Den latterlige franske frelser havde en pointe

Da den første atombombe eksploderede over Hiroshima klokken kvart over otte 6. august 1945, stod det klart, at atomvåben ville blive nøglen til magtspillet efter krigen. De frie franske styrkers leder, general Charles de Gaulle, forstod, hvad klokken var slået: I fremtidens stormagtsspil ville der være dem med bomben og dem uden.

Umiddelbart efter befrielsen oprettede han som det nye Frankrigs leder derfor det franske atomenergikommissariat (CEA) og trak sig kort efter tilbage til det, der skulle blive en 12 år lang pause fra politik.

Charles de Gaulle (1890-1970) er en af de mest usædvanlige statsmænd i det 20. århundrede. Han havde kæmpet i Første Verdenskrig, og han var en af de få, der både politisk og militært havde analyseret Tysklands genrejsning i 30’erne og derfor havde forsøgt at advare imod den.

Efter de allieredes militære nederlag i 1940 talte han imod kapitulation og for at fortsætte kampen mod Nazityskland fra koloniimperiet. Han blev dødsdømt af Vichystyret og flygtede til London, hvor det lykkedes ham at samle en troværdig og effektiv fri fransk krigsstyrke og få det frie Frankrig anerkendt som aktiv krigsdeltager og sig selv som repræsentant for efterkrigstidens Frankrig.

DEN I MANGES ØJNE excentriske general de Gaulle anså en ’politique de grandeur’ – en storhedspolitik – for at være den rigtige vej for Frankrig efter krigen. Han ville genskabe Frankrig som international magtfaktor. Han havde erfaret, at når det blev alvor, var man alene. De Gaulle så klart, at en nation, der ikke havde midlerne til at forsvare sig, ophørte med at eksistere som magtfaktor. Han ønskede, at de europæiske nationer gik sammen og dannede en tredje uafhængig supermagt mellem USA og Sovjetunionen, de virkelige sejrherrer efter Anden Verdenskrig.

Den største franske bekymring umiddelbart efter krigen havde været et genrejst Tyskland. Det blev dog hurtigt klart, at den reelle fare nu var Sovjetunionen, og at FN ikke ville kunne udfylde rollen som garant for freden.

Fra 1947 nærmede Frankrig sig derfor, nu i en forfatningsmæssig ramme kendt som Den Fjerde Republik, hastigt og resolut USA. Frankrig tog imod den amerikanske hjælpepakke Marshallhjælpen og var aktiv i grundlæggelsen af Nato i 1949, selv om man parallelt forsøgte at holde liv i det europæiske spor. På den ene side var der den klare erkendelse af, at man militært var afhængig af amerikanerne, men på den anden side var der en voksende frustration over, at alle afgørelser blev foretaget i Washington, og at amerikanerne kun fulgte egne interesser.

Da russerne i 1957 sendte satellitten ’Sputnik’ i kredsløb om Jorden, forårsagede det chokbølger i Vesteuropa, for nu kunne alle rammes af sovjetiske atommissiler, men USA ville ikke bistå til virkeliggørelse af det franske atomprogram. Til gengæld ville de gerne installere amerikanske atomvåben under amerikansk kontrol på fransk jord. Frankrig kunne få det, lige som det ville have det, når blot landet fulgte USA’s linje.

Frankrig var i princippet kommet ud af Anden Verdenskrig på sejrherrernes side, men der var ikke meget triumf over landet i 1945. Oven på de allieredes chokerende nederlag til Nazityskland på kun seks uger i 1940 og den efterfølgende besættelse var den internationale anseelse væk, selvfølelsen i bund, befolkningen splittet, infrastrukturen i ruiner og økonomien skudt helt i sænk. Hvilken rolle kunne den gamle stormagt spille i en nye verden?

NOK HAVDE MAN LIDT SKADE, men bl.a. takket været de Gaulle og de frie franske styrker, der havde kæmpet mod både tyskerne og de franske samarbejdspolitikere, fik Frankrig plads ved forhandlingsbordet efter krigen.

Det lykkedes Frankrig at få en af de fem permanente pladser i FN’s Sikkerhedsråd, der blev efterkrigstidens altafgørende sikkerhedspolitiske organ, og Frankrig rådede stadig over sit enorme koloniimperium, 20 gange så stort som Frankrig selv og med dobbelt så mange indbyggere.

