Sovjetunionen selv.

Hvis ’frygtens logik’, som Poul Villaume har kaldt sin grundlæggende bog om den kolde krig, havde tjent til at holde sammen på Vesten, havde den i endnu højere grad holdt sammen på østsiden, og mens der i Vesten også havde været andre grunde til sammenhold, var det i Østblokken den eneste. Jo mere afspænding, jo mere fred, desto sværere fik Sovjetunionen ved at opretholde sit hegemoni i Østeuropa.

Fra 1980’erne og frem var de tyske socialdemokrater og konservative enige om østpolitikken. Man kunne sige, at Adenauers vestbinding havde givet Vesttyskland den styrke, som gjorde det muligt for Brandt at lancere sin østpolitik, som så på sin side ved at imødekomme modparten undergravede dennes position og endte med at føre til en tysk genforening.

Men ingen kan planlægge historie på den måde. Endnu er ingen stået frem og har hævdet, at hun eller han havde forudset, at Berlin-muren ville falde 9. november 1989.

Men da først Muren var væk, gik det stærkt, også stærkere, end mange havde ønsket. Frankrig og Storbritannien forsøgte at forhindre eller forhale en tysk genforening, fordi de var bekymrede for magtbalancen i Vesteuropa. Genforeningen var Sovjetunionens, det vil sige Mikhail Gorbatjovs, og USA’s værk – og naturligvis tyskernes, men de havde ikke kunnet gennemføre den på egen hånd.

Bekymringerne syntes dog at blive gjort til skamme: I den første tid efter genforeningen havde tyskerne nok at gøre med sig selv, dog med én undtagelse: Da Jugoslavien i 1991 brød sammen, pressede Tyskland voldsomt på for en hurtig anerkendelse af Kroatiens og Sloveniens uafhængighed og hældte dermed benzin på bålet – i en situation, hvor man måtte lade andre om at slukke branden.

Den tyske grundlov forhindrede dengang forbundsværnet i at operere uden for landets grænser. Det er der senere blevet lavet om på, og Tyskland deltager nu i internationale aktioner – forudsat at de er legitimeret af et FN-mandat.

Det var det amerikansk ledede angreb på Irak i 2003 ikke, og Tyskland afstod i lighed med det store flertal af europæiske lande fra at være med, endda meget markant; Tyskland deltog heller ikke i aktionen mod Libyen i 2011.

DEN KLØFT, SOM HERMED åbnede sig mellem Tyskland (men ikke kun Tyskland) og USA, er ikke blevet komplet kastet til bagefter. USA har – ikke kun under præsident Trump – besværet sig over et for ringe tysk bidrag til Nato.

Tyskland (og Europa) har nu som før ingen interesse i en amerikansk tilbagetrækning fra Europa, men heller ikke i at skulle sætte amerikanske interesser højere end sine egne. Det er ikke tilfældigt, at det er Tyskland og Frankrig, som forsøger at dæmpe konflikten i og om Ukraine (Minsk-aftalerne), og at Tyskland i hvert fald indtil videre står fast på at bygge gasledningen Nord Stream 2 færdig.

Tyskland har ved flere lejligheder været tilkaldt som mægler i konflikter andetsteds i verden, bl.a. som vært for konferencen om Libyen i 2020. I Mellemøsten holder Tyskland af historiske grunde lav profil over for Israel, hvad der ikke skal forveksles med accept af israelsk anneksionspolitik. Og Tyskland slutter helt op om forsøgene på at redde atomaftalen med Iran.

Allerede i Vesttysklands tid var den økonomiske magt synlig også i storpolitikken. Udsigten til vesttysk ulandshjælp afholdt længe mange tredjeverdenslande fra at anerkende DDR diplomatisk, og også i dag spiller Tysklands økonomiske muligheder selvsagt en rolle for landets internationale position – også som en stor våbeneksportør!

Men Tyskland har ved genforeningen frasagt sig muligheden for at udvikle ABC-(atom-, biologiske, kemiske) våben, så det tyske diplomati er bundet til at være overvejende ’soft’. Willy Brandts østpolitik beviste, at meget kan opnås ad den vej, og intet tyder for indeværende på, at Tyskland vil vælge en anden.

I europæisk sammenhæng har historien fra efterkrigstiden på en måde gentaget sig efter den tyske genforening. Først var Tyskland svækket af de store opgaver, så endte processen med at gøre Tyskland endnu stærkere end før. Det blev set som en indrømmelse til Frankrig, at Tyskland gik med til at skyde sin stærke valuta, D-marken, ind i den fælles europæiske mønt, euroen.

MEN UDVIKLINGEN EFTER 2000 har uanset – eller på grund af – opgivelsen af den nationale valuta givet Tyskland selv de største fordele. Den tyske eksport blomstrer ikke mindst i kraft af, at tyske produkter er kunstigt billige. Uden euroen havde Tyskland måttet opskrive sin valuta og dermed reduceret sit enorme eksportoverskud, som skaber lige så meget ubalance i EU som andre landes underskud. Dertil kommer, at arbejdskraftens frie bevægelighed har medført et betydeligt brain drain fra især de østeuropæiske lande til Tyskland. Tyskland kan øjensynlig ikke tæmmes.

Så den britiske og den franske skepsis har vist sig berettiget. Det genforenede Tyskland er en del af problemet i EU, og det er usikkert, om landet vil yde det, der skal til, for at blive en del af løsningen. Det er uholdbart, at et land høster store fordele af fællesskabet og dernæst beholder dem for sig selv.

Eller med andre ord: Uden en fælles europæisk økonomisk politik – som må blive andet end en kopi af den tyske – vil EU drive nærmere mod en sprængning eller en langsom opløsning. Coronapandemien har slået et lille hul i den hidtidige tyske afvisning af en fælles europæisk gældshæftelse, og måske er det begyndelsen til en mere konstruktiv tysk tilgang til det europæiske.

I store dele af Europa er holdningen til Tyskland ambivalent. Man håber på Tysklands økonomiske styrke som Europas ’lokomotiv’ og frygter for Tysklands politiske styrke som hegemonimagt. Men de to ting er svære at skille ad, og for Tyskland selv er der også tale om en vanskelig balanceakt. I Angela Merkels lange regeringstid har Tyskland ikke ført en aktiv europapolitik, og indtil videre er der heller ikke tegn på, at landet kommer til det.

Den nuværende tilstand virker til Tysklands fordel, så tyskerne er ikke indstillet på ændringer som foreslået af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Der synes ikke at kunne skabes alliancer i EU, som ville være stærke nok til at få Tyskland på andre tanker.

Før den tyske genforening var der nogenlunde balance mellem Storbritannien, Frankrig og Vesttyskland.

Nu har Storbritannien forladt EU, og Frankrig er svækket. Tysklands dominans i Europa er blevet så stor, at en fælles europæisk optræden på den såkaldte verdensscene enten vil finde sted på tyske betingelser eller slet ikke blive til noget. I øjeblikket peger alt mest på det sidste.