Dog stod det samtidig klart, at krigen havde gjort en ende på Frankrigs og Europas førerposition: Det gamle Central- og Østeuropa var blevet indlemmet i det sovjetiske imperium, og Vesteuropa blev kulturelt koloniseret og kom under amerikansk beskyttelse. Europa blev grænsen mellem øst og vest.

De 30 år, der fulgte krigen, kalder franskmændene ’les 30 glorieuses’ – de 30 glorværdige år. Dengang troede man, at væksten, velstandsstigningen og den fulde beskæftigelse ville vare evigt. Men mens de fleste vesteuropæere vendte ryggen til den tragiske fortid, sagde farvel til krigen og goddag til forbrugersamfundet, gennemlevede Frankrig en række eksistentielle kriser.

En del af skylden for de franske problemer kunne lægges på det nye politiske system, der blev indført i Frankrig efter krigen, Den Fjerde Republik. Henri Queille (1884-1970), der selv var statsminister tre gange under Den Fjerde Republik, fangede essensen i denne forfatning, da han sagde, at »der findes ikke det problem, som manglen på en løsning ikke kan få gjort en ende på«.

Den Fjerde Republik var barn af modstandskampen. Den var på den ene side præget af modstandskampens idealisme og på den anden af venstrefløjens politiske dominans.

Det gav sig udtryk i, at den lovgivende magt, parlamentet, der blev set som garanten for det repræsentative demokrati, fik en dominerende position i forhold til den udøvende magt, regeringen.

DET VAR REPUBLIKKEN MAGTPÅLIGGENDE, at den nye forfatning skulle gøre det umuligt for en stærk mand at gribe magten (man ser den samme tendens i de samtidige italienske og tyske forfatninger, hvor man også havde gennemlevet en periode med mildt sagt autoritært styre).

Præsidenten blev en kransekagefigur uden politisk magt, og regeringen stod til regnskab for parlamentet, der til enhver tid kunne bringe den i mindretal og vælte den.

Prisen var, at systemet blev ustabilt og manglede handlekraft. I Den Fjerde Republiks 12-årige levetid var der 24 regeringer.

Det er ikke umuligt at leve med sådan et system, hvis blot man skulle forvalte velfærdsproblemer. Men da nationen kom ud i virkelige kriser, skabte det en type problemer, som selv manglen på en løsning ikke kunne få gjort en ende på.

Efter Anden Verdenskrig stod det klart, at både Storbritannien og Frankrig på et tidspunkt ville blive tvunget til at afvikle deres imperier. De var for store og for langt væk fra moderlandene, og kolonimagterne havde ikke militære og økonomiske ressourcer til at mobilisere effektivt mod de mange selvstændighedsbevægelser.

Dertil kom, at periodens nye supermagter, USA og Sovjetunionen, ideologisk var imod imperialismen og formentlig ikke i længden ville acceptere koloniriger.

DENNE ERKENDELSE INDFANDT SIG imidlertid kun drypvis i Frankrig. Flere steder gik afkoloniseringen fredeligt (Subsaharisk Afrika), andre steder nogenlunde fredeligt (Tunesien og Marokko), men to steder gik det helt galt.

Det første var Indokina. Den vietnamesiske kommunist og nationalistleder Ho Chi Minh (1890-1969) havde været i Frankrig hele sommeren 1946 for at finde en forhandlingsløsning på Vietnams selvstændighed, men forgæves. Sidst på året gav han op og kaldte til væbnet modstand. Frankrig var i krig igen.

Ikke fordi Indokina havde nogen reel betydning for Frankrig. Der boede kun 20.000 franskmænd i det enorme område, der dækker vore dages Cambodja, Laos og Vietnam. Men kolonierne havde spillet en stor rolle for den franske krigsindsats i Anden Verdenskrig, og i den gryende koldkrigslogik tænkte man i Paris, at det var bedst ikke at vige for kommunismen nogen steder.

Det var en selvmordsmission: Der var ingen opbakning i den franske befolkning, den lovede amerikanske hjælp kom kun sparsomt og for sent, og så mødte man en modstander, der var langt bedre organiseret, langt mere motiveret og med langt stærkere allierede (Kina), end man havde forestillet sig. Tabene var kolossale. Op mod 75.000 soldater i den franske hær og 400.000 på vietnamesisk side blev dræbt under krigen.

EFTER NEDERLAGET VED Dien Bien Phu i 1954 så man realiteterne i øjnene. Frankrig trak hånden ud af det vietnamesiske hvepsebo, som USA få år efter skulle stikke hånden i.

Indokina havde ikke betydet særlig meget for Frankrig. Helt anderledes forholdt det sig med Algeriet. Administrativt blev det nordafrikanske land betragtet som en fuldgyldig del af Frankrig, dog med den absurde detalje, at størstedelen af befolkningen ikke havde fulde borgerrettigheder.

Omkring 1900 havde den franske del af befolkningen udgjort ca. en fjerdedel, men i 1954 var andelen skrumpet til ca. en tiendedel.

Der var dog stadig tale om en million franskmænd, der havde boet i landet i generationer og ikke havde nogen særlig tilknytning til Frankrig. Kort sagt var det ikke en befolkning, man bare kunne smide ud uden enorme menneskelige og politiske omkostninger.

Krigen begyndte med spredte terroraktioner i begyndelsen af 1950’erne, men eskalerede lynhurtigt til en brutal borger- og kolonikrig med uhyrlige overgreb på begge sider. De hastigt skiftende franske regeringer var hele tiden et skridt bagefter og uden nogen samlet strategi i en konflikt, hvor krigshandlingerne konsekvent blev rettet mod civilbefolkningen.

Algeriet er et enormt land med små landsbyer spredt over hele territoriet, hvilket gjorde det svært at kontrollere. De franske indbyggere i Algeriet følte sig svigtet af en inkompetent og afmægtig politisk magt, og hæren agerede mere og mere autonomt.

Krisen nåede et højdepunkt i maj 1958, da de europæiske algeriere angreb regeringsbygningerne i hovedstaden Algier, og en række officerer dannede en Comité du salut public – en velfærdskomité – der havde til hensigt at gribe magten i Frankrig. Truslen om militærkup og borgerkrig var pludselig blevet meget reel.

I DEN SITUATION, HVOR FRANKRIG stod over for et militærkup, fremstod den pensionerede general de Gaulle som forsynets mand og blev landets nye frelserskikkelse. Han havde stadig enorm legitimitet i Frankrig, efter at han i 1946 havde trukket sig tilbage fra politik i frustration over den nye forfatning.

I 1958 var Den Fjerde Republik løbet ind i nøjagtig de problemer, som han havde forudset og frygtet, og da bad Nationalforsamlingen ham om at komme tilbage som regeringschef. De Gaulle krævede seks måneder, hvor han havde fuldmagt til at regere, og hvor han samtidig kunne skrive en ny forfatning. Det fik han lov til. Den Fjerde Republik var død. Den Femte Republik – de Gaulles Frankrig – var født.

Militært havde Frankrig på det tidspunkt vundet Algierkrigen, men politisk var det en krig, der ikke længere kunne vindes. Da de Gaulle sendte spørgsmålet om Algeriets selvbestemmelse til folkeafstemning i 1961, stemte 75 procent af franskmændene for, at Algeriet blev selvstændigt i 1962. Den lille million franskmænd, der boede i Algeriet, havde valget ’kufferten eller kisten’. Næsten alle sagde farvel det liv, de havde kendt, og forsøgte at starte et nyt i Frankrig.

Det Frankrig, de vendte tilbage til, havde på mindre end 30 år haft to nærdødsoplevelser med Tyskland. Krigshelten og landets nye leder, de Gaulle, der havde brugt det meste af sit liv på at kæmpe mod Tyskland, blev en paradoksal frontfigur for udsoningen.

Frankrig havde som så mange andre lande lidt voldsomt under den nazistiske besættelse, men man havde lært af Første Verdenskrig, at der ikke var plads til revanchisme, hvis man ville overleve. Hvor meget det end stred mod folkedybets forståelige ønske om hævn og retfærdighed, var det klart, at hvis man ville gøre sig håb om en fremtid overhovedet, måtte det være i fælles forening med Tyskland.

Arbejdet med udsoningen med Tyskland (i praksis Vesttyskland) begyndte umiddelbart efter krigen. Inspirationen kom fra en fransk cognachandler, Jean Monnet, der i samarbejde med den franske udenrigsminister, Robert Schuman, og med den franske regeringsleder Georges Bidaults og den vesttyske kansler Konrad Adenauers velsignelse foreslog et fælles strategisk projekt, Den Europæiske Kul- og Stålunion.

Aftalen blev underskrevet i april 1951 og skulle gælde i 50 år. De underskrivende lande var Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Vesttyskland og Frankrig. Derefter gik det over traktater, aftaler og udvidelser til vore dages EU.

DET BLEV PÅ DEN ENE SIDE en strålende succeshistorie: fortællingen om, hvordan et krigshærget og splittet kontinent gennem franske initiativer samlede sig og skabte fred og velstand. På den anden side er det også historien om en fransk fiasko. Ideen om en tredje vej, om suverænitet og om uafhængighed af de to store blokke ligger som et konstant strategisk mål i nyere fransk udenrigspolitik. Europapolitikken var tænkt som et middel til at nå dette mål. Det blev en frygtelig fransk skuffelse. EU har i sine forskellige mutationer udviklet sig til en økonomisk kæmpe og en politisk dværg.

Manglen på en klar politisk linje var fra begyndelsen en del af det europæiske samarbejdes dna. Jean Monnet (1888-1979) var arkitekten bag samarbejdet. Han kom fra en familie af vinhandlere og var selv forretningsmand. For ham udgjorde handel en politisk model, der gik ud på, at handlen har det godt, når der ikke er grænser, og den har det skidt, når der er krig.

I 1945 var det tanker til tiden: Krigens epoke var slut, nu gik man ind i samhandlens æra. Monnet var pragmatiker ind til benet, og han fandt sin ideelle partner i kristendemokraten Robert Schuman (1886-1963), der var tiltrukket af det europæiske projekt, fordi han mente, at det ud over at sikre fred og velstand også ville virke som bolværk mod kommunismen og i øvrigt hæmme den franske stats evindelige trang til at centralisere.

Deres fremgangsmåde var inspireret af en teori, som betegnes funktionalisme. Kernen i funktionalismen var, at staten havde overlevet sig selv som organisationsform. Funktionalismen tænkte ud over nationalstatens særinteresser og fokuserede i stedet på interesser og behov, der deltes af stater, og satsede på en overstatslig integrationsproces, der ville svække nationalstatens egenrådighed og egoisme.

Det var de små skridts metode. Pointen var, at de konkrete aftaler, som alle kunne se nytten af, havde langsigtede og vidtrækkende konsekvenser, der blev forbigået i tavshed.

På mange måder var det den helt rigtige tilgang, dengang samarbejdet fungerede som modvægt til magtfulde nationalstater, der bare gjorde, som de ville: planlægning, samarbejde og fælles regler i stedet for stridende parter. Det er det EU, vi kender, og som så fortvivlende få elsker. Monnets metode har imidlertid sejret ad helvede til.

Den europæiske modmagt dominerer medlemsstaterne, men det er en særlig afpolitiseret magt, hvor direktiver erstatter politik, og hvor fælles normer, regler og standarder forhindrer staterne i at føre politik på egen hånd. Frankrig troede, at den europæiske mastodont ville træde ind på den store scene og spille en rolle. Men nej: EU er verdenshistoriens første eksempel på et politisk fællesskab, der ikke har nogen strategi, og som ikke kan formulere geopolitiske mål.

DA FRANKRIG BLEV ATOMMAGT I 1960, blev det ellers muligt for de Gaulle at erobre noget af den strategiske beslutningskraft tilbage. Landets nye leder kom dermed til at markere et distinkt brud med Den Fjerde Republiks udenrigspolitik. Det sås tydeligst i forholdet til Nato. Nationens overlevelse afhang ikke længere af de amerikanske atomvåben.

Gradvist trak han de franske værn ud af Nato’s integrerede kommando: middelhavsflåden allerede i 1959 og til sidst alle væbnede styrker i 1966. Der var dog ikke tale om et egentligt brud. Frankrig fortsatte som medlem af den politiske alliance, og uanset hvor national de Gaulle var, betragtede han en vestlig alliance som en uomgængelig nødvendighed, og op gennem 60’erne bakkede Frankrig konsekvent USA op i de forskellige kriser.

De Gaulle genvandt et vist handlerum, men han fik aldrig realiseret sin vision. Der stod i de europæiske nabolande respekt om de Gaulle, der på få år havde fået forvandlet efterkrigstidens franske fallitbo til en troværdig og moderne atomar stormagt, men ingen af dem bakkede for alvor de Gaulles projekt op.

De fleste europæere havde forbløffende uproblematisk affundet sig med, at det var nemmere bare at uddelegere forsvaret af Europa til amerikanerne. Og Frankrig boksede simpelthen ikke i samme vægtklasse som amerikanerne, der både økonomisk og kulturelt var blevet 50’ernes og 60’ernes supermagt. De europæiske eliter var fra den ene dag til den anden blevet amerikaniseret og underlagde sig uden videre lederskabet og kulturmodellen fra USA.

Det gjorde forestillingen om et uafhængigt Europa under fransk lederskab til en illusion. Der var på det tidspunkt seks EF-lande. Vesttyskland var det næststørste, men landet var delt, det grænsede op til sovjetiske lydstater og var fuldstændig afhængigt af det amerikanske forsvar. Vesttyskerne kunne og ville ikke bidrage med noget. Det var heller ikke med småstater som Luxembourg, Belgien og Holland, man kunne opbygge et slagkraftigt forsvarsprojekt. Italienerne var som altid gidsler af deres egen dysfunktionelle stat, og fælles forsvarspolitik var ikke noget, de havde overskud til at tage stilling til.

DE GAULLE VAR ALENE med sin vision om Europa. Hans erfaring var de to verdenskrige, hans perspektiv var fransk, og han fejlbedømte totalt, hvor lidt det nu betød for de vesteuropæiske partnere at have strategisk selvbestemmelse. Ironisk nok var amerikanerne de eneste, der tog de Gaulles taler om strategisk uafhængighed alvorligt, og de så på det europæiske projekt med stor bekymring.

I 1960’erne var de Gaulle ikke blot alene i Europa, men også i Frankrig. Ingen kunne længere genkende sig selv i den heroiske og tragiske fortolkning af historien, som han stod for, og ingen forstod ham længere. Verdenskrigene var vand under broen. Tiden var til individualisme, hedonisme og forbrug. Bruddet med den gamle tid blev symboliseret af ungdomsoprøret i maj 1968, og de Gaulle trak sig fra magten kort efter.

Op gennem 60’erne havde de Gaulle modsat sig, at Storbritannien kunne søge om optagelse i Det Europæiske Fællesskab. I de Gaulles øjne var briterne alt for tæt på USA. Hvis de kom med i det europæiske fællesskab, ville det være ensbetydende med den officielle dødsattest for den franske storhedspolitik. I så fald kunne Europa ikke længere udgøre den tredje vej, den uafhængige magt mellem USA og Sovjetunionen.

Frankrig saboterede derfor forhandlingerne ved simpelthen at blive væk – den tomme stols politik. Men det øjeblik, de Gaulle trådte tilbage, blev hans vision begravet, og der blev indledt forhandlinger om at optage Storbritannien, Nordirland og Danmark i Det Europæiske Fællesskab.

De Gaulle døde for over et halvt århundrede siden, men han definerer stadig fransk udenrigspolitik. Når præsident Emmanuel Macron taler om sikkerhedspolitik, hører man ekkoet af de Gaulle, hvis pointer står stadig skarpere i en tid, hvor Trumps USA har vendt det transatlantiske samarbejde ryggen, og Storbritannien har forladt EU.

Men ligesom de Gaulle har Macron forvandlet sig til en tragisk helt. Fortidens fejltagelser har han godt nok lært af. Men en franskledet europæisk ’storhedspolitik’ fremstår lige så urealistisk i dag som i 1960’erne. Macron er alene, og ingen tror på ham eller Frankrig som bannerførere for en samlet europæisk stormagt. De Gaulles vision var den rigtige. Men forudsætningerne mangler for at føre den ud i livet.